Hajime Sorayamas robotter og maskinalderens kulturelle hukommelse

I takt med at digitale systemer og kunstig intelligens omformer hverdagen, får de billeder, som samfund bruger til at forestille sig teknologi, stadig større betydning. Hajime Sorayamas kunst har længe befundet sig i dette felt og undersøgt, hvordan maskiner afspejler menneskelige værdier, fantasier og frygt. Hans arbejde, der spænder over illustration, skulptur og immersive miljøer, giver et indblik i, hvordan den moderne kultur har lært at se sig selv gennem polerede overflader og mekaniske kroppe.

En stor retrospektiv udstilling, der åbner på Creative Museum Tokyo, følger Sorayamas karriere fra slutningen af 1970’erne til i dag og præsenterer hans værk ikke som en række ikoniske billeder, men som en vedvarende undersøgelse af lys, refleksion og transparens som kulturelle kræfter HS_CMT_press release_en. Udstillingen falder sammen med et tidspunkt, hvor det visuelle sprog, Sorayama har været med til at forme — hyperpolerede overflader, antropomorfe maskiner, erotiseret teknologi — er blevet allestedsnærværende, fra produktdesign til digitale avatarer.

Sorayama fik første gang opmærksomhed i 1978 med en robotillustration skabt til en whiskyreklame. Hvad der kunne være forblevet en kommerciel opgave, blev grundlaget for et livslangt projekt: opfindelsen af en metallisk krop, der hverken var fuldt menneskelig eller fuldt mekanisk. Hans “Sexy Robot”-figurer, udført med en nærmest obsessiv teknisk præcision, introducerede et nyt æstetisk vokabular, hvor kromhud reflekterede ikke blot lys, men selve begæret.

Du vil måske også kunne lidePeter Doigs ‘House of Music’ åbner på Serpentine South

I 1980’erne, i takt med at Japans teknologiske ambitioner voksede, og den globale populærkultur tog science fiction-billedsproget til sig, cirkulerede Sorayamas arbejde vidt ud over kunstverdenen. Hans illustrationer optrådte på albumcovers, i magasiner og i reklamer og formede stilfærdigt en fælles visuel forestilling. I modsætning til mange kunstnere, der modvilligt bevægede sig mellem kunst og kommercielle sammenhænge, betragtede Sorayama grænsen som porøs. Udstillingen gør det klart, at dette ikke var et kompromis, men en holdning: en insisteren på, at visuel kultur, uanset hvor den optræder, er med til at forme værdier.

Når man bevæger sig gennem udstillingens kronologiske forløb, står tidlige tegninger side om side med senere storskalalærreder og skulpturelle værker. Udviklingen er mindre tematisk end teknisk. Sorayamas vedvarende fokus har været, hvordan man skildrer selve lyset — hvordan refleksioner bøjer, hvordan overflader opløses, og hvordan transparens antyder dybde uden at afsløre substans. Hans maskiner fremstår fejlfri, men aldrig livløse. Deres glans antyder bevægelse, tid og potentiel forvandling.

Flere installationer omsætter denne besættelse til det fysiske rum. Spejlede miljøer mangfoldiggør figurer i uendelige gentagelser og destabiliserer beskuerens orientering. Videoværker placerer robotkroppe i drivende kosmiske landskaber, hvor skala og tyngdekraft mister deres betydning. Disse oplevelser handler mindre om spektakel end om perception: hvor let øjet kan forføres, og hvor hurtigt sikkerhed opløses, når man konfronteres med refleksion.

Sorayamas robotter diskuteres ofte i relation til seksualitet, og udstillingen undgår ikke dette aspekt. Kvindeligt kodede kroppe, nøgne eller halvnøgne, går igen i hele hans værk, deres positurer med ekkoer af såvel klassisk skulptur som pin-up-illustration. Det, der træder frem over tid, er ikke provokation for provokationens skyld, men en vedvarende undersøgelse af, hvordan begær konstrueres. Ved at fremstille kroppe som maskiner blotlægger Sorayama den mekaniske logik, der allerede styrer idealer om skønhed, symmetri og perfektion.

Samtidig komplicerer retrospektiven enhver enkel læsning af hans arbejde som futuristisk fantasi. Side om side med humanoide robotter optræder metalliske dinosaurer, hajer og enhjørninger — væsener hentet fra myter, barndomsminder og dyb tid. Disse figurer antyder, at Sorayamas fremtidsvision er uløseligt forbundet med nostalgi. Teknologi erstatter ikke historien i hans værk; den absorberer den og bevarer gamle symboler i nye overflader.

Udstillingens arkivafsnit understreger denne kontinuitet. Originale tegninger til Sonys AIBO-robot vises sammen med mode­samarbejder og musikrelaterede projekter og viser, hvordan Sorayamas billedverden har bevæget sig flydende på tværs af brancher, samtidig med at dens kerneanliggender er bevaret. Snarere end at udvande hans praksis har disse krydsninger udvidet dens rækkevidde og indlejret hans visuelle sprog i hverdagen.

Set under ét danner værkerne et portræt af en kunstner, der er mindre optaget af forudsigelse end af refleksion. Sorayama fortæller ikke beskueren, hvordan fremtiden vil se ud; han viser, hvordan vi allerede forestiller os den. Hans spejlende overflader kaster vores blik tilbage på os selv og spørger, hvad vi projicerer over på maskinerne — og hvorfor.

I takt med at samfund konfronteres med hastigt accelererende teknologiske forandringer, får Sorayamas arbejde fornyet relevans. Det minder os om, at billeder ikke blot illustrerer fremskridt; de former de følelsesmæssige og etiske rammer, som fremskridt forstås igennem. I glansen fra det polerede metal antyder udstillingen, ser vi ikke blot maskinernes fremtid, men også de værdier, vi fører med os ind i den.

Flere som denne

Palais de Tokyo præsenterer retrospektiv udstilling med Melvin Edwards

Hvordan Brassaï gjorde den moderne by synlig efter mørkets frembrud

Ruby Sky Stiler: „Long Pose“ åbner hos Alexander Gray Associates

Træd ind i Tryllefløjten: Monster Chetwynds Immersive Oplevelse på Tate Modern

Tate St Ives præsenterer en stor udstilling af kunstneren Emilija Škarnulytė

Aubrey Williams: Elementær Kraft Udstilling