Titlen på en true crime-serie er dens indledende tese. Og i tilfældet med den nye Netflix-dokumentarserie om forbrydelsen, der lammede Argentina, er titlen et stopur. “50 sekunder” er ikke et poetisk valg; det er en brutal tidsramme. Halvtreds sekunder er “den nøjagtige tid, det brutale overfald, der kostede Fernando Báez Sosa livet, varede.”
Dette narrative valg, skabt af instruktør Martín Rocca og produktionsselskabet Fabula, er ikke tilfældigt. Den hedder ikke “Forbrydelsen i Villa Gesell” eller “Retfærdighed for Fernando”. Ved at kalde den “50 sekunder” tvinger serien seeren til at fokusere på begivenhedens mikroskopiske rædsel, ikke på de årelange retsprocesser, der fulgte. Det er et klaustrofobisk greb.
Vigtigst af alt indkapsler titlen det centrale juridiske argument, der kom til at definere retssagen. Hvad kan der ske på halvtreds sekunder? For de tiltaltes forsvar er halvtreds sekunder indbegrebet af kaos: et “slagsmål”, en tragisk, men utilsigtet kamp, en spontan gruppehandling. Men for anklagemyndigheden, og i sidste ende for retten, er halvtreds sekunder en evighed. Det er tid nok til koordination, til valg af et mål og til en bevidst handling. Det er tid nok til det, loven kalder “alevosía” (et fejt og overlagt angreb).
Dokumentaren inviterer derfor ikke fra starten til en abstrakt juridisk debat; den inviterer seeren til at leve inde i det uundgåelige minut og konfrontere den hastighed, hvormed et liv kan blive slukket.
Krønike om en morgen i Villa Gesell
For at forstå sagens gennemslagskraft må man først forstå sceneriet. Tragedien sker ikke i en mørk, anonym gyde. Den sker i Villa Gesell, et epicentrum for den argentinske sommer, et sted synonymt med strand, ungdom og overgangsritualer. Forbrydelsen var en skændsel af et socialt rum, der blev anset for sikkert.
Hændelsesforløbet, som serien har til hensigt at rekonstruere “minut for minut”, er lige så simpelt, som det er ødelæggende. Fernando Báez Sosa, en 18-årig ung mand, er på ferie. Ved udgangen af en natklub, LeBric, bliver han overfaldet. Hans angribere er ikke fremmede i natten; de er “en gruppe drenge på hans egen alder”.
Her kommer begrebet ind, der blev centralt for sagens sociale analyse: “rugbiers” (rugbyspillere). I den argentinske kontekst er dette ord ikke en neutral sportsbeskrivelse. Det er ladet med sociale konnotationer, der peger på en kultur af toksisk maskulinitet, en misforstået korpsånd og, i visse kredse, en følelse af privilegier og straffrihed.
Angrebet var ikke en en-mod-en-kamp. Det var en gruppehandling. Volden var så overvældende, at den ikke kun var rettet mod Fernando; den efterfølgende retssag behandlede også de “skader, som fem af Fernandos venner led”, der var sammen med ham i det øjeblik. Det var “flokkens” dynamik mod individet, der forvandlede et drab til et nationalt skræksymbol.
Det Sociale Ekko: En Ubekvem Sandhed
Mordet på Fernando Báez Sosa “satte sit præg på det argentinske samfund” og “chokerede hele landet”. Netflix-dokumentaren underbygger sin udforskning med en nøglesætning: “En ubekvem sandhed”.
Det oplagte spørgsmål er: Hvad er denne sandhed?
Det nemme svar ville være, at den ubekvemme sandhed er klasseskel eller den vold, der er indbygget i sporten. Men den virkelighed, som sagen afdækker, er dybere og mere nedslående. Báez Sosa-sagen var ikke en isoleret hændelse, der tjente som en brutal lektion for samfundet. Den var derimod det mest synlige udtryk for “en uløst pinsel”.
Den “ubekvemme sandhed” er, at på trods af den “enorme sociale og mediemæssige vægt”, Fernandos sag fik, og de livstidsdomme, der til sidst blev afsagt, stoppede gruppevold blandt unge i nattelivet ikke. Den aftog ikke engang. Sagen ser ikke ud til at have haft nogen afskrækkende virkning.
Beviset er et tragisk mønster af gentagelser. Efter forbrydelsen i Villa Gesell døde andre unge mænd under skræmmende lignende omstændigheder:
- Brian Cuitino, slået og dræbt med en mursten uden for en natklub i Pilar.
- Agustín Ávila, 16 år, slået ihjel af en “bande” på en festival.
