En ny dokumentarfilm tegner et intimt og moderne portræt af sort broderskab og fællesskab gennem en hidtil uset adgang til en af New Orleans’ mest hæderkronede kulturinstitutioner. Filmen, med titlen “En konge som mig”, følger medlemmerne af Zulu Social Aid & Pleasure Club, byens første og mest historiske sorte Mardi Gras-“krewe” (karnevalsforening), mens de navigerer i en tid præget af stor modgang. Med en spilletid på omkring 90 minutter centrerer dokumentaren sin fortælling om klubbens beslutsomme kamp for at bringe sin ikoniske parade tilbage i gaderne til Mardi Gras-dagen i 2022. Selvom historien er dybt forankret i New Orleans’ særegne kultur, fortæller dens udforskning af, hvordan et fællesskab bevarer tradition, identitet og glæde mod overvældende odds, en universel historie om menneskelig udholdenhed. Filmen bruger det konkrete mål om en enkelt parade som et redskab til at udforske langt større temaer og omsætter en hyperlokal historie til et medrivende menneskeligt drama med global rækkevidde.
Et samfund testet af en række kriser
Dokumentaren beskriver omhyggeligt den kæde af kriser, der truede ikke kun Zulu-paraden i 2022, men selve klubbens fundament. Fortællingen udspiller sig på baggrund af en global pandemi, der ramte det sorte samfund i New Orleans uforholdsmæssigt hårdt og blotlagde systemiske uligheder i sundhedssystemet. Zulu Club, et broderskab på over 800 mænd, led et enormt tab, da seksten medlemmer døde, efter at mere end halvfjerds var blevet smittet med COVID-19. Denne sundhedskrise blev forværret af orkanen Idas ødelæggelser og den vedvarende tragedie med våbenvold, som også kostede klubmedlemmer livet. Filmen trækker en direkte linje fra disse nutidige udfordringer til klubbens tidligere prøvelser, herunder oversvømmelsen af deres klubhus under orkanen Katrina, og fremstiller kampen for at afholde paraden i 2022 som det seneste kapitel i en århundredlang saga om sejlivethed. Gennem det stærke vidnesbyrd fra medlemmer som Terrence Rice bevæger filmen sig ud over den kulturelle fejring for at stille skarpe spørgsmål om den amerikanske drøm. Hans følelsesladede kommentar om kampen for at gøre alt rigtigt kun for at blive “trådt på hver eneste dag i dit liv” løfter filmens centrale spørgsmål fra, om paraden vil finde sted, til hvorfor dette samfund konstant skal kæmpe så hårdt blot for at eksistere og opleve glæde. Dokumentaren, som indeholder advarsler om indhold med racisme, klassediskrimination og død, portrætterer i sidste ende et fællesskab, der selv i sine mørkeste øjeblikke holder fast i sit motto: “Let the good times roll”.
Oprindelsen til en social- og fornøjelsesklub
For at forstå klubbens modstandskraft dykker filmen ned i dens oprindelse og sporer dens historie tilbage til 1909. Den begyndte som en marchklub af arbejdere kendt som “The Tramps” (Vagabonderne), der paraderede med en løssluppen respektløshed. Den første konge, William Story, bar en krone lavet af en fedtdåse og et bananblad som scepter. Et afgørende øjeblik indtraf, da medlemmerne så en vaudeville-sketch med titlen “Der var aldrig og vil aldrig blive en konge som mig”. Inspireret af forestillingens afrikanske tema adopterede gruppen navnet “Zulu”. I 1916 blev organisationen formelt stiftet som Zulu Social Aid & Pleasure Club. Dette navn var en missionserklæring. Klubben var modelleret efter de afroamerikanske velgørenhedsforeninger, der var afgørende for overlevelse i det 19. og tidlige 20. århundrede, og som tilbød medlemmerne livsvigtige ydelser som dækning af begravelsesomkostninger og økonomisk bistand, i en tid hvor de etablerede institutioner nægtede dem den slags støtte. De tidlige parader blev sponsoreret af sort-ejede virksomheder, især Gertrude Geddes Willis bedemandsforretninger. Dette grundlæggende formål – først som en gensidig hjælpeforening og derefter som en parade-“krewe” – præsenteres som nøglen til klubbens lange levetid og dens dybt rodfæstede autoritet i New Orleans-samfundet.
