Rian Johnsons Knives Out-projekt har altid fungeret som et sociologisk barometer forklædt som en selskabsleg. Hvor den første film, Knives Out – var det mord?, dissekerede den gamle overklasses fordærvede nostalgi og det amerikanske aristokrati, og Glass Onion: A Knives Out Mystery satiriserende tech-disruptor-klassens tomme gennemsigtighed, vender den tredje del, Wake Up Dead Man: A Knives Out Mystery, blikket mod en ældre og mere uigennemskuelig institution: kirken. Dette seneste kapitel ankommer uden sin forgængers solbeskinnede maksimalisme og tilbyder i stedet en koldere, mere auster meditation over krydsfeltet mellem guddommelighed, bedrag og den moderne tros transaktionelle natur. Det er en film, der bytter Grækenlands vide udsigter ud med den klaustrofobiske, røgelsesfyldte luft i et sogn i det nordlige New York, og erstatter den sædvanlige finurlighed fra puslespilsæsken med en gotisk tyngde, der grænser til det begravelsesagtige.
Den narrative arkitektur i Wake Up Dead Man: A Knives Out Mystery overholder genrens klassiske enheder, men undergraver samtidig dens tonale forventninger. Vi introduceres for det afsidesliggende, isolerede sogn Our Lady of Perpetual Fortitude, et samfund der holdes i et jerngreb ikke af spirituel nåde, men af Monsignor Jefferson Wicks’ formidable personlighed. Filmen fremstiller ikke kirken som et fristed, men som en ideologisk fæstning, et “lukket system” af tro, der spejler det “lukkede rum”-mysterium i dens kerne. Da Wicks findes død – dolket i ryggen inde i et sikret opbevaringsrum under en langfredagsgudstjeneste – indleder filmen en efterforskning, der handler mindre om forbrydelsens mekanik og mere om obduktionen af et samfund, der forgifter sig selv med sine egne myter. Selve mordvåbnet – en kniv formet af en lampeudsmykning med et djævlehoved – understreger filmens satiriske brod ved at sidestille de hellige omgivelser med et profant voldsinstrument.
Dette er det mørkeste kapitel i trilogien, både visuelt og tematisk. Johnson har i samarbejde med sin faste filmfotograf Steve Yedlin skrællet den pop-art-vitalitet væk, som definerede franchisens tidligere æstetik. I stedet finder vi en palet af iskolde blå og grå nuancer samt dybe skygger; et visuelt sprog, der skylder mere til den gotiske tradition end til den hyggelige mordgåde. Filmen beskrives som et værk, hvor lyssætningen spiller hovedrollen, og der benyttes en teatralsk tilgang til belysning, som spejler karakterernes følelsesmæssige flygtighed. Inspireret af de atmosfæriske forhold i Colorado, hvor hurtige skyer øjeblikkeligt kan ændre lyset i et rum, udviklede Yedlin og Johnson et sofistikeret lysstyringssystem til kirke-settet. Dette tillod dem at “spille på lysskiftene som var det musik” og ændre den visuelle tone i realtid under optagelserne for at reflektere den ustabile natur af karakterernes virkelighed.
Detektiven i mol
Gensynet med Benoit Blanc er præget af et markant skift i væremåde. “Gentleman-detektiven”, spillet af Daniel Craig, har smidt de mere flamboyante, drollige excentriciteter, der karakteriserede hans tidligere optrædener. Væk er de utrættelige sydstats-talemåder og de finurlige, falsk naive manerer, der ofte afvæbnede hans modstandere. I Wake Up Dead Man: A Knives Out Mystery fremstår Blanc med større tyngde og melankoli. Iført et velsyet jakkesæt i tre dele og med en længere, mere uplejet frisure, bevæger han sig gennem fortællingen med en træthed, der antyder, at vægten af tidligere sager er begyndt at hobe sig op.
Blancs tilstedeværelse i dette religiøse miljø skaber en umiddelbar friktion. Som ateist repræsenterer hans ankomst til sognet den sekulære rationalismes indtrængen i et rum styret af mystiske påstande. Filmen indrammer hans efterforskning som en “kulturkamp mellem verdenssyn”, hvor detektivens lid til logik og beviser sættes op mod et samfund, der prioriterer tro og dogmatisk loyalitet. Manuskriptet komplicerer dog denne dualitet; Blanc er ikke blot den rationelle skeptiker, der piller de troendes overtro fra hinanden. I stedet tvinges han til at konfrontere et “ekstraordinært møde med selve Opstandelsen”, et plotpunkt der udfordrer hans materialistiske forståelse af verden. Detektiven finder sig selv navigerende i en labyrint af “tro, frygt og bedrag”, hvor sandheden sløres ikke kun af løgne, men af de mistænktes oprigtige, om end vildledte, overbevisninger.
