Guillermo del Toro, filmskaberen der lærte os, at skønhed kan have gæller, og at uskyld ofte kræver ulydighed for at overleve, har altid befundet sig i et ukomfortabelt rum: krydsfeltet mellem æstetisk rædsel og radikal ømhed. Hans narrative univers er et vedvarende argument for det defekte, det marginaliserede og det herligt ukorrekte. For mange fortæller Del Toro ikke bare historier; han tegner et følelsesmæssigt kort, der retfærdiggør eksistensen af det, samfundet ihærdigt forsøger at skjule.
Det ufuldkomne monsters banket: Et dybt personligt indblik
Denne dybt personlige vision er omdrejningspunktet i Sangre del Toro, dokumentarfilmen der præsenteres som det mest intime røntgenbillede af hans kreative psyke. Det er mindre en formel biografi og mere en nedsænkning i den mentale arkitektur, der giver liv til hans skabninger. Filmen er instrueret af den franske filmskaber Yves Montmayeur, en dokumentarist med stor erfaring i at udforske filmens verden, som præsenterede værket i sektionen Venice Classics. Filmen bevæger sig bevidst væk fra den kronologiske tidslinje. Montmayeur, der har en karriere på to årtier bag sig, søger at tilbyde en “intim rejse” ind i det kreative univers og portrættere Del Toro ganske enkelt “i et øjeblik af hans liv”.
Dokumentaren fokuserer på at optrevle den mexicanske instruktørs mentale arkitektur. Det er ikke en klassisk biografi, men derimod en direkte indtræden i instruktørens sind, der samler vidnesbyrd fra Del Toro selv og tætte samarbejdspartnere, såsom art director Eugenio Caballero. Visuelt benytter filmen sig af et genialt greb: Den bruger mange billeder fra den gigantiske udstilling En casa con mis monstruos (Hjemme med mine monstre), der blev præsenteret i Guadalajara i 2019. Udstillingen er i sig selv et studieobjekt, da den fokuserer på kunsten i det, der betragtes som monstrøst, ikke kun i fysisk form, men også i dets “adfærd eller betydning”.
Ved at blande dette enorme personlige arkiv med scener fra hans store produktioner, såsom Hellboy, Pans Labyrint eller The Shape of Water, bruger dokumentaren samlingen, som var den biografien selv. Udstillingen, der er en syntese kurateret af Del Toro over alle hans indflydelser (fra mexicanske religiøse kunstgenstande til referencer til Edgar Allan Poe), giver dokumentaren mulighed for at kortlægge instruktørens psykologiske udvikling uden at skulle følge en lineær kalender. Filmens struktur efterligner derfor den associative og ikke-lineære natur i Del Toros egen fantasi.
“Vi er nødt til at være i stykker”: Filosofien om kunst uden stamtavle
Hvis der er et filosofisk punkt, der definerer essensen af den mexicanske instruktør, og som dokumentaren fanger på afgørende vis, er det hans forsvar for det ukorrekte. Del Toro overraskede i Venedig med en erklæring, der bliver den centrale tesé i hans kunst: Ufuldkommenhed er ikke en mangel, men den nødvendige kilde til skabelse. Ved at fange instruktørens stemme i et øjeblik af stor overbevisning understreger dokumentaren hans påstand om, at ufuldkommenhed er noget ønskværdigt.
Del Toro formulerede det kontant og med en portion sort humor: “Vi kan være i stykker og skabe kunst. Faktisk skal vi være i stykker!”. Denne idé går ud over en simpel tilladelse til at fejle; det er en dyb refleksion over autenticitet. Sand kunst, antyder han, skal fødes af ubehag og friktion. Denne fejlbarlighedens filosofi præsenteres som en kraftig afvisning af kravene om renhed eller perfektion, der pålægges af rigide strukturer.
Det retoriske spørgsmål, Del Toro stiller, afslører den sociale hensigt med hans arbejde: “Vi har ikke en stilling i kirken, vi er ikke politikere, så hvorfor skulle vi være perfekte?”. Ved at kaste behovet for en moralsk eller institutionel stamtavle af sig, frigør kunstneren sig til at portrættere den menneskelige sandhed i dens “råeste træk”. Accepten af disse fejl og denne iboende “ødelagthed” forbinder sig direkte med en af de store narrative motorer i hans filmografi: ulydighed.
