Vi er vant til, at true crime er en obduktion af fortiden. Vi ser afsluttede sager, retsmedicinere, der analyserer kolde beviser, og vi ånder lettet op fra tidens sikre afstand. Men hvad sker der, når forbrydelsen ikke er en afsluttet begivenhed, men et skuespil, der sendes direkte? Hvad sker der, når tragedie bliver til indhold, og en gidselsforhandling underkastes seertallenes tyranni?
En ny Netflix-dokumentar, med titlen “Sagen om Eloá: Et gidseldrama live på tv”, dykker ned i arkiverne fra et af de mørkeste og mest mediedækkede øjeblikke i Brasiliens nyere historie. Produktionen genbesøger den gidseltagning, der “lammede Brasilien”, en hjerteskærende sag om kønsbaseret vold, der kom ud af kontrol af en skræmmende grund: Hele nationen så med. Dokumentaren er ikke kun en rekonstruktion af en forbrydelse; det er en obduktion af et mediecircus og et institutionelt svigt, der udspillede sig i realtid foran millioner af mennesker.
Lejligheden
Scenen var en almindelig lejlighed i et boligkompleks i Santo André, São Paulo. En eftermiddag lavede den 15-årige Eloá Pimentel skolearbejde med tre venner. Til stede var hendes veninde Nayara Rodrigues da Silva, også 15 år, og to klassekammerater, Iago Vilera og Victor Campos.
Normaliteten blev knust, da Lindemberg Alves, 22 år og Eloás ekskæreste, trængte ind i boligen. Han var bevæbnet med en pistol. Motivet var lige så tragisk, som det var almindeligt: Han “ville ikke acceptere, at forholdet var slut”.
Kort efter at være kommet ind, løslod Alves de to drenge, Iago og Victor. Men han holdt Eloá og hendes veninde Nayara fanget. Sådan begyndte en belejring, der skulle gå over i historien som den længste gidseltagning registreret i staten São Paulo: en frygtelig udholdenhedsprøve, der strakte sig over mere end hundrede timer. Hundrede timer, hvor en forbrydelse i hjemmet blev til et nationalt skuespil.
“Vi er i luften”: Når pressen bliver hovedperson
De hundrede timer var den perfekte grobund for katastrofen. Det, der burde have været en krisezone kontrolleret af politiet, blev til et udendørs tv-studie. Scenen var et kaos af “presse, politi, masser af travlhed”. Gidseltagningen blev sendt “næsten i realtid på tv”, og som forventet var seertallene “skyhøje for alle”.
Grænsen mellem at observere og deltage blev opløst næsten med det samme. Flere tv-kanaler fik fat i lejlighedens telefonnummer. Værten Sônia Abrão, fra RedeTV!, ringede og lavede et liveinterview i åben udsendelse med Lindemberg, gidseltageren. Vidner beskrev scenen som “chokerende”: en tv-berømthed, der talte med forbryderen, live, mens han holdt to teenagere som gidsler med en pistol. År senere erklærede Abrão, at hun ikke fortrød og “ville gøre det igen”.
Hun var ikke den eneste. I morgenprogrammet “Hoje em Dia” på Record fik værten Ana Hickmann en idé: Hun foreslog direkte i udsendelsen, at gidseltageren eller ofrene skulle lave et “tegn i vinduet” for at “vise, at alt er i orden” og berolige offentligheden. Hendes medvært, Britto Jr., støttede forslaget og kaldte det “godt”.
Dette medievanvid fik direkte og katastrofale konsekvenser. Gidseltageren kunne inde fra lejligheden se alt, hvad der skete udenfor, på sit eget tv, inklusive politiets strategi og positionering. En anklager i sagen udtalte, at en tv-vært, ved at påtage sig rollen som forhandler, “forstyrrede forhandlingerne”. Forbryderen, langt fra at være isoleret, fik en “berømthed”, der fik ham til at føle sig “som en stjerne”. Imens samledes hundredvis af mennesker på gaden. Nogle “udnyttede endda tilstedeværelsen af kameraerne til at forsøge at komme i fjernsynet”. Det var, officielt, et realityshow.
Den utænkelige fejl
Mens mediecircusset rasede, udspillede der sig et alvorligt svigt i politiets procedurer. Operationen udført af São Paulo-politiets særlige taktiske indsatsgruppe (GATE) var præget af, hvad der er blevet beskrevet som “åbenlyse fejl”.