Strukturelt afgiver Blanc betydelig plads til filmens sekundære hovedperson, Fader Jud Duplenticy. Dette narrative valg decentraliserer detektiven og flytter ham fra rollen som den alvidende gådeløser til at være facilitator for et moralsk opgør. Mod filmens slutning undergraver Blanc genrens forventning om den store “afsløring i dagligstuen”. I stedet for at levere den traditionelle, triumferende monolog, der udstiller morderen og genopretter orden gennem straffende retfærdighed, vælger Blanc at træde til side. Han tillader en løsning, der favoriserer bekendelse og nåde; et tematisk omdrejningspunkt, der bringer detektivens udvikling i overensstemmelse med filmens udforskning af tilgivelse frem for hævn.
Offeret som tyran
Liget i mysteriets centrum er Monsignor Jefferson Wicks, portrætteret af Josh Brolin med en tordnende alfa-han-aggressivitet. Wicks er antitesen til den velvillige hyrde; han er en “voldsom klerikal alfahan”, der bruger prædikestolen til at udsende reaktionære synspunkter og fastholde et jerngreb om sin menighed. Brolins præstation er præget af en skræmmende skråsikkerhed, idet han legemliggør en “fordrukken tyran”, der hersker gennem frygt og udnyttelse af sine sognebørns vrede.
Karakteren Wicks fungerer som en kritik af “våbengørelsen af tro”. Han skildres som en mand, der bygger mure omkring sit samfund og fostrer en “fæstningsmentalitet”, der ser omverdenen som en fjendtlig kombattant. Dette er ikke en Guds mand, men en magtens mand, hvis autoritet stammer fra en arv af grådighed. Filmen afslører, at Wicks er barnebarn af pastor Prentice Wicks, en figur der sikrede familiens position gennem tvang og løftet om en arv – en diamant – som efterfølgende forsvandt. Jefferson Wicks’ lederskab er defineret af denne historie om materiel besættelse; han er en mand, der “udnytter sin menigheds vrede” for at opretholde sin egen status.
Hans død indrammes derfor ikke som en tragedie, men som en nødvendig befrielse. Han er en “herligt myrbar præst”, en figur hvis fjernelse knuser søndagsgudstjenestens hellighed, men også bryder den forbandelse, han holdt over samfundet. Efterforskningen afslører til sidst et sekundært offer i et makabert tableau: Byens “utilfredse” læge, Nat Sharp (Jeremy Renner), findes ved siden af Wicks, med en krop der er ved at opløses i et kar med syre. Denne grumme detalje skubber filmen ind i et mørkere, mere visceralt territorium og understreger den fysiske korruption, der ledsager sognets åndelige forrådnelse.
Den angrende mistænkte
Den følelsesmæssige kerne i Wake Up Dead Man: A Knives Out Mystery ligger hos Fader Jud Duplenticy, spillet af Josh O’Connor. Som en “mild, eftertænksom ung præst” og tidligere bokser står Jud som modstykket til Wicks’ giftige maskulinitet. O’Connors præstation er et studie i stille desperation og “oprigtig religiøs hengivenhed”, der forankrer filmens absurde elementer i ægte følelsesmæssig skrøbelighed.
Jud introduceres som den hovedmistænkte. Han har en fortid med vold, da han er “blevet reformeret efter at have dræbt en mand i en boksekamp”, og han er blevet optaget på video, mens han truede med at “skære ham ud af kirken som en kræftknude” på grund af Monsignorens hjerteløse holdninger. På trods af de hobe sig op beviser, herunder det faktum at mordvåbnet var formet af en pyntegenstand Jud havde stjålet, rekrutterer Blanc præsten til at hjælpe med efterforskningen. Dette partnerskab danner filmens centrale dynamik: den ateistiske detektiv og den fromme mistænkte, forenet af et ønske om sandhed, men splittet i deres forståelse af dens kilde.
Karakterens udvikling defineres af et “Damaskus-øjeblik” – en central telefonscene, der involverer karakteren Louise, spillet af Bridget Everett. Denne sekvens, som Johnson beskriver som “filmens hjerte”, fungerer som et spirituelt vendepunkt. Her bliver Jud mindet om sit sande kald, hvilket flytter hans fokus fra mysteriets “spil” til den pastorale omsorgspligt. O’Connor portrætterer en mand, der “går i opløsning under presset fra hemmeligheder og mistanke”, og hans endelige renselse og tilbud om nåde til den skyldige part giver filmen dens etiske tese: at retfærdighed uden nåde blot er en anden form for vold.
