Den globale streamingplatform Netflix har lanceret Kiss or Die, en ny japansk serie, der præsenterer en kompleks fusion af genrer. Produktionen kombinerer de strukturelle elementer fra en reality-konkurrence med spontaniteten fra improvisationsdrama og de høje indsatser fra et konceptuelt gameshow. Kernen er en unik præmis beskrevet som et “dødskys-spil”, et format designet til at generere uskrevet komedie gennem et omhyggeligt konstrueret scenarie af begær, modstand og performance. Serien placerer en række etablerede mandlige komikere i en narrativ ramme, hvor de skal navigere en række dramatiske møder med det ultimative mål at levere et klimaktisk, historiedefinerende kys. Dette centrale koncept etablerer et højtryksmiljø, hvor professionelle instinkter testes, og grænserne mellem performance og reaktion bevidst udviskes.
Et spil med høje indsatser om improvisation og forførelse
Serien opererer efter et omhyggeligt defineret regelsæt, der styrer deltagernes rejse. Det primære mål for hver komiker er at blive “hovedpersonen” i det udfoldende, improviserede drama. Denne status opnås ved succesfuldt at levere, hvad formatet kalder det “ultimative kys” eller det “bedste kys”. Denne handling er ikke blot fysisk, men skal fungere som et narrativt tilfredsstillende klimaks til de improviserede scener, de bygger med deres medspillere. Succesen af denne performance er den eneste målestok for at avancere i spillet. Den centrale konflikt og primære forhindring introduceres gennem en række kvindelige medspillere, hvis eksplicitte rolle inden for spillets struktur er at agere som “uimodståeligt forførende” fristelsesagenter. Komikerne skal engagere sig dramatisk med disse karakterer, opbygge en romantisk fortælling og samtidig modstå enhver for tidlig eller narrativt ufortjent fysisk intimitet.
Flere artikler
Straffen for ikke at overholde denne kerne-direktiv er øjeblikkelig og absolut. Hvis en deltager leverer, hvad spillets dommere anser for et “billigt kys” – et, der mangler tilstrækkelig narrativ begrundelse eller følelsesmæssig vægt – bliver de øjeblikkeligt elimineret fra konkurrencen. Inden for showets diegese er denne eliminering indrammet som en karakters “død”, hvilket fjerner dem fra den igangværende historie. Denne “dødsspil”-mekanik, selvom den er metaforisk, skaber en håndgribelig følelse af fare, der nærer den komiske og dramatiske spænding. Seriens struktur er skræddersyet til streamingmodellen; den komplette narrative bue er indeholdt i en enkelt sæson på seks afsnit, som alle blev udgivet samtidigt, hvilket letter en binge-watching-oplevelse. Denne udgivelsesstrategi giver den overordnede fortælling om konkurrencen mulighed for at udfolde sig uden afbrydelse, hvilket tilskynder publikums fordybelse i spillets eskalerende indsatser.
Selve designet af denne konkurrence fungerer som en sofistikeret undersøgelse af præstationsangst. Deltagerne er professionelle komikere, individer hvis karrierer er bygget på præcis kontrol over timing, publikumsopfattelse og den succesfulde levering af en komisk eller følelsesmæssig gevinst. Spillets mål, det “bedste kys”, er et i sagens natur subjektivt mål for præstationskvalitet, der flytter komikerne fra deres velkendte territorium med joke-konstruktion til det tvetydige rige af romantisk autenticitet. Ved at straffe et “billigt kys” forbinder formatet eksplicit fiasko med en underlegen kunstnerisk levering. Følgelig er “døden” i dette spil ikke en bogstavelig trussel, men en potent metafor for kreativ og professionel fiasko under det offentlige opsyn af et globalt publikum. Spændingen stammer fra at observere eksperter i én disciplin blive grundigt testet i en anden, hvilket forvandler et simpelt spil til en metakommentar om de iboende pres ved performance og den skrøbelige natur af professionel validering.
Fra en veteran inden for varieté-tv
Den kreative kraft bag Kiss or Die er Nobuyuki Sakuma, en erfaren tv-producer, der er krediteret for planlægning og produktion af serien. Sakuma har etableret et betydeligt ry gennem en række succesfulde projekter for Netflix, herunder talkshow-drama-hybriden Last One Standing, den intime dialogserie LIGHTHOUSE og varietéprogrammet Welcome, Now Get Lost. Hans indflydelse strækker sig dybt ind i japansk jordbaseret tv, hvor han er kendt for at skabe populære og kritikerroste programmer som God Tongue og Achi Kochi Audrey. Dette værk demonstrerer en konsekvent interesse i at udvikle high-concept-formater, der placerer komikere i ukonventionelle og psykologisk krævende situationer.