En arv skabt i tradition og kontrovers
Dokumentaren analyserer omhyggeligt klubbens mest ikoniske og komplekse traditioner og afslører dem som et resultat af økonomisk nød og datidens racepolitik. Filmen behandler den kontroversielle brug af “blackface”-makeup og forklarer dens oprindelse i vaudeville-shows, hvor det var en almindelig praksis for både sorte og hvide kunstnere. Det var også en praktisk løsning for de tidlige medlemmer, der ikke havde råd til de kunstfærdige masker, som andre “krewes” bar. Dokumentaren præsenterer den moderne fortolkning af praksissen som en handling af “empowerment” – en måde at generobre og latterliggøre den racisme, den engang symboliserede. På samme måde opstod traditionen med at kaste dekorerede kokosnødder, fordi “krewe’en” ikke havde råd til de dyre glasperler fra rigere, hvide “krewes”. Medlemmerne, hvoraf mange arbejdede på markederne i French Quarter, kunne skaffe kokosnødder – og i starten endda billigere valnødder – til en lav pris. Disse traditioner, født af begrænsninger, blev uudslettelige symboler på klubbens identitet. Filmen beskriver også udviklingen af paradens persongalleri – herunder Kongen, Heksedoktoren og Mr. Big Stuff – og dens kønsroller. Fra 1923 til 1933 optrådte mandlige medlemmer i rollen som Zulu-dronningen, men i 1948 blev Zulu den første “krewe”, der havde en kvindelig dronning kørende på sin egen vogn i paraden.
Fra paria til en grundpille i lokalsamfundet
Filmen skildrer klubbens dramatiske rejse gennem det 20. århundrede. Et højdepunkt af anerkendelse kom, da jazzlegenden Louis “Satchmo” Armstrong, som betragtede det som en af sine største æresbevisninger, regerede som Kong Zulu i 1949. Under borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne stod klubben dog over for en dyb krise. Dens traditioner, især “blackface”, blev kritiseret af mange i det sorte samfund som nedværdigende. Stillet over for opfordringer til boykot svandt medlemstallet ind til kun seksten. Et afgørende vendepunkt kom i 1969, da byen gav Zulu tilladelse til at paradere på Canal Street, den store hovedgade, der historisk var forbeholdt hvide “krewes” – en betydelig borgerrettighedssejr. Denne udvikling symboliseres stærkt af historien om Ernest “Dutch” Morial. Som NAACP-leder havde Morial støttet boykotterne; år senere, som New Orleans’ første sorte borgmester, blev han et “stolt og aktivt medlem” af klubben. I de følgende årtier genoplivede Zulu sin mission om “social hjælp” ved at organisere indsamlinger til forskning i seglcelleanæmi, bespise de trængende og etablere ungdomsprogrammer og et gospelkor, hvilket cementerede dens status som en grundpille i lokalsamfundet.
Visionen bag kameraet
“En konge som mig” er spillefilmsdebuten for Matthew O. Henderson, en indfødt newyorker med over femten års erfaring som producer og kameraoperatør. Hans erklærede filmfilosofi er at “fortælle den historie, du finder, ikke den, du forventer at finde”, en tilgang, der giver filmen en observerende stil, der minder om cinéma vérité. Dette intime perspektiv afbalanceres af et producerteam, der inkluderer Fisher Stevens, en Oscar-vindende dokumentarist kendt for sit arbejde med politisk og miljømæssig aktivisme. Projektet støttes af et konsortium af produktionsselskaber, herunder HartBeat Productions, Impact Partners og det New Orleans-baserede Gusto Moving Pictures, som leverede lokale produktionstjenester. Efter sin verdenspremiere på SXSW Film Festival blev dokumentaren hyldet som et officielt udvalg på andre fremtrædende festivaler, herunder New Orleans Film Festival, hvilket understreger dens betydning i dokumentarlandskabet.
Filmen fremstår i sidste ende som et vitalt kulturelt dokument, en historisk bevarelseshandling, der kodificerer de komplekse traditioner og mundtlige overleveringer fra Zulu Social Aid & Pleasure Club for en ny generation. Ved at flette klubbens rige fortid sammen med dens presserende nutid fortæller “En konge som mig” en historie, der på én gang er unik for New Orleans og universel i sine stærke temaer om fællesskab, historie og den ukuelige menneskelige ånd.
Dokumentaren har premiere på Netflix den 19. juni.
