Året 1997 står prentet i Sydkoreas kollektive hukommelse som et ødelæggende vendepunkt, et øjeblik, hvor velstanden i en nation i fuld økonomisk fremgang brat stoppede. Den asiatiske finanskrise, lokalt kendt som “IMF-krisen”, ramte landet med en naturkatastrofes kraft, forårsagede utallige virksomheders kollaps, sendte arbejdsløsheden i vejret og tvang regeringen til at anmode om en redningspakke fra Den Internationale Valutafond. Det var et nationalt traume, der nedbrød visheder og tvang en generation til at genoverveje deres prioriteter og deres egen overlevelsesevne.
Det er i dette turbulente historiske landskab, at den nye sydkoreanske serie, Typhoon Family, er forankret. Produktionen præsenteres som en krønike, der fanger “ånden fra en generation, der navigerer gennem stormene” under denne krise, og udforsker de kampe og forandringer, som en ungdom, der blev tvunget ind i voksenlivet af omstændighedernes magt, gennemgik. Den centrale præmis fokuserer på odysséen for en ung og uerfaren administrerende direktør og hans lille team, som desperat kæmper for at beskytte en lille familievirksomhed mod den konkursbølge, der river selv erhvervsgiganter med sig. Serien præsenteres ikke som en klagesang over det tabte, men som en fortælling om “almindelige mennesker”, der fandt styrke i fællesskabet og fortsatte, da “alt syntes tabt”.
Serien er instrueret af duoen Lee Na-jeong og Kim Dong-hwi, hvilket korrigerer de indledende oplysninger, der pegede på en anden filmskaber. Dette kreative team har sat sig for at genbesøge et af landets mørkeste økonomiske øjeblikke, ikke for at svælge i dramaet, men for at udvinde et budskab om håb fra det. I en nutidig global kontekst, der er præget af sine egne usikkerheder – økonomiske kriser, pandemier og geopolitiske konflikter – fungerer historien om Korea i 1997 som et stærkt spejl. Produktionsholdet og skuespillerne har gentagne gange udtrykt deres ønske om, at serien skal tilbyde “trøst og mod til dem, der står over for svære tider i dag” og fungere som et “støttebudskab til alle, der lever livet fuldt ud i nutiden, uanset tidsalder eller generation”. Således bruger Typhoon Family et specifikt nationalt traume til at udforske universelle temaer som modstandskraft, solidaritet og optimisme og bygger en narrativ bro mellem en tidligere krise og nutidens globale bekymringer.
Flere artikler
Prinsen af Apgujeongs fald: Kang Tae-poongs rejse
For at forstå omfanget af hovedpersonen Kang Tae-poongs forvandling er det afgørende at forstå det kulturelle fænomen, han var en del af: “Orange-stammen” (Orenji-jok). Dette udtryk, der ofte blev brugt med en sarkastisk undertone, opstod i begyndelsen af 1990’erne for at beskrive de velhavende unge fra Gangnam-distriktet i Seoul, især fra Apgujeong-området. De var arvingerne til Sydkoreas nye rigdom, kendt for deres prangende livsstil, deres forkærlighed for importerede biler og luksusvarer og en ubekymret holdning finansieret af deres forældres generøsitet. Navnet “Orange” henviste til importerede appelsiner, et symbol på udenlandsk luksus på det tidspunkt, og fremkaldte et billede af unge, der havde studeret i udlandet, var dybt påvirket af vestlig kultur og levede i en forbrugsboble, der stod i skarp kontrast til tidligere generationers arbejdsmoral.
Kang Tae-poong, spillet af skuespilleren og sangeren Lee Jun-ho, er den perfekte inkarnation af denne subkultur. Før krisen er han en “ubekymret playboy”, en “rig og ekstravagant ung mand” og en “fri sjæl”, hvis eneste bekymringer er mode og sjov. Hans verden, bygget på familiens formue, smuldrer med ankomsten af IMF-krisen og hans fars pludselige død. Fra den ene dag til den anden bliver han katapulteret ind som direktør for familievirksomheden, Typhoon Company, en enhed på randen af sammenbrud, “uden medarbejdere, uden penge og uden noget at sælge”.
