Den nye tysk-tyrkiske film She Said Maybe præsenterer en fortælling centreret om en dyb identitetskløft og bruger den let tilgængelige ramme fra en romantisk komedie til at udforske de komplekse dynamikker mellem kulturarv og selvbestemmelse. Historiens diegese følger Mavi, en ung kvinde spillet af Beritan Balcı, hvis liv, rodfæstet i det liberale miljø i Hamborg, bliver uigenkaldeligt forandret under en tur til Tyrkiet. Rejsen, som hendes kæreste Can (Sinan Güleç) indleder med et påfaldende mislykket frieri, udvikler sig hurtigt til en afsløring: Mavi er arving til et overdådigt og indflydelsesrigt tyrkisk forretningsdynasti, hun aldrig vidste eksisterede. Denne opdagelse kaster hende ud i en liminal tilstand, fanget mellem to tilsyneladende uforenelige verdener. Filmen konstruerer omhyggeligt en konflikt mellem de individualistiske friheder fra hendes tyske opvækst og de glamourøse, men dog snærende, familiære forpligtelser, hun møder i Istanbul. Denne centrale spænding er ikke blot romantisk, men dybt eksistentiel, og tvinger Mavi til at navigere i dikotomierne mellem frihed og pligt, personligt ønske og tradition. Fortællingen drives frem af den formidable familiematriark, bedstemoderen Yadigar, spillet af Meral Perin, som repræsenterer et traditionsbevidst verdenssyn. Yadigar har en “bundsolid plan”: Mavi skal assimileres ind i dynastiets fold ved at tilslutte sig den succesfulde familievirksomhed og efterlade sin gamle verden – inklusive sin kæreste Can – bag sig.
Den arkitektoniske plan for et kultursammenstød
Filmens narrative arkitektur, skrevet af manuskriptforfatter Ipek Zübert, demonstrerer en kompleksitet, der løfter den ud over den konventionelle romantiske komedie. Züberts forskelligartede baggrund, som omfatter arbejde på spændingsfyldte krimiserier som Dogs of Berlin, det Grimme-prisnominerede ungdomsdrama We Are the Wave og den Grimme-prisbelønnede serie THE MOPES, informerer filmens lagdelte struktur. Valget af en manuskriptforfatter, der er anerkendt for sit arbejde inden for psykologisk drama, til at stå i spidsen for en romantisk komedie, er iøjnefaldende. Det antyder en bevidst strategi om at tilføre fortællingen en spænding, der overskrider genrekonventioner. Plotelementer som familiær “intrige” og et dynastis forudbestemte planer for sin arving er centrale for konflikten. Dette eksemplificeres ved introduktionen af en “mistænkeligt perfekt” rivaliserende bejler, Kent (Serkan Çayoğlu), som udtrykkeligt bliver hyret af bedstemoderen for at få Mavis liv i Hamborg til at “se gammeldags ud” i sammenligning med det glamourøse eventyr, der venter hende. Zübert fletter dygtigt disse tråde af spænding og drama, som er mere typiske for familiesagaer eller lette thrillere, ind i rom-com-stoffet og skaber en hybridtekst, der underminerer publikums forventninger. Historien begynder med en velkendt præmis, men opruller gradvist et mere indviklet net af familiemæssige magtdynamikker, hvilket sikrer, at fortællingen forbliver fængslende og uforudsigelig.
En sammensmeltning af instruktørperspektiver
Flere artikler
Filmens udførelse er styret af den dobbelte instruktion af Buket Alakuş og Ngo The Chau, et partnerskab, der repræsenterer en strategisk fusion af forskellige kunstneriske sensibiliteter. Alakuş medbringer en karriere gennemsyret af udforskningen af tysk-tyrkisk identitet, med en filmografi, der inkluderer titler som Einmal Hans mit scharfer Soße og Offside. Hendes medvirken tilføjer et afgørende lag af tematisk autenticitet, der sikrer, at de kulturelle nuancer i hjertet af Mavis historie bliver gengivet med dybde og virkelighedstrohed. Dette fokus er dybt personligt; Alakuş understreger selv, at hun ikke kan adskille sin tyrkiske fra sin tyske identitet, en perspektiv, der direkte informerer hendes instruktørtilgang. Dette suppleres af den æstetiske præcision fra Ngo The Chau, en anerkendt filmfotograf og “Directing DP”, kendt for sin sofistikerede visuelle historiefortælling og “sikre fornemmelse for æstetik” i projekter som den prisbelønnede serie Bad Banks og high-end actionproduktioner. Dette parløb er ikke tilfældigt, men snarere en sofistikeret produktionsmodel. Alakuş, som indholdsspecialist, forankrer filmen i kulturel virkelighed, mens Chau, som formspecialist, leverer den polerede, høje produktionsværdi-æstetik, der er essentiel for en global streaming-udgivelse. Denne synergi gør det muligt for filmen at fungere både som en autentisk tysk-tyrkisk historie og et glansfuldt stykke international underholdning, der fanger det “blændende Istanbul og det maleriske Kappadokien” med filmisk flair, uden nogensinde at miste sit narrative kerne af syne.
