Netflix-dokumentarserie undersøger ‘The Biggest Loser’s arv af “galskab” og metabolisk skade

En ny dokumentarserie, der har premiere på Netflix, vil genbesøge et af reality-tv’s mest populære og polariserende programmer. Med titlen ‘Fit for TV: The Reality of the Biggest Loser’ tager den tredelte serie et kig bag kulisserne på vægttabskonkurrencen, der blev et globalt fænomen, og udforsker de “gode, de dårlige og de komplicerede” aspekter. Serien er instrueret af Skye Borgman, hvis tidligere arbejde inkluderer den undersøgende dokumentar Girl in the Picture, og er produceret af Boardwalk Pictures, hvilket signalerer en intention om at bevæge sig ud over reality-tv’s genforeningsklicheer og ind i seriøs journalistik.

The Biggest Loser debuterede på NBC i 2004 og kørte i 18 sæsoner, før det senere flyttede til USA Network. Det blev en seermagnet, bygget på en simpel præmis: overvægtige deltagere konkurrerede om at tabe den højeste procentdel af deres kropsvægt for en hovedpræmie på 250.000 dollars. Showet præsenterede sig selv som et redskab til livsændrende transformation og inspirerede millioner af seere. ‘Fit for TV: The Reality of the Biggest Loser’ lover dog at udforske kløften mellem denne offentlige fortælling og virkeligheden bag kulisserne ved at præsentere nye, ærlige interviews med tidligere deltagere, trænere som Bob Harper, producere og uafhængige sundhedsprofessionelle.

Dokumentaren indrammer en central konflikt, der har skygget over showet i årevis. På den ene side står produktionsteamet, repræsenteret af personer som den administrerende producer David Broome, der i seriens trailer kommer med et trodsigt forsvar: “Nævn ét show, der rent faktisk har ændret folks liv på samme måde som The Biggest Loser. Det vil jeg gerne høre.” På den anden side står deltagerne og endda nogle insidere, der præsenterer et markant anderledes billede. Træner Bob Harper anerkender den formel, der drev showets succes, og indrømmer, at lidelsens skueplads var et bevidst valg: “At se os i et fitnesscenter råbe og skrige – det er godt tv.”

Udgivelsen af denne dokumentar er velvalgt og kommer mere end to årtier efter det oprindelige shows premiere. I den tid har det kulturelle og videnskabelige landskab ændret sig dramatisk. Den oprindelige fortælling om, at vægttab blot er et spørgsmål om viljestyrke, som showet promoverede, er blevet udfordret af en dybere videnskabelig forståelse af stofskifte, hormoner og den komplekse biologi bag fedme. En skelsættende undersøgelse fra 2016 fra National Institutes of Health (NIH) om tidligere Biggest Loser-deltagere leverede afgørende data om disse langsigtede fysiologiske effekter og flyttede debatten fra anekdoter til beviser. Samtidig har offentlige samtaler om mental sundhed, kropsbillede og medieetik udviklet sig og skabt en ny linse, hvorigennem man kan se showets metoder. ‘Fit for TV: The Reality of the Biggest Loser’ er derfor ikke kun en retrospektiv; det er en revurdering, der anvender denne moderne forståelse på et kulturelt artefakt fra en anden æra. Valget af en undersøgende instruktør som Borgman understreger dette formål og antyder, at serien sigter mod at holde en magtfuld medieinstitution ansvarlig for dens praksis og dens varige indvirkning.

Tilståelser på skærmen og skadelige anklager

Kernen i ‘Fit for TV: The Reality of the Biggest Loser’ er de direkte vidnesbyrd fra dem, der levede oplevelsen, og som hævder, at jagten på dramatisk tv kom med en alvorlig fysisk og psykologisk pris. Serien detaljerer påstande om, at showets metoder pressede deltagerne ud i farligt territorium med ringe hensyn til deres velbefindende. Tracey Yukich, deltager i sæson 8, udtaler i traileren: “Mine organer var bogstaveligt talt ved at lukke ned,” mens Joelle Gwynn fra sæson 7 husker, at hun havde så ondt, at hun “knap kunne gå,” kun for at blive afvist af personalet, der sagde: “Bare gå det væk.” Disse anklager på kameraet gentager tidligere, off-screen beretninger fra tidligere deltagere. Kai Hibbard fra sæson 3 har tidligere rapporteret om at have blødende fødder i ugevis, hårtab og ophør af sin menstruationscyklus på grund af showets regime. En anden unavngiven deltager fra den æra hævdede at leve af kun 400 kalorier, mens hun udholdt otte til ni timers træning, hvilket resulterede i alvorligt korttidshukommelsestab.

