En ny form for sommergys ankommer på Netflix med premieren på The Summer Hikaru Died, en anime-adaptation, der dykker ned i den foruroligende stilhed i det landlige Japan. Serien, baseret på den prisvindende manga af Mokumokuren, introducerer en isnende fortælling, der blander de banale rutiner fra slice-of-life-genren med en gennemtrængende psykologisk rædsel. Med en baggrund af en kvælende varm sommer, fyldt med cikadernes uophørlige summen, centrerer historien sig om to uadskillelige barndomsvenner, Yoshiki Tsujinaka og Hikaru Indou. Deres bånd er ankeret i deres liv i en lille, isoleret landsby, men det anker bliver revet væk, da Hikaru forsvinder i bjergene, kun for at vende tilbage en uge senere som noget helt andet. Serien slår straks fast, at dette ikke er en historie om den langsomme, gryende rædsel ved at opdage en bedrager. I stedet placerer den publikum direkte i hovedpersonen Yoshikis forfærdelige vished. Han ved fra starten, at det væsen, der står ved siden af ham, det, der ser ud, lyder og husker præcis som hans ven, er en erstatning. Dette narrative valg flytter fokus indad og forvandler historien fra et mysterium til en kompleks udforskning af sorg, meddelagtighed og de skræmmende konsekvenser af at vælge at leve med et kendt monster frem for at se tomheden ved tabet i øjnene. Det centrale spørgsmål er ikke, hvad der skete med Hikaru, men hvad der sker med Yoshiki, nu hvor han er væk.
En historie om venskab, tab og en frygtelig hemmelighed
Fundamentet i The Summer Hikaru Died er det dybe og medafhængige forhold mellem de to hovedpersoner. Yoshiki, den mere reserverede og paranoide af de to, finder sit sociale og følelsesmæssige centrum i den udadvendte og karismatiske Hikaru, som er vellidt af alle i deres lille samfund. De er de eneste to drenge på deres alder, og deres liv er dybt sammenflettede. Dette idylliske venskab knuses af den udløsende hændelse: Hikaru tager op i bjergene og forsvinder. Han vender tilbage en uge senere, tilsyneladende uskadt, men Yoshikis øjeblikkelige erkendelse af, at hans ven er væk for altid, sætter historiens dystre tone. Entiteten, der bærer Hikarus skikkelse, beskrevet som et overjordisk væsen, bekræfter denne sandhed. Den indrømmer, at den rigtige Hikaru døde, og at den besatte hans krop med hans samtykke, og i processen opslugte hans sind, minder og følelser.
Stillet over for den ubærlige endeligt af sin vens død, træffer Yoshiki et afgørende og uhyggeligt valg: han beslutter sig for at acceptere denne efterligning og fortsætte deres liv sammen, som om intet var hændt. Denne beslutning bliver fortællingens motor og driver en historie, der handler mindre om at bekæmpe et monster og mere om den psykologiske byrde ved at huse et. Yoshikis motivation udspringer af en dybt menneskelig og sympatisk sorg, men hans valg positionerer ham både som et offer for omstændighederne og som en, der muliggør en potentiel trussel. Entiteten er eksplicit farlig, og dens tilstedeværelse begynder at forårsage mærkelige og foruroligende begivenheder i landsbyen. Dyr reagerer med instinktiv frygt, og en spirituelt følsom lokal kvinde genkender øjeblikkeligt bedrageren. Yoshikis hemmelighed er derfor ikke en passiv byrde, men en aktiv vildledning, der bringer hans samfund i fare. De foruroligende begivenheder er ikke isolerede, da de trækker på en dybt rodfæstet historie af lokal folklore og tragedie i selve landsbyen. Denne mørke fortid involverer en guddom kendt som “Nounuki-sama”, et navn udviklet fra “Unuki-san”, en ånd forbundet med et lokalt bjerg, der producerede giftigt kviksølv, som engang blev brugt til aborter. Landsbyens historie er plettet af en katastrofal begivenhed i 1749, hvor et ritualistisk ønske resulterede i, at en tredjedel af befolkningen døde. Yoshikis beslutning om at huse entiteten forbinder ham uforvarende med denne foruroligende historie og forstærker følelsen af, at han piller ved kræfter, der er hinsides hans fatteevne. Dette skaber en stærk intern konflikt, da kilden til hans trøst – faksimilen af hans tabte ven – også er kilden til hans konstante, snigende rædsel. Fortællingen bliver en moralsk gråzone-udforskning af sorgens egoistiske og desperate natur. Entiteten er på sin side ikke en simpel skurk. Selvom den er overjordisk og farlig, besidder den også en mærkelig uskyld og sårbarhed, idet den oplever verden for første gang gennem Hikarus sanser. Dens eneste bånd til eksistensen er dens forbindelse til Yoshiki, hvilket skaber en kompleks dynamik af gensidig afhængighed, der er lige så øm, som den er skræmmende.
