Verdenspremieren på I mudderet (En el barro) på Netflix i dag markerer en af de mest betydningsfulde begivenheder i den internationale tv-kalender. Denne argentinske serie på otte afsnit ankommer ikke som en selvstændig enhed, men som et meget ventet spin-off af det anmelderroste krimidrama El Marginal, en serie, der redefinerede fængselsgenren med sin rå realisme og komplekse karakterstudier. Den nye serie kaster seerne ind i et parallelt univers i et kvindefængsel, La Quebrada, gennem en narrativ katalysator af ekstrem vold og pludselig solidaritet. En gruppe kvindelige indsatte, de fleste af dem nye i fængselssystemet, overlever en dødelig transportulykke og kommer op af en flod, bogstaveligt og billedligt døbt i mudder, en begivenhed, der smeder dem sammen til et modvilligt, men nødvendigt kollektiv.
Under ledelse af skaberen Sebastián Ortega og et kreativt hold med dybe rødder i den oprindelige serie, udnytter I mudderet sin forgængers rå æstetik, mens den påtager sig den ambitiøse opgave at skabe sin egen distinkte identitet. En analyse af premieren afslører en produktion, der ikke blot er en udvidelse af en succesfuld franchise, men en bevidst tematisk og filmisk dialog med den. Serien udfordrer de etablerede troper om magt, korruption og overlevelse gennem en kønsspecifik linse og anvender et sofistikeret visuelt sprog til at udforske, hvordan fællesskab skabes, ikke i samfundets udkant, men fra dets mest elementære og nedbrudte rum.
Den arkitektoniske ramme: Fra San Onofre til La Quebrada
Selve eksistensen af I mudderet er et vidnesbyrd om den nye økonomi inden for global streaming og den internationale gennemslagskraft af argentinsk historiefortælling. Dens produktionsramme og kreative ledelse afslører en kalkuleret strategi for at udvide et gennemprøvet univers, samtidig med at dets tematiske anliggender uddybes.
Produktionsgenealogi: “Ortega-universet” udvides
I mudderet er en stor international co-produktion, der samler ressourcerne fra Netflix, Underground Producciones (en afdeling af Telemundo Studios) og Telemundo selv. Denne trepartsalliance signalerer en betydelig investering i argentinsk talent og intellektuel ejendom, designet til et verdensomspændende publikum. Modellen bygger direkte på succesen fra El Marginal, som opnåede en massiv international følgerskare efter dens erhvervelse og distribution af Netflix. Den nye serie er eksplicit positioneret som en udvidelse af El Marginals narrative univers, men med en selvstændig historie, der flytter fokus til et kvindefængsel. Denne tilgang er strategisk sund og sigter mod at fastholde den loyale fanbase fra originalen, samtidig med at der skabes et nyt indgangspunkt for seere, der ikke er bekendt med Borges-klanen fra San Onofre.
Projektets ambition afspejles i dets fysiske omfang. Produktionen fravalgte eksisterende lokationer til fordel for at bygge sin primære setting fra bunden. Optagelserne fandt sted i en stor, nedlagt fødevarefabrik i Buenos Aires, hvor hele La Quebrada-fængslet blev bygget. Denne beslutning gav filmskaberne et fuldstændigt kontrolleret miljø, en selvstændig verden, hvor hver en forfalden mur og rusten tremme kunne designes og belyses omhyggeligt. Fabrikkens administrationskontorer blev genanvendt til produktionshovedkvarter, hvilket skabte et yderst effektivt, fordybende filmproduktionsapparat, der understreger projektets betydelige budget og omfang.
Den kreative arv: Sebastián Ortega og hans auteurs
Serien er forankret i den enestående vision fra dens skaber, Sebastián Ortega, en dominerende figur i nutidig argentinsk tv og film. Ortegas filmografi – som ikke kun omfatter El Marginal, men også det grundlæggende fængselsdrama Tumberos (2002), den sande krimisaga Historia de un clan (2015) og spillefilmen El Angel (2018) – demonstrerer en konsekvent forfattersignatur. Hans arbejde er kendetegnet ved en hyperrealistisk, ofte brutal skildring af kriminelle subkulturer, en fascination af den flydende moral i marginaliserede samfund og en udforskning af de ad hoc-familiestrukturer, der dannes i ekstreme miljøer.
