Netflix har haft premiere på Stjålet: Alle tiders kup, en definitiv dokumentarisk krønike om det dristige kup mod Antwerp Diamond Center, der fandt sted over en weekend i februar 2003. Den 96 minutter lange film præsenterer en detaljeret undersøgelse af et af de mest indviklede og værdifulde tyverier i moderne historie.
Produktionen kommer fra et kreativt team med en betydelig historik inden for true-crime-genren. Den er produceret af RAW, selskabet bag American Nightmare og The Tinder Swindler, i samarbejde med Amblin Documentaries og Wildside. Filmen er skrevet og instrueret af Mark Lewis, hvis tidligere arbejde inkluderer de anmelderroste dokumentarer Don’t F**k With Cats og Vatican Girl. Projektet rekonstruerer, hvordan et hold italienske tyve, kendt som «Torino-skolen», brød ind i et formodet uigennemtrængeligt boksanlæg og slap afsted med diamanter, guld og andre værdigenstande til en anslået værdi af mellem 100 og 500 millioner dollars, hvoraf intet er blevet fundet.
Anatomien af en umulig forbrydelse
Målet for kuppet var et underjordisk boksanlæg placeret to etager under hovedniveauet i Antwerp Diamond Center, en institution i hjertet af et distrikt, der behandler over 80 % af verdens uslebne diamanter. Boksanlæggets sikkerhed var legendarisk, en fæstning designet som et lukket teknologisk system for at være uigennemtrængeligt for enhver form for indtrængen. Dets forsvar bestod af ti forskellige sikkerhedslag, hvilket skabte en formidabel udfordring for enhver potentiel tyv. Hoveddøren til boksen var sikret med en lås med 100 millioner mulige kombinationer. Derudover inkluderede systemet en række avancerede elektroniske sensorer. Et kraftigt magnetfelt beskyttede døren, designet til at udløse en alarm, hvis forbindelsen mellem dens to plader blev brudt. Rummet blev overvåget af en Doppler-radar og infrarøde varmedetektorer for at registrere bevægelse og kropsvarme, mens en seismisk sensor var kalibreret til at opdage vibrationer fra ethvert forsøg på tvangsindtrængen. En lyssensor ville blive udløst ved enhver belysning i boksens forseglede mørke. Denne teknologiske fæstning var yderligere beskyttet af Diamond Centers egen private sikkerhedsstyrke, alt sammen inden for en af de sikreste kvadratkilometer på Jorden. Kompleksiteten af dette integrerede system etablerede boksens ry som uindtagelig, hvilket gjorde det efterfølgende vellykkede kup til en intellektuel bedrift i systemnedbrydning snarere end en forbrydelse baseret på rå magt.
Hjernerne bag: Indenfor Torino-skolen
Dokumentaren fokuserer på gerningsmændene, en specialiseret bande italienske tyve identificeret som «Torino-skolen». Fortællingen centrerer sig om Leonardo Notarbartolo, den karismatiske hjerne, der orkestrerede kuppet med omhyggelig og langsigtet planlægning. Hans metode undgik vold til fordel for snilde og list, hvilket afspejlede en professionel etos. I over to år før røveriet lejede Notarbartolo et kontor i Diamond Center, hvor han udgav sig for at være en italiensk diamanthandler for at opbygge troværdighed og få adgang til bygningen 24 timer i døgnet. Denne infiltration muliggjorde omfattende overvågning, som efter sigende inkluderede brugen af kuglepenne med kamera til hemmeligt at fotografere boksen og dens låsemekanismer. Banden var et hold af specialister, hver med en specifik rolle angivet med et arketypisk øgenavn: «Uhyret», en ekspert i dirkning og mekanik; «Geniet», en specialist i alarmsystemer; og den stadig uidentificerede «Nøglernes Konge», en mesterforfalsker. Deres forberedelse var udtømmende og afspejlede praksis fra legitime ingeniørprojekter, herunder opførelsen af en fuldskala replika af boksen for at øve deres teknikker til at omgå hvert sikkerhedslag. Denne systematiske tilgang, der involverede langsigtet forskning, social engineering og prototype-testning, fremstiller gerningsmændene mindre som almindelige kriminelle og mere som illegale fagfolk, der anvender ekspert problemløsning på et højt profileret mål.