Dokumentaren antyder, at denne lidelse ikke var en uheldig bivirkning, men et bevidst element i showets produktion. Træner Bob Harper kommer med en afgørende indrømmelse og udtaler, at producerne aktivt søgte efter visceral, ofte foruroligende indhold. “Folk kan lide at gøre nar af tykke mennesker,” siger deltageren Joelle Gwynn, hvortil Harper tilføjer: “Og producerne elsker det lort. De sagde: ‘Vi vil have dem til at kaste op. Vi vil have hele galskaben.'” Denne udtalelse forbinder direkte showets underholdningsstrategi med udnyttelsen af vægtstigma. “Galskaben” var det produkt, der blev solgt til seerne. Denne tilgang begyndte allerede i castingprocessen. Den administrerende producer J.D. Roth er ærlig om udvælgelseskriterierne: “Vi ledte ikke efter folk, der var overvægtige og glade. Vi ledte efter folk, der var overvægtige og ulykkelige.” Denne målretning mod følelsesmæssigt sårbare individer blev forværret af, hvad den tidligere træner Jillian Michaels senere beskrev som en mangel på tilstrækkelig mental sundhedsstøtte på settet, idet hun bemærkede, at deltagerne havde brug for “dybtgående arbejde”, som showet ikke var udstyret til at levere. Dokumentaren indeholder påstande om, at trænere uden faglige kvalifikationer blev sat i positionen til at yde terapi.

Dette system var designet til at producere dramatiske resultater i et kunstigt, uholdbart miljø. Deltagerne blev isoleret fra deres virkelige liv – deres job, familier og daglige fristelser – og udsat for ekstrem træning og kaloriebegrænsning, som ville være umuligt at opretholde på lang sigt. Efter finalen rapporterede mange deltagere, at de blev “droppet” af showet uden nogen struktureret efterbehandling eller støttesystem, selv da de begyndte at tage på i vægt og bad om hjælp. Dette forudsigelige resultat blev derefter fremstillet af nogle, der var forbundet med showet, som en personlig, moralsk fiasko. Den tidligere producer J.D. Roth karakteriserede vægtøgning som deltagere, der vendte tilbage til “dårlige beslutningsmønstre” efter at have “vundet i lotteriet” ved at være med i showet. Dokumentaren ser ud til at udfordre denne fortælling direkte og antyder, at fejlen ikke lå hos deltagerne, men hos det system, der satte dem på en kurs mod et næsten uundgåeligt fysisk og psykologisk sammenbrud.

Serien fanger også de komplekse og undertiden modstridende positioner hos de involverede. Bob Harper erklærer, på trods af sine ærlige indrømmelser om produktionens krav, også: “Jeg ville aldrig bringe nogen i fare.” Denne sidestilling peger på den vanskelige position, trænere kan have befundet sig i, fanget mellem producenternes pres for ratingsdrevet indhold og en personlig følelse af ansvar for de mennesker, de havde ansvaret for. Det komplicerer en simpel fortælling om helte og skurke og portrætterer i stedet et system, hvor talenter på skærmen kan have været både medvirkende og konfliktfyldte deltagere.

Videnskaben om eftervirkningerne: En varig biologisk pris

Ud over de følelsesmæssige vidnesbyrd er ‘Fit for TV: The Reality of the Biggest Loser’ underbygget af videnskabelige beviser, der giver vægt til deltagernes påstande. Dokumentaren genbesøger resultaterne af en skelsættende undersøgelse fra 2016 ledet af Dr. Kevin Hall fra National Institutes of Health og offentliggjort i tidsskriftet Obesity, som fulgte 14 deltagere fra sæson 8 i seks år efter konkurrencens afslutning. Denne forskning giver et skarpt, kvantitativt kig på de langsigtede biologiske konsekvenser af showets metoder.

