“Lost in Starlight” lander på Netflix med betydelig forventning og æren af at være platformens første originale koreanske animationsspillefilm. Den samtidige premiere i udvalgte amerikanske biografer understreger den vægt, Netflix lægger på dette ambitiøse projekt. “Lost in Starlight” er en rørende science fiction-romance, der udspiller sig i et omhyggeligt forestillet Seoul i år 2050. Filmen følger de himmelske og følelsesmæssige baner for en håbefuld astronaut og en talentfuld musiker, hvis drømme er lige så vidtstrakte som det kosmos, der adskiller dem.
Historien
“Lost in Starlight” inviterer seerne til Seoul i 2050, en by der stråler af futuristiske fremskridt, men som bygger på vedvarende menneskelige ambitioner. Fortællingen kredser om Nan-young, en astronaut hvis ambition om at nå Mars er dybt forbundet med arven fra hendes mor – den første koreanske astronaut udvalgt til en Mars-mission, hvis egen rejse endte tragisk. Efter den knusende skuffelse over ikke at bestå sin sidste test til det fjerde Mars-ekspeditionsprojekt, virker Nan-youngs vej uklar. Det er i denne periode af usikkerhed, at hun møder Jay, en musiker med betydeligt talent, som har trukket sig fra sine egne kunstneriske ambitioner og nu finder en stille mening i at drive en butik med vintage lydudstyr. Deres møde udløses af et rørende bånd til fortiden: Nan-youngs ønske om at reparere en gammel pladespiller, et minde efterladt af hendes mor. Ud fra denne tilsyneladende simple interaktion blomstrer en øm romance, der puster nyt liv i deres slumrende drømme. Jay, opmuntret af Nan-youngs urokkelige støtte, begynder at genopdage sin passion for musik, mens Nan-young finder en fornyet følelse af håb og forbindelse. Historiens centrale konflikt antændes, da Nan-young uventet tilbydes en ny chance for at rejse til Mars. Denne realiserede drøm har en dyb omkostning: en adskillelse, der strækker sig over 225 millioner kilometer, hvilket tvinger parret til at konfrontere ikke kun den enorme fysiske afstand, men også den udefinerede og stjernebestrøede vej for deres fælles fremtid.
Filmen udforsker eftertænksomt, hvordan Nan-young og Jay navigerer i deres individuelle ambitioner inden for rammerne af deres fælles kærlighed og den forestående, næsten ubærlige, adskillelse. På beundringsværdig vis undgår fortællingen gængse romantiske troper om langvarige misforståelser og vælger i stedet at portrættere et forhold, hvor kommunikation og modet til at konfrontere usikkerheder er altafgørende. Denne tilgang muliggør en mere moden og resonant udforskning af kærlighed under ekstraordinært pres.
Historien sidestiller på genial vis den store, næsten abstrakte, ambition om rumforskning med den intime og håndgribelige natur af menneskelig forbindelse. Nan-youngs drøm er Mars, en enorm og videnskabeligt udfordrende grænse. Jays verden er derimod en verden af melodier, den varme knitren fra vinyl og den indviklede mekanik i vintage lydudstyr – et mere personligt og sanseligt rige. Deres kærlighedshistorie udfolder sig ikke i sterile laboratorier eller rumskibssimulatorer, men gennem delte, jordnære øjeblikke: dates hvor de udforsker Seouls velkendte, men futuristiske gader, den stille intimitet ved at reparere en pladespiller. Den primære forhindring for deres lykke er bogstaveligt talt den ærefrygtindgydende uendelighed af rummet, der truer med at splitte dem ad. Filmens egen tagline opsummerer denne dikotomi: “I Seoul år 2050 mødes en astronaut, der drømmer om Mars, og en musiker med en knust drøm blandt stjernerne, vejledt af deres håb og gensidige kærlighed.” Gennem denne rammesætning synes “Lost in Starlight” at stille et dybtgående spørgsmål om hierarkiet af menneskelige aspirationer. Er den monumentale samfundsmæssige bedrift inden for rumrejser i sagens natur mere værdifuld end den dybe, formative forbindelse mellem to individer? Filmen, alt imens den respekterer stjernernes tiltrækningskraft, synes ømt at argumentere for den uerstattelige og livgivende kraft i sidstnævnte.