Menigheden af mistænkte
Omkring de centrale figurer finder vi en “flok af inkarnerede tilhængere”, et ensemble-cast der legemliggør forskellige facetter af institutionelt forfald og personlig desperation. De mistænkte er bundet til Wicks af et komplekst net af frygt, tro og økonomisk afhængighed, hvilket skaber en “hysterisk tegneserieagtig opstilling”, der ikke desto mindre repræsenterer et tværsnit af amerikanske angster.
Martha Delacroix, spillet af Glenn Close, er den “fromme kirkedame” og Wicks’ “højre hånd”. Hendes karakter repræsenterer faren ved ukritisk loyalitet. Hun er en kvinde, der er “indædt loyal” over for Monsignoren og håndhæver hans vilje med en fanatisme, der grænser til det patologiske. Hendes forhold til Samson Holt, den “tilbageholdende kirkegårdsgraver” spillet af Thomas Haden Church, tilføjer et lag af ulovlig intimitet til sognet. Holt, en kæmpe figur som Martha forguder, opererer i margenen, og hans tavshed maskerer en dyb meddelagtighed i sognets hemmeligheder.
Den politiske dimension af fortællingen udfoldes af Andrew Scott og Kerry Washington. Scott spiller Lee Ross, en “bestsellerforfatter” og “mislykket sci-fi-romanforfatter”, der har vendt sig mod Gud, men bevarer en ulmende vrede mod de “liberale medier”. Hans karakter satiriserer den intellektuelle, der antager troen som et skjold mod kulturel irrelevans. Washington spiller Vera Draven, Esq., en “stramt anspændt advokat” og adoptivmor til Cy Draven, spillet af Daryl McCormack. Cy er en “politiker-aspirant” og “Trump-influencer”, hvilket eksplicit forankrer filmen i det moderne politiske landskab under “Trump II”. Hans karakter repræsenterer den nye højrefløjs kynisme, der bruger troens æstetik til at fremme sekulære ambitioner.
Mila Kunis optræder som politichef Geraldine Scott, repræsentanten for lokal lov og orden. Hendes interaktioner med Blanc er defineret af friktion; hun modsætter sig hans rekruttering af Jud og forsøger at arrestere præsten, før sandheden afsløres. Hun fungerer som bureaukratiets forhindring, en kraft der søger at lukke sagen hurtigt snarere end korrekt. Cailee Spaeny runder castet af som Simone Vivane, en “handicappet tidligere koncertcellist”, der kæmper med kroniske smerter, og hvis fysiske immobilitet står i kontrast til de andre mistænktes febrilske manøvrer.
Den soniske liturgi
Soundtracket, komponeret af Nathan Johnson, fungerer som en sonisk parallel til filmens visuelle mørke. Beskrevet som en “tovtrækning mellem grimhed og skønhed”, begynder musikken med lyden af “negle mod en tavle” fra violinister, der skraber deres buer mod strengene; en dissonant tekstur der fremkalder forbrydelsens friktion. Efterhånden som fortællingen skrider frem, opløses partituret i en “ren tone”, hvilket spejler bevægelsen fra kaos til orden.
Johnson bruger “ødelagte instrumenter” og utraditionelle teknikker til at skabe en “uhyggelig atmosfære”. Basklarinetter manipuleres til at lyde som “kravlende edderkopper”, og et ødelagt harmonium leverer “hvæsende gisp”, der minder om et “gammelt knirkende skib”. Disse soniske detaljer forankrer filmen i en tekstur af forfald. Numre som “The Confession (Violin Concerto in G Minor)” og “Requiem” antyder en klassisk, liturgisk struktur, der forstærker den religiøse ramme, mens den undergraver dens højtidelighed med de groteske lyde fra det “ødelagte” orkester.
Dommen
Wake Up Dead Man: A Knives Out Mystery er et værk præget af høje ambitioner og tonal risikovillighed. Den udvider med succes omfanget af Rian Johnsons univers, samtidig med at den uddyber dets moralske kompleksitet. Det er en “chokoladeæske” af en film – lagdelt og indbydende, men med en mørk, bitter midte. Ved at flytte Benoit Blanc ind i den “gotiske kulisse” af et åndeligt fallit sogn, har Johnson fjernet glamouren fra de tidligere kapitler for at afsløre de “rodede mennesker med virkelige sår” nedenunder.
Selvom mysteriets “bizart indviklede” natur måske vil fremmedgøre dem, der søger den første films præcision som et schweizerur, lykkes værket som en “meditation over tro, skyld og de myter, vi fortæller os selv”. Den beviser, at selv i en genre defineret af døden, er der plads til en historie om muligheden for nyt liv. Det er en film, der spørger, om “bekendelsen” blot er en forestilling eller en ægte handling af anger, og om detektivens rolle er at straffe synderen eller at forstå synden.
Udgivelsesinformation
Filmen fik premiere i biograferne den 26. november 2025 og begynder at streame på Netflix den 12. december 2025.
