Den brasiliansk-amerikanske cellist Gabriel Martins giver recital i Weill Recital Hall i Carnegie Hall, ledsaget af pianisten Victor Santiago Asunción. Programmet tegner en linje fra barokkens fundament til det 19. århundredes romantik, med afstikkere til klassisk lyrik og et markant indslag af latinamerikansk modernisme. Engagementet indgår i en satsning, der kobler et fremtrædende New York-debutsted med mentorforløb og flerårig støtte til kunstnere med tydeligt professionelt potentiale.
Aftenen åbner med Bachs Cellosuite nr. 2 i d-mol – et værk, Martins betragter som centralt for sin kunstneriske identitet og som pejlemærke for klang, form og det lange frasetræk. I materialet omkring koncerten omtaler han de seks suiter som cellolitteraturens “hellige tekst” og fremhæver ved netop den anden suite dens “evne til mørke, dybde og menneskelighed”. Som soloværk i åbningsposition sætter den recitalens arkitektur: fra en solistisk grundpille til duostykker, der udvider farvepaletten og registret uden at opgive den rene linje.
Dernæst følger Martins’ egen udgave af Mozarts Violinsonate i e-mol, K. 304, overført til cello. Han peger på, at værkets fortættede format og melodiske økonomi klæder instrumentet, og beskriver en “ømsindig melankoli og yndefuldt lyrisk sprog”, der ligger naturligt i cellons vokale mellemleje. Bearbejdelsen udspringer af et personligt projekt om at bringe udvalgte Mozart-værker ind i cellorepertoiret og introducerer samtidig Asunción som dialogpartner i recitalens midterfelt. Programmeringsmæssigt kaster den kendt klassik i nyt lys – stadig med klaver-strygersamtalen i fokus.
Skiftet i idiom kommer med Alberto Ginasteras Pampeana nr. 2, tilegnet komponistens hustru, cellisten Aurora Natola-Ginastera. Partituret henter sin energi i de åbne horisonter og den rytmiske puls, der forbindes med den argentinske pampas, og står med vilje i klar kontrast til Mozarts klassiske tilbageholdenhed. Martins placerer Pampeana nr. 2 “blandt de betydeligste værker for cello og klaver skrevet uden for Europa” – et repertoirevalg, der balancerer den kanoniske tradition med en moderne stemme rodfæstet i latinamerikansk modernisme. For publikum bliver det sandsynligvis aftenens mest udadvendte kapitel i farve og angreb, før koncerten bevæger sig mod sit romantiske punktum.
Gabriel Faurés Papillon leverer recitalens letteste aftryk. Værket bar oprindeligt titlen Pièce, men fik sit nuværende navn, da udgiveren hæftede sig ved det “flagrende” præg. I denne sammenhæng fungerer det som et kort reset – virtuost, men koncentreret – mellem Mozarts stramme retorik, Ginasteras brede gestik og finalens symfoniske tyngde. Valget følger en velkendt recitalpraksis: en kort karakterminiature, der “renser øret”, før et storformateret slutværk tager over.
Afslutningen er Brahms’ Cellosonate nr. 1. Martins kalder den “et tidligt mesterværk, fuldt af ungdommelig oprigtighed og uforsvarlig skønhed” – for mange musikere et partitur, der cementerer tilknytningen til instrumentet. På scenen fører sonaten duoen ind i en kontrapunktisk, basforankret argumentation, som stiller krav til balance og udholdenhed hos begge partnere, samtidig med at den bevarer den intimitet, salens format lægger op til. Placeret sidst tegner den en bue fra ubesat barokhåndværk til et romantisk tosidet værk båret af strukturel tyngde og lang linje.
Den overordnede ramme leveres af American Recital Debut Award. Ordningen, stiftet af pianisten og kunstneriske administrator Victor Santiago Asunción til minde om cellisten Lynn Harrell, støtter fremragende unge klassiske musikere via tre søjler: en koncert på en scene med international gennemslagskraft, professionel mentorering fra et kunstnerisk rådgivende panel samt engagementer fordelt over tre på hinanden følgende sæsoner. I panelet sidder den GRAMMY®-vindende cellist Zuill Bailey, cellisten og fondslederen Evan Drachman, sopranen Margarita Gomez Giannelli samt Asunción. Udvælgelsen foretages af Asunción i samarbejde med en kreds af musikere under Baileys ledelse, med fokus på kunstnerisk substans, evnen til at opbygge publikum både i salen og digitalt, samt fleksibilitet i et foranderligt landskab. Som mangeårig kammermusikpartner til Harrell beskriver Asunción ordningen som en forlængelse af den mentorering, han selv modtog gennem samarbejdet.
