Anden sæson af America’s Sweethearts: Dallas Cowboys Cheerleaders har haft premiere på Netflix og leverer en ufiltreret undersøgelse i syv afsnit af det ikoniske cheerleader-hold. Fra det kreative team bag de anerkendte doku-serier Cheer og Last Chance U følger den nye sæson Dallas Cowboys Cheerleaders (DCC) gennem hele 2024-25-sæsonen, fra de nervepirrende indledende auditions og den opslidende træningslejr til afslutningen på en krævende NFL-sæson. Anført af den Emmy-vindende instruktør Greg Whiteley og produceret af One Potato Productions, Boardwalk Pictures og Campfire Studios udnytter serien en hidtil uset adgang til at gå bag om de polerede optrædener og ind i cheerleadernes og deres træneres personlige liv, professionelle pres og interne dramaer. Dette projekt er en central del af Netflix’ større strategi om at etablere sig som en dominerende kraft inden for sportsunderholdning ved at opbygge et bibliotek af fængslende, narrativt drevet indhold som supplement til deres indtog i live-streaming af kampe. For Dallas Cowboys-organisationen signalerer partnerskabet med en instruktør, der er kendt for sin nuancerede og afslørende stil, et kalkuleret skift i brand-fortællingen – væk fra ren promovering og hen imod en mere moderne, “autentisk” skildring, der er designet til at appellere til et nutidigt globalt publikum.
Den ubarmhjertige kamp for en plads på holdet
Denne sæson forstærker det centrale drama i konkurrencen og understreger, at en plads på holdet aldrig er garanteret. Fortællingen drives af det enorme pres fra et system, hvor hvert medlem, inklusive erfarne veteraner, skal til audition igen hvert år for at forsvare deres position mod en bølge af nye talenter, der beskrives som stærkere for hver sæson. Indsatsen øges betydeligt med ankomsten af den største gruppe af nye cheerleadere i de sidste fem år, en konsekvens af at 23 ud af de 36 veteraner fra det forrige hold vender tilbage for at kæmpe for deres pladser. Dette intense miljø skaber grobund for medrivende menneskelige historier. Serien følger rejserne for tilbagevendende fanfavoritter som Reece Weaver og Sophy Laufer, samtidig med at den fokuserer på stærke historier om genoprejsning. Comeback-forsøgene fra Charly Barby og Kelly Villares, to håbefulde piger, der på hjerteskærende vis blev sorteret fra under sidste sæsons træningslejr, udgør en central følelsesmæssig tråd. Deres vilje til at vende tilbage og lykkes er et symbol på den modstandskraft, der kræves for at forfølge drømmen. Serien viger ikke tilbage for de følelsesmæssige omkostninger ved denne proces og fanger de tårevædede øjeblikke, hvor DCC-direktør Kelli Finglass og koreograf Judy Trammell overbringer nyheden til dem, der ikke klarer den. Kameraet fanger ledelsens egen følelsesmæssige konflikt, hvor Finglass stiller spørgsmålstegn ved de personlige omkostninger ved beslutninger truffet i jagten på perfektion og spørger: “men til hvilken pris?”. Denne struktur, der blander den observerende stil fra en dokumentar med de karakterdrevne fortællinger fra reality-tv, udvider seriens appel. Den årlige audition-proces er dog mere end et dramatisk virkemiddel; den fungerer som et magtfuldt redskab til organisatorisk kontrol, der konstant minder kvinderne om, at de kan erstattes, og fremmer en kultur af usikkerhed, der sikrer overholdelse af holdets strenge standarder.
Bag glimmeret: Et kig på “pink-collar”-virkeligheden
Ud over de høje spark og konkurrencen dykker serien ned i de komplekse og ofte barske realiteter i cheerleadernes liv og fremstiller deres erhverv som det ultimative “pink-collar”-job. Dette koncept trækker paralleller til traditionelt kvindedominerede fag som sygepleje og undervisning, hvor høj følelsesmæssig arbejdsbyrde, lange arbejdsdage og lav løn ofte retfærdiggøres med en appel til passion og formål frem for passende økonomisk kompensation. Serien afslører, at den krævende tidsplan og de relativt lave lønninger tvinger mange af cheerleaderne til at have flere jobs for at forsørge sig selv, hvor nogle jonglerer med sene træninger og tidlige morgenvagter på deres andre arbejdspladser. Denne sæson fortsætter med at udforske den enorme fysiske og mentale belastning ved jobbet. Det konstante pres for at opretholde “the look” – et specifikt æstetisk ideal – er et vedvarende tema. Serien belyser disse kampe gennem personlige historier, herunder den tidligere cheerleader Victoria Kalinas ærlige diskussion om hendes tidligere kampe med en spiseforstyrrelse, en cyklus af overspisning og udrensning, som hun direkte forbinder med stresset ved at skulle passe ind i den berømt utilgivende uniform, hun kalder “babytøj”. Dokuserien antyder, at det højspændte miljø kan forværre eksisterende psykiske udfordringer, med ringe institutionel støtte til at hjælpe kvinderne med at klare sig. Desuden kræver jobbet en betydelig mængde følelsesmæssigt arbejde, hvor cheerleaderne skal udstråle en konstant tilstand af glæde og tilgængelighed, uanset deres personlige omstændigheder eller holdets præstation på banen. Serien berører også den mørkere side af deres højt profilerede status, herunder tilfælde af objektivering og chikane. Denne skildring præsenterer en stærk kritik af et system, hvor den enorme værdi og prestige af et globalt brand ikke afspejles i kompensationen til de kvinder, der er dets mest synlige ambassadører. Den afslører en dynamik, hvor symbolsk kapital – æren af at være en “Sweetheart” – forventes at erstatte en fair løn. Serien afslører også en kompliceret intern kønsdynamik, hvor en kvindeledet organisation håndhæver strenge standarder for udseende og adfærd, der er dybt forankret i forventningerne fra det offentlige blik.