Hvis den etablerede orden kræver en uopnåelig perfektion (dogmer, magt), så bliver handlingen at omfavne sin egen ufuldkomne virkelighed til den mest moralske og menneskelige handling. Det er ulydighed, der guider Ofelia i Pans Labyrint til at søge sandheden, og det er accepten af dødelighed og ufuldkommenhed, der tillader hans Pinocchio at opnå menneskelighed. Dokumentaren viser ved at trække disse paralleller, at Del Toros værk er et vedvarende argument imod hvidvaskningen af den sociale og følelsesmæssige virkelighed, hvor monsteret bruges som et værktøj til værdighed.
Guadalajaras labyrinter: Mexicansk blod i global horror
For at forstå, hvor denne appetit på det gotiske og det ufuldkomne stammer fra, rejser Sangre del Toro nødvendigvis til Guadalajara. Dokumentaren dykker ned i instruktørens formative barndom, en periode der var præget af en barnlig frygt for døden. Del Toro deler i filmen, hvordan hans forældre efterlod ham i biografen fra klokken ti om formiddagen for at se gyserfilm, et ritual der såede hans tidlige og dybe kærlighed til genren.
Dette tidlige og praktiske forhold til film blev etableret i en overraskende ung alder. Del Toro fortæller, hvordan han lavede sin første film som otteårig ved hjælp af sin fars Super 8-kamera. Denne detalje understreger, at hans identitet som filmskaber ikke var et sent kald, men en udtryksmæssig nødvendighed, der manifesterede sig næsten fra vuggen. Filmen sporer ikke kun oprindelsen af hans teknik, men også af hans æstetik. Ankerpunkterne for hans gotiske stil afsløres som dybt lokale.
Hans smag for det gotiske, tilstår han, kommer fra den imponerende katedral i Guadalajara. Desuden identificeres den mexicanske kultur, med dens fortrolighed og kult omkring døden, som et element, der er “meget dybt i Del Toros ånd”. Denne forbindelse står i kontrast til den gængse fortælling, der ofte ser gyserfilm som rent eurocentriske, og demonstrerer, at Del Toro filtrerede genren gennem prismet af fatalitet og latinamerikansk barok melodrama, hvilket løfter den mexicanske ikonografi til et indflydelsesniveau så vitalt som de klassiske monstre. Et konstant narrativt element i hans historier er hans kærlighed til labyrinter, en fascination som instruktøren også adresserer i dokumentaren. Labyrinten er per definition en struktur af søgen og forvirring, der indkapsler frygt og nødvendigheden af at finde en vej gennem et opfattet kaos. Ved at forbinde disse narrative strukturer med hans fødeegns geografi understreger dokumentaren, at Del Toros “blod” er en uadskillelig sammensmeltning af global horror og tradition fra Guadalajara.
Bleak House: Samlingen som en eksternaliseret bevidsthed
Hvis Del Toros barndom forklarer oprindelsen af hans fascination, er hans personlige samling i Los Angeles, kendt som The Bleak House (en reference til Charles Dickens), den håndgribelige materialisering af dette sind. Dokumentaren bruger denne residens, som er et usædvanligt museum fyldt med mere end 600 genstande, der afspejler hans besættelse, til at udforske hans evige fascination af det monstrøse.
Den berømte udstilling En casa con mis monstruos, hvis billeder er en visuel grundpille i dokumentaren, er i bund og grund den offentlige eksport af hans kreative bevidsthed. Samlingen er bevidst eklektisk, da dens formål er at undersøge det monstrøses kunst, ikke kun i dens fysiske form, men også i dens “adfærd eller betydning”. Udstillingen afslører Del Toros metode: hvordan han tager store og fremmede indflydelser (fra Poe og Lovecraft til Moebius) og transformerer dem ved at sætte dem i kontekst med den mexicanske fantastiske fantasi. Dette inkluderer sammenligningen af fremmede mytologier med religiøs kunst og politisk karikatur fra Mexico, der har historiske rødder, som går tilbage til kolonitiden.
