Hvis The Legend of Vox Machina var den larmende fest med øl og drager, som vi alle ønskede at deltage i, så er The Mighty Nein den eksistentielle tømmermænd dagen derpå. Og mærkeligt nok er det netop det, der gør den så fascinerende. Critical Role og Amazon MGM Studios har besluttet, at vi har fået nok af klassiske helte, der ved præcis, hvad de skal gøre. Deres nye animerede satsning smider håndbogen for den “gode eventyrer” ud ad vinduet for at introducere os for en gruppe utilpassede eksistenser, der er mere bekymrede for at skjule deres egne traumer end for at redde verden. Det er en historie om knuste mennesker, der forsøger ikke at skære sig på deres egne skår, og resultatet er langt mere menneskeligt, beskidt og komplekst, end vi er vant til at se i fantasy-animation.
Et nødvendigt temposkift (og længere spilletid)
Det første, du vil bemærke, er, at serien trækker vejret på en anden måde; glem de hektiske 20-minutters afsnit. Her har holdet under ledelse af showrunner Tasha Huo valgt kapitler på mellem 45 og 60 minutter. Det er ikke en teknisk nykke, men en narrativ nødvendighed. Denne ekstra tid giver plads til noget, vi sjældent ser i genren: stilhed. Der er plads til de akavede blikke, til de dæmpede samtaler i regnen og til at opbygge en politisk spænding, der simrer ved svag varme. Serien starter ikke med en kro og latter, men med et twist, vi aldrig så i den oprindelige kampagne: tyveriet af “The Beacon”, et relikvie, der kan omskrive virkeligheden. Fra første minut gør de det klart, at dette er en spionthriller forklædt som D&D.
Exandrias mest usandsynlige “helte”
Lad os sige det, som det er: Denne gruppe er en katastrofe, men det er vores katastrofe. I centrum for det hele står Caleb Widogast (Liam O’Brien), en troldmand, der bogstaveligt talt er beskidt, og ikke af æstetiske årsager. Han er en mand forfulgt af skyldfølelse og statslig indoktrinering, hvis eneste anker til fornuften er en fe-kat ved navn Frumpkin – som i øvrigt har den dårlige vane at forsvinde i skyer af glimmer eller dø på forfærdelig vis for så at blive hidkaldt igen. Ved hans side går Nott the Brave (Sam Riegel), en goblin med alkohol- og kleptomaniproblemer, der ironisk nok fungerer som en beskyttende moderfigur for Caleb. Deres dynamik er ikke som våbenbrødres; det er to overlevende, der klamrer sig til hinanden midt i stormen.
Så er der det inkarnerede kaos: Jester Lavorre (Laura Bailey). Det er let at lade sig distrahere af hendes blå hud og uudtømmelige energi, men under overfladen af en spilopmager, der tegner kønsdele på hellige templer, gemmer der sig en dyb ensomhed og en foruroligende hengivenhed over for en entitet kaldet “The Traveler”. Visuelt er hun et spektakel: Hendes spirituelle vogtere er ikke bibelske engle, men lyserøde hamstere og voldelige enhjørninger. Gruppen fuldendes af lige så komplekse figurer: Fjord (Travis Willingham), en warlock, der lader som om, han er selvsikker for at skjule sin tvivl; Beau (Marisha Ray), en munk, der foretrækker at slå først og spørge bagefter for at undgå selv at blive såret; Mollymauk (Taliesin Jaffe), en cirkus-hedonist, der lever i nuet, fordi han ikke kan huske sin fortid; og Yasha (Ashley Johnson), en barbar, der i modsætning til den oprindelige kampagne er til stede og udviklet fra starten, og som bærer på en stille tyngde, der afbalancerer de andres støj.
“Tron” møder Midgård
En af de mest dristige drejninger i denne produktion er dens atmosfære. Wildemount, kontinentet hvor handlingen udspiller sig, ligner ikke det farverige Tal’Dorei. Det er et land af gråtoner, splittet mellem et autoritært imperium med industriel æstetik og et mystisk dynasti, der omfavner det “monstrøse”. For at understøtte dette har komponisten Neal Acree skabt noget, der er blevet defineret som “Tron møder fantasy“. Forestil dig mørke elektroniske synthesizere, der blander sig med episke orkestre. Det er et soundtrack, der uden ord fortæller dig, at du står over for en konflikt, hvor ældgammel magi støder sammen med en moderne kold krig. Animationen fra Titmouse er modnet sammen med historien. Mættede farver har givet plads til dybe skygger, mere “beskidte” teksturer og en belysning, der minder om film noir. Alt er designet til, at du skal mærke kulden, snavset og faren.
Et skuespillerhold, der indgyder respekt
Hvis du troede, at niveauet for stemmeskuespil ikke kunne blive højere, tog du fejl. Critical Role har trukket i trådene, og listen over biroller er absurd. Vi taler om legender som Anjelica Huston, Mark Strong (hvis stemme virker skabt til kejserlige skurke) og Ming-Na Wen som Beaus hårde mentor. Det er ikke bare simple cameos; det er sværvægtere, der puster liv i en verden, som føles levende og fjendtlig.
Hvorfor er det vigtigt nu?
I et landskab mættet med fantasy tør The Mighty Nein sige, at man ikke behøver at være ædel for at være hovedpersonen. Det handler ikke om at opfylde en profeti; det handler om at overleve sine egne dæmoner længe nok til at hjælpe en anden. Det er en historie om at finde en familie, hvor man mindst venter det: midt i affald, kriminalitet og fælles traumer. Dette er ikke en serie, man har kørende i baggrunden, mens man tjekker mobilen. Den er tæt, den er følelsesladet og til tider knusende. Men den er også utroligt sjov med den nervøse humor hos en, der griner, fordi alternativet er at skrige. Gør dig klar, for rejsen til Wildemount begynder på Prime Video den 19. november.