For at realisere denne vision har Ortega samlet et hold, der balancerer kontinuitet med friske perspektiver. Listen over instruktører er en klar indikator for denne strategi:
- Alejandro Ciancio er en nøglearkitekt bag El Marginals æstetik, idet han har instrueret adskillige afsnit på tværs af dens fem sæsoner, samt den relaterede krimiserie The Secret of the Greco Family. Hans involvering sikrer en konsekvent visuel og tonal grammatik, der forankrer den nye serie i det etablerede univers’ urokkelige realisme.
- Mariano Ardanaz er en anden veteran fra El Marginal og andre Ortega-produktioner, hvilket yderligere cementerer seriens stilistiske arv. Hans arbejde med dramaer som Diary of a Gigolo peger også på en færdighed med polerede, karakterdrevne fortællinger, der kan informere de mere intime interpersonelle dynamikker i I mudderet.
- Estela Cristiani, kendt for at instruere serien La viuda de Rafael og det ungdomsorienterede musikalske drama Go! Live Your Way, repræsenterer en afvigelse fra den hårdkogte krimigenre. Hendes inkludering antyder en bevidst intention om at fokusere dybere på de følelsesmæssige buer og komplekse forhold mellem de kvindelige karakterer, især de yngre indsatte.
Denne instruktørblanding afspejles i forfatterrummet, et samarbejde mellem Ortega, Silvina Frejdkes, Alejandro Quesada og Omar Quiroga. Denne teambaserede tilgang er et kendetegn for Ortegas Underground Producciones, der fremmer et værkstedslignende miljø for narrativ udvikling.
Valget om at skabe et kvindecentreret spin-off med dette specifikke kreative hold er mere end en kommerciel beslutning om at franchise en populær ejendom. Det signalerer en bevidst kunstnerisk indsats for at bryde de etablerede temaer fra El Marginal gennem et nyt prisme. San Onofres verden var grundlæggende maskulin, dens konflikter og magtstrukturer defineret af patriarkalske hierarkier, fra Borges-brødrenes familiære bandeledelse til fængselsdirektørens korrupte statsautoritet. Ved at flytte fortællingen til et kvindefængsel er Ortega og hans hold tvunget til at udforske, hvordan disse dynamikker af magt, korruption og overlevelse manifesterer sig anderledes. Konflikterne vil sandsynligvis ikke blive løst gennem rå fysisk magt, men snarere gennem indviklet psykologisk krigsførelse, skiftende sociale alliancer og alternative former for modstandskraft.
Udviklingen er kodet i seriens titel. Et skift fra El Marginal (Den Marginale) til I mudderet (En el barro) er en dyb tematisk erklæring. “Marginal” definerer en person ud fra deres position i forhold til et samfundsmæssigt centrum; det er et udtryk for udelukkelse. “I mudderet” antyder derimod en mere elementær og primal tilstand. Det er en tilstand af at være nedværdiget og fastlåst, men også et sted for skabelse og formløshed, der fremkalder det primordiale ler, hvorfra livet opstår. Dette signalerer en fortælling, der ikke kun handler om at overleve i udkanten, men om selve konstruktionen af identitet fra bunden. Serien indgår således i en direkte dialog med sin forgænger og stiller kritiske spørgsmål: Hvordan ser overlevelse ud, når patriarkatet i San Onofre erstattes af et anderledes, måske matriarkalsk, eller simpelthen mere anarkisk magtsystem? Hvordan skabes fællesskab blandt kvinder i en institution, der er designet til at atomisere og knække dem?
Beboerne i La Quebrada: Casting og karakterologi
Befolkningen i La Quebrada er et omhyggeligt sammensat ensemble, der blander kendte ansigter med nyt blod, hvilket afspejler en sofistikeret strategi for at forankre serien i sine argentinske rødder, samtidig med at dens appel til et globalt marked konstrueres.
Fødslen af “De mudrede”: Et nyt søsterskab
Seriens narrative motor er dannelsen af en ny “stamme” smedet i traumer. De fem kvinder, der overlever transportkøretøjets styrt i en flod, bliver en enhed, deres bånd forseglet af en fælles nærdødsoplevelse. Deres kollektive identitet, “Las embarradas” (De mudrede), er født direkte af denne voldelige dåb, et navn, der betegner både deres nedværdigede status og deres elementære oprindelse.