Den alvorligste, og måske mest uforståelige, fejl involverede Nayara Rodrigues. Efter at være blevet løsladt af Lindemberg, og allerede i sikkerhed, traf politiet en uforklarlig beslutning: De bad hende om at vende tilbage til lejligheden.
En betjent tog hjem til Nayara for at bede hende om at “hjælpe med forhandlingerne”. Obersten, der ledede operationen, Flávio Depieri, godkendte, at den 15-årige pige vendte tilbage til fangenskabet. En tidligere national sekretær for offentlig sikkerhed ville senere kalde denne beslutning for en fatal fejl. Politiet, i et forsøg på at løse en krise, de ikke længere kontrollerede, sendte en mindreårig civil tilbage til skudlinjen. År senere fastslog domstolene, at denne handling var en af “fejlene i politiindsatsen” og dømte staten til at betale erstatning til Nayara.
Resultatet
Trykkogeren, fodret af hundrede timers mislykkede forhandlinger, medieindblanding og “totalt katastrofale” polititaktikker, eksploderede til sidst. Politiet besluttede at storme lejligheden.
Nayaras vidnesbyrd, den overlevende, er afgørende. Hun forklarede, at hun hørte skud, før politiet trængte ind. Ifølge hendes beretning trak Lindemberg et bord hen for at blokere døren; hun dækkede sig til med en dyne, og så hørte hun tre skud. Umiddelbart efter brød politiet døren ned.
Under angrebet skød Lindemberg begge unge kvinder. De blev begge kørt akut på hospitalet. Nayara overlevede, trods sine skader. Det gjorde Eloá Pimentel ikke; hun blev erklæret “hjernedød”.
Livet efter
I årene, der fulgte, tog de involverede i tragedien forskellige veje.
Lindemberg Alves blev stillet for retten og fundet skyldig i 12 forbrydelser. Han blev idømt (kilderne varierer mellem 39 og 98 års fængsel) og sendt til Tremembé-fængslet i São Paulo. For nylig fik han lov til at overgå til “halvåbent regime”. Rapporter om hans tid i fængslet beskriver ham som en “studerende”, der opretholder “eksemplarisk opførsel”.
Nayara Rodrigues valgte derimod den modsatte vej. I dag lever hun et “diskret liv”. Hun studerede til ingeniør og undgår aktivt at give interviews om det traume, hun oplevede. Den offentlige bevågenhed har dog ikke sluppet hende. I kølvandet på annonceringen af den nye dokumentar stillede Eloás svigerinde, Cíntia Pimentel, offentligt spørgsmålstegn ved venskabet mellem de to unge kvinder (“var de nu også så gode veninder?”), og påpegede, at Nayara “aldrig opsøgte familien igen” efter tragedien. Kommentaren skabte ny polemik og tvang psykologer til at gribe ind i den offentlige debat for at forklare, at Nayaras reaktion er i overensstemmelse med “overlevelsessyndrom” (overlevelsesskyld) eller “dissociering”, en forsvarsmekanisme mod ekstreme traumer.
Hvad dokumentaren (endelig) afslører
Dokumentaren, instrueret af Cris Ghattas og produceret af Paris Entretenimento, kommer på et besynderligt tidspunkt: gerningsmanden nyder godt af fængselsfordele, mens den overlevende stadig dømmes offentligt. Dens relevans ligger netop i det materiale, den bringer frem i lyset.
I løbet af de hundrede timer var de dominerende stemmer i udsendelsen gidseltagerens, tv-værternes og politiets talsmænds. Eloás stemme forsvandt i støjen.
Denne nye produktion præsenterer for første gang “hidtil ukendte uddrag fra teenageren Eloá Pimentels dagbog”. Og, måske vigtigst af alt, den byder på vidnesbyrd fra folk, der taler “offentligt om forbrydelsen for første gang”: hendes bror, Douglas Pimentel, og hendes veninde, Grazieli Oliveira. Filmen interviewer også journalister og myndigheder, der fulgte sagen, i et forsøg på at rekonstruere ikke kun forbrydelsen, men også det cirkus, der omgav den.
Mere end en true crime-historie er dokumentaren et forsøg på at genvinde fortællingen. En indsats for at dæmpe den øredøvende larm fra live-dækningen og endelig lytte til offerets stemme.
Dokumentaren “Sagen om Eloá: Et gidseldrama live på tv” (Originaltitel: Caso Eloá: Refém ao Vivo) har premiere på Netflix den 12. november.
