Den menneskelige billedkraft: Identitet og arv i School of London

Markante malerier af Francis Bacon, Lucian Freud og Leon Kossoff vender tilbage til internationale udstillinger og kunstmarkedet – og sætter igen fokus på et centralt spørgsmål: Hvilken rolle spiller det menneskelige billede i dag? I en tid præget af digitale billedstrømme og skrøbelige identiteter insisterer disse værker på kroppen som et sted for hukommelse, erfaring og sandhed. Deres fornyede synlighed handler ikke kun om priser og auktioner, men om figurmaleriets vedvarende kulturelle gennemslagskraft.

Samlingen omfatter fire betydningsfulde værker fra forskellige perioder i britisk kunst: Self-Portrait af Francis Bacon, A Young Painter og Blond Girl on a Bed af Lucian Freud samt Children’s Swimming Pool, 11 O’Clock Saturday Morning, August 1969 af Leon Kossoff. Set sammen tegner de et intenst portræt af efterkrigstidens Storbritannien – fortalt gennem krop, farve og levet erfaring.

School of London var aldrig en bevægelse med manifest eller fastlagt program. Den opstod gennem nærhed og dialog: atelierer i samme kvarterer, møder på Sohos pubber, stærke venskaber og langvarige rivaliseringer. Bacon og Freud så hinanden næsten dagligt gennem flere år, mens Kossoff og Frank Auerbach parallelt udforskede maleriets stoflighed og byens forandring. Det, der bandt dem sammen, var ikke en ensartet stil, men en fælles overbevisning.

Du vil måske også kunne lideGustav Klimt-portræt solgt for rekordhøje 236,4 millioner dollar ved indvielsen af Sotheby’s Breuer

På et tidspunkt hvor amerikansk abstrakt ekspressionisme og europæisk konceptkunst dominerede kunstscenen, holdt disse kunstnere fast i figuren. Deres lærreder er tætte, bearbejdede igen og igen. Motiverne – elskere, venner, børn – fremstår uden forskønnelse. I stedet for distance og formel renhed tilbyder de sårbarhed og direkte eksponering.

Bacons Self-Portrait udgør det følelsesmæssige centrum i denne gruppe. Malet i en periode præget af personlig sorg efter tabet af hans partner George Dyer, er værket en del af en række nådesløse selvportrætter. Ansigtet virker forvredet og ustabilt, som om det balancerer mellem opløsning og modstand. Rosa og blå toner gennemtrænger huden; øjnene synes forskudte, munden spændt. Det er mindre et observeret portræt end et gennemlevet.

At maleriet gik direkte fra kunstneren til hans læge, understreger den tætte forbindelse mellem liv og kunst. Hos Bacon bliver maleriet et rum for radikal selvkonfrontation.

Med A Young Painter markerer Lucian Freud et vendepunkt i sit arbejde. Portrættet af Ken Brazier viser overgangen fra en stram, lineær stil til en mere fysisk og sanselig behandling af malingen. Inspireret af Bacons intense penselstrøg lagde Freud de fine pensler væk og begyndte at arbejde med grovere børster, stående foran staffeliet og med større kropslig involvering.

Ansigtet synes at træde frem fra overfladen. Trækkene er tunge af maling, men stærkt nærværende. Freud formåede at lade farven fungere næsten som hud – den registrerer træthed, usikkerhed og styrke. I en periode hvor portrættet ofte blev betragtet som konservativt, udvidede han genrens psykologiske spændvidde.

Flere årtier senere viderefører Blond Girl on a Bed denne undersøgelse inden for traditionen for den liggende nøgenfigur. Freud placerer sig bevidst i en kunsthistorisk linje fra Tizian til Velázquez, men resultatet afviser enhver klassisk harmoni. Kroppen, modelleret med tykke lag maling, fremstår næsten skulpturel.

Anbefalet læsningTate Britains Art Now præsenterer Onyeka Igwes our generous mother

Freud talte hellere om “nøgne malerier” end om nøgenstudier. Sårbarheden og selvbevidstheden er tydelig. Kødet er ikke idealiseret, men tungt og virkeligt. I en tid domineret af polerede og hurtige billeder virker hans langsomme, vedholdende arbejdsproces som et modspil til samtidens tempo.

I Children’s Swimming Pool udvider Leon Kossoff perspektivet til et fælles rum. Maleriet skildrer en offentlig svømmehal i det nordlige London, hvor kunstneren kom med sine børn. Hvor Bacon komprimerer og Freud isolerer, åbner Kossoff scenen. Lærredet er fyldt med kroppe i bevægelse, formet gennem tykke lag og energiske strøg.

Det handler mindre om dramatik end om stemning. Lyset spiller i vandet, og man fornemmer næsten lyden i maleriets overflade. Efter tidligere at have malet bombede områder og genopbygning vender Kossoff sig her mod en hverdagsscene. Selv det almindelige får episk vægt, når det filtreres gennem hukommelsen.

Disse værkers aktuelle betydning ligger ikke kun i deres markedsværdi, men i deres historiske indsats. I anden halvdel af det 20. århundrede fastholdt disse kunstnere kroppen som et sted for sandhed i en verden præget af krig, ideologier og teknologiske omvæltninger.

Deres indflydelse mærkes stadig. Mange samtidskunstnere anerkender School of Londons kompromisløse engagement i figuren og den psykologiske umiddelbarhed. Figurmaleriets fortsatte styrke på den globale kunstscene skylder meget til denne insisteren på det menneskelige nærvær.

Når disse værker igen cirkulerer i udstillinger og samlinger, bærer de lag af tid med sig: Sohos kunstmiljø, Londons urbane forandringer, kulturelle spændinger i en skiftende samfundsstruktur. De minder os om, at kunstens værdi ikke kun måles i auktionsresultater, men i maleriets evne til at fastholde hukommelse og – årtier senere, fra 1950’erne til 1980’erne med markante nedslag i 1969 og 1972 – stadig formidle følelsen af at være levende.

Flere som denne

Krigens Lærred: Mateo Matés kunst dissekerer magtens blik

The Frick Collection i New York præsenterer omfattende udstilling om Thomas Gainsboroughs portrætkunst

Katharina Grosse annoncerer fælles repræsentation med White Cube

Canaletto-mesterværk bliver højdepunktet på New York-auktion over gamle mestre

En Tidslomme i Kensington Gardens: Ny Pavillon Afsløret

David Zwirner annoncerer sine præsentationer til Frieze London og Art Basel Paris