Gruppen er et tværsnit af den fængselsmæssige oplevelse:
- Gladys “La Borges” Guerra (Ana Garibaldi): En karakter med en historie i El Marginal-universet, Gladys udgør den afgørende narrative bro til den oprindelige serie. Tidligere en sekundær figur, er hun nu ophøjet til protagonist. Som en kvinde med erfaring i “tumbero” (fængsels) verdenen, bliver hun kastet ind i rollen som en modvillig leder for de uindviede overlevende.
- Neofytterne: Resten af kernegruppen består af indsatte uden tidligere fængselshistorie, et klassisk narrativt greb, der lader publikum lære de brutale regler i La Quebrada i takt med karaktererne. Dette ensemble inkluderer figurer spillet af den internationale stjerne Valentina Zenere (Elite), den colombianske skuespillerinde Carolina Ramírez og den argentinske scene- og lærredsveteran Lorena Vega.
- Antagonisterne: Den primære konfliktkilde kommer fra de etablerede “tribus”, der allerede kontrollerer fængslets økosystem. “De mudrede” skal modstå at blive opslugt eller ødelagt af disse allerede eksisterende magtstrukturer. Nøglefigurer i dette fjendtlige miljø inkluderer Cecilia Moranzón, spillet af den anerkendte argentinske skuespillerinde Rita Cortese, som ser ud til at være en formidabel fængselsmatriark, og Amparo Vilches, en karakter spillet af den spanske skuespillerinde Ana Rujas, som har beskrevet sin rolle som “en rigtig skurk”.
Ekkoer af San Onofre og strategisk nyt blod
For at styrke forbindelsen til moderserien, byder I mudderet på tilbagevenden af nøglekarakterer fra El Marginal. Den kyniske og dybt korrupte fængselsfunktionær Sergio Antín (Gerardo Romano) er en fremtrædende figur, hvilket bekræfter, at den systemiske råddenskab, der blev skildret i mandefængslet, er endemisk for hele fængselssystemet. Desuden indikerer rapporter tilbagevenden af den oprindelige hovedperson Juan Minujín (Pastor) og Maite Lanata (Luna), hvilket antyder potentialet for betydelige krydsende handlingslinjer, der vil væve de to serier tættere sammen.
Ved siden af disse veteraner har produktionen foretaget flere højt profilerede castingvalg designet til at skabe buzz og udvide seriens publikum. Det mest bemærkelsesværdige er skuespillerdebuten for María Becerra, en af Argentinas største nutidige popstjerner. Hendes rolle, som efter sigende inkluderer en meget diskuteret “dampende scene” med Valentina Zeneres karakter og et bidrag til soundtracket, er et kalkuleret marketingstunt, der skal fange opmærksomheden fra hendes massive ungdomsfølge og generere presseomtale ud over den typiske tv-sfære. Castingen af Zenere, et globalt anerkendt ansigt fra Netflix-hittet Elite, og den spanske skuespillerinde Ana Rujas, er en klar og bevidst strategi for at styrke seriens appel på vigtige internationale markeder, især i Spanien og i hele Europa.
Kernebesætning og kreativt hold
Serien er en stor international co-produktion mellem Netflix, Underground Producciones (en afdeling af Telemundo Studios) og Telemundo selv. Det kreative hold ledes af skaberen Sebastián Ortega, en førende figur inden for argentinsk krimidrama kendt for El Marginal, Tumberos og Historia de un clan. Manuskripterne blev udviklet af et samarbejdshold bestående af Ortega, Silvina Frejdkes, Alejandro Quesada og Omar Quiroga. Instruktørholdet består af El Marginal-veteranerne Alejandro Ciancio og Mariano Ardanaz, sammen med Estela Cristiani. Seriens visuelle identitet er formet af filmfotograferne Miguel Abal, en anerkendt filmfotograf, og Sergio Dotta, som også arbejdede på El Marginal. Musikken er komponeret af Juan Ignacio Bouscayrol. Ensemblebesætningen ledes af Ana Garibaldi (Gladys Guerra), Valentina Zenere (Marina), Rita Cortese (Cecilia Moranzón), Lorena Vega, Marcelo Subiotto, Carolina Ramírez og Ana Rujas (Amparo Vilches). De får selskab af tilbagevendende El Marginal-skuespillere Gerardo Romano (Sergio Antín) og Juan Minujín (Pastor), med særlige optrædener af popstjernen María Becerra og skuespilleren Martín Rodríguez (Griselda).
