Netflix kaster sig over et af de mørkeste kapitler i Spaniens nyere historie: terrororganisationen ETA. Produceret af den anerkendte Juan Antonio Bayona og instrueret af Agustín Díaz Yanes, dykker den nye spanske politiske thriller, Hun vandrer i mørket, med fast hånd ned i en af landets mest komplekse og smertefulde perioder.
Filmen fortæller historien om Amaia (Susana Abaitua), en ung betjent fra Guardia Civil, som påtager sig en mere end ti år lang infiltrationsmission i terrororganisationen ETA. Hendes højrisikomål er af afgørende strategisk betydning: at lokalisere de hemmelige våbendepoter, kendt som “zulos”, som gruppen holdt skjult i Sydfrankrig, og som var en central del af deres logistiske og operative apparat.
Fortællingen er solidt forankret i den historiske, politiske og sociale kontekst i 1990’erne og 2000’erne, en periode med maksimal aktivitet for gruppen, som efterlod dybe sår i samfundet. Historien er inspireret af virkelige liv og erfaringer fra flere medlemmer af Guardia Civil, der deltog direkte i kampen mod terrorisme, hvilket giver beretningen et fundament af rå autenticitet.
Filmen viger ikke tilbage for tidens barske realiteter. Den behandler ETA’s strategiske skift, da de, i følelsen af at angreb på sikkerhedsstyrkerne ikke destabiliserede staten, begyndte systematisk at angribe politikere, dommere og journalister med det formål at bringe terroren til “statens hjerte”. I dette miljø af konstant fare må Amaia opretholde sin dækhistorie til det yderste og står over for utallige trusler, der tester hendes fysiske og psykologiske udholdenhed. Filmen blander spændingen fra en spionthriller med en næsten dokumentarisk tilgang og genfortæller virkelige begivenheder og mord, der definerede disse år.
Dette narrative valg er en bevidst beslutning om at hæve en lokal konflikt til en universel dimension. Producer J.A. Bayona påpeger, at instruktør Agustín Díaz Yanes formår at “ophøje en lokal konflikt til en universel historie, der kan tale til både dem, der oplevede begivenhederne, og tilskuere fra hele verden”. Ved at forankre fiktionen i en håndgribelig historisk virkelighed bruger filmen den spanske konteksts autenticitet til at udforske universelle temaer som personligt offer, identitetstab og kampen mod ekstremisme – en nøglestrategi for dens distribution på en global platform som Netflix.
En mester i spansk film vender tilbage i spidsen for et verdensklassehold
Hun vandrer i mørket positionerer sig som en filmbegivenhed af første klasse, ikke kun på grund af sit emne, men også på grund af kaliberen af det kreative hold bag. Projektet markerer den længe ventede tilbagevenden til instruktørstolen for Agustín Díaz Yanes, et grundlæggende navn i moderne spansk film. Hans anmelderroste debutfilm, Nadie hablará de nosotras cuando hayamos muerto (Ingen vil tale om os, når vi er døde), indbragte ham Goya-priser for Bedste Nye Instruktør og Bedste Originale Manuskript, hvilket cementerede ham som en vigtig filmskaber. Efter at have instrueret den episke Alatriste og eventyrdramaet Oro, placerer hans tilbagevenden med et værk af denne kaliber ham igen i centrum for den kulturelle samtale. Díaz Yanes har fuld kunstnerisk kontrol, da han ikke kun instruerer, men også har skrevet manuskriptet.
Projektets ambition understreges af produktionsteamet. Filmen er produceret af J.A. Bayona, Belén Atienza og Sandra Hermida, den samme trio, der står bag den internationalt anerkendte succes Snesamfundet. Deres medvirken garanterer en “storstilet produktion” og et kvalitetsstempel, der er anerkendt verden over. Produktionsselskabet er Basoilarraren Filmak i tæt samarbejde med Netflix.
Susana Abaituas psykologiske udfordring
I centrum af den narrative storm i Hun vandrer i mørket står karakteren Amaia, hvis psykologiske kompleksitet udgør en formidabel skuespilmæssig udfordring. Hvad gør man, når man er infiltreret i ETA i 12 år? Man kan ikke deltage i sin fars begravelse, man kan ikke være der til noget som helst – man er fanget sammen med mennesker, der kan dræbe en når som helst.
For skuespillerinden Susana Abaitua krævede det at give liv til Amaia en hidtil uset fordybelse, og hun kalder det “den karakter, der har krævet mest forberedelse af mig”. Hendes proces fokuserede på at gå ud over arketypen som undercover-agent for at finde hendes menneskelige kerne. Ved at udforske de motiver, der kunne drive en person til et så ekstremt offer, udviklede Abaitua en præstation, der rækker ud over pligt eller ideologi. Hun beskriver en ødelæggende dualitet: missionens intensitet får hende til at føle sig i live, i kontrast til følelsen af at være “slukket”, når hun vender tilbage til en normalitet, der ikke længere føles som hendes egen. Denne idé om at blive “afhængig af at leve i den slags situationer” er det, der bærer karakteren igennem årene.
