Premieren på De døde piger (Las Muertas) markerer en betydningsfuld begivenhed i moderne tv og repræsenterer en sammensmeltning af et kanonisk værk fra latinamerikansk litteratur, den filmiske vision fra en af Mexicos mest fremtrædende filmskabere og et berygtet kapitel fra landets kriminalhistorie. Miniserien på seks afsnit er det første tv-projekt fra instruktør Luis Estrada, en filmskaber, hvis karriere er defineret af anmelderroste spillefilm, der anvender skarp satire til at dissekere det mexicanske politiske og sociale liv. Denne produktion er en filmatisering af romanen af samme navn fra 1977 af Jorge Ibargüengoitia, en tårnhøj skikkelse i det 20. århundredes mexicanske litteratur. Fortællingen i sig selv er en fiktionaliseret udforskning af den virkelige sag om González Valenzuela-søstrene, der i 1960’erne blev berygtede som seriemorderne kendt som “Las Poquianchis”. Den bevidste kombination af disse tre søjler – en anerkendt auteur, en prestigefyldt litterær kilde og en chokerende sand historie – positionerer serien ikke som et konventionelt krimidrama, men som prestigefyldt tv skabt til seriøst kulturelt engagement. Det signalerer en hensigt om at udnytte etablerede kunstneriske og historiske omdømmer for at etablere seriens intellektuelle troværdighed for et kræsent globalt publikum.
Litterære oprindelser og historisk traume
Seriens fundament er dobbelt, idet den hviler på både Jorge Ibargüengoitias berømte roman og den grusomme historiske virkelighed, der inspirerede den. Romanen Las Muertas fra 1977 betragtes som en hjørnesten i moderne mexicansk litteratur, et værk, der tog de beskidte fakta fra en sand krimihistorie og forvandlede dem til et dybtgående stykke social kommentar. Bogen er en fiktionaliseret beretning om González Valenzuela-søstrene – omdøbt til Baladro-søstrene i romanen og serien – som drev et netværk af bordeller i delstaten Guanajuato i 1960’erne og til sidst blev dømt for adskillige forbrydelser, herunder mord på deres ansatte og deres nyfødte børn. Ibargüengoitias litterære geni lå i hans tilgang til dette materiale. I stedet for en ligefrem dramatisering er hans roman kendetegnet ved en særegen blanding af sort humor, bidende satire og en urokkelig kritik af det post-revolutionære Mexicos samfundsstruktur, der afslører den institutionelle uduelighed og systemiske korruption, som tillod sådanne grusomheder at finde sted. Romanens narrative struktur er ukonventionel og undgår en lineær handling til fordel for en fragmenteret, multiperspektivisk genopbygning af begivenheder, der minder om en journalistisk rapport eller en samling af forskellige vidneudsagn fra retten. Dette stilistiske valg er centralt for dens tematiske kraft, idet det skaber en objektiv, næsten klinisk distance, der paradoksalt nok forstærker begivenhedernes rædsel og absurditet. Serien adopterer denne satiriske og kvasi-journalistiske tone, en beslutning, der fungerer som mere end blot en stilistisk hyldest. Den fungerer som en sofistikeret narrativ mekanisme til at konfrontere et nationalt traume, der er for grotesk til direkte, realistisk skildring. Brugen af satire giver en kritisk distance, der tillader historien at bevæge sig ud over de sensationelle detaljer i selve forbrydelserne for at foretage en mere indgående undersøgelse af de kulturelle og politiske forhold – den gennemtrængende kvindefjendskhed, moralske dobbelthed og institutionelle forfald – der skabte det miljø, hvori et sådant onde kunne trives.
