I det engelske landskab i midten af 1990’erne ligger Stanton Wood, en opdragelsesanstalt for teenagere, der repræsenterer den sidste chance for unge med adfærdsproblemer. I spidsen for denne institution står Steve, dens leder, en mand opslugt af en absolut dedikation til sit arbejde.
Spillet af Cillian Murphy præsenteres Steve fra første scene ikke som en pædagogisk helt, men som et individ på randen af et sammenbrud. Da et dokumentarhold beder ham om at beskrive sig selv med tre ord, er hans svar kortfattet og slående: “meget, meget træt”. Denne indrømmelse af udmattelse fungerer som en prolog til et intenst drama, der udelukkende udspiller sig i løbet af en enkelt, kaotisk dag.
Fortællingen i “Steve” centrerer sig om den dobbeltkrise, der plager hovedpersonen. På den ene side står han over for en desperat ydre kamp for at redde Stanton Woods integritet fra en forestående lukning på grund af økonomiske problemer og manglende institutionel støtte. På den anden side udkæmper han en indre og stille krig mod sit eget forværrede psykiske helbred, en kamp, der truer med at trække ham ned i den samme afgrund, som han forsøger at redde sine elever fra. Filmen nedsænker seeren i hvirvelvinden af denne afgørende dag og udforsker skrøbeligheden hos både de unge, der er marginaliseret af systemet, og den mand, der har svoret at beskytte dem.
Kampen for Stanton Wood
Kerneplottet i “Steve” er bygget op omkring de parallelle skæbner for to karakterer, hvis indre kampe spejler hinanden: Steve og en elev ved navn Shy. Stanton Wood er ikke en konventionel skole; det er en sidste udvejs-institution for unge, der står over for komplekse sociale og adfærdsmæssige udfordringer, et sted, som verden ser ud til at have glemt.
Handlingen udspiller sig under det enorme pres fra en potentiel permanent lukning, hvilket tvinger Steve til at navigere i et følelsesmæssigt og bureaukratisk minefelt. Hans personlige kamp manifesterer sig i en afhængighed af alkohol eller stoffer, en overlevelsesmekanisme, der gør ham lige så sårbar som de drenge, han har ansvaret for.
I denne sammenhæng dukker Shy op, spillet af Jay Lycurgo, en plaget teenager fanget mellem en turbulent fortid og en usikker fremtid, som kæmper med voldelige og selvdestruktive impulser. Isoleret fra sin familie og mobbet af sine jævnaldrende, personificerer Shy den desperation, der gennemsyrer institutionen. Dynamikken mellem de to karakterer krystalliserer filmens centrale spænding. I et forsøg på at skabe forbindelse forsikrer Steve ham: “For du er ikke alene, Shy”. Den unges svar er en direkte udfordring, der afvæbner pædagogen: “Og hvad med dig, Steve? Lad os tale om dig”. Denne udveksling afslører, at grænserne mellem omsorgsgiver og omsorgsmodtager er faretruende udviskede.
Stanton Woods allerede skrøbelige stabilitet bliver fuldstændig forstyrret af ankomsten af et filmhold, der har til hensigt at lave en dokumentar om skolen. Langt fra at være passive observatører fungerer deres tilstedeværelse som en katalysator for kaos. Datidens store kameraer, som retfærdiggør 90’er-settingen, bliver et påtrængende element, der invaderer elevernes privatliv og opfordrer dem til at optræde for publikum. Denne “invasion” truer med at afsløre institutionens sprækker for skatteyderne, hvilket tilføjer et lag af offentlig granskning til det interne pres. Dokumentarholdet nøjes ikke med at registrere historien; de ændrer og accelererer den, eksternaliserer karakterernes indre pres og fremskynder krisen. I dette højspændte miljø behandler filmen på en rå og følsom måde emner som mobning, vold, manglende institutionel støtte og selvmord blandt unge.
Fra papir til lærred: ‘Shy’s forvandling
Oprindelsen til “Steve” findes i den anmelderroste kortroman “Shy”, udgivet af forfatteren Max Porter. Filmen er dog ikke en bogstavelig filmatisering, men en bevidst genopfindelse af det oprindelige værk. Den mest betydningsfulde og afgørende ændring i projektet ligger i et fundamentalt skift i det narrative perspektiv.
Porters roman er skrevet udelukkende i første person og nedsænker læseren i teenageren Shys bevidsthedsstrøm og subjektive oplevelse. Til filmversionen blev beslutningen truffet om at “vende historien på hovedet” og fortælle den overvejende fra skolelederens, Steves, synsvinkel. Dette kunstneriske valg forvandler historiens essens. Ved at flytte fokus fra den plagede unge til den kriseramte omsorgsgiver udvikler fortællingen sig fra at være en historie om teenageangst til at blive en dybdegående undersøgelse af den ofte usynlige psykiske byrde, som pædagoger bærer. Filmen handler ikke længere kun om de “fortabte drenge”, men også om den “fortabte” mand, der forsøger at redde dem.