Skabelsen af en langsomt opbyggende rædsel gennem atmosfære og lyd
Anime-adaptationen ledes af instruktør Ryohei Takeshita, som også står for seriens komposition. Takeshita blev tiltrukket af projektet på grund af kildematerialets unikke visuelle sprog og hans eget ønske om at instruere et fuldbyrdet horrorværk, efter tidligere at have afprøvet sine evner på et horror-tema afsnit af animen Flip Flappers. Hans tilgang undgår bevidst almindelige horror-troper som jump scares til fordel for at dyrke en vedvarende følelse af “uhygge”. Målet er at genskabe mangaens signaturatmosfære, en stille, tung rædsel, der stammer fra følelsen af, at noget er fundamentalt galt under overfladen af en banal sommerdag. For at opnå dette læner produktionen sig tungt op ad sit lyddesign. I stedet for at stole på en konstant musikalsk score til at diktere følelser, har Takeshita valgt en tilgang fokuseret på lydeffekter (SFX), der fremhæver pauser og de omgivende lyde fra det landlige miljø. Cikadernes ubarmhjertige sang, en lyd der ofte forbindes med den trykkende varme i en japansk sommer, bliver et centralt redskab til at opbygge spænding, en teknik der er mere almindelig i japanske live-action horrorfilm. Lyden, der blev skabt til selve entiteten, blev specifikt designet til at være “uorganisk”, hvilket afspejler dens sjælløse natur og adskiller den yderligere fra de levendes verden. Takeshitas filosofi om horror er informeret af en bred vifte af indflydelser, herunder James Camerons film Aliens fra 1986, som han beundrer for dens evne til at blande horror med andre engagerende elementer for at holde publikum fanget. Hans proces med at opbygge denne atmosfære er metodisk og fokuserer på scenernes tempo, før et manuskript overhovedet er skrevet. Han designer først animationens følelsesmæssige flow og justerer rytmen for at sikre, at seeren aldrig keder sig, og at historiens stille rædsel opbygges problemfrit.
Denne omhyggelige opmærksomhed på atmosfære strækker sig til den visuelle præsentation. For trofast at fange historiens omgivelser foretog Takeshita og hans team flere ture over flere nætter for at finde locations i de virkelige områder, der inspirerede Mokumokurens fiktive landsby. De brugte dage på at fotografere og optage og sugede de specifikke detaljer i miljøet til sig, fra rustne biler efterladt ved vejkanten til den måde, lyset filtreres gennem de tætte træer. Dette engagement i realisme forankrer den overnaturlige horror i en håndgribelig, troværdig verden. Måske det mest sigende tegn på produktionens dedikation til kildematerialet er oprettelsen af en unik stilling i teamet: “Dorodoro Animator”. Denne rolle blev besat af Masanobu Hiraoka, en fuldstændig selvlært kunstner kendt for sit arbejde med metamorfose og surrealistisk bevægelse, som har bidraget med sin unikke stil til projekter som slutsekvenserne for Chainsaw Man og Made in Abyss. Han er eneansvarlig for at animere de groteske, foruroligende og “mudrede” transformationer, der er et visuelt kendetegn for mangaens horror. Hiraoka insisterede på at håndtegne disse komplekse sekvenser, en møjsommelig proces, der undgår mere effektive digitale genveje for at bevare den organiske, foruroligende kvalitet fra den originale kunst. Disse specifikke og usædvanlige produktionsvalg er ikke blot stilistiske udsmykninger; de er beregnede løsninger på de centrale udfordringer ved at adaptere et værk kendt for sit langsomme, atmosfæriske tempo og sin ukonventionelle visuelle horror. Investeringen i en specialiseret rolle som Dorodoro Animator demonstrerer en dyb respekt for kildematerialet og et engagement i kunstnerisk integritet, hvilket signalerer en produktion, der forstår, hvad der gjorde den oprindelige historie så effektiv.
En fortælling om sorg, identitet og queer-forbindelse
Ud over sin foruroligende præmis er The Summer Hikaru Died en dybdegående udforskning af komplekse menneskelige temaer. I sin kerne er det en historie om sorg, hukommelse og identitet, der stiller spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være menneske, og om en forbindelse kan overleve dødens absolutte endeligt. Fortællingen drives af Yoshikis indre uro, mens han navigerer i en verden, hvor den person, han elskede mest, både er til stede og uigenkaldeligt borte. Denne følelsesmæssige dybde er indviklet vævet sammen med en betydelig og fundamental queer-undertekst. Det er fastslået, at Yoshiki længe har haft en ensidig romantisk forelskelse i Hikaru. Dette er ikke en tangentiel sidehistorie, men en central komponent i hans karakter og historiens centrale temaer. Hans seksualitet bidrager til hans dybe følelse af isolation og “anderledeshed” inden for rammerne af hans konservative, snæversynede landsby.