Castingen af I mudderet fungerer som et mikrokosmos af Netflix’ nutidige globale indholdsstrategi. Det er ikke en tilfældig samling af skuespillere, men et omhyggeligt konstrueret ensemble designet til at balancere lokal autenticitet med international salgbarhed. Grundlaget for denne strategi hviler på troværdigheden af dens argentinske cast. Tilstedeværelsen af anerkendte skuespillere som Rita Cortese, Marcelo Subiotto og Ana Garibaldi, sammen med de tilbagevendende El Marginal-spillere, forankrer serien i sit specifikke kulturelle miljø og garanterer loyaliteten fra det hjemlige publikum og den oprindelige fanbase. Dette er grundlaget for autenticitet, hvorpå den globale struktur er bygget. Det næste lag er en bro til en yngre, international demografi. Castingen af Valentina Zenere, en stjerne fra det globale Netflix-fænomen Elite, giver et velkendt pejlemærke for et massivt teenage- og ungt voksenpublikum, der måske ikke har nogen forudgående kendskab til El Marginal. Hendes involvering er en direkte kanal til det publikum. Det tredje lag er “event”-krogen: castingen af María Becerra. Hendes skuespillerdebut er en nyhed i sig selv, konstrueret til at generere hastighed på sociale medier og presseomtale langt uden for rammerne af tv-kritik, og dermed trække et stort publikum ind fra populærmusikkens verden. Endelig er inkluderingen af den spanske skuespillerinde Ana Rujas i en afgørende skurkerolle et målrettet træk for at forbedre seriens resonans i Spanien, et afgørende europæisk marked for streamingplatformen. Denne flerlagede tilgang afslører en sofistikeret forståelse af moderne publikumssegmentering, hvilket skaber et “glokalt” produkt designet til samtidigt at tilfredsstille forskellige valgkredse: de lokale loyalister, den globale ungdom, musikfansene og specifikke internationale territorier.
En dåb af mudder: Dekonstruktion af premierens filmiske sprog
Premiereafsnittet af I mudderet fungerer som en stærk hensigtserklæring, der etablerer sin brutale tone og visuelle grammatik gennem en mesterligt udført åbningssekvens og en bevidst konstruktion af sin verden.
Den udløsende hændelse: Et studie i kontrolleret kaos
Serien åbner med den udløsende begivenhed: transporten af Gladys Guerra og andre indsatte til La Quebrada-fængslet bliver voldeligt overfaldet, og deres køretøj bliver sendt ned i en flod. Denne sekvens er en teknisk tour de force af kontrolleret kaos. Instruktionen anvender fordybende, håndholdt kameraarbejde indefra køretøjet for at formidle den eskalerende panik og desorientering hos de indsatte, mens vandet oversvømmer rummet. Dette klaustrofobiske perspektiv kontrasteres sandsynligvis med skarpe, objektive vidvinkelbilleder af varevognen, der sluges af det mudrede vand, hvilket understreger endeligheden af deres nedstigning.
Lyddesignet er afgørende for scenens effektivitet. Den diegetiske kakofoni af angrebet – skud, knust glas, skrig – giver plads til en dæmpet, subakvatisk rædsel. Lydbilledet bliver et skræmmende intimt udtryk for karakterernes nærdødsoplevelse, hvor verden reduceres til lyden af kæmpende kroppe og dybdernes tryk. Denne tilgang, der bruger forhøjet og ofte ubehagelig atmosfærisk lyd til at fremkalde angst og fremmedgøre miljøet, minder om lydfilosofien hos den anerkendte argentinske filmskaber Lucrecia Martel i værker som La Ciénaga. Den endelige fremkomst af de overlevende på flodbredden, deres gisp efter luft, der bryder den akvatiske stilhed, giver en stærk auditiv og følelsesmæssig frigørelse, der markerer deres genfødsel.