Kiss or Die er ikke et helt nyt koncept, men snarere en udvikling af en kreativ optagethed, der er tydelig i Sakumas tidligere arbejde. Seriens præmis er direkte inspireret af “Kiss Endurance Championship”, et populært og tilbagevendende segment fra hans langvarige tv-show God Tongue. Dette segment testede på samme måde komikeres improvisationsevner og selvkontrol ved at placere dem i scenarier, hvor de skulle modstå tilnærmelser fra attraktive skuespillerinder. Ved at udvide dette segment til en fuldgyldig serie med høj produktionsværdi for en global platform, gentager Sakuma en gennemprøvet formel, forfiner dens mekanik og skalerer dens ambition. Denne afstamning indikerer, at serien er produktet af en langsigtet kreativ udforskning af det komiske potentiale i fremstillet romantisk spænding.
Produktionen ledes af instruktør Takashi Sumida, hvis filmografi inkluderer filmen Fictitious Girl’s Diary fra 2020 og serien The Road to Murder fra 2021. Manuskriptet til serien er krediteret en forfatter kendt som Date-san. Den administrerende producer er Shinichi Takahashi, med Haruka Minobe, Seira Taniguchi og Rieko Saito som producere. Serien er en officiel Netflix-produktion, realiseret i produktionssamarbejde med Kyodo Television og med produktionsydelser fra Shio Pro. Denne robuste produktionsinfrastruktur understreger den betydelige investering i et format, der stammer fra et nichesegment af japansk varieté-tv.
Sakumas karriereforløb, der kulminerer i dette projekt, peger på en bredere tendens i den globale indholdsstrategi. Hans tidligere, indflydelsesrige arbejde som God Tongue blev primært skabt for et indenlandsk japansk publikum. Hans nyere samarbejder med Netflix repræsenterer imidlertid en bevidst indsats for at tilpasse og løfte disse unikt japanske varietéformater til internationalt forbrug. Last One Standing oversatte for eksempel med succes blandingen af uskrevet snak og skrevet drama, der findes i shows som King-chan, til et format, der fandt genklang hos et globalt publikum. Kiss or Die følger dette strategiske mønster, idet det tager et specifikt, kulturelt resonant varietéspil og omformer det til en poleret, binge-værdig serie. Dette positionerer Sakuma som en nøglefigur i oversættelsen af Japans formelt eksperimenterende tv-landskab for et verdensomspændende publikum, med Netflix-platformen som den kritiske muliggører for denne tværkulturelle udveksling. Hans tilgang kan være informeret af en personlig filosofi om, at bredden af den kultur, man indtager i sin ungdom, direkte påvirker intellektuel fleksibilitet og evnen til at acceptere forskellige værdier. Succesen med sådanne projekter har bredere implikationer for, hvordan regionale underholdningsformater kan dekonstrueres og samles igen for global appel.
Et kurateret sammenstød af talent
Casting til Kiss or Die er en afgørende komponent i dets konceptuelle design, der samler en mangfoldig række af kunstnere fra forskellige sektorer af den japanske underholdningsindustri. Castet er strategisk opdelt i tre forskellige grupper, hver med en specifik funktion inden for showets flerlagede format. Det dynamiske samspil mellem disse grupper genererer seriens primære narrative og komiske friktion.
Kerne-deltagerne, hvis færdigheder bliver sat på prøve, er et udvalg af fremtrædende mandlige komikere. Denne gruppe inkluderer Gekidan Hitori, et yderst alsidigt talent kendt ikke kun for sin komik, men også som en dygtig skuespiller, romanforfatter og filminstruktør. Han får selskab af Tetsuya Morita fra komikerduoen Saraba Seishun no Hikari, som også medvirkede i Sakumas Last One Standing; Takashi Watanabe fra den populære manzai-duo Nishikigoi; og Crystal Noda fra duoen Madical Lovely. Opstillingen afrundes af Kazuya Shimasa fra komikerduoen New York og Gunpee fra duoen Haru to Hikoki. Dette udvalg repræsenterer et tværsnit af moderne japansk komik, fra etablerede veteraner til populære aktuelle navne.