At navigere i det liminale rum gennem skuespil
Filmens tematiske vægt er forankret i dens hovedrolleindehavere, hvis baggrunde antyder en castingfilosofi, der prioriterer substans over type. Beritan Balcı, i rollen som Mavi, medbringer omfattende og nylig træning fra det prestigefyldte Bayerische Theaterakademie August Everding og en baggrund i sceneskuespil fra Schauspiel Essen. Hendes teatererfaring giver hende værktøjerne til at portrættere Mavis komplekse indre rejse med psykologisk dybde, hvilket underbygger filmens dramatiske ambitioner. Ligeledes er Sinan Güleç, der spiller Can, Mavis forbindelse til hendes liv i Hamborg, en skuespiller uddannet på Hochschule für Schauspielkunst Ernst Busch med engagementer på anerkendte teatre som Schauspiel Köln og Thalia Theater. Beslutningen om at caste to hovedroller med streng, nutidig tysk teateruddannelse er en kunstnerisk erklæring, der signalerer, at deres præstationer er det primære redskab for filmens seriøse udforskning af identitet. Birollebesætningen, som inkluderer den etablerede tyske skuespillerinde Katja Riemann og veteranen Meral Perin som den autoritative bedstemor, styrker yderligere det dramatiske ensemble. Deres samlede erfaring sikrer, at karaktererne ikke bliver gengivet som rom-com-arketyper, men som facetterede individer fanget i et net af kulturelle og personlige konflikter.
Det visuelle og soniske sprog i to verdener
Filmens centrale dikotomi forstærkes gennem dens tekniske håndværk. Den visuelle grammatik, etableret af filmfotograf Jieun Yi, anvender en dialektisk tilgang til verdensopbygning. Kendt for at skabe distinkte atmosfæriske verdener i projekter som det rå by-drama Solskin og beton, differentierer Yi visuelt filmens omgivelser for at eksternalisere Mavis indre konflikt. Hamborg er gengivet med en køligere, mere tilbageholdende palet, der afspejler det ordnede liv, Mavi forlader, mens Istanbul er mættet med varme og livlighed, der spejler glamouren og kaosset i hendes nye virkelighed. Lydlandskabet opererer med lignende præcision og benytter både en komponist og en musiksupervisor. Musikken af Ali N. Askin, en komponist, der er bekendt med tysk-tyrkiske filmtemaer fra sit arbejde på Einmal Hans mit scharfer Soße, kortlægger Mavis subjektive følelsesmæssige rejse. Dette suppleres af musiksupervisor Thomas Binars arbejde, som kuraterer specifikke, eksisterende tyske og tyrkiske sange, der fungerer som objektive kulturelle markører. Denne dobbelte tilgang til lyddesign fordyber seeren fuldstændigt i Mavis psykologiske og kulturelle dislokation, hvilket gør filmens verden både følelsesmæssigt resonant og kulturelt specifik. Filmen, en produktion af CB Medya i samarbejde med Dark Bay, blev optaget on location i Hamborg, Istanbul og Kappadokien.
I sidste ende fungerer She Said Maybe som et fremragende eksempel på en moderne transnational fortælling. Den integrerer succesfuldt en nuanceret udforskning af diasporisk identitet inden for de kommercielt tilgængelige konventioner af en romantisk komedie. Filmens gennemtænkte konstruktion – fra dens hybridmanuskript og synergistiske instruktion til dens psykologisk funderede præstationer og dialektiske tekniske design – resulterer i et værk, der både er et stykke eskapistisk underholdning og en substantiel kommentar til kompleksiteten i at høre til i en globaliseret verden. Filmen havde eksklusiv premiere på Netflix den 19. september 2025.
