Hvordan Brassaï gjorde den moderne by synlig efter mørkets frembrud

Næsten et århundrede efter at de blev taget, præger Brassaïs fotografier af Paris om natten stadig den måde, den moderne by forstår sig selv på. Deres fornyede præsentation er vigtig netop nu, fordi de konfronterer vedvarende spørgsmål om synlighed og privatliv i det urbane liv.

Længe før konstant belysning og digitale billeder udviskede mørket, viste Brassaï natten som et rum, hvor identiteter flyder sammen, sociale regler løsnes, og byen afslører det, som dagslyset holder i ave.

En udstilling, der åbner denne vinter på Howard Greenberg Gallery, samler to indbyrdes forbundne værkgrupper: billederne udgivet i Brassaïs banebrydende fotobog fra 1933, Paris by Night, og en mindre kendt gruppe fotografier, som længe blev holdt tilbage fra offentligheden og senere fik titlen The Secret Paris.

Du vil måske også kunne lideEn Tidslomme i Kensington Gardens: Ny Pavillon Afsløret

Set sammen afslører de ikke blot spændvidden i Brassaïs vision, men også de sociale grænser, der engang regulerede, hvad der kunne vises.

Da Paris by Night først udkom, tilbød den noget hidtil uset. Gaderne glinsede af regn, elskende dvælede i døråbninger, og caféer lyste op mod et dybt mørke. Paris trådte frem ikke som et postkort fyldt med monumenter, men som en levende organisme efter mørkets frembrud.

Disse billeder var med til at etablere natfotografi som et seriøst kunstnerisk sprog, i stand til at indfange stemning, tvetydighed og modernitet uden at støtte sig til dagslysets klarhed.

Men side om side med disse nu kanoniske billeder fandtes fotografier, der dengang blev anset for uegnede til udgivelse. Brassaïs kamera bevægede sig også ind i bordeller, hemmelige barer og intime interiører, hvor byens uofficielle liv udfoldede sig.

Disse fotografier, undertrykt i årtier og først udgivet i midten af 1970’erne, blotlægger et parallelt Paris formet af hemmeligholdelse og overskridelse. Deres sene fremkomst siger lige så meget om skiftende moralske klimaer som om selve billederne.

Udstillingen, præsenteret i samarbejde med Grob Gallery i Genève, lader disse to syn eksistere side om side. Effekten er ikke sensationel, men opklarende. Brassaïs Paris var altid dobbelt: poetisk og abrasivt, ømt og ligeglad.

Anbefalet læsningPå MIT List Visual Arts Center gør Goldin+Sennebys »Flare-Up« immunitet til en linse for at forstå økologi og magt

Gadelamper og spejle, tåge og stenmure bliver redskaber til at navigere i en by, hvor offentligt skue og privat sårbarhed konstant overlapper hinanden.

Brassaï ankom til Paris i 1920’erne som journalist og vandrede gennem byen om natten efter at have afleveret sine daglige opgaver. Hans metode var langsom og bevidst, formet af lange eksponeringer og tålmodig iagttagelse.

Til tider ledsaget af forfatteren Henry Miller opbyggede han et ry som en insider i byens skjulte rytmer. Romanforfatteren kaldte ham berømt for “Paris’ øje”, en formulering der indfangede både hans fortrolighed med byen og hans rolle som vidne.

Hans arbejde opstod ikke i isolation. Brassaï var stærkt påvirket af den ungarske fotograf André Kertész, hvis lyriske tilgang til hverdagsscener var med til at legitimere gaden som et sted for kunstnerisk undersøgelse.

Det, Brassaï tilføjede, var selve mørket – ikke som fravær, men som substans. Natten blev et rum, hvor sociale hierarkier udviskedes, og nye former for synlighed tog form.

Den fornyede opmærksomhed på Brassaïs arbejde falder sammen med en genudgivelse af Paris by Night hos Flammarion og en stor museumspræsentation på Moderna Museet i Stockholm. Samlet peger disse projekter på en vedvarende interesse for det tidlige 20. århundredes fotografi som et prisme for nutidige spørgsmål: hvem kontrollerer billederne, hvis liv bliver set, og hvordan byer husker sig selv.

I genbesøget af Brassaïs Paris gør udstillingen mere end at fejre en mesterfotograf. Den minder os om, at byer er arkiver af levet erfaring, lag på lag af fortællinger, som kun træder frem under bestemte betingelser.

Natten var i Brassaïs hænder ikke blot et tidspunkt på døgnet, men en måde at se historien på – fragmenteret, intim og uafklaret.

Flere som denne

LANZA atelier udvalgt til at designe den 25. Serpentine Pavilion

The Current i Stowe præsenterer fotografisk analyse af Giacomo d’Orlando

Kroppen som horisont: Hauser & Wirth Hong Kong afslører «Aura Within»

Tom Torluemkes ”Sorted Sheets” understreger tegningens primære rolle i en samfundspolitisk praksis

David Gill Gallery i London sætter fokus på moderne biofili i udstillingen ‘New Nature’

Veil-Picard-samlingen: Franske mesterværker fra det 18. århundrede under hammeren hos Christie’s