Denne brutale ændring af omstændighederne starter en transformationsrejse, der er seriens hjerte: overgangen fra “vild ung mand til nyudnævnt chef”. Tae-poong er tvunget til at opgive sin privilegerede livsstil for at konfrontere “overlevelsens barske realiteter”. Fortællingen afslører dog, at der under hans umodne facade gemmer sig latente kvaliteter: et “varmt hjerte, en stærk ansvarsfølelse og en vilje til at overvinde”. Lee Jun-ho har selv beskrevet Tae-poong som en karakter med et bredt følelsesregister, grundlæggende ærlig og elskelig, udstyret med en “ubrydelig ånd” (jungkkeokma), der “aldrig mister håbet”. Skuespilleren har tilstået, at han føler en særlig forbindelse til karakteren, da han selv stiftede sit eget agentur kort før optagelserne begyndte, hvilket gav ham en dyb empati for Tae-poongs udfordringer.
Kang Tae-poongs rejse kan tolkes som et mikrokosmos af Sydkoreas egen tvungne modning under krisen. “Orange-stammen” repræsenterede på en måde 90’ernes “bobleøkonomis” overflod og udskejelser, en fase, der blev set på med mistro af dem, der havde bygget landet op fra bunden. IMF-krisen var et voldsomt reality-check for hele nationen, som måtte vende tilbage til grundlæggende værdier som fælles indsats og solidaritet. Tae-poongs udvikling afspejler direkte denne proces: han bliver frataget sin overfladiske rigdom og tvunget til at opdage sin indre substans. Hans udvikling fra forbruger til beskytter er ikke kun en personlig modningshistorie, men en forløsende allegori for en generation, der antyder, at selv de mest tilsyneladende overfladiske medlemmer af et samfund besidder en dyb modstandskraft, når de bliver sat på prøve.
Oh Mi-seons beslutsomhed
Som et afgørende modstykke til Kang Tae-poongs impulsivitet står Oh Mi-seon, spillet af skuespillerinden Kim Min-ha. Hvis Tae-poong repræsenterer den ubekymrede elite, der må lære at overleve, så personificerer Mi-seon den hårdtarbejdende og modstandsdygtige kerne i det sydkoreanske samfund. Hun beskrives som en “stålsat og beslutsom revisor”, “kvintessensen af den ansvarlige ældste datter”, der arbejder 11 timer om dagen for at forsørge sin familie. Hendes karakter symboliserer ambitionen og udholdenheden hos kvinder, der søgte at skabe en karriere i en “mandsdomineret verden” på den tid.
I Typhoon Family er Mi-seon meget mere end en romantisk interesse eller en birolle; hun er “ankeret i stormen” og “hjernen” bag redningsaktionen for virksomheden. Mens Tae-poong, historiens “actionhelt”, stoler på sit “instinkt” og handler impulsivt, bidrager Mi-seon med logik, omhyggelighed og en dyb praktisk viden. Hendes ro, stille styrke og flid giver den stabilitet, som både virksomheden og dens nye, uerfarne chef desperat har brug for. Til gengæld finder hun håb i Tae-poongs urokkelige beslutsomhed, hvilket skaber et symbiotisk forhold, hvor de styrker hinanden.
Skuespillerinden Kim Min-ha har udtrykt, at hun føler sig “beæret” over at spille en så stærk karakter og har givet udtryk for sit ønske om, at seerne “mærker hvert øjeblik: ungdommen, håbet, vanskelighederne og triumfen”. For at forberede sig til sin rolle fordybede Min-ha sig i periodens historie og interviewede endda sine egne forældre om deres oplevelser under IMF-krisen, en detalje, der understreger hendes engagement i karakterens autenticitet.