Auteurens vision og narrative arkitektur
Den kreative kraft bag De døde piger er utvetydigt Luis Estrada, der fungerer som seriens skaber, showrunner, medforfatter og instruktør af alle seks afsnit, hvilket giver ham en grad af omfattende auteur-kontrol, der er sjælden i tv-produktion. Hans forbindelse til materialet er ikke ny; Estrada har beskrevet sit ønske om at filmatisere Ibargüengoitias roman som en 30-årig “besættelse”, der begyndte, da han første gang læste bogen i en alder af 15. I årtier blev projektet forestillet som en spillefilm, men realiseringen var i sidste ende afhængig af et skift i medielandskabet. Estrada fandt, at den episodiske langform-struktur i en miniserie, som en global streamingplatform kunne tilbyde, var det “ideelle format” for romanens ekspansive lærred af karakterer, steder og sammenvævede tidslinjer – en narrativ kompleksitet, der aldrig kunne rummes tilstrækkeligt inden for en konventionel films spilletid. Dette gør serien til et fremragende eksempel på, hvordan streamingmodellen fundamentalt ændrer mulighederne for litterær filmatisering, idet den giver den kreative og økonomiske frihed til at oversætte komplekse romaner med en hidtil uopnåelig troskab. Manuskriptet, skrevet i samarbejde med hans hyppige samarbejdspartner Jaime Sampietro og med bidrag fra Rodrigo Santos, blev udviklet med en dyb ærbødighed for kildematerialets unikke struktur. Estradas instruktionsmetode var at optage hele serien som en enkelt, sammenhængende produktion, beslægtet med en forlænget film, hvor hvert afsnit var omhyggeligt udformet, som var det en kortfilm, og han antydede endda, at hver del fungerer som en “uafhængig film med sin egen genre”. En central kreativ beslutning var at bevare romanens kvasi-journalistiske, flerstemmige fortælling og flette vidnesbyrd og officielle erklæringer sammen som et afgørende filmisk greb til at genopbygge historien. Dog er filmatiseringen ikke uden et betydeligt forfatterindgreb. Det sjette og sidste afsnit indeholder et helt nyt manuskript skrevet af Estrada og Sampietro, et bevidst valg for at adressere, hvad de opfattede som romanens “bratte” afslutning og for at give en mere filmisk og tematisk afgørende løsning.
Et cast af mexicansk prestige
Serien har et ensemble af skuespillere, der repræsenterer et højt talentniveau inden for både mexicansk og international film. Fortællingen er forankret i præstationerne fra Arcelia Ramírez som den ældre søster, Arcángela Baladro, og Paulina Gaitán som den yngre søskende, Serafina Baladro. Begge skuespillerinder bringer betydelig dramatisk vægt til deres roller. De støttes af en fremtrædende rollebesætning af etablerede kunstnere, herunder Joaquín Cosío som kaptajn Bedoya, betjenten, der efterforsker sagen, og Alfonso Herrera som Simón Corona, en nøglefigur i søstrenes foretagende. Det bredere ensemble er befolket af respekterede skuespillere som Mauricio Isaac, Leticia Huijara, Enrique Arreola og Fernando Bonilla, hvilket skaber et rigt persongalleri. Castingstrategien samler kunstnere med betydelig global anerkendelse fra deres arbejde i højtprofilerede internationale produktioner som Narcos, Ozark og Sense8, side om side med skuespillere, der er fejret for deres bidrag til anerkendte mexicanske film, herunder Estradas egen La Ley de Herodes. Denne samling af talent understreger produktionens ambition og dens positionering som et førsteklasses dramatisk værk.
