En ny dokumentar, der dissekerer den turbulente politiske karriere for Torontos tidligere borgmester, Rob Ford, har haft premiere på Netflix. Den tilbyder et skarpt blik på en historie, der engang fangede og efterlod et globalt publikum i forundring. Med titlen Trainwreck: Mayor of Mayhem følger filmen den usandsynlige opstigning og spektakulære kollaps for en leder, hvis embedsperiode blev defineret af en lavine af skandaler, der i sidste ende forvandlede styringen af Canadas største by til et internationalt mediecirkus.
Dokumentaren er det andet afsnit i en antologiserie på otte dele fra streamingtjenesten, med titlen Trainwreck. Serien er dedikeret til at analysere “nogle af de vildeste og mest bizarre begivenheder, der nogensinde er eksploderet i mainstream-medierne”, hvor hvert ugentlige afsnit fokuserer på en ny offentlig katastrofe. Ford-afsnittet slutter sig til undersøgelser af andre såkaldte “kulturelle katastrofer”, såsom den tragiske Astroworld-musikfestival, den berygtede “Poop Cruise” og “Balloon Boy”-svindelnummeret. Denne kontekstuelle ramme er afslørende. Ved at placere historien om Rob Ford side om side med disse andre begivenheder signalerer serien, at dens primære interesse ikke er en konventionel politisk biografi, men derimod anatomien af et mediefænomen. Selve seriens titel fungerer som et narrativt filter, der forbereder seeren på at fortolke Fords historie gennem en linse af kaos, katastrofe og offentligt skue – en fortolkning, der forstærkes af anmeldelser, der beskriver filmen som uimodståeligt katastrofe-tv. Fokus er mindre på finesserne i kommunalpolitik og mere på mekanismerne i selve “kaosset”.
Filmen etablerer en klar narrativ bue: en frembrusende, populistisk byrådspolitiker, der i vid udstrækning afvises af det politiske establishment og medierne som en “joke”, trodser alle forventninger ved at vinde borgmesterposten i en “chokerende jordskredssejr”. Hans administration udvikler sig dog hurtigt til, hvad synopsis kalder et “togvrag i slowmotion”. En ubarmhjertig “lavine af skandaler”, herunder påstande om brug af hårde stoffer, kulminerer i et “internationalt medievanvid”, der udløses af fremkomsten af en berygtet video, der så ud til at vise ham ryge crack-kokain.
Anatomien af et “Trainwreck”: Narrativ konstruktion og instruktørens vision
Dokumentaren er instrueret af Shianne Brown, hvis tidligere arbejde har fokuseret på “stærke, tankevækkende historier” og “karakterdrevne dokumentarer”, der fortæller historier om individer i “ekstraordinære situationer”. Hendes erklærede tilgang lægger vægt på autenticitet og følsomhed, en stil, der anvendes på Ford-sagaen. Filmen er produceret af produktionsselskaberne RAW og BBH Entertainment, med et hold af executive producere, der inkluderer Tim Wardle, filmskaberen bag den anmelderroste dokumentar Three Identical Strangers, hvilket antyder en baggrund med narrativ filmproduktion af høj kvalitet.
Fortællingen er struktureret som en klassisk opstigning-og-fald-fortælling, der begynder med borgmestervalget, som katapulterede Ford til magten, og derefter kortlægger hans efterfølgende “spiral ned i skandaler”. I tråd med Browns instruktørinteresser fortælles historien eksplicit “fra perspektivet af dem, der blev fanget i kaosset”, herunder journalister, vidner og politiske insidere. Denne tilgang fremhæver det menneskelige drama i centrum af den politiske storm.