Martins er en af to modtagere i den aktuelle runde. På meritlisten står bl.a. Grand Prize ved Concert Artists Guild/Young Classical Artists Trust, guldmedaljen ved Sphinx Competition og guldmedaljen ved David Popper International Cello Competition, suppleret af tidligere anerkendelser i studietiden. Resultaterne har ført til debuter i Carnegie Hall, Wigmore Hall, 92nd Street Y og Merkin Hall, optrædener i Storsalen i Moskva-konservatoriet samt solistopgaver med orkestre i både Nord- og Sydamerika. Radiospredning på NPR, WQXR, KUSC og WFMT har udvidet synligheden, og festivaler tæller bl.a. Aspen, Ravinia, La Jolla, Yellow Barn, ChamberFest Cleveland og Mainly Mozart.
Kritikken fremhæver finish og formidlingskraft. Om et Bach-program i New York noterede The Strad “en dybt bevægende oplevelse”, mens andre omtaler fremhæver en “rig, dragende klang” og et markant Bach-profil. Ved siden af koncertrepertoiret har Martins vakt opmærksomhed med egne transskriptioner af Bachs violinværker, som han indspiller samlet. Biografiske noter peger på studier hos Ralph Kirshbaum (USC Thornton) og Laurence Lesser (New England Conservatory), bopæl i Charleston, South Carolina, samt et instrument af Francesco Ruggieri spillet med en bue af François Nicolas Voirin.
Asuncións rolle rækker videre end prisadministration. Som Steinway Artist, rost af The Washington Post for et “roligt og opfindsomt spil”, har den filippinsk-amerikanske pianist international virksomhed som recital- og koncertsolist og er en efterspurgt kammermusiker med førende strygere og ensembler – heriblandt Lynn Harrell, Zuill Bailey, Antonio Meneses, Joshua Roman, Giora Schmidt samt Dover-, Emerson- og Vega-kvartetterne. På festivalsiden har han undervist på kammermusikfakultetet ved Aspen Music Festival og gæstet bl.a. Amelia Island, Highland-Cashiers, Music in the Vineyards og Santa Fe. Diskografien omfatter den komplette Beethoven-række for klaver og cello samt sonater af Sjostakovitj og Rakhmaninov med cellisten Joseph Johnson, dertil samarbejder med Evan Drachman og medvirken på Songs My Father Taught Me med Harrell. Asunción er også grundlægger og kunstnerisk leder af FilAm Music Foundation, der støtter filippinske klassiske musikere med stipendier og koncertmuligheder.
Samlet set prioriterer prisrammen og programkurateringen kontinuitet frem for nyhed for nyhedens skyld: et ubesat barokt fundament, en klassisk sonate genfortolket i cellons timbre, et latinamerikansk modernistisk lærred af rytme og farve, en fransk karakterminiature med koncentreret virtuositet – og til slut en romantisk sonate som syntese. Konstruktionen gør Martins’ prioriteter tydelige – klanglig bredde, formmæssig læsbarhed og viljen til at absorbere og omforme repertoire – i tråd med prisens mål om at styrke kunstnere, der kan opbygge bæredygtige karrierer på scene og platform. For publikum bliver resultatet et koncentreret panorama af idiomer og teksturer, hvor dialogen mellem cello og klaver er i centrum uden at gå på kompromis med sammenhængen.
Program: Bach — Cellosuite nr. 2; Mozart — Violinsonate i e-mol, K. 304 (transskriberet for cello); Ginastera — Pampeana nr. 2; Fauré — Papillon; Brahms — Cellosonate nr. 1. Medvirkende: Gabriel Martins, cello; Victor Santiago Asunción, klaver.
Datoer (anført til sidst): Recital — lørdag den 13. december 2025 kl. 19.30, Weill Recital Hall at Carnegie Hall, New York. Pressemeddelelse — 21. oktober 2025.
