I landskabet af moderne amerikansk animation, et felt der i vid udstrækning er domineret af familieunderholdning for alle målgrupper, ankommer Genndy Tartakovskys Fixed som et opsigtsvækkende og vildt forslag. Filmen præsenterer en bedragerisk simpel, højt profileret præmis: Bull, en gennemsnitlig, god hund, opdager, at han har 24 timer, til han skal kastreres. Denne begivenhed udløser et hektisk, sidste-øjebliks-eventyr med hans flok af hundevenner, struktureret som en vild aften i byen. Men under dens R-ratede overflade af ydmygelseskomedie ligger et værk af overraskende tematisk dybde. Fortællingen handler mindre om en hunds kødelige panik og mere om en dyb eksistentiel krise. Tartakovsky selv har indrammet Bulls angst gennem en stærk analogi til den bibelske fortælling om Samson, hvis styrke var uløseligt forbundet med hans hår; for Bull repræsenterer hans testikler et lignende identitetsfokus, en kilde til det, han opfatter som sit essentielle jeg. Deres forestående tab er ikke kun en fysisk trussel, men en katastrofal udfordring for hele hans væsen. Filmen opererer på et princip om radikal tonal syntese, en kvalitet en karakter i filmens egen diegese beskriver som “sød og forfærdelig, alt sammen på samme tid”. Det er et værk, der bevidst fusionerer det groteske med det inderlige og argumenterer for, at følelsesmæssig dybde findes ikke ved at rense livets rodede realiteter, men ved at konfrontere dem i al deres rå, sårbare og ofte hylende morsomme kompleksitet.
En visionærs håndtegnede oprør
Filmens mest definitive udsagn artikuleres ikke gennem dens dialog, men gennem selve dens form. Som den første traditionelt animerede spillefilm fra Sony Pictures Animation, et studie synonymt med computergenererede blockbustere, er Fixed en æstetisk og industriel anomali – en selvudråbt “enhjørning”. Animationen, et samarbejde med specialisterne hos Renegade Animation og Brasiliens Lightstar Studios, er en mesterklasse i det udtryksfulde potentiale i et medie, mange betragtede som en tabt kunst i mainstream amerikanske spillefilm. Tartakovsky, en auteur hvis enestående stil har formet moderne animation gennem værker som Dexters Laboratorium og Primal, undgår den glatte fernis af moderne CG. I stedet omfavner han et visuelt sprog, der er taktilt, overdrevet og uundskyldende “tegneserieagtigt”, der minder om en mere voksen version af Ren og Stimpy. Filmens kunstneriske arv er en bevidst pastiche, der kanaliserer den kinetiske, slapstick-fysikalitet fra mestre som Tex Avery og Chuck Jones. Denne tilgang tillader øjne, der popper ud, og ansigter, der strækkes, hvilket ville virke grotesk, hvis det blev gengivet med fotorealistisk præcision; tidlige 3D-mock-ups blev anset for “for meget” af netop denne grund. Tartakovsky undgik bevidst den “ekstremificering”, der er almindelig i moderne børneanimation, og fokuserede i stedet på klassiske principper for timing og ren iscenesættelse. Hans proces, inspireret af anime-instruktører, involverede personligt at skabe miniature-storyboards for at give en klar plan til sit globale team. Valget af 2D-animation er derfor ikke blot stilistisk, men ideologisk. Mediet bliver budskabet, dets “rå”, håndtegnede kvalitet er det perfekte formelle udtryk for en historie om autenticitet versus fremstillet perfektion.
