Lad os være helt ærlige: I årtier har Eddie Murphy spillet et dobbeltspil. Han har på én gang været en af planetens mest blændende stjerner og en næsten usynlig mand, der var notorisk privat. Hans karriere er en søjle i popkulturen, men den virkelige person har mesterligt undgået det berømmelsens cirkus, han selv var med til at definere. Nu lægger en ny Netflix-dokumentar, Beeing Eddie, kortene på bordet: Fuld adgang i bytte for, endelig, at forstå manden bag myten.
Filmen distancerer sig fra første minut ved at tage publikum med derhen, hvor de aldrig har været før: ind i komikerens private verden. For “første gang” krydser kameraerne tærsklen til hans hjem. Dette VIP-pas suppleres af et arsenal af “hidtil usete optagelser” og nye, direkte og afslørende interviews med Murphy selv.
Instruktøren, den to-dobbelte Oscar-vinder Angus Wall, rammer hovedet på sømmet. Spørgsmålet, der driver filmen, er fascinerende: Murphy “har været berømt længere end næsten nogen anden nulevende person”, og mod alle odds “har han aldrig mistet, hvem han er”. Dokumentaren undersøger, hvordan dette ikon “overlevede det hele med værdighed”. Implikationen er klar: Hans legendariske privatliv var ikke blot tilbagetrukkenhed; det var en forsvarsmekanisme. At lukke kameraerne ind i sit hjem er ikke et reality-show-trick; det er den metaforiske nøgle til hans overlevelsesmanual. Filmen afslører, at Murphys mål aldrig var berømmelse, men ‘ro i sindet’. Hans hjem er derfor den fæstning, han byggede for at beskytte netop det. Beeing Eddie positionerer sig ikke kun som en biografi; det er afsløringen af Murphys livstese: hvordan man bliver ved med at “være” sig selv, når berømmelsen truer med at opsluge alt.
Den 19-årige frelser: Omskrivningen af komediens spilleregler
For at forstå manden spoler filmen tilbage til mytens fødsel. Og myten begynder med en “teenagekomiker” fra Brooklyn. Murphys tidslinje er stadig forbløffende: Han landede på holdet hos Saturday Night Live som bare 19-årig.
Beeing Eddie understreger konteksten, for den er afgørende. Murphy blev ikke en del af en institution på sit højdepunkt; han sprang ombord på en synkende skude. Skaberen, Lorne Michaels, og hele det oprindelige hold (ikonerne) var stoppet. Den nye producer, Jean Doumanian, stod over for en umulig opgave: at erstatte alle og, tilmed, med drastiske budgetnedskæringer.
På grund af disse nedskæringer blev Murphy ikke engang ansat som stjerne: Han kom ind som en simpel “featured player”. Han var ikke kanalens store satsning. Men i det magttomrum detonerede hans talent. “Han trådte hurtigt frem som programmets vigtigste performer.” Han skabte på egen hånd en ny generation af karakterer, der definerede SNL, fra ‘Mister Robinson’ (en skarp parodi på børneværten Mister Rogers) til hans uforglemmeligt sure version af Gumby.
Konklusionen er klar: Denne teenager hjalp, på egen hånd, med at redde SNL. Dette skabte Murphy-arketypen. Hans store gennembrud var ikke bare et job; det var en redningsaktion. Han demonstrerede en unik evne til at trives i kaos ved at omskrive reglerne – ikke for at passe ind, men for at dominere. Det er et mønster, der ville gentage sig: Da hans filmkarriere vaklede, “triumferede han igen”, denne gang ved at redde sig selv med et mesterligt sceneskift.
Sejrsstimen: “De havde aldrig set en ung, sort mand tage styringen”
Efter at have konsolideret sin trone på tv forlod Murphy SNL for at lancere et angreb på to fronter: film og stand-up. Hvad der fulgte, var en periode med kulturel dominans, som kun få har matchet. Dokumentaren udforsker det dødsforagtende spring fra tv-stjerne til absolut box-office-herredømme.
Hans første store filmsucces, 48 timer, satte ham sammen med Nick Nolte. En sigende detalje for tiden: Rollen var oprindeligt tænkt til Richard Pryor, titanen fra den forrige generation. Men fra det øjeblik, vi hører Murphy, før vi ser ham, hvor han skråler “Roxanne” af The Police for fuld hals fra sin celle, er det tydeligt, at en ny form for energi netop havde ramt Hollywood.
Den film blev fulgt op af en næsten uafbrudt kæde af blockbustere, der definerede en æras komedie: Bossen og bumsen og, vigtigst af alt, Frækkere end politiet tillader. Sidstnævnte var ikke en ‘buddy comedy’ eller en ensemblefilm; det var en ren stjernepræstation, bygget sten for sten på Murphys altødelæggende personlighed og “frække” komik. Den blev et globalt fænomen.
Parallelt udgav han monumentale stand-up specials (inklusive Eddie Murphy Raw) og demonstrerede en absurd alsidighed ved at spille fire forskellige roller i Coming to America. Dokumentaren genfinder Murphys egen refleksion over denne seismiske æra, og hans forklaring er rammende: “Mine ting eksploderede, fordi de aldrig havde set en ung, sort person tage styringen.” Det er tesen om hans stjernestatus. Murphy bad ikke om lov til at træde ind i de eksisterende komediestrukturer; han tvang industrien til at tilpasse sig ham. Han beviste, at en sort hovedrolleindehaver, uden diskussion, kunne være planetens største filmstjerne.
