Er skove virkelig solidariske? Ny forskning udfordrer myten om træernes skjulte netværk

Når man går en tur i skoven, er det let at forestille sig træerne som fredelige naboer, der støtter hinanden i stilhed. Populære bøger og dokumentarer har beskrevet enorme svampenæt under jorden, som forbinder rødder og gør det muligt for træer at dele næringsstoffer og endda sende advarselssignaler. Idéen blev kendt som “wood wide web” og ændrede mange menneskers opfattelse af, hvordan skove fungerer.

De underjordiske forbindelser er virkelige. Mikroskopiske svampe hæfter sig til trærødder og sender trådlignende filamenter ud i jorden. Disse filamenter kan forbinde flere træer og danne netværk, hvor vand, kulstof og næringsstoffer bevæger sig fra plante til plante. Tidlige eksperimenter tydede på, at ældre eller sundere træer nogle gange overførte ressourcer til yngre eller skyggestillede træer, hvilket styrkede billedet af en samarbejdende skov.

Forskere som Suzanne Simard var med til at sætte fokus på disse netværk og deres mulige betydning. Med tiden fik idéen om, at træer aktivt “passer på” deres naboer, fodfæste langt ud over forskningsverdenen.

Du vil måske også kunne lideUgle-inspireret aerogel kan dæmpe byernes dybe larm

Nyere studier nuancerer dog fortællingen. I stedet for generøse partnere kan træer forbundet via svampe opføre sig som konkurrenter, der deler et begrænset rum. De samme netværk, som gør ressourceudveksling mulig, kan også overføre kemiske signaler mellem nærliggende planter. Disse signaler kan afsløre, om et træ er stresset, vokser hurtigt eller er sårbart over for sygdom.

Set i det lys sender træer ikke nødvendigvis hjælp. De justerer snarere deres egen vækst ud fra den information, de opfanger. Hvis et nærliggende træ kæmper, kan en forbundet nabo øge sit eget ressourceforbrug for at udnytte situationen. Hvis en rival trives, kan det omdirigere sin vækst for bedre at konkurrere om lys og næring. Netværket fremstår dermed mindre som et velgørenhedssystem og mere som en informationskanal.

Tidligere fortolkninger fremhævede ofte dramatiske eksempler på ressourceudveksling, nogle gange under kontrollerede forhold. Nyere forskning antyder, at disse tilfælde ikke nødvendigvis afspejler hverdagen i skoven. I naturlige omgivelser konkurrerer træer intenst om sollys, vand og næringsstoffer i jorden. De svampenæt, der forbinder dem, er udviklet i denne konkurrenceprægede sammenhæng og kan primært gavne svampene selv ved at forbinde sig til flere værter.

Denne ændring i perspektiv er vigtig, fordi den påvirker vores forståelse af økosystemer. At se skove som samarbejdende fællesskaber har understøttet idéen om naturen som grundlæggende solidarisk. At anerkende konkurrence og opportunistisk adfærd gør ikke skoven mere brutal, men mere realistisk. Organismer kan være forbundne uden at være altruistiske.

Det har også betydning for naturforvaltning og beskyttelse. Hvis de underjordiske netværk primært spreder information snarere end generøsitet, kan beskyttelsen af skovens sundhed afhænge mindre af at bevare “hjælpende” træer og mere af at forstå, hvordan konkurrence former robusthed.

Billedet af træer som omsorgsfulde naboer vil formentlig leve videre i den folkelige forestilling. Men i takt med at forskningen skrider frem, træder skoven tydeligere frem som et dynamisk system, hvor forbindelse og konkurrence eksisterer side om side.