Mise-en-scène og verdensbygning: Teksturen af La Quebrada
Fængslet La Quebrada etableres som en karakter i sig selv, dens identitet formet af dens historie som en ombygget fabrik. Denne industrielle oprindelse gennemsyrer mise-en-scènen. Fængslets visuelle verden er en af huleagtige, forfaldne rum, med et sprog af rust, afskallet maling og kold beton. Dette menneskeskabte skærsild står i skarp kontrast til det organiske, primordiale mudder fra åbningssekvensen, hvilket skaber en verden, der er både nådesløst kunstig og aktivt i forfald.
Fotograferingen, ledet af Miguel Abal og Sergio Dotta, er afgørende for at realisere denne vision. Dottas arbejde på El Marginal antyder en fortsættelse af dens signaturæstetik: en desatureret, høj-kontrast palet, der fremhæver grus og tekstur. Abal, en erfaren filmfotograf, kan introducere en mere komponeret, næsten malerisk kvalitet til visse billeder, hvilket skaber en visuel spænding mellem rå, dokumentarisk umiddelbarhed og en mere bevidst filmisk ekspressionisme. Farvepaletten domineres af okker, grå og brune farver, hvilket visuelt forstærker det centrale “barro” (mudder) motiv.
I tråd med traditionen fra skelsættende argentinsk film er kameraets blik intenst kropsligt. Premieren er fyldt med haptiske billeder: ekstreme nærbilleder af mudderindsmurt hud, den ru tekstur af fængselsuniformer mod kroppen, den rene fysiske overlevelse. Dette er ikke gratis, men er beregnet til at fremme en kropslig form for tilskuerskab, der tvinger publikum til at føle snavset, kulden og teksturen i denne verden. Dette fokus på kroppen som et landskab af erfaring – et sted for smerte, snavs og afvisning – er en nøgleteknik til at flytte videns locus fra intellektet til en mere visceral, kropslig forståelse.
Tempo, klipning og musik
Rytmen i premiereafsnittet er bygget på skarpe kontraster. Den kinetiske, hektiske energi fra åbningsulykken giver plads til et langsommere, mere observerende tempo, da de fortumlede overlevende skal afkode de komplekse og truende sociale koder i fængslet. Dette temposkift afspejler karakterernes egen psykologiske rejse fra rent overlevelsesinstinkt til den gryende rædsel over deres nye virkelighed. Musikken af Juan Ignacio Bouscayrol, kendt for sit arbejde på uafhængige argentinske film, er afgørende for at modulere denne tone. Det er en minimalistisk, atmosfærisk og ofte perkussiv musik, der øger spændingen og uroen snarere end at telegrafere følelser, et kendetegn for nutidige prestigethrillere.
Tematisk resonans: Samfundet i et mikrokosmos
Ud over sine viscerale spændinger og tekniske polering er I mudderet en serie rig på tematisk ambition. Den bruger fængslets mikrokosmos til at udforske komplekse sociale og filosofiske spørgsmål og omformulerer sin forgængers kerneanliggender gennem et nyt, udpræget kvindeligt perspektiv.
Det kvindelige blik i et maskulint univers
Serien omorienterer grundlæggende temaerne fra El Marginal ved at centrere den kvindelige oplevelse. Den dykker ned i, hvordan kvinder navigerer i et system af vold og kontrol, der ofte er arkitekteret af og for mænd. Fortællingen er dybt investeret i at udforske dannelsen af kvindelige alliancer, de unikke manifestationer af magt og hierarki blandt kvinder og den specifikke psykologiske byrde, som fængsling påfører dem. Dette tematiske fokus forbinder sig med en stærk strømning i nutidig latinamerikansk kunst, som i stigende grad konfronterer spørgsmål om kønsdiskrimination og fremhæver fortællinger om feministisk modstand. I sin egen brutale og lukkede kontekst undersøger serien de “nye roller… som kvinden påtager sig i sin beslutning om at integrere sig i historien”, selvom den historie skrives i en fængselsgård.