Denne dedikation til hans genstande går langt ud over simpelt samleri. Da en del af hans samling blev pakket ned til udstillingen på Los Angeles County Museum of Art (LACMA), indrømmede instruktøren, at han følte sig dybt utilpas og erklærede, at huset føltes “tomt”. Han betragter disse skabninger og artefakter som sine “ledsagere” og sin “omsorgsperson”. Denne detalje afslører et dybt menneskeligt og sårbart aspekt af instruktøren. Bleak House er ikke bare et kunstlager, men et psykologisk fristed. Ved at vise denne følelsesmæssige afhængighed af hans “monstre” illustrerer dokumentaren, hvordan samling bliver en forsvarsmekanisme mod kaosset i omverdenen. Han er en kunstner, der har brug for at bygge et fysisk tilflugtssted for sin fantasi, og filmen dokumenterer det intime forhold mellem manden og hans skabninger.
Antagonistens anatomi: Den sande horror bærer jakkesæt og slips
Udforskningen af Del Toros sind i Sangre del Toro afslører, at hans fascination af monstre altid har været en indirekte form for samfundskritik. En grundlæggende præmis i hans film er, at magtstrukturer og systemisk undertrykkelse er de sande antagonister, ikke fantasivæsnerne. Hans film, såsom Pans Labyrint, bruger fantasien som “tilflugt og modstandshandling” mod “voksenverdenens undertrykkelse og vold”.
Instruktøren identificerer kilden til det moderne monster som ideologisk. Brutaliteten udspringer ikke af biologi eller det overnaturlige, men af “vished, dogmer og at følge ideen om, at der er os og dem”. Opdeling er for Del Toro roden til umenneskelighed, og hans film søger at udstille autoriteten, der maskerer grusomhed. Faktisk hævder han, at nutidens mest brutale monstre bærer “jakkesæt og slips”.
Denne filosofi får en vital nutidig relevans, når Del Toro anvender den på umiddelbare sociale problemer. I dokumentaren høres han reflektere over migrationens tilstand og beklage, hvor “absolut forfærdeligt” det er at se migration som en skadelig faktor. Han betragter denne holdning som vanvid, da et land som USA blev “skabt på baggrund af migration”. Ved at forbinde monsterets arketype, et marginaliseret og afvist væsen (som Frankensteins monster), med den moderne migrants oplevelse, forvandler Del Toro horror-genrens klassiske troper til en umiddelbar politisk lignelse om fremmedgørelse og grænsernes grusomhed. Dokumentaren bekræfter, at under den mørke fantasis overflade ligger en forfatter med et dybt humanistisk engagement, der søger empati selv i de mest deforme karakterer.
En sidste forestilling: Slutningen på en cyklus og den næste forvandling
Sangre del Toro ser ikke kun tilbage, men dokumenterer et professionelt vendepunkt. Dokumentaren indfanger atmosfæren af samarbejde og generøsitet, der definerer hans kreative proces. Del Toro, kendt for sin evne til at inspirere sine hold, beskrev en af sine hovedrolleindehavere som en, der ville gøre sin rolle til “et banketmåltid”, hvilket bekræfter hans engagement i et miljø, der fremmer ekspressivitet og høj kreativ ydeevne.
Men instruktørens mest afslørende vidnesbyrd er hans egen selvevaluering. Del Toro bekræfter kategorisk, at hans seneste filmprojekt repræsenterer slutningen på en æra: “Jeg vidste, at det er slutningen på en cyklus, det er jeg helt klar over”. Ifølge ham kulminerede alt, hvad han praktiserede og producerede gennem tre årtiers instruktion, i den film, hvilket markerer et punktum, før en “ny cyklus” begynder.
Denne erklæring giver Sangre del Toro en særlig historisk vægt. Dokumentaren, instrueret af Montmayeur, bliver ikke kun et casestudie i kreativitet, men den definitive retrospektive over filosofien, indflydelserne og metoden, der definerede den første fases Guillermo del Toro: manden bag Pans Labyrint, The Shape of Water og animationsfilmen Pinocchio. Ved at dokumentere den kreative bevidsthed netop som kunstneren erklærer afslutningen på sin dominerende æstetiske fase, fungerer filmen som den essentielle krønike over det “blod”, der drev disse tre årtier med fantasi. Montmayeurs værk er derfor en kulmination og et farvel, et detaljeret kort over den tilbagelagte vej før den næste kunstneriske metamorfose.
Mødet på Netflix
Gør jer klar til at træde ind i det mest ømme og skræmmende sind i moderne filmkunst, for den intime rejse i Sangre del Toro har premiere på Netflix den 21. november.