Cillian Murphys involvering i projektet var dyb og personlig fra begyndelsen. Som nær ven af Porter modtog Murphy en kopi af romanen som et prøvetryk, selv før den blev udgivet, og hans reaktion var instinktiv. “Den knuste simpelthen mit hjerte,” erklærede skuespilleren, en følelsesmæssig forbindelse, der blev grundstenen for at bringe historien til lærredet.
Anatomien af et kreativt samarbejde
“Steve” er resultatet af et netværk af langvarige professionelle relationer, et projekt født af tillid og en fælles vision mellem dets tre kreative søjler: Cillian Murphy, instruktør Tim Mielants og forfatter Max Porter. Det er ikke en bestillingsopgave fra et studie, men produktet af et omhyggeligt dyrket kunstnerisk økosystem. Filmen markerer det første officielle projekt fra Big Things Films, produktionsselskabet grundlagt af Murphy sammen med sin samarbejdspartner Alan Moloney, hvilket vidner om et ønske om kreativ kontrol og en søgen efter historier med personlig betydning.
Forholdet mellem Murphy og Mielants blev smedet på tidligere projekter som filmen “Small Things Like These” og serien “Peaky Blinders”. Deres arbejdsmetode er baseret på at udfordre hinanden. “Vi prøver at presse hinanden. Vi elsker at tage de skræmmende veje, at træffe dristige valg,” siger Mielants. Mielants’ forbindelse til historien er også dybt personlig; han beskriver sig selv som et “håbløst tilfælde” i sin ungdom på grund af ordblindhed og tilskriver sin redning til lærere, der nægtede at give op på ham. For instruktøren er filmen “et kærlighedsbrev” til disse pædagoger.
Samtidig strækker Murphys samarbejde med Max Porter sig ud over denne film. Denne proces, som fungerede inden for en lukket kreds af betroede partnere, antyder en bevidst strategi fra Murphys side om at opbygge en bæredygtig model for kunstnerisk skabelse. I stedet for at fungere som en “lejeskuespiller” positionerer han sig som en kreativ arkitekt, der bruger sin indflydelse til at give liv til projekter, der ellers ikke ville finde deres plads i det traditionelle studiesystem.
Cillian Murphy: Portræt af en nedbrudt pædagog
Cillian Murphys præstation dykker ned i den komplekse psyke hos en mand, der med hans egne ord er “intensivt menneskelig”. Langt fra enhver heroisk arketype bygger Murphy Steve op som en karakter fuld af fejl og modsætninger, en person, der “blot kæmper” og “forsøger at komme igennem dagen”.
Skuespilleren udforsker paradokset hos en omsorgsgiver, der på grund af sin egen skrøbelighed måske ikke burde have ansvaret for sårbare unge. “Jeg ved ikke, om man kan reparere andre mennesker, før man har taget sig af sig selv,” reflekterer Murphy over sin karakter og indkapsler dermed filmens centrale dilemma. Steve er en mand, der sætter andres behov før sine egne, en nobel egenskab, der i hans tilfælde bliver en vej mod selvdestruktion. Hans sårbarhed er så stor, at han ifølge skuespilleren selv “sandsynligvis ikke burde have opsyn med en flok skrøbelige og sårbare drenge, fordi han selv er meget skrøbelig og sårbar”.
Denne vision af karakteren næres af en meget dyb personlig forbindelse for Murphy, hvis familie er rodfæstet i uddannelsesverdenen: hans forældre var lærere, hans bedstefar var skoleleder, og næsten alle hans onkler og tanter er undervisere. Opbygningen af karakteren involverede også en betydelig fysisk indsats for at formidle den slitage, som arbejdet påfører Steves krop, en udfordring, som Murphy anerkender.
Medvirkende og karakterer
Selvom filmen bærer sin hovedpersons navn, beriges historien af en solid birollebesætning, der giver liv til fællesskabet på Stanton Wood. Jay Lycurgo, i rollen som Shy, fremstår som en med-hovedkraft. Hans fortolkning af teenagerens skrøbelige mentale helbred er blevet beskrevet som værende af en “smertefuld og rå ærlighed”.
Skolens personale er repræsenteret af en gruppe erfarne skuespillerinder, der tilfører forskellige nuancer til den institutionelle dynamik. Tracey Ullman spiller Amanda, Steves åbenhjertige og direkte højre hånd. Emily Watson giver liv til Jenny, en tålmodig terapeut eller skolevejleder. Og Simbi Ajikawo, bedre kendt som rapperen Little Simz, spiller Shola, en ny lærer, der konfronteres med den barske virkelighed på institutionen.
Elevgruppen blev sammensat med en tilgang, der søgte maksimal realisme, ved at kombinere unge skuespillere med andre, der ikke havde tidligere skuespilerfaring. Cillian Murphy beskriver, hvordan denne gruppe unge udviklede en autentisk kemi på settet og blev en rigtig “bande”. Denne blanding af professionelt talent og nye stemmer forstærker den rå og sandfærdige karakter af en historie, der søger at vække genklang med sine karakterers sårbarhed.
“Steve” har verdenspremiere på Netflix den 3. oktober.