Karakterer og præstationer
Den følelsesmæssige kerne i “Lost in Starlight” ligger hos de to hovedpersoner, Nan-young og Jay, som vækkes til live gennem nuancerede stemmepræstationer. Nan-young, med koreansk stemme af den anerkendte Kim Tae-ri og i den engelske dubbing af Maitreyi Ramakrishnan, fremstilles som en intelligent og intenst motiveret person. Indledningsvis er hendes liv udelukkende fokuseret på hendes Mars-mission, en stræben drevet ikke kun af videnskabelig nysgerrighed, men også af et dybt behov for at afslutte kapitlet om sin mors skæbne. Hendes karakterudvikling består i at navigere i en dyb skuffelse og derefter håndtere den enorme kompleksitet i at balancere en enestående karrieremulighed med en lige så dyb personlig kærlighed. Kim Tae-ri, berømt for sine alsidige roller i produktioner som “Handmaiden” og “Mr. Sunshine”, gik efter sigende til denne stemmerolle med omhyggelig omhu. På trods af at hun indrømmede visse usikkerheder omkring sin stemme, fokuserede hun på at opnå en dyb synkronicitet med instruktørens vision, med det formål at skabe en vokal tilstedeværelse for Nan-young, der føltes anderledes end hendes tidligere roller på skærmen.
Jay, med koreansk stemme af Hong Kyung og på engelsk af Justin H. Min, er en musiker, der har ladet sine drømme glide i baggrunden og fundet et stille tilflugtssted i den håndgribelige verden af retro lydinstrumenter. Han præsenteres som en fejlbarlig, men relaterbar karakter, der flygter fra tidligere musikalske fiaskoer og usikkerheder. Det er Nan-youngs tro på ham, der hjælper med at genantænde hans passion. Hong Kyung, der opnåede anerkendelse for sine præstationer i “Innocence” og “Weak Hero Class 1”, udtrykte, at han følte sig tiltrukket af manuskriptets “engagerende” skrivning og instruktør Han Ji-wons overbevisende visuelle fortolkning af Seoul i 2050.
Forholdet mellem Nan-young og Jay portrætteres med en forfriskende modenhed, der anerkender det følelsesmæssige rod og den fysiske intimitet, der kendetegner voksne forbindelser. De er ikke idealiserede figurer; snarere synes deres individuelle styrker at opstå fra deres sårbarheder, og de finder en overbevisende balance i hinanden. Tidlige anmeldelser har fremhævet den naturlige og flydende kemi mellem stemmeskuespillerne, hvilket gør parrets spirende romance særligt engagerende at være vidne til. Som et yderligere lag til denne dynamik genforenes Kim Tae-ri og Hong Kyung til dette projekt efter to år, hvilket potentielt bringer en etableret forståelse til deres vokale interaktion.
Ud over de futuristiske omgivelser og de ekstraordinære omstændigheder for en astronaut og en talentfuld musiker, defineres både Nan-young og Jay af dybt relaterbare menneskelige sårbarheder. Nan-youngs indledende fiasko med at komme med på Mars-missionen er et betydeligt slag, især da hun beskrives som “intelligent og motiveret, men hendes arbejde er hendes liv”, hvilket antyder en identitet, der er stærkt investeret i præstation. Jay, på den anden side, “begraver sine drømme” og “flygter fra sin drøm”, plaget af tidligere kritik af sin musik. Deres individuelle vækst er ikke udelukkende et produkt af personlig beslutsomhed, men katalyseres betydeligt af hinandens urokkelige tro og støtte. Nan-young opmuntrer Jays musik, og Jays ægte omsorg og interesse for Nan-young som person, ud over hendes ambitioner, hjælper hende med at åbne op. De “støtter konstant hinanden”, og filmen dykker ned i “de usikkerheder, begge karakterer står over for”. Denne forankring i autentiske følelsesmæssige dynamikker antyder, at “Lost in Starlight” postulerer, at sand styrke og forfølgelsen af de mest dyrebare drømme ofte ikke er ensomme bestræbelser, men næres og styrkes i smeltediglen af støttende og forstående forhold, der anerkender og omfavner menneskelig ufuldkommenhed.
Et retrofuturistisk Seoul
“Lost in Starlight” er en visuel fest, der præsenterer en “retro-cyberpunk”-æstetik, der er både opfindsom og dybt resonant. Instruktør Han Ji-won skaber mesterligt et Seoul i 2050, der føles samtidigt futuristisk og varmt velkendt, idet hun blander banebrydende teknologi med nostalgiske referencer som summende pladespillere og skattede vinylalbum. Dette visuelle sprog er resultatet af, hvad Han beskriver som en “bevidst kollision mellem fortid og fremtid”.
Filmen beskrives ofte som “pragtfuldt animeret”, et vidnesbyrd om dens indviklede detaljerigdom. Der lægges stor vægt på individuelt linjearbejde – de subtile løse hårstrå hos en karakter, de nuancerede linjer, der sporer følelser i et ansigt – hvilket skaber, hvad en anmeldelse kalder en “stiliseret, men autentisk vision”. Animationen integrerer problemfrit 2D- og 3D-teknikker, idet 3D anvendes til elementer som Mars’ øde og smukke landskaber eller til at tilføje dybde og skala til specifikke byscener.