En anden gruppe fungerer som et studiepanel, der leverer kommentarer og analyser, som guider seerens fortolkning af begivenhederne. Dette panel fungerer som et græsk kor, der dekonstruerer komikernes strategier og bedømmer kvaliteten af deres improviserede præstationer. Det består af Ken Yahagi, den ene halvdel af den respekterede komikerduo Ogi Yahagi, og Ryota Yamasato fra duoen Nankai Candies. Yamasato er et velkendt ansigt for internationale publikummer på grund af sin langvarige rolle som en skarpsindig kommentator i realityserien Terrace House. De får selskab af model og tv-personlighed Miyu Ikeda. Dette panels tilstedeværelse forstærker ideen om, at serien ikke bare er et spil, men en teknisk performance, der bliver kritisk evalueret.
Den tredje og sidste gruppe er det dramatiske ensemble, der er ansvarlig for at drive de improviserede fortællinger og legemliggøre spillets centrale udfordring. Dette cast inkluderer etablerede mainstream-skuespillere, der låner dramatisk vægt til forløbet. Den mest bemærkelsesværdige blandt dem er Mamoru Miyano, en produktiv og højt dekoreret stemmeskuespiller og sanger. Miyano er en stor figur i anime-verdenen og har vundet adskillige priser for sine roller i globalt anerkendte serier som Death Note, Mobile Suit Gundam 00 og Steins;Gate. Hans deltagelse giver et benchmark for professionelt skuespil, som komikernes improvisationer måles op imod. Det mandlige skuespillerensemble inkluderer også Terunosuke Takezai, Jun Hashimoto og Kosei Yuki. Det kvindelige cast, der har til opgave at portrættere de forførende figurer, som komikerne skal modstå, er i vid udstrækning hentet fra verdenerne af voksenfilm og gravure-modeller. Dette inkluderer Mana Sakura, en fremtrædende voksenfilm (AV)-skuespillerinde, der med succes er gået over i mainstream-underholdning, hvor hun har medvirket i film og tv-dramaer og udgivet flere anmelderroste romaner. Hendes første bog, den stærkt selvbiografiske The Lowlife, blev filmatiseret i 2017. Hun får selskab af andre AV-kunstnere og modeller, herunder Mary Tachibana, som er af blandet japansk og russisk afstamning; Kiho Kanematsu, et tidligere medlem af den mainstream idol-gruppe AKB48; Nana Yagi, som også har spillet i web-dramaer; Karin Touno, Ibuki Aoi, Luna Tsukino og MINAMO.
Denne casting-tilgang ser ud til at være en bevidst handling af kulturel ingeniørkunst. Showets præmis tvinger en direkte og intim konfrontation mellem kunstnere fra forskellige, ofte stift adskilte, lag af Japans underholdningsøkosystem. Den centrale dynamik genereres af den professionelle friktion mellem mainstream-komikere og -skuespillere og kunstnere fra voksenunderholdningsindustrien, som ofte er marginaliserede fra mainstream-produktioner. Inkluderingen af figurer som Mana Sakura, hvis karriere aktivt har udfordret disse traditionelle grænser, og Kiho Kanematsu, der er gået fra mainstream idol-pop til voksenmedier, er særligt betydningsfuld. Formatet udnytter de forskellige professionelle færdigheder fra hver gruppe mod hinanden: komikernes improvisatoriske vid stilles over for skuespillerindernes ekspertise i at udføre forførelse og intimitet. Dette skaber en unik og kompleks magtdynamik. I en mainstream Netflix-produktion placerer det kunstnere fra voksenindustrien i en central, bemyndiget og antagonistisk rolle, og udfordrer derved det konventionelle berømthedshierarki og skaber et socialt eksperiment, der udsendes på en global scene.
Dekonstruktion af det improviserede format
Kiss or Die er et formelt komplekst værk, der opererer på flere, samtidige virkelighedsniveauer. Deltagerne eksisterer som sig selv – komikere, der konkurrerer i et spil med høje indsatser for professionel stolthed. Samtidig spiller de karakterer i et improviseret drama, med opgaven at skabe en sammenhængende fortælling og følelsesmæssig bue på stående fod. Endelig er de genstand for realtidsanalyse af studieværterne, der nedbryder deres valg og præstationskvalitet for publikum. Denne meta-narrative struktur opfordrer aktivt til en kritisk måde at se på, og inviterer publikum til at overveje mekanismerne bag performance, autenticitet og narrativ konstruktion.