En filmisk dekonstruktion fra anerkendte producenter
Instruktør Mark Lewis bygger filmen op omkring en central dialektik, hvor han for første gang sidestiller to konkurrerende perspektiver. På den ene side er Antwerpens detektiver, der efterforskede og til sidst opklarede sagen; på den anden side er Leonardo Notarbartolo, den formodede hjerne, der giver sin egen detaljerede beretning om begivenhederne. Denne struktur skaber en dynamisk spænding, der inviterer seeren til at veje politiets proceduremæssige fortælling op mod den kriminelles personlige og sandsynligvis selv-mytologiserende vidnesbyrd. Filmen anvender teknikker fra kup-genren, bruger rekonstruktioner og interviewrammer til at opbygge spænding og manipulere publikums perspektiv, hvilket minder om den narrative vildledning, man ser i fiktionsfilm som Inside Man. Ved at præsentere disse modstridende beretninger bevæger dokumentaren sig ud over en simpel præsentation af fakta. Den bliver en undersøgelse af sandhed, hukommelse og eftermæle, der tvinger publikum ind i en aktiv rolle med at vurdere troværdighed i stedet for passivt at modtage en enkelt, autoritativ version af historien.
Fra undersøgende journalistik til lærredet
Dokumentarens fortælling er forankret i omfattende journalistisk research, baseret på faglitteraturbogen fra 2010, Flawless: Inside the Largest Diamond Heist in History, skrevet af Scott Andrew Selby og Greg Campbell. Bogen er resultatet af års original research udført i Belgien og Italien, og den giver en detaljeret redegørelse for planlægningen, udførelsen og efterspillet af forbrydelsen. Dette fundament i undersøgende journalistik giver filmen et lag af autoritet og detaljer. Forbindelsen mellem bogen og filmen forstærkes af forfatteren Scott Andrew Selbys deltagelse som executive producer på projektet, hvilket antyder en forpligtelse til kildematerialets troværdighed. Tilpasningen fra en tæt, tekstbaseret undersøgelse til en 96-minutters visuel dokumentar kræver en proces med narrativ komprimering. Denne oversættelse prioriterer historiens filmiske elementer — spændingen ved kuppet, nøglefigurernes karisma og den dramatiske ironi i deres tilfangetagelse — og omdanner detaljeret reportage til en visuelt fængslende og følelsesmæssigt resonant fortælling til skærmen.
Fejlen i det fejlfri kup
Dokumentaren kulminerer i det centrale paradoks ved Antwerpen-kuppet: en omhyggeligt planlagt, teknisk genial forbrydelse, der i sidste ende blev afsløret af et øjebliks dyb skødesløshed. Efter røveriet smed Notarbartolo og en medskyldig affaldsposer langs en motorvej, som blev opdaget af en lokal grundejer. Dette affald indeholdt afgørende beviser, der forbandt banden med forbrydelsen, herunder kvitteringer fra Diamond Center og, mest afgørende, DNA fra en halvt spist salamisandwich, der blev sporet tilbage til Notarbartolo. Opdagelsen førte til anholdelsen af Notarbartolo og tre af hans medskyldige: Ferdinando Finotto, Elio D’Onorio og Pietro Tavano. I 2005 dømte en belgisk domstol Notarbartolo til 10 års fængsel for at have orkestreret kuppet, mens de andre fik femårige domme. Historien nægter dog en fuld afslutning. Selvom der blev skabt retfærdighed for gerningsmændene, forsvandt byttet fra deres forbrydelse. Hele beholdningen af diamanter, guld og smykker, til en værdi af over 100 millioner dollars, blev aldrig fundet, hvilket cementerede kuppets legendariske status og efterlod et vedvarende mysterium.
Stjålet: Alle tiders kup havde premiere den 8. august 2025.