Håndværket i en håndbygget verden
Produktionen af De døde piger var en enorm og omhyggelig opgave, der udmærkede sig ved sin skala og et dybt engagement i praktisk, håndgribeligt håndværk. Optagelserne strakte sig over 21 uger og involverede en hovedrollebesætning på 150 skuespillere, støttet af mere end 5.000 statister, hvilket afspejler ambitionen om at skabe en befolket og autentisk verden. Det mest bemærkelsesværdige aspekt af produktionen er dens dedikation til fysisk verdensbygning. I alt blev 220 forskellige kulisser konstrueret for at genskabe de forskellige miljøer i 1960’ernes Mexico, hvor produktionen bevidst undgik digitale forbedringer og visuelle effekter. Estrada har bemærket, at hvert billede i serien var “håndlavet”, en filosofi, der strækker sig fra produktionsdesign til kostumer og rekvisitter. Dette engagement i praktiske effekter og fysiske kulisser er ikke blot et æstetisk valg, men et tematisk. Ved fysisk at konstruere Baladro-søstrenes verden, forankrer produktionen sin fortælling om korruption og vold i en taktil, ubestridelig virkelighed. Denne materielle autenticitet forstærker seriens kvasi-dokumentariske stil og understreger påstanden om, at disse forfærdelige begivenheder fandt sted i en virkelig tid og på et virkeligt sted, ikke i en stiliseret digital rekonstruktion. De omfattende optagelser på location forstærkede yderligere denne autenticitet, med optagelser, der fandt sted i de mexicanske stater San Luis Potosí, Guanajuato og Veracruz, samt på lydscener i Mexico Citys historiske Churubusco Studios. Det centrale kreative team, der er ansvarligt for dette visuelle sprog, omfatter filmfotograf Alberto Anaya Adalid “Mándaro”, produktionsdesigner Salvador Parra og klipper Mariana Rodríguez. Serien er produceret af Estrada og Sandra Solares gennem deres produktionsselskaber Mezcala Films, Bandidos Films og Jaibol Films.
En dissektion af systemisk ondskab
Mens den narrative motor i De døde piger er en sand krimihistorie, er dens tematiske anliggender dem, der hører til en kompleks social kritik. Den centrale handling følger søstrene Arcángela og Serafina Baladro, mens de metodisk opbygger et lukrativt og brutalt imperium af bordeller, en kriminel virksomhed, der i sidste ende smuldrer og afslører dem som to af Mexicos mest berygtede seriemordere. Serien argumenterer dog for, at deres handlinger ikke var en isoleret anomali, men snarere et symptom på en større samfundsmæssig sygdom. Fortællingen er en dybdegående udforskning af systemisk svigt, der undersøger, hvordan ukontrolleret magt, institutionel korruption, gennemtrængende kvindefjendskhed og dyb moralsk dobbelthed skabte de betingelser, der tillod søstrene at drive deres netværk af udnyttelse og mord ustraffet i årevis. Et centralt tema, arvet direkte fra Ibargüengoitias roman, er begrebet “ondskab”, en undersøgelse af ondskabens banalitet, der udforsker, hvordan almindelige mennesker, herunder systemets ofre, selv kan blive gerningsmænd, når de får muligheden. På denne måde fungerer Baladro-søstrenes kriminelle virksomhed som et stærkt mikrokosmos af en korrupt stat. Magtdynamikkerne, de moralske kompromiser, udnyttelsen og den systemiske vold, der definerer bordellernes indre verden, fungerer som en direkte metafor for de større samfundsmæssige onder, som Estrada har kritiseret gennem hele sin filmografi. Serien bruger dette lukkede, brutale miljø til at iscenesætte en bredere allegori om national moralsk forfald, hvor søstrenes terrorregime er en afspejling af statens egen moralske fallit. Serien fortsætter således Estradas livslange projekt med at bruge satire og sort humor til at dissekere mexicanske politiske og sociale strukturer og tilbyder et unikt mexicansk perspektiv på universelle temaer som køn, magt og vold.
Genopbygning af en legende for et globalt publikum
De døde piger ankommer som et komplekst, flerlaget værk, der fungerer samtidigt som en trofast litterær filmatisering, en isnende historisk rekonstruktion og en potent auteur-erklæring. Den repræsenterer en betydelig tilføjelse til det voksende katalog af ambitiøse internationale dramaer, der udmærker sig ved sin litterære stamtavle, sit urokkelige emne og sin instruktørs enestående vision. Ved at syntetisere den narrative råhed fra true crime-genren med en sofistikeret, satirisk og dybt kritisk tilgang, sigter serien mod at være både en narrativt skarp thriller og et stykke resonant social kommentar. Ved at bringe en af Mexicos mørkeste legender til en global platform gennem linsen af en af landets mest kritiske og kompromisløse filmskabere, engagerer serien sig i en kompleks handling af kulturel oversættelse, historisk undersøgelse og kunstnerisk syntese.
Den seks episoder lange miniserie De døde piger (Las Muertas) havde verdenspremiere på streamingplatformen Netflix den 10. september 2025.