Et afgørende kendetegn ved filmen er dens korthed. Med en spilletid på kun 49 minutter præsenterer dokumentaren en stærkt fortættet version af begivenhederne. Fords borgmesterperiode var en fireårig embedsperiode fyldt med et væld af komplekse og overlappende kontroverser, fra en retssag om interessekonflikter og påstande om husspektakler til en lang række offentlige bommerter og den omfattende politiundersøgelse af hans stofmisbrug. Som en anmelder bemærker, genererede den tidligere borgmester “mere kaos, end der kan være i 49 minutter”. Dette kondenserede format er ikke en forglemmelse, men et bevidst narrativt valg. I betragtning af produktionsholdets evne til kompleks historiefortælling signalerer den korte spilletid, at filmens formål ikke er at være en udtømmende historisk optegnelse. I stedet sigter den mod at levere en koncentreret, slagkraftig seeroplevelse, der fanger den viscerale essens af “togvraget”. Dette kræver nødvendigvis et meget selektivt fokus, der prioriterer de mest visuelt dramatiske og bredt publicerede øjeblikke – primært crack-kokain-skandalen og Fords offentlige udbrud – frem for mere nuancerede, mindre sensationelle politiske eller juridiske sidehistorier. Resultatet er en fortælling, der favoriserer skandalens “greatest hits”, et valg, der former publikums forståelse ved at ofre encyklopædisk dybde for narrativ fremdrift og følelsesmæssig gennemslagskraft.
Virkelighedens grynede linse: Arkivmateriale som en central karakter
Dokumentarens fortælling er primært bygget op omkring en tæt collage af arkivmateriale, som fungerer som en central karakter i historien. Filmen er stærkt afhængig af, hvad en anmelder kalder “fascinerende, grynede optagelser” af Fords mest berygtede og ubevogtede øjeblikke, fanget på mobiltelefoner af lav kvalitet af bekendte og tilskuere. Dette inkluderer klip, hvor han ser ud til at ryge fra en crack-pibe, mumle mordtrusler med en skræmmende præcision og komme med bizarre tirader på jamaicansk patois.
Denne lav-fidelity, rystende kamera-æstetik fra borgergenererede optagelser er ikke en teknisk begrænsning, men et centralt narrativt element. Det giver en følelse af rå, ufiltreret umiddelbarhed og placerer seeren i positionen som en, der indtager skandalen, som den udfoldede sig i realtid på sladderhjemmesider og sociale medier. Disse klip er, hvad en observatør kalder “guld for en filmskaber” – uredigerede førstehåndskilder, der fanger en offentlig person på sine laveste punkter. Dokumentaren sidestiller disse rå optagelser med mere formelle medier, såsom officielle optagelser fra byrådssalen i Toronto – herunder øjeblikket, hvor Ford stormede tværs over gulvet og væltede byrådsmedlem Pam McConnell – og de samtidige nyhedsreportager fra medier som Toronto Star og Gawker, der først bragte historien om crack-videoen.
Denne afhængighed af arkivmateriale tjener et formål ud over simpel illustration. I historien om Rob Ford er den grynede mobiltelefonvideo ikke blot bevis på hans handlinger; den er katalysatoren for hele den offentlige implosion. Skandalen er uadskillelig fra det medie, der afslørede den. Ved at centrere disse optagelser fortæller dokumentaren en historie ikke kun om en politikers fald, men om den disruptive magt i borgerjournalistik og den permanente, ubarmhjertige linse fra smartphone-kameraet i den digitale tidsalder. Filmens æstetiske valg – at omfavne den kaotiske, lavopløselige natur af sit kildemateriale – bliver en form for metakommentar. Mediet er, i praksis, budskabet. Dokumentaren bruger selve optagelsernes tekstur til at udforske, hvad der sker, når et offentligt liv går i opløsning under det ubarmhjertige, demokratiserede blik fra moderne medier, og genskaber for publikum den desorienterende oplevelse af “medievanviddet”, som det skete.
Stemmer fra orkanens øje: Et kor af vidner
Da Rob Ford selv er afgået ved døden og kun optræder i arkivoptagelser, bæres dokumentarens fortælling af et kor af vidner, der genfortæller begivenhederne fra deres egne perspektiver. Filmen fortælles gennem øjnene på “insidere, vidner og journalister, der oplevede vanviddet på første hånd”, hvilket skaber en kollektiv obduktion af en unikt kaotisk æra. En af disse bekræftede deltagere er byrådsmedlem i Toronto, Josh Matlow, som sad i byrådet under hele Fords embedsperiode og giver et insider-politisk perspektiv på uroen.
