Teater

“Javel, hr. minister” vender tilbage: Jim Hacker i dramatisk opgør med cancel culture

Jonathan Lynns nye forestilling fører de ikoniske britiske satirefigurer fra Whitehall til Oxfords hellige haller i en afslutning på årtiers magtkamp.
Martha Lucas

Den legendariske britiske satire når sin kulmination med premieren på “I’m Sorry, Prime Minister”, hvor de velkendte figurer Jim Hacker og Sir Humphrey Appleby må forlade Whitehalls trygge korridorer til fordel for den moderne akademiske verdens nådesløse søgelys. I en tid præget af radikal gennemsigtighed og sociale medier bliver de gamle mestres evne til bureaukratisk udenomssnak sat på den ultimative prøve. Forestillingen, der er skrevet og instrueret af Jonathan Lynn, markerer det sidste kapitel i en saga, der har defineret vores forståelse af magtens korridorer siden 1980’erne, og den lander nu på Apollo Theatre som et skarpt indlæg i debatten om nutidens krænkelsesparathed og generationskløfter.

Politisk satire betragtes ofte som en ferskvare, der er uløseligt forbundet med sin egen tids bekymringer. Men selve regeringsmaskineriet – med dets strategiske tågesnak og defensive manøvrer – forbliver bemærkelsesværdigt uforandret over tid. Det er netop denne kontinuitet, der driver fortællingen i den nye produktion, som tester, om magtens gamle værktøjer overhovedet kan fungere i en tid, hvor alt bliver kigget efter i sømmene. Det er et sammenstød mellem 1980’ernes kyniske embedsværk og den moderne kulturs moralske krav.

I spidsen for fortællingen står Griff Rhys Jones i rollen som den hårdt prøvede tidligere premierminister Jim Hacker. Han har skiftet ministerkontoret ud med en tilværelse som leder af Hacker College i Oxford, men magtkampen går ikke på pension sammen med politikeren. Hacker befinder sig pludselig i en moderne krise: truslen om at blive “cancelled” af en komité af studerende og kolleger. Dette giver forfatteren mulighed for at lade det 20. århundredes analoge og proceduremæssige kynisme møde nutidens moralske absolutisme.

Hacker er dog ikke alene på slagmarken. Han får selskab af sin evige modstander og nødvendige allierede, Sir Humphrey Appleby. Clive Francis genoptager rollen som den ultimative embedsmand, hvis kærlighed til latinske brokker og bureaukratisk blokade ikke er falmet med alderen. Samspillet mellem de to veteraner bliver her en dialog, der handler lige så meget om deres egen dødelighed som om politiske dagsordener. Det rejser det presserende spørgsmål: Kan mestrene i tvetydighed overleve i en tid, der kræver total gennemsigtighed?

Rollelisten tæller desuden William Chubb som Sir David og Stephanie Levi-John som Sophie, i en opsætning der er medinstrueret af Michael Gyngell. Forestillingen er langt fra blot en nostalgisk øvelse; den fungerer som en skarp kommentar til gnidningerne mellem generationer. Den kulturelle arv fra disse karakterer kan næsten ikke overvurderes. Den oprindelige tv-serie, skabt af Lynn og afdøde Antony Jay, var som bekendt Margaret Thatchers yndlingsprogram og vandt adskillige BAFTA-priser for sit både kyniske og kærlige blik på spændingerne mellem folkevalgte og embedsmænd.

Ved at genbesøge karaktererne i deres livs efterår tilbyder forestillingen en afslutning på en årtier lang samtale om autoritet. Det antydes, at selvom aktørerne bliver ældre, og slagmarken flytter sig fra kabinetsmøder til universitetets gårde, forbliver det institutionelle magtapparat en konstant og ofte absurd kraft i det offentlige liv. Det er et værdigt punktum for en æra, der stadig taler direkte ind i nutidens politiske virkelighed.

Debat

Der er 0 kommentarer.

```