Miljøkunsten er særligt bemærkelsesværdig for sin rigdom og “beboede” kvalitet. Hvert billede, uanset om det forestiller et vidtstrakt bylandskab eller et intimt soveværelse, er fyldt med detaljer, der giver eksposition og uddyber verdensopbygningen. Instruktør Han Ji-won valgte bevidst at fremhæve Seouls eksisterende arkitektoniske kontraster ved at få “det gamle til at se ældre og mere slidt ud, og nye ting mere minimalistiske”, i stedet for blot at overlejre futuristiske designs. Symbolske billeder anvendes med slående effekt: en roterende plade forvandles til en hvirvlende galakse; blomster springer ud i blændende farveeksplosioner. Instruktøren selv bemærker, at “pladespiller-æstetikken knyttet til kosmos” fungerer som et centralt kreativt og narrativt værktøj. Filmens skiftende farvepalet, der bevæger sig gennem blå, pink, rød, gul og grøn, forstærker yderligere scenernes følelsesmæssige tenor og etablerer distinkte atmosfærer.
Denne “retro-cyberpunk” visuelle stil er meget mere end overfladisk pynt; den fungerer som en potent visuel metafor for filmens centrale tematiske anliggender. Den vedvarende tilstedeværelse af analog teknologi og skattede gamle genstande – Nan-youngs mors pladespiller, Jays vintage lydudstyr – midt i de skinnende fremskridt i 2050 tjener til at understrege den menneskelige følelses, hukommelses og håndgribelige forbindelsers bestandighed. Den omhyggeligt udformede “beboede” fornemmelse af denne fremtid modstår aktivt de ofte sterile og upersonlige troper inden for science fiction og antyder en verden, der har udviklet sig uden at slette sin historie. Instruktør Han Ji-wons fascination af “gamle genstande” og ideen om, at “trends vender tilbage”, kombineret med animationens fokus på de “omhyggelige handlinger”, der får “hverdagen til at føles dynamisk”, forankrer det futuristiske i det relaterbare og velkendte. I bund og grund argumenterer det visuelle design af “Lost in Starlight” overbevisende for, at fremtiden ikke vil, og måske ikke bør, slette fortiden eller de taktile og følelsesmæssige ankre, der fortsat definerer den menneskelige oplevelse. Det er en fremtid, der bærer sin historie, sine hjertesorg og sine håb inden for sin egen æstetik.
Han Ji-wons vision
Ved roret på “Lost in Starlight” står Han Ji-won, en banebrydende skaber af koreanske animationsfilm. Hendes tidligere instruktørværker inkluderer den koreanske animationsfilm med Girls’ Love-tema fra 2023, “The Summer”, og kortfilmen “The Sea on the Day When the Magic Returns” (2023). Hendes filmografi indikerer en stærk interesse i at udforske “subjektive øjeblikke og følelser hos den yngre generation, der lever i den sydkoreanske samfunds trykkoger”, en følsomhed hun bringer til denne større produktion.
Til “Lost in Starlight” forestillede Han Ji-won sig et univers, hvor genstande og kunstformer, der elskes i dag, bevarer deres fascination for fremtidige generationer. Dette blev inspireret af hendes observation af trendenes cykliske natur og et indledende ønske om at fortælle en historie, der kunne spænde over generationer, og som til sidst landede på en fortælling, hvor “den nutid, vi lever i, blev fortiden” for hendes karakterer. Hendes kunstneriske tilgang understreger følelsesmæssig dybde med et særligt fokus på “omhyggelige handlinger” i animationen. Hun citerer filmskabere som Mamoru Hosoda og den nylige animationsspillefilm “The First Slam Dunk” som inspirationer, hvor “hverdagen føles dynamisk” og fyldt med følelser. En erklæret kærlighed til traditionel 2D-animation og en tro på, at “bekvemmelighedsteknologi aldrig vil udslette kærligheden og påskønnelsen af ældre måder at gøre tingene på” informerer dybt filmens optimistiske omfavnelse af analoge elementer inden for dens futuristiske rammer. Det sammenligneligt større budget tildelt “Lost in Starlight” i forhold til hendes tidligere uafhængige projekter gav hende større kreativ frihed til at implementere disse kunstneriske eksperimenter.
Denne distinkte vision har allerede høstet stor ros, især fra instruktør Bong Joon-ho, der roste “Lost in Starlight” som et “visuelt mesterværk, der tager dig med gennem universet”, og fremhævede specifikt Han Ji-wons “indviklede og fantastiske visuelle fortælling”.
