Den nye Netflix-dokumentar, Haftbefehl, dykker ned i den komplekse psyke hos en af tysk hiphops mest indflydelsesrige og polariserende figurer: Aykut Anhan, manden kendt som Haftbefehl. Produktionen er ikke en typisk musikbiografi, men et skarpt psykologisk portræt, der søger at nedbryde facaden af “gangster-rapperen” for at afsløre et individ ved et kritisk vendepunkt. Fra starten tegner fortællingen et billede af en mand, der er “fanget i en konstant kamp med dæmonerne fra sin fortid og nutid”.
Filmens centrale konflikt indkapsles på en ødelæggende måde i en udtalelse fra hans kone, Nina Anhan: “Jeg elsker Aykut… ikke Haftbefehl.” Denne sætning fungerer ikke kun som dokumentarens følelsesmæssige anker, men etablerer også dens grundlæggende tese: personen og den kunstneriske persona er ikke kun forskellige, men er i en direkte og destruktiv konflikt. Filmen finder kunstneren på et “kritisk tidspunkt” i hans liv, en periode hvor der efter monumental succes er blevet mere “stille” omkring ham, hvilket antyder en personlig krise, som fortællingen har til hensigt at afdække.
Projektet lover en “radikalt autentisk og ufiltreret” vision, et “sjældent og usminket portræt”, der afspejler den samme råhed, som katapulterede hans musik til berømmelse. Denne tilgang adskiller dokumentaren fra en helgenbiografi. Det er ikke en fejring af succes, men en dissektion af en krise. Hovedkonflikten er ikke ekstern – samfundet mod rapperen – men intern: Aykut mod Haftbefehl. Personaen, “Haftbefehl”, positioneres således ikke som redskabet for hans succes, men som den primære antagonist i Aykut Anhans livshistorie.
Flere artikler
Krønike fra Offenbach: Vredens rødder
For at forstå manden dykker dokumentaren ned i gaderne i Offenbach am Main, byen hvor Aykut Anhan blev født i en tyrkisktalende familie, med en mor fra Giresun og en kurdisk-zaza-far fra Tunceli. Hans musik er et direkte ekko af “hans ungdoms hårdhed”, et miljø hvor “fattigdom, kriminalitet, stoffer og vold var allestedsnærværende”. Filmen bruger “kraftfulde billeder” til at illustrere, hvordan traumerne fra hans barndom gradvist skubbede ham “mod afgrundens rand”.
Katalysatoren for denne spiral var hans fars selvmord, da Anhan kun var 14 år gammel. Dokumentaren udforsker dette sår med en rystende råhed. Hans bror Aytac husker Aykuts instinktive reaktion på nyheden: “han slog hovedet mod muren”. Anhan reflekterer selv: “Jeg var så psykisk fucked, at jeg slet ikke opfattede det.” Måneder tidligere havde han forhindret et tidligere selvmordsforsøg fra sin far ved at være vågen hele natten i gangen af frygt for, at han ville dø. Dette traume præsenteres som det centrale psykologiske sår, der informerer hans efterfølgende årtier med afhængighed og uro.
Familiemiljøet var allerede en krudttønde. Hans far beskrives som en “spiller, mafioso og narkohandler”, der håndterede millioner på kasinoet, mens familien boede i et socialt boligbyggeri med “to millioner mark gemt under madrassen”. Efter sin fars død blev Anhans liv kaotisk. Han flygtede til Istanbul for at undgå en fængselsstraf, boede i Holland og vendte til sidst tilbage til Offenbach for at skrive sine første tekster. Disse oplevelser blev råmaterialet til hans kunst og understøttede en “kompromisløs autenticitet”. I modsætning til andre historier i genren er der i Haftbefehls arbejde “næsten ingen overdrivelser. Meget af det, han rapper om, skete præcis sådan.” Navnet på hans første pladeselskab, Echte Musik (Ægte Musik), var en principiel erklæring, som han har fulgt bogstaveligt til i dag.
Den tyske rap-revolution
Da Haftbefehl brød igennem på musikscenen, “ændrede han den for altid”. Han blev en figur, som mange unge mennesker, især dem med indvandrerbaggrund, kunne identificere sig med. Hans gennemslagskraft skyldtes en kombination af “kraftfulde beats”, en “rå måde at rappe på” og et “særpræget slang (‘Kanakiş’)”, der gennemsyrede populærkulturen. Udtryk som “Azzlack” og “Babo” definerede ikke kun hans musik, men blev også integreret i tysk ungdomsslang.
Hans karriere er præget af en række album, der efterlod et uudsletteligt aftryk på tysk hiphop. Hans debut, Azzlack Stereotyp (2010), etablerede ham solidt på scenen og skabte udtrykket “Azzlack”. Det blev fulgt op af Kanackiş (2012), som cementerede hans status ved at nå top 10 på de tyske hitlister. Det var dog Russisch Roulette (2014), der blev hyldet som hans “mesterværk” og gjorde ham til en uventet “favorit hos kulturpressen”. År senere fortsatte han med at udforske mørke og selvkritik med Das weisse Album (2020) og nåede et nyt kreativt højdepunkt med Das schwarze Album (2021), et værk der betragtes som en “milepæl i tysk rap”, som udforsker håbløshed og apokalypse. Disse skelsættende album tegner udviklingen af en kunstner, der gik fra at være en stemme fra gaden til et kulturelt fænomen.