En mesterklasse i lederskab, smedet i en smeltedigel
Et nyt og centralt tema for anden sæson er lederskab. Instruktør Greg Whiteley identificerer dette som en central fortælling og fokuserer på den formelle ledelsesstruktur i teamet, som består af fire gruppeledere og fire assistenter. Han beskriver deres tilgang som en “mesterklasse” i lederskab, kendetegnet ved dybt personligt engagement, selvopofrelse og en evne til at balancere medfølelse med håndhævelsen af holdets berømt høje standarder. Dette fokus på peer-lederskab tilbyder en modfortælling til det ydre pres og fremhæver den støttende interne kultur, som kvinderne bygger for sig selv. Serien fortsætter med at udforske det stærke “søsterskab”, der dannes blandt cheerleaderne, et bånd, der gøres mere komplekst af, at disse kvinder også er hinandens direkte konkurrenter. Dette paradoks – hård konkurrence, der eksisterer side om side med dyb støtte – er den følelsesmæssige kerne i holdets dynamik. Denne ledelsesstruktur ser ud til at være mere end blot et positivt aspekt af holdets kultur; det er en nødvendig overlevelsesmekanisme. I et miljø defineret af intenst pres, usikkerhed og mangel på robust institutionel støtte til personligt velvære har cheerleaderne skabt deres eget system for gensidig hjælp. Dette peer-ledede netværk giver den følelsesmæssige og praktiske støtte, som organisationen selv ikke tilbyder, og demonstrerer en form for kollektiv modstandskraft født af nødvendighed.
Instruktørens blik: At forme en nuanceret fortælling
Seriens dybde og tone er uløseligt forbundet med dens instruktør, Greg Whiteleys, signaturstil. Hans tilgang, som han har beskrevet som at dokumentere med et “koldt blik, men et varmt hjerte”, indebærer at præsentere historier med empati, mens han forbliver agnostisk over for de større temaer, hvilket giver publikum mulighed for at drage deres egne konklusioner. Hans tidligere arbejde viser en fascination af det menneskelige drama i konkurrenceprægede subkulturer med høje indsatser. Whiteley har udtalt, at hans hold kun lige var begyndt at trænge igennem den “tilknappede” kultur i Cowboys-franchisen, da første sæson sluttede, og denne nye sæson repræsenterer opfyldelsen af hans ønske om dybere adgang. Hans filmmetode fungerer som en slags narrativ trojansk hest. Ved at nærme sig sine emner med generøsitet og fokusere på deres menneskelige historier vinder han tilliden fra både organisationen og seerne. Denne tillid giver ham den adgang, der er nødvendig for at dokumentere cheerleadernes virkelighed i detaljer. Derved opstår de systemiske kritikpunkter – den lave løn, det intense pres, de personlige ofre – organisk fra de observerede fakta i deres liv, snarere end fra en åbenlys forfatterdom. Dette gør afsløringerne mere magtfulde, da publikum føler, at de selv opdager disse svære sandheder.
Udviklingen af et ikon
America’s Sweethearts: Dallas Cowboys Cheerleaders markerer en betydelig udvikling fra sin forgænger, CMT’s Dallas Cowboys Cheerleaders: Making the Team, som kørte i 16 sæsoner. Mens det tidligere show primært fokuserede på audition-processen med en mere salgsfremmende tone, vedtager Netflix-serien en mere rå, kritisk dokumentarstil, der undersøger hele sæsonen og afslører “revnerne” i den ikoniske facade. Serien giver et nutidigt perspektiv på det vedvarende lederskab af direktør Kelli Finglass og koreograf Judy Trammell, duoen, der har ledet organisationen siden 1991 og krediteres for at have forvandlet DCC fra en økonomisk byrde til et globalt anerkendt, profitabelt brand. Deres årtier lange ledelse er en historie om omhyggelig brand-management, og denne doku-serie er dens seneste, mest komplekse kapitel. Samarbejdet er strategisk for begge parter. For Dallas Cowboys er det en mulighed for at modernisere deres image og engagere et globalt streaming-publikum med en fortælling om opfattet autenticitet. For Netflix er det et højt profileret stykke sportsrelateret indhold, der udnytter et af verdens mest magtfulde sportsbrands.
Alle syv afsnit af anden sæson af America’s Sweethearts: Dallas Cowboys Cheerleaders havde premiere på streamingtjenesten Netflix den 18. juni.