Dynamikken mellem Kang Tae-poong og Oh Mi-seon overskrider den romantiske komedies arketype og bliver en stærk metafor for national genopretning. Skuespillerne selv beskriver deres karakterer som “fuldstændig modsatte på alle måder”. Han er den privilegerede arving, styret af intuition; hun er arbejderklassens datter, styret af logik. Den økonomiske krise udvisker de sociale barrierer, der under andre omstændigheder ville have holdt dem adskilt. Hans privilegium bliver ubrugeligt, mens hendes praktiske færdigheder bliver uvurderlige. Deres samarbejde symboliserer derfor den nødvendige forening af forskellige sociale lag og filosofier for Koreas overlevelse. Serien argumenterer for, at den nationale genopretning ikke var et enkelt klasses værk, men resultatet af en tvungen, men i sidste ende frugtbar, syntese. Synergien mellem dem, som Kim Min-ha beskriver det, “redder ikke kun virksomheden, men deres ubrydelige beslutsomhed hjælper dem endelig med at komme på fode igen”, et direkte ekko af den nationale fortælling om at overvinde modgang gennem fælles handling.
En familie smedet i krisen
Ud over de to hovedpersoner lægger Typhoon Family afgørende vægt på det hold af medarbejdere, der kæmper for at holde virksomheden oven vande. Produktionsholdet refererer til dem som “‘Typhoon Special Force'” og fremhæver deres “‘teamånd'” som en grundlæggende søjle i fortællingen. Denne brogede gruppe af individer bliver en “fundet familie”, smedet i modgangens smeltedigel, og beviser, at de bånd, der skabes i kamp, kan være lige så stærke som blodbånd. Vigtigheden af dette birolleensemble er et tilbagevendende tema i produktionsholdets udtalelser. De hævder, at kemien mellem medlemmerne af Typhoon Company “har en betydning, der rækker ud over blot at være kolleger”, og at de gennem processen med at “dække for hinandens mangler og dele latter i svære tider vil give en levende energi til nutidens seere”. Denne tilgang forstærker seriens centrale budskab: overlevelse er en kollektiv indsats, ikke en individuel.
IMF-krisen er ofte forbundet med de spektakulære fald og omstruktureringer af chaebols, de gigantiske koreanske konglomerater som Daewoo. Mange kulturelle produktioner har fokuseret på magtkampene inden for disse monolitiske enheder. Typhoon Family tilbyder derimod en modfortælling. Ved at fremhæve en lille virksomhed, hvis ånd er baseret på loyalitet, gensidig støtte og kammeratskab, forsvarer serien en mere human og fællesskabsorienteret model for kapitalisme. Den bevæger sig væk fra den hensynsløse virksomhedsdarwinisme for at antyde, at den sande styrke i den koreanske økonomi og samfund ikke ligger i dens upersonlige giganter, men i modstandskraften, solidariteten og den menneskelige varme i dens mindre virksomheder. Det er en stærk påmindelse om, at i krisetider kan fællesskabet være det mest værdifulde aktiv.
Genskabelsen af en æra
Verdensopbygningen i Typhoon Family er resultatet af en omhyggelig kreativ vision, der søger at balancere historisk autenticitet med en specifik følelsesmæssig tone. Manuskriptforfatteren, Jang Hyun-sook, fandt sin oprindelige inspiration i de humoristiske anekdoter, som hendes overordnede fortalte hende om deres dage som sælgere i en tid før mobiltelefoner. Denne anekdotiske og menneskelige oprindelse satte tonen for hele serien. Forfatterens primære mål var ikke at dokumentere fortvivlelsen, men at formidle “varme” og det koreanske begreb jeong, et udtryk, der beskriver en dyb og kærlig forbindelse mellem mennesker. Jang Hyun-sook har udtrykkeligt erklæret, at Typhoon Family er en historie om “håb og kærlighed”, ikke om “fortvivlelse eller sorg”.
