Klar til en højspændingsthriller? Som I vil se, starter konceptet stærkt og lover en af de film, der tager vejret fra dig fra første minut.
Filmen begynder med opdagelsen af et enkelt interkontinentalt ballistisk missil (ICBM) af ukendt oprindelse, affyret fra et uidentificeret sted i Stillehavet. Denne enestående handling starter et kapløb med tiden på de højeste niveauer i den amerikanske regering og militær for at fastslå missilets oprindelse og formulere et passende svar.
Kernen i den narrative spænding ligger i den skræmmende korte tid, der er til rådighed: myndighederne informeres om, at de har et vindue på mellem 15 og 19 minutter, før missilet når sit mål. Det fastslås hurtigt, at målet er en stor amerikansk by: Chicago.
I et desperat forsøg på at neutralisere truslen affyres to opsnappende missiler. Men forsvarssystemet – ofte beskrevet som det, der svarer til “en kugle, der rammer en anden kugle” – fejler katastrofalt: det ene missil affyres ikke, og det andet rammer ved siden af.
Fortællingen sidestiller bevidst truslens katastrofale natur med den absolutte normalitet i det øjeblik, den indtræffer. Historien begynder en solrig morgen i Washington, D.C., hvor regeringsmedarbejdere gennemgår rutinemæssige sikkerhedsprocedurer og sætter sig til rette ved deres skriveborde. Selv USA’s præsident bliver trukket væk fra en offentlig begivenhed, en basketballkamp, da han modtager nyheden.
Denne skarpe kontrast er ikke blot en teknik til at sætte scenen; det er et centralt tematisk greb. Ved at placere den indledende hændelse i en kontekst af absolut hverdag, argumenterer filmen for, at muligheden for en atomapokalypse ikke er et abstrakt koncept eller et levn fra Den Kolde Krig, men en latent trussel indlejret i vores daglige virkelighed. Den forvandler et “mareridtsscenarie” til noget skræmmende plausibelt og antyder, at titlens “hus af dynamit” (A House of Dynamite) er den verden, vi lever i lige nu.
En krise i triptykon: Narrativ struktur og perspektiv
A House of Dynamite anvender en ukonventionel strukturel tilgang til at fortælle sin historie, beskrevet som et “triptykon” (et tredelt kunstværk) eller et “tilbagevendende mareridt”. Den kritiske kriseperiode, der varer cirka 15 minutter, vises flere gange fra forskellige synsvinkler, hvor hver gentagelse afslører ny information og uddyber forståelsen af det institutionelle kaos. Fortællingen bevæger sig gennem tre hovedlokationer og udvikler karakterer i hver gentagelse, som tidligere kun blev set flygtigt eller via videoskærme.
Klipperen Kirk Baxter fletter dygtigt disse perspektiver sammen og skaber en “rastløs og uophørlig institutionel summen”, der nedsænker seeren i tætheden af information og protokoller.
Fortællingen skifter mellem flere centrale synspunkter for at opbygge sit mangesidede portræt af krisen. Et perspektiv fokuserer på den forreste forsvarslinje: en missilforsvarsbataljon i Fort Greely, Alaska. Dér er Major Daniel Gonzalez (spillet af Anthony Ramos) og hans team de første til at opdage den indkommende trussel og skal udføre de indledende opsnøringsforsøg.
Et andet perspektiv placerer os i beslutningstagningens nervecenter, Situation Room i Det Hvide Hus. I denne setting er Kaptajn Olivia Walker (Rebecca Ferguson) ansvarlig for at håndtere krisekommunikationen mellem de forskellige regerings- og militærledere og fungerer som et informationsknudepunkt midt i den voksende forvirring.
Endelig indtager filmen overkommandoens synspunkt og følger USA’s præsident (Idris Elba), som evakueres fra en offentlig begivenhed. Mens han hastes til et sikkert sted, skal han konfrontere den endelige beslutning om et muligt gengældelsesangreb – en byrde, der udelukkende hviler på hans skuldre. Til dette perspektiv føjes en bombepilots, som har til opgave at udføre USA’s mulige gengældelsessvar.
Denne gentagne tidslinje er mere end blot et stilistisk kneb; det er filmens primære mekanisme til at formidle sit centrale tema. Ved at nægte seeren et alvidende, komplet overblik over krisen, mens den udfolder sig, simulerer strukturen “krigens tåge”.
