David Hockney og tiden i den samtidige malerkunst

I en tid præget af flygtige billeder og konstant visuel acceleration inviterer David Hockneys nyeste malerier til at sætte tempoet ned. Hans seneste værker undersøger, hvordan kunsten kan fastholde tid – ikke som modstand mod forandring, men som en måde at leve med den på. Gennem landskaber, portrætter og stilleben genbekræfter Hockney maleriet som et medie, der kan indfange kontinuitet, gentagelse og dagligdagens stille forløb, et perspektiv med særlig relevans for nutidens billedkultur.

I et øjeblik hvor billeder forsvinder næsten lige så hurtigt, som de opstår, stiller disse værker et grundlæggende spørgsmål: hvad betyder det at blive ved en scene længe nok til, at tiden sætter spor? Hockneys svar er hverken nostalgisk eller defensivt. Maleriet fremstår som en praksis for vedvarende opmærksomhed, et rum hvor forandring ikke fastfryses, men betragtes i sin langsomme udfoldelse.

Udstillingen præsenteres i en periode, hvor langsomhed er blevet en omdiskuteret værdi. Samtidig med at billedstrømme cirkulerer hurtigere end nogensinde, fortsætter kulturinstitutioner med at spørge, hvordan varighed ser ud i kunsten i dag. Hockney vender sig ikke mod fortiden, men insisterer på kontinuitet. Maleriet er, trods sin lange historie, fortsat et redskab til at tænke forandring.

A Year in Normandie udfolder sig som en monumental frise, der følger årets kredsløb gennem forår, sommer, efterår og vinter. Motivet er bevidst enkelt – træer, stier, himmel, lys – men værkets tyngde ligger i varigheden. Panelerne samler sig som spor af vedholdende opmærksomhed snarere end som naturillustrationer. Tiden komprimeres ikke i ét billede, men får lov til at strække sig, gentage sig og glide videre, hvilket minder om, at forandring oftest sker gradvist.

Set i dag, og ikke blot i gengivelser, opleves frisen anderledes. Dens skala kræver kropslig deltagelse. Beskueren bevæger sig langs værket og spejler den tidslige bevægelse, det skildrer. Denne fysiske relation til tid føles særlig markant i en periode, hvor skærme reducerer oplevelser til øjeblikke designet til hurtig konsumering.

Ved siden af frisen vises nye malerier i mere intime formater: stilleben og portrætter fra Hockneys nære kreds. Selvom de er mindre i skala, er de lige så bevidst komponerede. Den frontale opbygning og det gentagne ternede dugmotiv fungerer som et strukturelt anker. Det peger på hverdagsrutiner, men fastholder også billedfladen og minder om, at enhver repræsentation er en forhandling mellem dybde og overflade.

Hockney har længe hævdet, at al figurativ malerkunst i sig selv er abstrakt, alene fordi den eksisterer på et fladt underlag. I disse nye værker bliver den tanke synlig. Genstande og ansigter er genkendelige, men farver, mønstre og rumlig kompression forhindrer enhver illusion af naturalisme. Malerierne balancerer mellem intimitet og distance, genkendelighed og formel tilbageholdenhed.

Især portrætterne peger på et andet forhold til tid end den monumentale frise. De registrerer ikke varighed, men nærvær. Modellerne er en del af Hockneys daglige liv og fremstilles uden fortællende rammer eller psykologisk iscenesættelse. Deres ro rummer en stille tyngde og signalerer omsorg snarere end optræden. I en tid med konstant selvfremvisning modsætter disse portrætter sig spektaklet.

Den institutionelle ramme spiller også en rolle. Udstillingen præsenteres på Serpentine North og markerer Hockneys første store samarbejde med institutionen. Serpentine forbindes ofte med eksperimenter og nutidighed, mens Hockneys værk insisterer på kontinuitet og betydningen af lange kunstneriske livsforløb. I en kultur, hvor nyhedsværdi ofte dominerer, fungerer dette som en væsentlig påmindelse.

Udenfor galleriet forlænger et stort, trykt vægmaleri baseret på Normandie-serien udstillingen ind i den omkringliggende have. Motivet af et træhus, forbundet med leg, observation og tilbagetrækning, anerkender Hockneys vedvarende interesse for digitale værktøjer. Det trykte billede erstatter ikke maleriet, men føjer en ny måde at tænke billedet på.

Hockneys karriere er kendetegnet ved en utrættelig nysgerrighed, fra tidlige undersøgelser af perception til senere eksperimenter med fotografi og digital tegning. Det, der binder disse faser sammen, er ikke stil, men opmærksomhed: på hvordan vi ser, og hvordan det at se ændrer sig over tid. Den aktuelle værkgruppe markerer ikke et brud, men tydeliggør et mangeårigt engagement.

Ved at genbesøge maleriets evne til at rumme tid stiller Hockney det op imod kulturel hukommelsestab. Værkerne hævder ikke maleriets overlegenhed og trækker sig heller ikke tilbage i traditionen. De peger i stedet på, at maleriet fortsat er relevant netop fordi det nægter hastighed. I en visuel kultur styret af umiddelbarhed bliver denne langsomhed et markant nutidigt greb.

Det, der hænger ved efter besøget, er ikke et enkelt billede, men en rytme. Fornemmelsen af, at tid stadig kan gøres synlig, hvis man giver den tålmodig opmærksomhed. I Hockneys hænder bliver maleriet mindre en erklæring og mere en praksis: en måde at blive ved verden længe nok til, at den afslører sig selv.

David Hockney og tiden i den samtidige malerkunst

Flere som denne

Landskab og Perspektivskift i Fokus på 68 Prince Street Gallery

“land marks” på Pace Gallery samler 17 kunstnere i en dialog om identitet, rum og sted

Donald Moffetts “Snowflake” hos Alexander Gray Associates undersøger vilkårene for politisk adressering i abstraktion

Tom Torluemkes ”Sorted Sheets” understreger tegningens primære rolle i en samfundspolitisk praksis

Museet for samtidskunst i Tokyo præsenterer «Sol LeWitt: Open Structure»

FRAMERATE: Desert Pulse kortlægger et år med subtile forandringer i Sonoranørkenen

Debat