- Lautaro Alvaredo, 19 år, angrebet af fire unge mænd på vej ud af en natklub, døde efter flere dage i hjernedød tilstand.
- Tomás Telio, forfulgt og myrdet af en gruppe på mere end ni personer på en strandpromenade.
Disse sager, der alle fandt sted efter det nationale chok over Fernando, vidner om en “tendens til grænseløs vold i nattelivet”.
Netflix-dokumentaren ankommer derfor ikke som en epilog eller en “afsluttet sag”. Den ankommer midt i en aktiv krise. Det retoriske spørgsmål, der svæver over sagen, er: “Hvem vil stoppe dette problem?”.
Der findes et andet lag af denne ubekvemme sandhed, et som samfundet er endnu mere modvilligt til at diskutere: racisme. Fernandos sag, hævdes det, er “det sidste led i denne racismens kæde”. Dokumentaren og sagen tvinger samfundet til at “se indad” og spørge sig selv “hvilket monster har vi alle skabt ved ikke at tale om dette”. Den “ubekvemme sandhed” er ikke kun, at der findes voldelige unge mænd, men at denne vold er et produkt af et samfund, der nærer den, hvad enten det er gennem klasseskel, racisme eller en forherligelse af aggression.
Rettens Anatomi (og dens Rekonstruktion)
Hjertet i true crime er retsprocessen. I dette tilfælde var retssagen en narrativ kampplads. Forsvaret for de otte unge anklagede forsøgte at så ideen om kaos. De bad om, at sagen blev behandlet som “drab under et slagsmål”, en forbrydelse, der med en maksimal straf på seks år antyder en gensidig mangel på kontrol, en tragisk slåskamp, hvor døden næsten er et uheld.
Retten i Dolores afviste kategorisk den fortælling. Dommen lød på “dobbeltdrab, skærpet af fejt angreb (alevosía) og planlagt sammensværgelse”.
Lad os bryde det ned. “Planlagt sammensværgelse” betyder, at gruppen aftalte at angribe. “Fejt angreb” er et centralt juridisk begreb: Det betyder, at angrebet blev udført “på sikker grund”, hvilket eliminerede enhver mulighed for forsvar fra offerets side. For retten var de 50 sekunder ikke et “slagsmål”. De var en koordineret henrettelse.
Retten behandlede dog ikke gruppen som en monolitisk enhed. Loven kan ikke dømme en “flok”; den skal tildele individuelt ansvar. Og det er her, dommen bliver fascinerende. Alle otte anklagede blev dømt, men ikke på samme måde. Retten skilte gruppen ad og tildelte to niveauer af skyld:
- Fem af de unge blev idømt fængsel på livstid som “medgerningsmænd” til drabet: Máximo Thomsen, Ciro Pertossi, Enzo Comelli, Matías Benicelli og Luciano Pertossi.
- Tre af dem blev idømt 15 års fængsel som “sekundære deltagere”: Ayrton Viollaz, Blas Cinalli og Lucas Pertossi.
Denne opdeling er angrebets juridiske anatomi: Den viser, at selv inden for en 50-sekunders gruppehandling identificerede retssystemet en kerne af bødler og en ring af medhjælpere.
Netflix-dokumentaren rekonstruerer denne juridiske kamp ved hjælp af “eksklusive vidneudsagn” og “hidtil uset arkivmateriale”. Det er bemærkelsesværdigt, at den har deltagelse af to centrale figurer i anklagemyndighedens fortælling: Graciela Sosa, Fernandos mor, og Fernando Burlando, familiens advokat.
Ved at centrere deres stemmer foregiver serien ikke at være neutral. Den positionerer sig som den definitive krønike om ofrets kamp for retfærdighed, validerer fortællingen om det “feje angreb” og fortæller historien fra epicentret af smerten og den juridiske strategi, der førte til livstidsdommene.
Tidslinjen
Tidslinjen for denne tragedie og dens efterspil er som følger. Drabet på Fernando Báez Sosa fandt sted den 18. januar 2020. Retssagen blev ført ved den mundtlige kriminalret nr. 1 i Dolores, og dommen blev afsagt den 6. februar 2023. De andre lignende voldsepisoder, der fulgte dette mønster, fandt sted i de følgende år, herunder sagen om Brian Cuitino i 2022, Agustín Ávila i 2023, Lautaro Alvaredo i 2023 og Tomás Telio i 2024. “50 sekunder: Sagen om Fernando Báez Sosa”, dokumentarserien, der genopliver forbrydelsen og dens eftervirkninger, har premiere på Netflix den 13. november.