Denne indre følelse af at være anderledes skaber et stærkt, uudtalt slægtskab mellem Yoshiki og det monstrøse væsen, der har taget hans vens plads. Væsenet er bogstaveligt talt en “anden”, en fremmed tilstedeværelse i en verden, der ikke forstår den. Yoshikis beslutning om at acceptere dette væsen er dybt sammenflettet med hans ubesvarede og, i hans øjne, måske “monstrøse” følelser for den rigtige Hikaru. Den overnaturlige horror-ramme bliver således en potent metafor for den queer-oplevelse af fremmedgørelse, der skildrer følelsen af at være fanget og frygten for sig selv og for intimitet, som kan opstå ved at leve i et intolerant samfund. Rædslen er både ekstern, i form af det overjordiske væsen, og intern, hvilket afspejler Yoshikis egen kamp med sin identitet, sin sorg og sin kærlighed. Forfatteren, Mokumokuren, har præciseret, at serien ikke var tænkt som en “Boys Love” (BL) manga, men snarere en seinen-horrorhistorie, der indeholder queer-repræsentation. Denne skelnen er afgørende. Historien bruger sine queer-temaer ikke til at tjene romantiske genre-troper, men til at uddybe sin psykologiske horror og karakterdrama, hvilket lader spændingen fra Yoshikis uudtalte følelser ulme og bidrage til den foruroligende atmosfære. Serien præsenterer også en subversiv skildring af maskulinitet, der prioriterer følelsesmæssig følsomhed, sårbarhed og intimitet over traditionelle magtdemonstrationer, og fokuserer i stedet på karakterernes dybt fortærende følelsesmæssige forbindelse.
Fra anmelderrost manga til en meget ventet serie
Anime-adaptationen af The Summer Hikaru Died ankommer med enorme forventninger, født af den fænomenale succes fra dens kildemateriale. Mangaens rejse begyndte, da forfatteren Mokumokuren begyndte at poste tegninger på Twitter, mens han/hun læste til eksamen, hvilket fangede opmærksomheden fra Kadokawas Young Ace Up-redaktion og førte til serialisering. Serien blev en kritisk og kommerciel sensation. Dens første bind solgte over 200.000 eksemplarer på kun tre måneder efter seks genoptryk, og serien som helhed har oversteget 3 millioner eksemplarer i omløb. Den er blevet dekoreret med adskillige prestigefyldte priser, mest bemærkelsesværdigt ved at toppe 2023-udgaven af den indflydelsesrige Kono Manga ga Sugoi! (Denne Manga er Fantastisk!) guide for mandlige læsere, og har opnået nomineringer til den 16. Manga Taishō-pris og Harvey Awards. Denne udbredte anerkendelse har skabt en stor og dedikeret fanbase, hvilket gør animen til en af sæsonens mest ventede udgivelser, med dens nordamerikanske premiere på Anime Expo 2025 med skaberen som æresgæst.
Opgaven med at bringe dette berømte værk til skærmen tilfalder CygamesPictures, en afdeling af det større Cygames, Inc., et firma kendt for store spil-IP’er som Uma Musume Pretty Derby. Studiet har støt opbygget sin portefølje med titler som Princess Connect! Re:Dive og Brave Bang Bravern!, men The Summer Hikaru Died repræsenterer et højprofileret prestigeprojekt med store indsatser. Den betydelige investering i toptalent og specialiserede produktionsroller indikerer en strategisk indsats for at levere en definitiv adaptation, der kan stå side om side med mangaen og cementere studiets ry for kvalitet. Serien er instrueret af Ryohei Takeshita, med karakterdesign og overordnet animationsinstruktion af Yuichi Takahashi. Den centrale stemmebesætning ledes af Chiaki Kobayashi som den konfliktfyldte hovedperson Yoshiki Tsujinaka og Shuichiro Umeda som entiteten, der bærer Hikarus ansigt. Skuespillerne har udtrykt en dyb forbindelse til deres komplekse roller. Chiaki Kobayashi bemærkede den “hvirvelvind af følelser — frygt, trøst og usikkerhed”, han følte fra starten, og sigtede mod at “fange alle Yoshikis følelser og melankoli”. Shuichiro Umeda beskrev det at spille entiteten som at “kigge ind i mørket”, men fokuserede på det klare ønske om at “forblive forbundet med Yoshiki” som sin ledende motivation. De får selskab af en birollebesætning, der inkluderer Yumiri Hanamori, Wakana Kowaka, Chikahiro Kobayashi, Yoshiki Nakajima og Shion Wakayama. Seriens musikalske landskab defineres af dens åbningstema, “Saikai” (Genforening), fremført af Vaundy, og dens afslutningstema, “Anata wa Kaibutsu” (Du er mit monster), af Tooboe.
Serien streames eksklusivt på Netflix. Den havde premiere den 5. juli.