Publikum, ligesom karaktererne, besidder kun delvis information på ethvert givet tidspunkt. Gentagelsen af nøglefraser orienterer ikke kun seeren, men giver også ordene en “kvalitet af et forprogrammeret mantra,” passende for en verden styret af rigide protokoller. Strukturen tvinger således seeren til på første hånd at opleve den institutionelle lammelse og forvirring, hvilket demonstrerer, at selv med etablerede protokoller er systemet i sagens natur fragmenteret og tilbøjeligt til kaos under ekstremt pres.
Svarets arkitekter: Karakterer på randen af afgrunden
I hjertet af krisen er nøglepersoner, der skal navigere i en umulig situation inden for de stive rammer af deres professionelle pligter. Idris Elba spiller USA’s præsident, en leder, der vises som værende overvældet af begivenhedernes pludselige alvor. Han kæmper med at vælge mellem gengældelsesmulighederne, idet han kun har modtaget en kort briefing om atomprotokollen. Han er tvunget til at vånde sig over en beslutning, der, som en underordnet bemærker, “sætter overlevelse op mod selvmord.”
Rebecca Ferguson spiller Kaptajn Olivia Walker, en højtstående officer i Situation Room i Det Hvide Hus. Hendes karakter portrætteres som rolig og uforstyrret, fokuseret på at sikre glat kommunikation mellem lederne. Filmen understreger hendes kompetence og præsenterer hende som en professionel defineret af sin funktion – ikke sit køn eller sin status som mor – i stil med Bigelows andre hovedpersoner.
Ensemblet fuldendes af militære og politiske nøglefigurer, såsom Jared Harris som Forsvarsminister Reid Baker, der erfarer, at missilet har kurs mod Chicago, byen hvor hans datter bor, hvilket tilføjer en personlig dimension til den geopolitiske krise. Anthony Ramos er Major Daniel Gonzalez, der leder missilforsvarsholdet i Alaska. Tracy Letts spiller General Anthony Brady, en højtstående general, der taler for et præsidentielt gengældelsesangreb for at afskrække fremtidige angreb. På rollelisten ses også Gabriel Basso som Vice National Sikkerhedsrådgiver Jake Baerington, Greta Lee som ekspert i udenrigsanliggender, samt Moses Ingram, Jonah Hauer-King og Jason Clarke i andre nøgleroller.
Filmen portrætterer bevidst sine karakterer som kompetente og velformulerede fagfolk. Dette valg er afgørende for dens bredere kritik: problemet ligger ikke i individuel fiasko, men i selve systemet. Filmens rædsel stammer ikke fra menneskelige fejl, men fra den fejlfri udførelse af en logisk vanvittig protokol. Ved at gøre karaktererne dygtige og rolige under umenneskeligt pres, argumenterer filmskaberne for, at ingen mængde individuel kompetence kan reparere et system bygget på præmissen om gensidig sikret ødelæggelse. Den virkelige tragedie er, at systemet fungerer præcis, som det er designet.
Jagten på autenticitet: En realismedoktrin
A House of Dynamite markerer instruktør Kathryn Bigelows tilbagevenden til det store lærred, hendes første spillefilm siden hendes film Detroit fra 2017. Filmen fortsætter Bigelows karrierelange fascination af “statspolitikkens mekanismer” og realiteterne i kamp og national sikkerhed, temaer, der tidligere er udforsket i værker som The Hurt Locker og Zero Dark Thirty.
Instruktøren selv udtaler, at hun er “besat af national sikkerhed.” Dette engagement i realisme afspejles i manuskriptet, skrevet af Noah Oppenheim, en tidligere præsident for NBC News og ekspert i atomberedskab. Sammen konsulterede Bigelow og Oppenheim adskillige aktive og pensionerede militær- og Hvide Hus-embedsmænd fra forskellige administrationer for at opbygge det mest plausible hypotetiske scenarie muligt.
Denne stringens strakte sig til settet, som inkluderede ekspertkonsulenter fra den virkelige verden. Blandt dem var Larry Pfeiffer, som ledede Situation Room i Det Hvide Hus, og Dan Karbler, en tidligere kommandant for Fort Greely, Alaska. Karbler beskrev scenerne, der skildrer missilforsvarsoperationer, som “superrealistiske” og bemærkede, at filmens portrættering af præsidentens manglende forberedelse på en sådan krise er lige så tro mod virkeligheden, da siddende præsidenter sjældent deltager i sådanne øvelser.