Den ubehagelige syntese af vulgaritet og sårbarhed
Fixed er ubønhørlig i sit engagement i sin R-ratede præmis og anvender en byge af uanstændig og skatologisk humor, der har vist sig at være polariserende. Mens nogle kritikere har fundet dialogen mangelfuld og til tider følt, at den minder om vittigheder fra et “krøllet, gammelt nummer af National Lampoon”, bliver filmens fysiske komedie konsekvent rost som dens stærkeste aktiv. Denne vulgaritet, som Tartakovsky beskriver som “fræk, men… ikke ulækker”, fungerer som det foruroligende fundament for en overraskende substantiel følelsesmæssig kerne. I modsætning til film som Sausage Party, der i høj grad læner sig op ad chokværdi, forankrer Fixed sin humor i karaktererne. Den centrale romance mellem Bull og hans nabo, den elegante udstillingshund Honey, er skildret med ægte varme, og fortællingen udforsker temaer som venskab og accept med en oprigtighed, der er både afvæbnende og, for nogle, dissonant. Denne følelsesmæssige oprigtighed uddybes af en skarp kritik af elitismen i konkurrenceprægede hundeudstillingsverdenen og en bemærkelsesværdig øm og progressiv historie, der involverer Frankie, en interkønnet dobermann med stemme af River Gallo, som direkte adresserer temaer om selvaccept. Filmens mest uhyrlige klimaktiske sekvens, en scene som instruktøren kaldte en ikke-forhandlingsbar “lakmusprøve”, fungerer som tesen for dette kunstneriske eksperiment. Det er her, fortællingens mest platte humor bruges som det direkte middel til at levere dens mest betydningsfulde tematiske gevinst: karakterkatarsis og en endelig, hårdt vundet forsoning. Filmens succes afhænger af, om man accepterer, at det profane kan være en direkte vej til det dybsindige.
Kemien i det canine ensemble
Filmens følelsesmæssige arkitektur holdes sammen af den mærkbare kemi i dens centrale flok, hvis kammeratskab giver det nødvendige anker for fortællingens mere ekstreme komiske udskejelser. Ensemblet ledes af Adam DeVine som Bull, en karakter han har beskrevet som født til at spille, der fanger hundens opsparede angst og underliggende sødme. Idris Elba leverer en fremragende præstation som Rocco, en selvsikker bokser, hvis hårde ydre skjuler en følsom sjæl, og dekonstruerer dermed troper om stoisk maskulinitet. Kathryn Hahns Honey er et afgørende element i filmens tonale balance. På skuespillerindens eget forslag blev karakteren skrevet til at være lige så fræk og grov som sine mandlige modstykker, et valg der tilfører filmen en vital feminin energi og forhindrer Honey i at blive en passiv romantisk præmie. I stedet deltager hun aktivt i og undergraver filmens grænseoverskridende humor, mens hun samtidig stiller spørgsmålstegn ved selve de perfektionsstandarder, der definerer hendes eksistens. Den støttende flok, herunder Bobby Moynihans neurotiske beagle Lucky, Fred Armisens influencer-besatte gravhund Fetch, og Beck Bennetts arrogante Borzoi-antagonist Sterling, er mere end komiske modspil; de er arketypiske sonderinger i filmens temaer om identitet og konformitet. Den varme dynamik i gruppen, baseret på Tartakovskys egne mangeårige venskaber, sikrer, at selv midt i kaosset forbliver filmens følelsesmæssige kerne intakt.
Overlevelsen af en Hollywood-enhjørning
Historien om filmens skabelse er en overbevisende metanarrativ, der afspejler dens temaer på skærmen. Et passionsprojekt, der først blev udtænkt i 2009, lå Fixed i udvikling i over et årti, gentagne gange sat på bagerste blus hos Sony, mens Tartakovsky styrede studiets milliard-dollar Hotel Transylvania-franchise. Da den endelig var færdig, stod filmen over for en næsten fatal distributionskrise. Oprindeligt en co-produktion, der skulle udgives af Warner Bros. gennem New Line Cinema, blev den færdige film uden videre droppet som en del af en bredere omkostningsbesparende strategi. I en periode var filmen, som Tartakovsky beskriver som en “enhjørning” for at være original, R-rated og 2D, et færdigt værk uden et hjem. Dens endelige redning kom fra et usandsynligt hjørne: efter at være blevet afvist af Netflix’ filmdivision, som prioriterer familievenligt indhold, blev den forsvaret og erhvervet af streamingtjenestens afdeling for voksne animationsserier. Denne rejse, en langvarig kamp mod institutionel og kommerciel modvilje mod risiko, er parallel med Bulls egen historie om en elskelig gadekryds, der kæmper for sin plads i en verden af stambogsførte racehunde. Filmens blotte eksistens er et vidnesbyrd om kunstnerisk vedholdenhed i et system, der sjældent belønner det.
Filmen havde verdenspremiere på Annecy International Animation Film Festival og blev udgivet globalt på Netflix den 13. august 2025.