Det politiske legeme og det lidende legeme
Det centrale, tilbagevendende motiv af “mudder” fungerer på flere symbolske niveauer. Det repræsenterer en tvungen sletning af tidligere identiteter, en voldelig afklædning af selvet, der reducerer karaktererne til en primal, udifferentieret tilstand, hvorfra et nyt kollektiv skal fødes. Den fysiske handling at blive “embarradas” (mudret til) er en traumatisk dåb, der uigenkaldeligt binder hovedpersonerne. Serien bruger den fysiske krop som det primære lærred for sine temaer. Traumet fra ulykken, den daglige trussel om vold og kampen for overlevelse gør kroppen til et sted for dyb smerte og sårbarhed. Alligevel er det også stedet for modstandskraft, tilpasning og i sidste ende modstand. Dette stemmer overens med kunstneriske traditioner, der bruger den kropslige krop til at udforske bredere sociale og politiske kampe, hvor individuel smerte afspejler en kollektiv tilstand.
Serien repræsenterer en betydelig tematisk udvikling fra sin forgænger, idet den flytter sin centrale metafor fra social marginalisering til grundlæggende modstand. Denne subtile, men afgørende ændring antyder en mere dybtgående og måske mere håbefuld, omend brutal, vision om social forandring. Selve titlen på El Marginal definerede dens karakterer ud fra deres forhold til den sociale orden; de eksisterede i periferien, og deres kamp var at skabe magt og mening inden for det liminale rum. De blev defineret af deres udelukkelse. I mudderet begynder derimod med et bogstaveligt og billedligt sammenbrud. Transporten synker, den gamle verden skylles væk, og karaktererne vender tilbage til en primal tilstand, dækket af selve jorden. De er ikke på marginen; de er ved et nyt nulpunkt. Deres valgte navn, “Las embarradas”, handler ikke om at være udenforstående; det taler om deres selve substans. De er “De mudrede”. Dette fremkalder en skabelsesmyte, en ny begyndelse fra de mest basale elementer. Dette resonerer dybt med latinamerikanske litterære og kulturelle traditioner, hvor “barro” (mudder eller ler) er en substans af skabelse, men også af fattigdom, kamp og de undertryktes jordbundne virkelighed. Dette omformulerer hele modstandsbegrebet. I El Marginal var modstand ofte et kynisk, transaktionelt magtspil. I I mudderet er dannelsen af gruppen en ren overlevelseshandling, der organisk udvikler sig til en kollektiv identitet. Det er en modstand, der ikke er født af ambition, men af en fælles menneskelighed opdaget under de mest umenneskelige omstændigheder. Dette afspejler historiske fortællinger om folkelig modstand, hvor nye former for solidaritet opstår fra smeltediglen af fælles undertrykkelse. Serien ser derfor ud til at fremføre et mere fundamentalt argument: at virkelig transformative sociale bånd ikke smedes ved at udfordre et centrum fra marginerne, men fødes af den fuldstændige opløsning af den gamle orden – fra krisens mudder.
En brutal, lovende grundsten
I mudderet har premiere som en selvsikker, filmisk sofistikeret og urokkeligt brutal serie. Den arver med succes den rå æstetik og det tematiske DNA fra El Marginal, samtidig med at den beslutsomt etablerer sit eget distinkte, kvindecentrerede narrative territorium. Åbningsafsnittet fungerer som en stærk mission statement, der bruger sin viscerale udløsende hændelse til at lægge grunden for en kompleks udforskning af traumer, overlevelse og skabelsen af en ny kollektiv identitet i lyset af systemisk fjendtlighed. Instruktionen er sikker, produktionsværdierne er usædvanligt høje for genren, og ensemblebesætningen demonstrerer øjeblikkelig og overbevisende kemi.
Selvom den hylder sin berømte arv, er I mudderet tydeligvis ikke tilfreds med at være en simpel gentagelse. Ved at kaste sine karakterer, og i forlængelse heraf sit publikum, ned i det elementære “barro”, stiller den et mere dybtgående og presserende spørgsmål. Den bevæger sig ud over at spørge, hvordan man overlever på marginerne af et ødelagt system, og undersøger i stedet, hvordan en ny verden – med nye koder, nye loyaliteter og nye former for solidaritet – kan bygges op fra ruinerne af den gamle. Serien har lagt en formidabel og blodig grundsten for, hvad der lover at blive et af årets mest medrivende og tematisk rige dramaer.
Serien på otte afsnit blev udgivet globalt på Netflix den 14. august 2025.