I en vigtig beslutning, der understreger filmens position som en uafhængig undersøgelse, valgte Bigelow ikke at søge samarbejde med Pentagon. “Jeg følte, vi havde brug for at være mere uafhængige,” udtalte hun. Denne kombination af Oppenheims journalistiske baggrund og Bigelows undersøgende filmstil positionerer filmen som en unik hybrid: et værk af narrativ journalistik. Ved at bruge journalistiske metoder til at opbygge en fiktiv fortælling, låner filmskaberne faktuel autoritet til deres tematiske advarsel og skaber reelt en undersøgende rapport i form af en storbudgetfilm.
En advarsel til atomalderen: Den tematiske intention
Ud over at være en højspændt thriller fungerer filmen som en “passioneret og kraftfuld opfordring til nedrustning.” Filmskabernes erklærede intention er at fremprovokere en samtale om behovet for at reducere de globale atomarsenaler.
Filmen er bygget op omkring den nukleare afskrækkelses paradoks. Bigelow sætter spørgsmålstegn ved rationaliteten i en forsvarsforanstaltning, der er afhængig af et “miljø med fingeren på aftrækkeren, der kunne skabe global udslettelse,” og fremhæver den “forbløffende grad af kaos, forvirring og hjælpeløshed,” der er forbundet med et sådant system. Konflikten opsummeres i hendes udtalelse: “Vi befinder os i dette vanvittige paradoks, hvor vi, for at redde verden, er nødt til at ødelægge verden.”
Bigelows motivation, som voksede op under Den Kolde Krig med “duck and cover”-øvelser (søg dækning-øvelser), var at undersøge denne angst gennem en nutidig linse. Oppenheim gentager denne følelse og udtaler, at han ønsker, at folk skal huske, at “selvom Den Kolde Krig sluttede for længe siden, er atomalderen det ikke.” Filmens titel stammer fra Oppenheims metafor for den moderne verden: “vi lever, som titlen siger, i et hus fyldt med dynamit.”
Bigelows afsluttende spørgsmål, som indkapsler filmens formål, er: “Hvordan får vi dynamitten ud af væggene… uden at vælte huset?”
Filmen lader bevidst sine centrale spørgsmål stå ubesvarede og fungerer mere som en katalysator for debat end som en leverandør af løsninger. Den er designet til at være “bevidst frustrerende” og efterlader publikum “uden svar, tvunget til at finde deres egne.” Denne afvisning af at give en pæn afslutning er filmens endelige retoriske strategi. Det er ikke en historie med en løsning; det er formuleringen af et problem. Ved at frustrere publikums ønske om afslutning, overfører filmskaberne ansvaret for at finde et svar fra lærredet til seeren og opfylder dermed direkte deres erklærede mål om at starte en “samtale.” Filmens frustrerende slutning er faktisk dens primære opfordring til handling.
Produktions- og udgivelsesinformation
A House of Dynamite er en amerikansk apokalyptisk politisk thriller instrueret af Kathryn Bigelow og skrevet af Noah Oppenheim. Filmen, der er optaget på engelsk, har en stjernespækket rolleliste, der inkluderer Idris Elba, Rebecca Ferguson, Gabriel Basso, Jared Harris, Tracy Letts, Anthony Ramos, Moses Ingram, Jonah Hauer-King, Greta Lee og Jason Clarke.
Produktionen blev varetaget af Greg Shapiro, Bigelow selv og Oppenheim, med Barry Ackroyd som filmfotograf, Kirk Baxter som klipper og Volker Bertelmann, der har stået for musikken. Produceret af First Light, Prologue Entertainment og Kingsgate Films, har filmen en spilletid på 112 minutter.
Den verdensomspændende distribution varetages af Netflix. A House of Dynamite havde verdenspremiere i hovedkonkurrencen ved den 82. Venedig Filmfestival den 2. september 2025. Derefter fik den premiere i udvalgte biografer i Storbritannien den 3. oktober og i USA den 10. oktober, før sin globale streamingdebut på Netflix den 24. oktober 2025.