På trods af det store science fiction-lærred med interstellare rejser og futuristiske bylandskaber, antyder Han Ji-wons etablerede fokus på personlige og følelsesmæssige fortællinger og hendes omhyggelige opmærksomhed på små menneskelige detaljer en auteursensibilitet, centreret om karaktererne. Hendes fascination af traditionel 2D-animation, et medie der traditionelt hyldes for sit udtryksfulde karakterarbejde, og hendes nuancerede vision af Seoul i 2050 – en der prioriterer eksisterende bykontraster og får “det gamle til at se ældre ud” i stedet for blot at udsmykke bygninger med “rumskibslignende detaljer” – forstærker yderligere dette. Selv Bong Joon-hos anerkendelse af hendes “indviklede og fantastiske visuelle fortælling” synes at anerkende, at denne visuelle mesterlighed tjener en dybere følelsesmæssig kerne. Han Ji-won ser ud til at bruge science fiction-romancens ramme ikke blot for dens potentiale for spektakel, men som en forhøjet og lysende scene til at udforske dybt menneskelige og relaterbare følelser. Dette positionerer hende som en distinkt og overbevisende stemme i den ekspanderende verden af internationale animationsspillefilm.
Musikkens rolle
Musikken i “Lost in Starlight” er ikke blot akkompagnement; den er et “centralt element, der driver fortællingen”. Den fungerer som et usynligt bånd, der forbinder Nan-young og Jay, selv før deres skæbnesvangre møde, og som senere forankrer dem, når lysår truer med at adskille dem. Givet Jays identitet som musiker, antager soundtracket naturligvis en større betydning inden for historiens følelsesmæssige arkitektur.
Et fremtrædende stykke er parrets tilbagevendende tema, “Bon Voyage”. Bemærkelsesværdigt nok indeholder en version af dette nummer den distinkte vokal fra Kim Taehyung (V fra det globale fænomen BTS), hvis “crooner-inspiration balancerer de futuristiske omgivelser med analog nostalgi”, hvilket perfekt indkapsler filmens æstetiske blanding. For at tilføje autenticitet og et personligt præg rapporteres det, at hovedstemmeskuespillerne, Kim Tae-ri og Hong Kyung, deltog i skrivningen af nogle af teksterne til musikken, der optræder i filmen – et samarbejde der sandsynligvis hjalp med at sikre, at sangene effektivt fangede deres respektive karakterers “mentale rum” og følelsesmæssige rejser.
Filmens musikalske tilgang, især Jays dybe forbindelse til vintage lydudstyr og den “analoge nostalgi”, der fremkaldes af temaer som V’s fortolkning af “Bon Voyage”, afspejler smukt det overordnede visuelle “retro-cyberpunk”-tema. Jays arbejde i en “butik med vintage lydudstyr” og Nan-youngs søgen efter at reparere den “gamle pladespiller, hendes mor efterlod hende” er ikke kun plot-elementer, men symboler på vedvarende forbindelser til fortiden. Selve soundtracket, der blander futuristiske lydlandskaber med varmen fra “analog nostalgi”, forstærker dette. Dette resonerer dybt med instruktør Han Ji-wons vision, der inkorporerer “retro-objekter” og bygger på ideen om, at “trends vender tilbage”. Derfor fungerer musikken i “Lost in Starlight” som mere end blot en auditiv kulisse; det er et aktivt tematisk lag, der fungerer som en tidsmæssig bro. Det forbinder karaktererne med tidligere følelser – Jays begravede drømme, Nan-youngs rørende minder om sin mor – og deres spæde håb for fremtiden, hvilket understreger musikkens tidløse evne til at artikulere de dybeste facetter af den menneskelige oplevelse på tværs af konstant skiftende teknologiske landskaber.
‘Lost in Starlight’ kan nu ses på Netflix
“Lost in Starlight” fremstår som en lysende og dybfølt bedrift, der succesfuldt navigerer i science fiction-romancens ambitiøse spændvidde, samtidig med at den markerer en betydelig milepæl som Netflix’ første originale koreanske animationsspillefilm. Dens styrker er mangfoldige: en visuelt imponerende animationsstil, der problemfrit blander retro-charme med futuristisk forundring, en dybt følelsesladet fortælling forankret i relaterbare karakterer, og tematiske udforskninger der resonerer med tidløse menneskelige bekymringer om kærlighed, drømme og forbindelse.
Filmen vil utvivlsomt appellere til et bredt publikum, især fans af eftertænksomme animerede dramaer, rørende science fiction-romancer og det stadigt voksende univers af koreansk film. De, der søger en visuelt imponerende og følelsesmæssigt engagerende oplevelse, vil finde meget at beundre. Faktisk har nogle tidlige reaktioner draget sammenligninger med de dybfølte og skæbnebestemte fortællinger fra filmskabere som Makoto Shinkai (instruktør af “Your Name” og “Weathering with You”), hvilket antyder en lignende evne til at bevæge publikum dybt.
Hvor kan du se ‘Lost in Starlight’