Godfatheren, Professoren og Æslet: Foreningen af to Eddie-æraer
Uundgåeligt måtte den glødende sejrsstime bremse op. Efter en “række fiaskoer” i det følgende årti afskrev mange i branchen ham. Men Beeing Eddie fortæller ikke dette som en slutning, men som en “evolution”. Frelser-arketypen vendte tilbage, men denne gang reddede Murphy sig selv, og han gjorde det med en total genopfindelse.
Han “triumferede igen”, men på en helt ny spilleplade. Han stod i spidsen for nye versioner af The Nutty Professor og Dr. Dolittle. Det var ikke små sejre; det var massive blockbustere, der introducerede ham for en generation, der ikke engang var født, da han ejede 80’erne. Dokumentaren synes fast besluttet på at sprænge den falske modsætning mellem Eddie fra Raw og Eddie fra Shrek. Den hævder, at skiftet ikke var et forræderi mod hans oprindelse, men en fortsættelse.
Murphys evne til at dele sig i The Nutty Professor (hvor han spillede næsten hele Klump-familien) kom ikke ud af ingenting: Den er en direkte forlængelse af hans legendariske evne til at imitere og de mange roller, han allerede havde mestret i Coming to America.
Samtidig blev hans stemme et ikon. Han var Mushu i Disneys Mulan og gav, på uforglemmelig vis, liv til Æsel i Shrek-franchisen. For det yngre publikum, der kun identificerer ham med det talende æsel, lover dokumentaren en “genopdagelse” af, hvorfor Murphy forbliver en af komediens “største innovatorer”.
Denne periode bød også på hans mest roste dramatiske arbejde, som indbragte ham en Golden Globe og en Oscar-nominering for sin inkarnation af soulsangeren James “Thunder” Early i Dreamgirls. Beeing Eddie forsvarer dette skifte, ikke som et “sell-out”, men som et mestertræk, både forretningsmæssigt og kunstnerisk. Det tillod ham at kontrollere sit brand, opnå en lang levetid, som hans jævnaldrende ikke formåede, og bringe sit arbejde ud til et globalt publikum – alt sammen uden at opgive sit kreative DNA: den totale performer, manden med de tusind ansigter.
Den inderste kreds’ dom: Vidnesbyrd fra komediens elite
Måske findes det klareste bevis på Murphys indflydelse ikke i billetsalget, men i vidnesbyrdet fra hans kolleger. Beeing Eddie samler et veritabelt “who’s who” af moderne komedie, en “stjerneliste af kolleger og beundrere” indkaldt for at “hylde” ham.
Gæstelisten er, helt ærligt, forbløffende. Den inkluderer næsten alle de titaner, der har defineret komedien efter ham: Chris Rock, Kevin Hart, Dave Chappelle, Jamie Foxx, Jerry Seinfeld, Arsenio Hall og Tracy Morgan.
Deres formål i filmen er klart: at vidne. De er der for at formulere en konsensus. De siger, at Murphys “frygtløse kreativitet” “ændrede verden, ikke kun amerikansk kultur”. De hævder, at han “banede vejen for næsten enhver stor komiker, der fulgte efter ham”. Tilstedeværelsen af netop denne gruppe er i sig selv dokumentarens tese. Rock, Chappelle og Hart er ikke bare stjerner; de er hans direkte kunstneriske arvinger. Og Seinfelds deltagelse, som kommer fra en helt anden gren af komedietræet, understreger Murphys universelle gennemslagskraft. Filmen portrætterer ham ikke bare som en konge, men som en kongemager: Den Godfather, hvis succes og vovemod gjorde alt, hvad der fulgte, muligt.
Manden bag myten: Generøsitet og sindsro
Efter at have kortlagt opstigningen, dominansen, genopfindelsen og arven, vender Beeing Eddie tilbage til det oprindelige spørgsmål: Hvem er manden, der “overlevede med værdighed”? Dokumentaren slutter cirklen ved at vende tilbage til kernen af personen, ikke den offentlige figur.
Og her afslører den en side af Murphy, som er ukendt for offentligheden: hans “private gavmildhed”. Dokumentaren bringer frem i lyset, hvordan Murphy betalte af egen lomme for begravelsesomkostningerne for indflydelsesrige personer, han beundrede, såsom komikeren Redd Foxx og musikeren Rick James. Han sørgede endda for en gravsten til Billie “Buckwheat” Thomas fra den klassiske serie Our Gang.
Denne diskrete og generøse karakter, langt fra rampelyset, passer perfekt med den filosofi, Murphy selv erklærer i filmen. Hans mål er ikke længere billetsalg eller det næste hit. Hans erklærede mål er at “forfølge sindsro”.
Dokumentaren tilbyder således et fuldendt portræt, der antyder, at det var hans væsen uden for scenen, der gjorde hans legendariske karriere på den mulig. Filmen slutter cirklen og vender tilbage til manden i sit hjem, i den fæstning af sindsro, som han selv byggede. I en afsluttende refleksion, der opsummerer hele hans rejse, afslutter Murphy selv: “Hvis du opnår det [sindsro], så har du alt”.
Beeing Eddie har premiere på Netflix den 12. november.
