Cecily Brown og spørgsmålet om tid: Hvorfor maleriet stadig betyder noget

I en kultur defineret af hastighed og digital reproduktion kan maleriet virke næsten trodsigt i sin insisteren på varighed. Cecily Browns tilbagevenden til London bringer denne trods i fokus og placerer hendes værk i en større refleksion over tid, hukommelse og den fortsatte relevans af maling som et fysisk og tænkende medie.

Brown har længe været forbundet med en form for figurativ abstraktion, hvor kroppe og landskaber opstår, opløses og dukker op igen i tætte, energiske overflader. Hendes lærreder er rastløse. Penselstrøg kolliderer, tværes ud og ophobes; perspektivet bryder sammen; figurer anes snarere end fastslås. At se bliver en aktiv og til tider usikker handling.

På Serpentine South vises nye værker side om side med malerier fra begyndelsen af 2000’erne, hvilket giver publikum mulighed for at følge kontinuiteten i bestemte motiver. Elskende, der er viklet ind i skovlandskaber, figurer halvt nedsænket i vandrige omgivelser og scener, der balancerer mellem pastoral idyl og erotisk ladning, vender tilbage gennem årtierne. Gentagelsen er ikke nostalgisk. Den antyder snarere en afprøvning af billederne, som om hver tilbagevenden undersøger, hvor langt et motiv kan strækkes, før det brister.

Du vil måske også kunne lideAntony Gormley præsenterer udstillingen “Inextricable” på to gallerier i Seoul

Naturen er i Browns hænder aldrig blot beskrivende. Udstillingen trækker på den specifikke kontekst Kensington Gardens, hvor galleriet ligger, men parken fungerer mindre som et konkret sted og mere som et mentalt landskab. Browns malerier har længe udvisket grænsen mellem menneskekroppe og deres omgivelser. Kød og løv smelter sammen; lemmer spejler grene; vand opsluger konturer. Resultatet er en urolig sammensmeltning, hvor begær og miljø er uadskillelige.

Dette samspil mellem billede og overflade er centralt i Browns praksis. Hun har ofte beskrevet maleriet som en fysisk proces ledet af mediet selv. I nyere lærreder som Froggy would a-wooing go og Little Miss Muffet, skabt i 2024–2025, dukker referencer til børnerim op for derefter at blive forstyrret af tykke lag maling. Små figurer inspireret af victoriansk eventyrillustration flimrer i kanten af det genkendelige. Fortællingen, hvis den overhovedet findes, forpurres.

Andre tidligere værker som Bacchanal, Couple og Teenage Wildlife fremhæver malingens sanselighed som materiale. Kroppe presser sig mod hinanden, men deres omrids er ustabile og til tider umulige at skelne fra terrænet omkring dem. Browns langvarige interesse for erotik filtreres gennem et malerisk sprog, der veksler mellem åbenbaring og tilsløring. Overfladen bliver et spændingsfelt: Det, der vises, er altid på nippet til at blive opslugt af abstraktionen igen.

Udstillingen omfatter også tegninger og monotyper, der peger på bredden i Browns visuelle referencer. Børnelitteratur, især universerne hos Beatrix Potter og Kathleen Hales Orlando the Marmalade Cat, står side om side med klassiske Ladybird-illustrationer. Dyr optræder som stedfortrædere for menneskelig adfærd og spejler de moralske tvetydigheder i eventyr og formanende fortællinger. Den tilsyneladende sødme i disse kilder modsvares af en mørkere undertone. Uskyld er aldrig helt sikker.

Browns biografi beskrives ofte som en transatlantisk fortælling. Født i London i 1969, uddannet på Slade School of Fine Art, flyttede hun til New York i 1994 efter en formativ periode på New York Studio School. Byens skala og maleriske traditioner viste sig afgørende. Gennem tre årtier har hun udviklet en praksis, der samtaler lige så meget med Willem de Kooning og Francis Bacon som med britisk narrativ maleri og illustration.

Alligevel modstår udstillingen i London forestillingen om en enkel hjemkomst. I stedet placerer den Browns arbejde i en længere historie om maleri som et sted for tilbagevenden og revision. Hendes gentagne arbejde med bestemte kompositioner — herunder en nyere gruppe “nature walk”-malerier inspireret af et puslespilsbillede af en væltet træstamme, der spænder over en flod — understreger hendes overbevisning om variation som metode. Ved at ændre skala, palet og format behandler hun maleriet som en løbende undersøgelse snarere end en afsluttet erklæring.

Anbefalet læsningPatricia Urquiola udforsker designets evolution i ‘Meta-Morphosa’ på CID Grand-Hornu

Denne undersøgelse føles særligt relevant nu. I et kulturelt øjeblik domineret af digital cirkulation og øjeblikkelig reproduktion insisterer Browns lærreder på fysisk tilstedeværelse. De kræver, at beskueren står foran dem, justerer sit blik og lader formerne samle sig over tid. Betydning leveres ikke; den forhandles.

Serpentines mangeårige engagement i gratis offentlig adgang forstærker denne dynamik. Beliggende i en kongelig park opererer galleriet i krydsfeltet mellem fritid og fordybelse. Browns optagethed af parklivet — par på spadseretur, figurer på vandring gennem skovstier — spejler rytmerne udenfor. Grænsen mellem kunst og omgivelser bliver porøs.

I sidste ende handler Picture Making mindre om at illustrere historier end om at teste maleriets egen holdbarhed. Browns overflader registrerer gestussen i deres tilblivelse; de er dokumenter over tid, tøven og revision. Dermed bekræfter de maleriets evne til at rumme kompleksitet uden at opløse den.

Mens debatten om mediets fremtid fortsætter, antyder Browns udstilling, at maleriets relevans ikke ligger i det nye, men i det vedholdende. Ved at vende tilbage til velkendte billeder og lade dem forandre sig gennem årene placerer hun sig i en tradition, hvor gentagelse bliver en form for tænkning. I det lagdelte rum mellem figur og abstraktion, mellem hukommelse og umiddelbarhed, forbliver maleriet en måde at se på, der nægter at forsvinde.

Flere som denne

Tom Torluemkes ”Sorted Sheets” understreger tegningens primære rolle i en samfundspolitisk praksis

James Turrell præsenterer stor soloudstilling på Pace Gallery i Seoul

Max Hooper Schneider: Scavenger på 125 Newbury markerer kunstnerens første soloudstilling i New York

Tate St Ives præsenterer en stor udstilling af kunstneren Emilija Škarnulytė

LANZA atelier udvalgt til at designe den 25. Serpentine Pavilion

Volume Gallery rykker ind i monumentale nye rammer: Når nyskabende design kræver et opgør med fortiden