Undersøgelsens mest kritiske fund vedrører et fænomen kaldet “metabolisk tilpasning” eller nedsættelsen af kroppens hvilestofskifte (RMR) som reaktion på vægttab. Mens en vis nedsættelse af stofskiftet er normalt under en diæt, var virkningerne på The Biggest Loser-deltagerne ekstreme og vedvarende. Ved afslutningen af det 30 uger lange show var deres stofskifte faldet med gennemsnitligt 610 kalorier om dagen mere, end man ville forvente for deres nye, mindre kropsstørrelse. Den virkelig skadelige opdagelse var, at denne metaboliske skade ikke helede. Seks år senere, selv efter at have taget gennemsnitligt 40 kg på igen, var deres stofskifte stadig undertrykt og forbrændte i gennemsnit 704 kalorier om dagen mindre, end de burde.

Denne metaboliske skade blev forværret af en hormonel kamp. Undersøgelsen målte niveauerne af leptin, et nøglehormon, der signalerer mæthed til hjernen. Ved showets afslutning var deltagernes leptinniveauer faldet til næsten nul. Seks år senere var de kun kommet sig til omkring halvdelen af deres oprindelige niveauer, hvilket efterlod dem i en tilstand af konstant, intens sult. Kombinationen af et permanent undertrykt stofskifte og ubarmhjertige sultsignaler skabte en biologisk fælde. Det gjorde betydelig vægtøgning til en næsten uundgåelighed, drevet af fysiologi snarere end en fiasko af viljestyrke. Dataene fra undersøgelsen, opsummeret nedenfor, gør dette klart.

De videnskabelige fund afslører et grusomt paradoks indlejret i showets præmis. NIH-undersøgelsen bemærkede, at “personer, der opretholdt et større vægttab efter 6 år, også oplevede en større samtidig nedsættelse af stofskiftet.” Dette betyder, at de deltagere, der var mest “succesfulde” med at holde vægten nede, var dem, hvis kroppe kæmpede hårdest imod, hvilket krævede, at de udholdt en mere alvorlig fysiologisk straf for at opretholde deres resultater. Dette fund vender fuldstændig op og ned på showets simple fortælling om “vindere” og “tabere.” Desuden viste det sig, at showets “helt naturlige” tilgang med ekstrem diæt og motion var mere metabolisk skadelig end en større operation. Forskning har vist, at patienter, der gennemgik en gastrisk bypass-operation og tabte en sammenlignelig mængde vægt, kun oplevede halvdelen af den metaboliske tilpasning som The Biggest Loser-deltagerne. Dette antyder, at showets metode, langt fra at være et sundt alternativ, kan være en af de mest fysiologisk skadelige veje til vægttab, der nogensinde er blevet populariseret.

Den psykologiske pris for forvandlingen

Den fysiske pris, som videnskaben dokumenterede, blev afspejlet af en dyb psykologisk pris, både for deltagerne og for seerne. Tidligere deltagere har talt om de langsigtede mentale og følelsesmæssige eftervirkninger af showet, herunder udviklingen af spiseforstyrrelser, et forvrænget kropsbillede og varig følelsesmæssig bagage. Oplevelsen sluttede ikke, da kameraerne stoppede med at rulle. Deltageren Kai Hibbard beskrev den vedvarende angst ved at blive konstant gransket af offentligheden år senere, med fremmede, der kiggede i hendes indkøbskurv for at dømme hendes madvalg. For mange førte følelsen af at blive fejret for deres vægttab og derefter “droppet” og afvist af showets producere, da vægten vendte tilbage, til dybe følelser af “nederlag og afvisning.”

Ud over skaden på deltagerne indikerer akademisk forskning, at showet havde en negativ indvirkning på samfundet som helhed ved at forstærke vægtstigma. En undersøgelse fra 2012 fandt, at selv kort eksponering for The Biggest Loser signifikant øgede seernes modvilje mod overvægtige personer og styrkede deres tro på, at vægt udelukkende er et spørgsmål om personlig kontrol – en hjørnesten i vægtfordomme. En anden undersøgelse med fokus på unge fandt, at det at se showet forstærkede negative holdninger til overvægtige personer, potentielt ved at puste til en frygt for fedme hos unge seere. Ved gentagne gange at portrættere sine deltagere på stereotype måder – som dovne, følelsesmæssigt ustabile eller manglende viljestyrke før deres transformation – bidrog showet til en giftig kultur af body shaming.

