Octoberman vender tilbage med Chutes, et slankt og varmt klingende syvende album på Ishmalia Records, der betragter åndedræt, båndsus og rumklang ikke som fejl, men som bærende elementer i musikkens arkitektur. Produceret af Jarrett Bartlett sammen med frontmand Marc Morrissette prioriterer projektet nærvær frem for polering: kerne-takes blev indspillet live på to-tommers bånd i Little Bullhorn Studios i Ottawa—uden klikspor, uden skærme—og siden færdiggjort med minimale overdubs i hjemmestudier på tværs af Ontario. Valget giver præstationer i menneskelig skala, hvor mikro-rubato, bækkenernes efterklang og kornet i Morrissettes stemme fungerer som narrative pejlemærker.
Tekstligt fletter Chutes to komplementære spor. Det ene genbesøger tredjepersons vignetter reddet fra ældre harddisk-demoer—små noveller sat i melodi, opmærksomme på gestus og vejr. Det andet er mere bekendende, skrevet i den lange efterklang af et familiært tab og optaget af, hvordan frygt, ømhed og robusthed sætter sig i hverdagen. Den dobbelte vinkel lader hukommelsen læses fra begge sider: som noget, man betragter på afstand, og som noget, kroppen mærker. Sangene undgår melodrama; de bevæger sig med nøgtern åbenhed og stoler på, at lytteren forbinder punkterne.
Ensemblet—Morrissette (guitar, vokal, synth), Marshall Bureau (trommer, vibrafon), Tavo Diez de Bonilla (bas, vokal), J.J. Ipsen (guitar) og Annelise Noronha (harmonika, banjo, guitar, kor)—hælder til en “live-i-studiet”-kemi, der sætter samspil over udsmykning. Vibrafonslør og harmonika-droner udvider spektret uden at tynge arrangementerne; banjoen optræder som tekstur snarere end signatur, en percussiv tråd der syr guitarerne sammen. Bartletts teknik lader kanterne stå: transienser får lov at blomstre, bassen lyder træagtig og resonant, og mixene modstår fristelsen til maksimal loudness for at bevare dynamisk luft.
Octobermans lange bane har ofte affødt sammenligninger—Sparklehorses lyriske chiaroscuro, Stephen Malkmus’ løse melodik, den lyse melankoli hos en mere solrig Elliott Smith. Chutes ærer disse slægtskaber og lyder samtidig uomtvisteligt som et band dybt inde i sit eget ordforråd: samtalende melodier på klingrende guitarer; harmoniske drej, der føles uundgåelige, når de først lander; hooks, som melder sig stille og bliver hængende. Det er musik, der stoler på gentagelse og proportion, og bytter spektakel for holdbarhed.
Konteksten betyder noget for en gruppe, der har bygget sit ry ved sedimentering snarere end bratte kursskift. Octobermans katalog har placeret sange i tv og sat bandet på plakaten med Julie Doiron, Mount Eerie og Owen Pallett, men Chutes læses mindre som en CV-linje og mere som en metodeerklæring. Pladens beskedenhed er tilsigtet: sange designet til at holde i årevis, afsløre detaljer ved lav volumen og møde tiden uden at presse den. Selv rækkefølgen understreger etikken og lader fortællingstråde dukke op og forsvinde igen uden rigide genre-markører eller studiegreb.
Udgivelsen ledsages af to intime koncerter i Ontario—små rum valgt for akustik og nærvær, så albumets uforstyrrede dynamik og de tæt mikrofonerede stemmer kan gengives troværdigt. Foto: Rémi Thériault.
Udgivelses- og koncertdatoer: album ude den 27. august; Toronto, Cameron House, 3. oktober; Ottawa, Red Bird, 10. oktober.