Denne vision blev delt og udført af instruktøren Lee Na-jeong, hvis tilgang fokuserede på en streng autenticitet uden at ofre den optimistiske tone. Instruktørteamet gennemførte omfattende research og interviewede tidligere kontoransatte og ansatte i handelsvirksomheder fra perioden for at fange essensen af deres oplevelser. De opdagede, at folk på trods af de hårde år huskede, hvordan de “overvandt vanskeligheder sammen og aldrig mistede modet”. For at realisere denne autenticitet gik produktionen så langt som til at finde rekvisitter fra perioden på museer og genskabte arbejdspladser trofast, men altid med det formål at tilføre dem en “varm og venlig fornemmelse”.
Opmærksomheden på detaljer er tydelig i produktionsdesignet. 90’ernes mode blev omhyggeligt genskabt, fra læderjakker og “denim på denim”-tendensen til karakteristiske frisurer som den “frisure med striber”, som hovedpersonen bærer. Engagementet var så stort, at skuespilleren Lee Jun-ho personligt investerede egne midler for at erhverve tøj, som han anså for at være autentisk for sin karakter. Genskabelsen af ikoniske steder som Rodeo Drive i Apgujeong og brugen af realistiske kulisser gjorde det muligt for skuespillerne at fordybe sig fuldstændigt i atmosfæren fra 1997, hvilket fik scenerne til at føles næsten som arkivmateriale.
Denne kreative tilgang repræsenterer en betydelig udvikling i, hvordan den sydkoreanske kultur bearbejder sine nationale traumer. Mens de første kunstneriske reaktioner på en krise ofte fokuserer på smerte og skyld – som den politiske thriller-tone i filmen Default (2018), der også behandler IMF-krisen – vælger Typhoon Family bevidst en anden vej. Ved at rammesætte en historie om økonomiske vanskeligheder gennem varme, humor og håb går serien fra blot at bearbejde begivenheden til at kanonisere den menneskelige reaktion på den. Fokus er ikke på krisens mekanik, men på den ukuelige ånd hos dem, der levede igennem den. På denne måde forvandler serien et minde om modgang og national skam til en grundlæggende myte om den koreanske karakter: modstandsdygtig, fællesskabsorienteret og evigt håbefuld. Det er en form for kulturel heling, der omfortolker en smertefuld fortid som en kilde til kollektiv stolthed og styrke.
Et opmuntrende budskab i usikre tider
I sin kerne overskrider Typhoon Family mærkatet som et periodedrama og bliver en nutidig fabel med et klart og direkte budskab til det nuværende publikum. Serien bygger bevidst en bro mellem den “usikre morgendag” i 1997 og de udfordringer, det globale samfund står over for i dag. Det er en historie, der ifølge dens skuespillere og skabere søger at have universel genklang.
Dette formål formuleres mest veltalende gennem hovedpersonernes ord, som har påtaget sig rollen som ambassadører for seriens opmuntrende budskab. Lee Jun-ho har udtrykt sit ønske om at “sende opmuntrende ord til alle, der lever en intens nutid… Jeg håber, at dette drama bliver en lille trøst og opmuntring”. Hans budskab understreger seriens intention om at tilbyde et følelsesmæssigt tilflugtssted, en påmindelse om, at udholdenhed er mulig. Kim Min-ha supplerer denne idé med en dybt personlig og rørende note af håb: “Når du virkelig føler, at du er i mørket og føler, at du ikke kommer videre, hvis du ser dig omkring, er der altid mindst et svagt lys… du er ikke alene”. Disse udtalelser er ikke blot reklame; de indkapsler seriens tematiske kerne: troen på det lys, der vedvarer selv i de mørkeste øjeblikke.
Det endelige tema i Typhoon Family er derfor den vedvarende kraft i menneskelige bånd og modstandskraft. Det er en historie om at “rejse sig med dem, du elsker, og finde styrke på uventede steder”. Fortællingen foreslår, at solidaritet – hvad enten det er i familien, i lokalsamfundet eller på arbejdspladsen – er det mest effektive redskab til at overvinde enhver krise.
Serien har global premiere på Netflix den 11. oktober 2025.
