Pangolin London præsenterer Reconfiguring the Figure, en gruppeudstilling, der tager udgangspunkt i Lynn Chadwicks praksis for at følge den figurative skulpturs udvikling fra efterkrigstiden og frem. Ved at sætte britiske modernister i dialog med samtidskunstnere viser udstillingen, hvordan figuren gennem årtier er blevet udfordret, fragmenteret og sat sammen på ny i takt med skift i materialer, metoder og kontekst. Snarere end at fremsætte én samlet tese kortlægger præsentationen flere veje til kroppen—den direkte fremstilling, den symbolske erstatning, den reflekterende overflade og den databårne afbildning—og følger samtidig spor af kontinuitet mellem generationer.
Chadwicks værk udgør udstillingens historiske akse. Han erstattede blødt modeleret masse med konstruerede, kantede former og skabte mandlige og kvindelige figurer—ofte alene eller parvis, kåbeklædte, vingede, gående, siddende eller hvilende—hvis let genkendelige silhuetter bevarer en bevidst følelsesmæssig distance. Polerede bronzeansigter spejler beskuerens blik og gør selve det at se til en del af værkets motiv. Chadwick formulerede denne økonomi i en ofte citeret sætning: “No expression is an expression”.
Midt i opsætningen står Stairs, den største skulptur i den navngivne serie. To kvindeskikkelser passerer hinanden på en enkel trappe—en situation, der kan læses som hilsen eller ligegyldighed—fanget i øjeblikket mellem bevægelse og stilstand. Værket tydeliggør kunstnerens arbejdsform: en svejset, lineær armatur bygges op til en samlet volumen. Metoden forener arkitektonisk klarhed med latent spænding og er med til at definere en afgørende fase i britisk efterkrigsskulptur.
Dette formsprog spejles i værker fra midten af det 20. århundrede, hvor figuren blev skubbet i sanselige, symbolske, skeletagtige og mekaniske retninger—i strid med klassiske forventninger. I Geoffrey Clarkes Horse and Rider mødes smedet jern og drivtømmer indsamlet på en strand i Normandiet; den hybride konstruktion indfanger periodens eksperimentelle energi, hvor svejsning og assemblage åbnede nye veje for figurationskunst ud over støbning og traditionel tilhugning.
Andre samtidige arbejder oversætter levet erfaring og historiske efterdønninger—ofte forbundet med krig—til skulpturale termer. George Fullards The Infant St George bærer spor af chok i sine groft bearbejdede træ- og metaloverflader, mens Elisabeth Frinks Soldier’s Head II komprimerer volumen til et arret, trodsigt hoved, der fungerer både som emblem og vidnesbyrd. Selv da britisk skulptur bevægede sig målrettet mod abstraktion, fastholdt kunstnere som Frink og Fullard den menneskelige figur som et sted for fornyelse. Figuren overlevede paradigmeskiftet og viste sig elastisk nok til at absorbere hver generations bekymringer, idealer og redskaber.
Herfra bevæger Reconfiguring the Figure sig ind i det 21. århundrede og undersøger, hvordan samtidspraksisser udvider selve betydningen af “figur”. Figuration er ikke længere bundet til en bogstavelig fremstilling af kroppen, men rummer strategier til at formidle menneskelig tilstedeværelse og følelse via spejling, videnskabelig billeddannelse og ikke-menneskelige surrogater, samt igennem samspil mellem analoge og digitale processer.
I Human Error introducerer Zachary Eastwood-Bloom buster af spejlglas afledt af data genereret af kunstig intelligens (AI). De er på én gang velkendte og villet fremmede; de kaster beskuerens billede tilbage og genoptager Chadwicks spejlende blik, men flytter mødet ind i nutidens identitetsdiskussioner i digitale miljøer. Værket fungerer lige så meget som interface som portræt—personbegrebet fremstår medieret af algoritmer og af blikkets mekanik.
Angela Palmer skubber repræsentationen ud over overfladen og ind i kognitionens arkitektur. I The Last Frontier, udviklet i samarbejde med Harvard Medical School, har hun, med afsæt i tusind mikro-scanninger af hjernen, indgraveret et tredimensionalt billede i otteogtyve lag af glas. Set samlet kondenserer lagene til et svævende, lysende volumen og bringer videnskabelig billeddannelse ind i den skulpturelle praksis. Resultatet udvider figuren til det cerebrale: et portræt opbygget af stratificeringer og transparenser frem for en ubrudt form.
Laura Ford nærmer sig figurationen via dyrekroppen. Days of Judgement – Cat 2, inspireret af Masaccios Uddrivelsen fra Paradiset, viser en høj, katteagtig skikkelse gennemtrukket af tilbageholdt uro. Uden tydelig mimik og dog fuld af spænding bliver figuren et surrogat for jeget—et kar for skyld og selvransagelse. Med dette allegoriske legeme demonstrerer Ford, hvordan sårbarhed og modstandskraft kan træde frem uden direkte menneskefremstilling.
Tilsammen udvider disse positioner figurationssproget og forbliver samtidig forbundne med Chadwicks eksperimenterende arv. Uanset om det sker gennem hugning, støbning, svejsning, assemblage, reflekterende overflader eller medicinsk billeddannelse, er figuren fortsat et smidigt redskab til at undersøge, hvad menneskelig tilstedeværelse i skulptur består af. Kroppen—udtrykkeligt vist eller kun antydet—forbliver det mest tilpasningsdygtige medium til at udforske menneskelig erfaring i det materielle.
Kunstnerlisten afspejler denne bredde. Fra midten af århundredet medvirker Kenneth Armitage, Michael Ayrton, John Bridgeman, Ralph Brown, Reg Butler, Lynn Chadwick, Geoffrey Clarke, Elisabeth Frink, George Fullard, John Hoskin, Bryan Kneale, F. E. McWilliam, Eduardo Paolozzi og Rosemary Young. Blandt de samtidige er Anthony Abrahams, Victoria Atkinson, David Bailey, Glenys Barton, Jon Buck, Terence Coventry, Zachary Eastwood-Bloom, Abigail Fallis, Laura Ford, Sue Freeborough, Thomas Merrett, Breon O’Casey, Angela Palmer, William Tucker og Anastassia Zamaraeva.
Præsentationen ledsages af dokumentation. Et katalog er tilgængeligt på forespørgsel, og billedmaterialet omfatter bl.a. Chadwicks Stairs (bronze), Clarkes Horse and Rider (jern og drivtømmer), Frinks Soldier’s Head II (bronze), Palmers The Last Frontier (indgraveret i otteogtyve glasplader) samt Eastwood-Blooms Father Sky / Uranus (bronze). Materialet understreger udstillingens fokus på metode—hvordan valg af medie og proces former, hvad en “figur” kan være.
Ved at samle værker fra svejsede armaturer til lagvis indgraveret glas og AI-afledte spejlbuster præsenterer Pangolin London figuration som et igangværende undersøgelsesfelt snarere end en fast kategori. Udvælgelsen demonstrerer, hvordan billedhuggere bruger figuren til at forhandle nærhed og distance, overflade og dybde, anatomi og analogi. Undervejs møder publikum kroppe, der vises direkte, antydes gennem reflekterende planer eller rekonstrueres ud fra videnskabelige data. I alle tilfælde bærer figuren repræsentationens vægt og prøver samtidig dens grænser for fortsat at kunne aflæses som menneskelig.
Sted og datoer: Pangolin London, Kings Place, 90 York Way, London N1 9AG — Reconfiguring the Figure vises fra 19. november 2025 til 24. januar 2026.