Haftbefehls usandsynlige appel til intellektuelle kredse og “feuilleton” (kultursektionen i pressen) er et centralt aspekt af hans eftermæle. Selvom betegnelsen “gadens Goethe” er blevet en kliché, er hans evne til at formulere “frustration, vrede og sorg” hos en marginaliseret generation med brutal poetisk kraft ubestridelig. Hans succes var ikke et rent musikalsk fænomen, men også et sociologisk. Han krydsede ikke over til mainstream; han trak mainstreams opmærksomhed til sin verden.
Bag kameraet: Skabelsen af et intimt portræt
Dokumentarens troværdighed er forankret i dens kreative team. Den blev instrueret af Juan Moreno, en prisvindende journalist, og Sinan Sevinç, en multi-prisvindende filmskaber. I to år fulgte de Anhan og anvendte en tilgang, der kombinerer journalistisk stringens med en poleret filmisk vision.
En nøglefigur var skuespilleren Elyas M’Barek (Fack ju Göhte), der debuterer som producer. Den oprindelige idé opstod fra samtaler om en potentiel spillefilm. Men på M’Bareks forslag udviklede konceptet sig til en dokumentar, en beslutning der understreger en forpligtelse til autenticitet. M’Barek fungerede som en “kreativ mentor” og guidede projektet gennem sit produktionsselskab, 27 KM’B Pictures.
Filosofien, der guidede produktionen, opsummeres i et retorisk spørgsmål stillet af skaberne: “Hvad nytter et spejl, hvis det kun viser et smil, men aldrig arrene?” Det primære mål var “sandfærdighed”, intentionen om at vise en hud, der “ikke kun skinner, men også bløder”.
Dokumentarens stemmer: Familie, venner og kolleger
Portrættet af Haftbefehl er bygget op gennem et kor af stemmer, fra hans inderste cirkel til de mest respekterede figurer i tysk musik. Hovedpersonerne inkluderer Aykut Anhan selv, hans kone Nina og hans brødre Cem og Aytac.
Nina Anhans perspektiv er særligt afslørende og tilbyder et brutalt ærligt syn på den destruktive indvirkning af “Haftbefehl”-personaen på hendes familie. Hun beskriver, at hun føler sig “næsten som en enlig mor” og beklager, hvordan deres forbindelse er blevet svækket på grund af den “rockstjerne-livsstil”, hendes mand fører.
For at modvirke denne barske virkelighed præsenterer dokumentaren en imponerende række af branchefolk – Xatar, Marteria, Jan Delay, Kool Savas, Peter Fox, Bausa og Moses Pelham, blandt andre – der vidner om hans kunstneriske geni. På trods af at de kender til hans kampe, er der en enstemmig konsensus: “der har ikke været en større kunstner i tysk rap til dato”. Denne sidestilling skaber et komplekst portræt, hvor hans geni er ubestrideligt, hvilket gør hans rejse mod selvdestruktion endnu mere tragisk.
Den indre kamp: På afgrundens rand
Dokumentaren behandler uden omsvøb sit mørkeste emne: stofmisbrug og mental sundhedskrise. Filmen følger kunstneren “på randen af selvdestruktion mellem gangster-rap, familie og enorme mængder kokain”. Anhan beskriver selv sin afhængighedscyklus som en form for flugt: “Når jeg ser, at alle har det godt, trækker jeg mig tilbage og vil være høj… Så går jeg ind i mit hul, er høj, og kommer ud efter fem dage.”
Situationen blev så desperat, at hans yngre bror, Cem, blev tvunget til at gribe ind, overbevist om, at “hvis vi ikke gør noget nu, dør han”. Denne intervention førte til et ophold på en lukket institution i Istanbul, et vendepunkt som Haftbefehl selv anerkender som afgørende. “Jeg ville være død, hvis jeg ikke var kommet derind. Jeg var praktisk talt allerede død,” reflekterer han.
Dokumentaren positionerer sig eksplicit “langt fra gade-rap-klichéerne, der glorificerer stoffer eller vold”. Betydeligt nok undergraver fortællingen den typiske forløsningsbue. Den giver ingen klar konklusion på, om Haftbefehl er clean i dag, og efterlader seeren med en vedvarende følelse af bekymring for hans fremtid. Dette valg er en stærk erklæring om den kroniske natur af helbredelse. Kampen er ikke forbi, og filmen nægter at tilbyde lette svar.
Haftbefehl overskrider musikdokumentargenren for at tilbyde et komplekst og dybt menneskeligt portræt af en ikonisk kunstner ved en eksistentiel skillevej. Det er ikke en succeshistorie, men en krønike om overlevelse og en undersøgelse af de høje omkostninger ved radikal autenticitet.
Dokumentaren har premiere på Netflix den 28. oktober.