Showet skabte og profiterede effektivt af en skadelig feedback-loop. Det begyndte med den allerede eksisterende samfundsmæssige fordom mod fedme, forstærkede den for underholdningens skyld gennem skammetaktikker og opslidende udfordringer, og udsendte derefter det intensiverede stigma til millioner af hjem. Dermed var det ikke en neutral part, der dokumenterede et sundhedsproblem, men en aktiv deltager i at gøre det kulturelle miljø mere fjendtligt for netop de mennesker, det hævdede at hjælpe. Hele showets narrative struktur kan ses som en form for offentligt skamritual. Deltagerne blev introduceret gennem tårevædede bekendelser af deres “synder,” tvunget til at gennemgå offentlig “bod” i fitnesscenteret, og blev derefter dømt ved ugentlige vejninger, hvor de enten fik ros eller blev elimineret. Dette moralspil, der indrammede en kompleks medicinsk tilstand i termer af synd og forløsning, var kulturelt resonant, men psykologisk skadeligt, især da den lovede “frelse” i form af permanent vægttab for mange var en biologisk umulighed.

En kompliceret arv genundersøgt

Kritikken, der rejses i ‘Fit for TV: The Reality of the Biggest Loser’, er ikke helt ny. Gennem hele sin løbetid stod The Biggest Loser over for kritik fra sundhedsprofessionelle og kritikere, der argumenterede for, at dets metoder var urealistiske, dets fokus på ugentlige vægttal var usundt, og dets overordnede præmis handlede mere om underholdning end velvære. Det, der gør den nye dokumentar betydningsfuld, er dens potentiale til at centralisere disse mangeårige kritikpunkter – ved at kombinere deltageres vidnesbyrd, produceres indrømmelser og peer-reviewede videnskabelige data – og præsentere dem som en sammenhængende, evidensbaseret fortælling for et massivt globalt publikum på Netflix.

Seriens titel, Fit for TV, fungerer som en dobbelttydighed, der indkapsler denne centrale kritik. På et niveau henviser det til deltagernes mål om at opnå en fysisk tilstand, der anses for præsentabel for tv. På et dybere niveau stiller det spørgsmålstegn ved, hvad producerne anså for “egnet” – eller passende – til udsendelse. Dokumentaren argumenterer for, at ekstrem lidelse, medicinske risici og psykologisk manipulation alle blev anset for “egnet til tv”, fordi de genererede et overbevisende og profitabelt produkt. Den ultimative konflikt var mellem at være fysisk fit og at være “egnet til” kravene fra reality-tv-maskinen – to mål, som showets metoder kan have gjort gensidigt udelukkende.

The Biggest Loser står som et casestudie for en tidligere æra af reality-tv, hvor omsorgen for deltagerne ofte var sekundær i forhold til jagten på seertal. I årene siden dets storhedstid er der opstået et voksende krav om ansvarlighed og etisk tilsyn inden for branchen, drevet af de veldokumenterede negative resultater for deltagere i adskillige shows. ‘Fit for TV: The Reality of the Biggest Loser’ er et produkt af dette skift. Det er både et tilbageblik og en advarselshistorie, der antyder, at branchen nu tvinges til at gøre op med sin fortid. Dokumentaren efterlader i sidste ende seerne til at afveje to modstridende eftermæler. Det ene er showets selvudråbte status som en inspirerende kraft, der ændrede liv til det bedre. Det andet er det eftermæle, der præsenteres i dokumentaren: et af varig metabolisk skade, psykologisk traume og opretholdelsen af et skadeligt vægtstigma. ‘Fit for TV: The Reality of the Biggest Loser’ giver ikke et simpelt svar, men inviterer et moderne publikum til at reflektere over den sande pris for det, der engang blev betragtet som et must-see tv.

Serien har premiere på Netflix den 15. august 2025.