Brittany Nelson forvandler et radioteleskop til en stærk refleksion over begær, erindring og jagten på liv i rummet

Mens interessen for rumforskning igen vokser globalt, og jagten på liv uden for Jorden fylder både medier og offentlig debat, tilbyder den amerikanske kunstner Brittany Nelson et overraskende perspektiv. I stedet for at hylde teknologiske landvindinger alene bruger hun et af verdens mest avancerede radioteleskoper som afsæt for en poetisk undersøgelse af hukommelse, begær og identitet. Projektet, skabt på Green Bank Observatory, viser, hvordan søgen efter signaler fra det ydre rum også afspejler menneskets egne håb og projektioner.

I takt med at både statslige rumorganisationer og private virksomheder investerer massivt i udforskningen af kosmos, har blikket mod stjernerne fået ny kulturel betydning. For Nelson handler det dog mindre om erobring og fremskridt og mere om den psykologiske dimension bag videnskaben. Radioteleskopet bliver i hendes værk ikke blot et symbol på teknisk præcision, men et følelsesladet objekt – en maskine, der ikke kun opfanger kosmiske signaler, men også menneskelige længsler.

Uddannet fotograf arbejder Nelson med historiske analoge teknikker som mordançage, bromoil og tintype. Disse processer fra det 19. og tidlige 20. århundrede er præget af kemiske reaktioner, tilfældighed og synlige spor af tid. I hendes hænder skaber de en dialog mellem fortid og nutid: mørkekammerets langsomme alkymi spejler observatoriets teknologiske præcision, og gamle metoder indrammer moderne astrofysik.

På Green Bank Observatory fremstår det enorme radioteleskop – en ingeniørmæssig bedrift designet til at opfange selv de svageste kosmiske emissioner – både monumentalt og sårbart i Nelsons fotografier. De buede stålkonstruktioner breder sig over billedfladen i sølvgelatineprint, hvor teksturer og skygger træder tydeligt frem. Den gigantiske parabol, skabt til at “lytte” til universet, bliver en symbolsk flade, som beskueren uundgåeligt projicerer sine egne fortællinger på.

Spændingen mellem måling og fantasi forstærkes i hendes nye videoværk, Rebecca (2026). Optaget på stedet trækker filmen på stemninger fra Daphne du Mauriers roman Rebecca og Alfred Hitchcocks filmatisering. I disse fortællinger har fravær en hjemsøgende kraft, og erindring former nutiden. Nelson overfører denne atmosfære til en teknologisk kontekst, hvor stilheden får næsten fysisk tyngde.

Lydsiden integrerer den høje summen fra teleskopets flydende helium-pumper, hvis mekaniske rytme kan minde om et hjerteslag. Visuelt skifter filmen mellem rolige, komponererede 35mm-optagelser og mere ustabile håndholdte sekvenser. Kameraet synes til tider at trække sig tilbage fra den tårnhøje struktur – for så pludselig at bevæge sig tættere på med intensitet.

Fortællingen er enkel, men følelsesmæssigt ladet. Nelson har beskrevet teleskopet som en tidligere elsker – et objekt for fascination og frustration. I denne læsning bliver jagten på kontakt med udenjordisk liv en metafor for en mislykket relation: signaler sendes ud, svar afventes, stilheden må udholdes. Den kosmiske skala mindsker ikke intimiteten; den forstørrer den.

Ved at omfortolke et videnskabeligt instrument placerer Nelson sig i en tradition af kunstnere, der undersøger teknologiens kulturelle symbolik. Teleskoper, satellitter og laboratorieudstyr repræsenterer fremskridt og rationalitet, men rummer også håb, angst og ønsket om transcendens. Ved at arbejde på et aktivt forskningssted undgår hun at romantisere videnskaben, samtidig med at hun fastholder dens menneskelige dimension.

Hendes praksis sætter også fokus på fotografiets historiske forhold til sandhed. Mediet har længe været forbundet med dokumentation og bevis. Gennem brugen af ældre teknikker, kemiske spor og bevidste ufuldkommenheder minder Nelson os om, at ethvert billede er formet af både materiale og subjektiv intention.

I en tid præget af konstant kommunikation og enorme datamængder får tanken om ikke at blive hørt – om at sende et signal ud i stilheden – særlig resonans. Radioteleskopet i Green Bank lytter efter mønstre i kosmos, der kan indikere intelligent liv. Nelson lytter til selve instrumentet og læser det som et tegn på menneskelig længsel.

Udstillingen kan opleves fra 15. januar til 29. marts 2026 i Cambridge, Massachusetts.