Christopher Taylor—kurator, gallerist og musiker—åbner et galleri for samtidskunst i sin egen lejlighed på Boulevard Malesherbes 124 i Paris. Initiativet genoptager det hjemlige udstillingsformat, der prægede hans tidlige karriere, og viderefører en kuratorisk linje udviklet gennem tidligere projekter i London og New York. Programmet vil præsentere både etablerede og nye kunstnere i et intimt miljø, hvor lejlighedens barokke arkitektur indgår som et aktivt element i iscenesættelsen frem for en neutral baggrund.
Taylors beslutning samler flere spor i hans praksis. I London opstod Museum 52 som en udstilling i et beboelsesrum og blev kendt for at vise tidlige værker af kunstnere, der siden opnåede større gennemslagskraft. I New York arbejdede han først under navnet Museum 52 og senere som American Contemporary og opbyggede et program med kunstnere, der fik vedvarende institutionel og markedsmæssig opmærksomhed. Undervejs samarbejdede han blandt andre med Shara Hughes, Conrad Shawcross, Esther Stocker, Kon Trubkovich, John Isaacs og Nick Waplington. Det parisiske projekt vender tilbage til begyndelsens skala og uformelhed, samtidig med at det trækker på den organisatoriske disciplin og det netværk, han har udviklet i USA.
Det nye rum åbner med John Isaacs: Ego in Arcadia. Udstillingen afspejler mere end to årtiers samarbejde mellem Taylor og Isaacs, en kunstner forbundet med Young British Artists-generationen, hvis praksis spænder over skulptur, maleri og installation. Isaacs undersøger ofte, hvordan billeder af menneskekroppen absorberer og bryder sociale pres—tro, forbrug, dødelighed—gennem et visuelt sprog, der låner fra den klassiske form og samtidens materielle kultur. Titlen parafraserer memento mori-udsagnet “Et in Arcadia ego” og flytter fokus mod selvet i en nutid mættet af billeder.
Ifølge galleriet stiller Ego in Arcadia motiver fra antikken—mytologiske figurer, anatomiske fragmenter og arkitektoniske referencer—over for hverdagsobjekter og industrielle komponenter. Installationen er tænkt som en række tableauer, hvor lejligheden behandles både som ramme og som motiv. Stuk, patina og bevægelsesforløb integreres i besøgsoplevelsen frem for at blive skjult. Grebet er beslægtet med Isaacs’ baggrund i scenografi til film og teater og kommer til udtryk i sansen for indramning, tempo i læsningen og en idé om “kalibreret forfald”. Resultatet er et miljø, hvor det ideelle og det foreløbige, det sakrale og det dagligdags holdes i bevidst spænding.
Taylor ser projektet som en platform for samtale såvel som for udstilling. Den hjemlige skala fremmer et langsommere blik, mindsker afstanden mellem værk og publikum og inviterer til udvekslinger, der kan være vanskelige i større institutionelle sammenhænge. Programmet er hverken geografisk eller mediemæssigt begrænset, men orienterer sig mod kunstnere, der bearbejder samtidens diskussioner i samtidskunsten med formel stringens og begrebslig klarhed. Det boligbaserede format introducerer desuden en kuratorisk ramme—værkerne skal forholde sig til et beboet rum—som galleriet betragter som et produktivt vilkår snarere end en begrænsning.
Valget af Isaacs som åbningskunstner understreger galleriets interesse for langvarige samarbejder. Taylor har tidligere præsenteret hans arbejde og placerer den nye udstilling i en vedvarende dialog om skrøbelighed, repræsentation og billeders “efterliv”. I lejligheden bliver denne dialog rumlig: det private miljø viser, hvordan kunst kan bebo—og ikke blot dekorere—et levet rum. Opmærksomheden på tærskler—mellem rum, perioder og materialer—spejler de tematiske interesser i arv og fragmentering.
Programmet rækker ud over udstillinger med mindre formater, der samler kunstnere, forfattere og publikum. Åbningsreceptionen er planlagt i ejendommens gård, og fremtidige offentlige begivenheder kan omfatte live-musik og samtaler. Adgang vil ske efter aftale såvel som i fastsatte åbningstidsvinduer, i tråd med den hybride karakter af en bolig indrettet til at modtage besøgende. I sin kommunikation fremhæver galleriet tilgængelighed inden for rammerne af stedet og en præference for fokuserede besøg, hvor dialog vægtes højere end volumen.
Taylors initiativ føjer sig til et voksende økosystem i Paris, hvor flere steder eksperimenterer med skala, arkitektur og publikumsrelationer. Ved at sætte det hjemlige i centrum betones blikket som social praksis og et rums evne—dets proportioner, overflader og akustik—til at forme fortolkningen. Åbningsudstillingen introducerer denne metodik gennem et velafprøvet samarbejde og et værkkompleks, der undersøger grænsen mellem billede og objekt, ideal og ruin. Lejlighedens historiske detaljer fungerer ikke som ren kulisse, men som medforfattere til præsentationen og inviterer gæsten til at overveje, i hvor høj grad kontekst påvirker betydning.
Galleriet positionerer sig som et sted, hvor kuratorisk intention og levet rum krydser hinanden—hverken strengt institutionelt eller rent kommercielt. Målet er at afsøge, hvordan kunstværkers cirkulation—og samtalerne omkring dem—kan nykonfigureres i hjemlig skala uden at opgive den kritiske ambition. Med Ego in Arcadia fastlægges åbningskapitlets præmisser: en forhandling mellem varighed og forgængelighed, klassisk reference og nutidig umiddelbarhed, offentlig mødeform og privat ramme.