Denne indsigt er afgørende for at forstå filmens oprindelige spanske titel (Un fantasma en la batalla eller “Et spøgelse i kampen”). “Spøgelset” er ikke kun en agent, der er usynlig for fjenden, men en person, der har mistet sin egen essens, hvis identitet er forsvundet i missionen. “Kampen” er ikke kun mod ETA, men også en konstant indre kamp for ikke at forsvinde helt, hvor farens adrenalin bliver det eneste anker til følelsen af at være i live.
Et mosaik af loyalitet og forræderi: En stærk ensemblebesætning
Selvom historien kredser om Amaias oplevelser, hviler Hun vandrer i mørket på et solidt ensemble af skuespillere, der former den verden af loyaliteter og farer, der omgiver hende. Anerkendte skuespillere som Andrés Gertrúdix, Raúl Arévalo og Ariadna Gil fuldender hovedcastet og tilføjer dybde og soliditet til thrilleren.
Den dramatiske kerne i plottet ligger dog i det komplekse forhold, der udvikler sig mellem den infiltrerede agent, Amaia, og Begoña, en overbevist terrorist spillet af skuespillerinden Iraia Elias. Selvom de befinder sig på uforsonlige ideologiske yderpunkter, får deres samliv og den fælles fare dem til at “ende med at skabe et ægte bånd mellem sig”. Denne dynamik er filmens sande følelsesmæssige og moralske hjerte.
Filmen undgår bevidst sort-hvide skildringer. Manuskriptet udforsker menneskelig kompleksitet i ekstreme situationer: “folk er ikke sort-hvide, der er alle mulige gråtoner. Sagen er, at disse to personer befinder sig i en yderlighed; de har truffet ekstreme beslutninger. Vi var nødt til at forsøge at forstå alt det.” Eksistensen af dette “ægte bånd” mellem infiltratoren og hendes mål er den primære drivkraft for hovedpersonens indre konflikt. Dette bånd tester konstant Amaias loyalitet over for sin mission, udvisker grænserne mellem hendes virkelige og fiktive identitet og menneskeliggør en person, der på afstand blot ville være “fjenden”. Den sande kamp for dette “spøgelse” er ikke kun risikoen for at blive afsløret, men den psykologiske omkostning ved at forråde nogen, hun har skabt en ægte forbindelse til, og dermed stå over for dilemmaet mellem at udføre sin pligt og bevare det, der er tilbage af hendes egen menneskelighed.
Optagelser præget af respekt og jagten på autenticitet
Produktionen af Hun vandrer i mørket var fra starten præget af en dyb respekt for emnets følsomhed. Holdet var fuldt bevidst om det ansvar, der fulgte med at fortælle en historie om terrorismens åbne sår. For at lette dette omhyggelige og introspektive arbejde tilbød produktionen betingelser, der er sjældne i nutidens industri. Dette rolige og tillidsfulde miljø, som producenterne aktivt fremmede, var afgørende for, at skuespillerne kunne udforske deres karakterers kompleksitet uden det sædvanlige kommercielle pres.
Jagten på autenticitet afspejlede sig også i valget af locations. Filmen blev optaget på virkelige steder i både det spanske og franske Baskerland, herunder byen Bera i Navarra og San Sebastián. Instruktør Agustín Díaz Yanes har nævnt brugen af op til 70 forskellige locations, en oplevelse han beskriver som “fantastisk”, og som utvivlsomt beriger filmens atmosfære og troværdighed.
Måden, filmen blev lavet på, er uadskillelig fra den historie, den fortæller. En fortælling om dybe traumer krævede en tålmodig og eftertænksom kreativ proces. Den tid og frihed, som produktionen gav, var ikke en luksus, men en metodologisk nødvendighed for at behandle emnet med den alvor, det fortjente. Dette gav Díaz Yanes mulighed for at udvikle sin filmiske stil, der værdsætter “stille øjeblikke” og lange indstillinger, hvor følelser opbygges gennem stilhed og blikke.
Global premiere
Inden Hun vandrer i mørket nåede ud til et bredt publikum, fik den en fornem debut. Filmen havde premiere i hovedkonkurrencen på den prestigefyldte San Sebastián Film Festival, hvor den blev mødt med bifald, hvilket gav den et vigtigt kvalitetsstempel og skabte stor forventning. Lanceringsstrategien omfattede en begrænset biografpremiere i Spanien, så værket kunne ses på det store lærred før sin globale distribution.
Filmen får premiere på Netflix den 17. oktober.