Serien engagerer sig også i en sofistikeret genre-subversion. Den låner sin grundlæggende struktur fra den japanske “dødsspil”-genre, en populær narrativ form i manga, anime og film, berømt eksemplificeret ved titler som Battle Royale, Liar Game og As the Gods Will-serien. Denne genre er typisk kendetegnet ved dystre konkurrencer med høje indsatser, hvor deltagerne tvinges til at kæmpe for deres bogstavelige overlevelse, ofte som en form for mørk social allegori, der udforsker temaer som konformitet, forbrugerisme og tab af individuel identitet i en dehumaniserende verden. Kiss or Die adopterer genrens ramme med højrisiko-eliminering – “dræb eller bliv dræbt”-ultimatummet – men udfører en afgørende substitution. Den erstatter truslen om fysisk død med spøgelset af professionel fiasko og offentlig ydmygelse. “Døden” er rent narrativ og symbolsk, en konsekvens af en dårligt udført performance. Denne komiske inversion tjener til at parodiere det selvhøjtidelige melodrama, der er iboende i dødsspil-genren, ved at bruge dens troper ikke til spænding, men til latter.
Showets tekniske format er en hybrid, der omhyggeligt blander kerneprincipperne fra to forskellige performance-tilstande: improvisationsteater og reality-tv. Fra improvisationsteater tager det vægten på spontanitet, karakterskabelse og samarbejdende historiefortælling i et uskrevet miljø. Fra reality-tv låner det det stive regelsæt, den konkurrenceprægede elimineringsstruktur og den overordnede fornemmelse af en fremstillet konkurrence. Den primære motor for seriens underholdningsværdi er den vedvarende spænding mellem disse to tilstande – den kreative frihed, som improvisation tilbyder, kolliderer konstant med de strukturelle begrænsninger, der pålægges af spillets regler. Denne kollision tvinger komikerne til at være både kreative kunstnere og strategiske spillere, en dualitet, der genererer både komedie og ægte dramatisk spænding.
Denne formelle tilgang giver serien mulighed for at fungere som en skarp kritik af konceptet om fremstillet autenticitet, der ligger til grund for meget af reality-tv. Ved at gøre performancen af romantik og begær til en eksplicit, konkurrencepræget og teknisk bedømt færdighed, dekonstruerer showet illusionen om, at lignende dynamikker i reality-datingformater er helt spontane. Selve præmissen – at opnå det “bedste kys” – fjerner foregivelsen af at fange “ægte” følelser. Tilstedeværelsen af et dommerpanel forstærker yderligere, at publikum er vidne til en teknisk færdighed, der bliver evalueret, ikke en ægte romantisk udvikling. Ved at indramme romantik som en konkurrencepræget, improviseret performance, satiriserer showet hele reality-dating-genren. Det antyder implicit, at alle sådanne programmer i deres kerne er en form for “kys-udholdenhedsmesterskab”, hvor deltagerne udfører intimitet og begær for at overleve inden for showets narrative struktur. Dette giver et kynisk og sofistikeret lag af kommentar til selve naturen af uskrevet underholdning.
Kiss or Die fremstår som en formelt ambitiøs og yderst eksperimentel serie, der bevidst skubber de etablerede grænser for uskrevet underholdning. Dens innovative kraft ligger i dens sømløse blanding af forskellige genrer – reality-konkurrence, improvisationsteater og parodi – og dens anvendelse af en kompleks, flerlaget meta-fortælling, der opfordrer til kritisk engagement fra sit publikum. Serien repræsenterer en betydelig og logisk udvikling i den kreative bane for dens skaber, Nobuyuki Sakuma, og markerer hans hidtil mest dristige forsøg på at ompakke et niche-japansk tv-koncept for et globalt publikum. Den står som et bemærkelsesværdigt eksempel på, hvordan kulturelt specifikke underholdningsformater kan dekonstrueres og genopfindes, og tilbyder en unik og udfordrende seeroplevelse, der på én gang er en high-concept-komedie og en skarp dekonstruktion af moderne medieperformance.
Hele den første sæson på seks afsnit af Kiss or Die blev gjort tilgængelig for global streaming på Netflix-platformen den 9. september 2025.