Disse interviews, eller “talende hoveder”, udgør den fortolkningsramme, der forbinder de forskellige stykker arkivmateriale. De husker en administration, der “forvandlede rådhuset til et cirkus”, og en leder, de så som “en almindelig mand uden et gran af troværdighed”. Fordi hovedpersonen ikke kan interviewes i nutiden, bliver filmen mindre en biografi end en øvelse i kollektiv erindring, formet og kurateret af dem, der overlevede den politiske storm.
Valget af disse stemmer er en kritisk narrativ handling. Dokumentaren giver ordet til dem, der var “fanget i kaosset”, et valg, der stemmer overens med instruktør Shianne Browns fokus på at fortælle historier om mennesker i “ekstraordinære situationer”. Hendes erklærede mål er ikke kun at informere, men at få publikum til at føle, hvordan det var, hvilket antyder, at interviewene er kurateret for at opbygge en følelsesmæssig bue, der sandsynligvis afspejler byens egen rejse gennem vantro, frustration, skandale og udmattelse. Dokumentaren konstruerer således en specifik og stærk kollektiv erindring om Ford-årene. Fraværet af centrale forsvarere, såsom Fords bror og politiske allierede Doug Ford, eller primære antagonister, som tidligere politichef Bill Blair, ville være et betydningsfuldt valg, der flytter filmens fokus væk fra en simpel politisk kamp og hen imod en mere samlet historie om en by, der kæmper med en hidtil uset lederskabskrise. Resultatet er en fortælling bygget ikke på påstandene fra en enkelt hovedperson, men på det fælles vidnesbyrd fra et samfund, der var vidne til en politisk implosion på tæt hold.
Den politiske kontekst: Dekonstruktion af “Ford Nation” og dens efterspil
Dokumentaren dykker ned i den politiske bevægelse, der bragte Rob Ford til magten, og portrætterer ham som en populistisk outsider, der med succes udnyttede en dyb kilde til forstadsutilfredshed. Hans kampagne var bygget på et simpelt, genkendeligt budskab om finanspolitisk konservatisme og anti-elite-stemning, indkapslet i hans løfte om at “stoppe fråseriet” på rådhuset. Han positionerede sig som en forkæmper for skatteyderne, rasede mod, hvad han kaldte “krigen mod bilen”, og fremstillede sig selv som stemmen for arbejderklassens forstadsboere, der følte sig ignoreret og foragtet af “eliten i centrum”. Filmen undersøger, hvordan denne platform udnyttede de geografiske og socioøkonomiske skel i Toronto og opbyggede en loyal base, der blev kendt som “Ford Nation”. I modsætning til mange højreorienterede populister, der er afhængige af anti-immigrant-retorik, strakte Fords appel sig til byens mangfoldige, nye immigrantsamfund i forstæderne, som reagerede på hans budskab om finanspolitisk tilbageholdenhed og hans socialt konservative, pro-familie-værdier.
Men da han først var i embedet, blev hans administration defineret af en “lavine af skandaler”. Dokumentaren skildrer et mønster af uberegnelig adfærd, der strakte sig langt ud over politiske uenigheder. Dette omfattede talrige tilfælde af offentlig beruselse, en række stødende og kontroversielle bemærkninger, der blev beskrevet som racistiske og homofobiske, flere politiudkald til hans hjem for husspektakler og en konfrontatorisk stil i byrådet, der fremmedgjorde selv hans allierede. Ford blev smidt ud fra en militærgalla for at virke beruset, blev beskyldt for at have befølt en politisk rival og stod over for en retssag om interessekonflikter, der næsten fjernede ham fra embedet for at have brugt sin officielle position til at anmode om donationer til sin private fodboldfond. Midtpunktet i dette fald var crack-kokain-skandalen, en vidtstrakt saga, som filmen omhyggeligt rekonstruerer.
Endestation: En sober refleksion over moderne politik
I sin endelige analyse præsenterer Trainwreck: Mayor of Mayhem Rob Ford-æraen som mere end blot en lokal politisk anomali; den indrammes som en advarende fortælling med klar genklang i nutidens politik. Dokumentaren portrætterer en borgmesterperiode, der “skandaliserede canadisk politik” og reducerede byens anliggender til et “cirkus”, og efterlod sig en arv af kaos.
Filmen antyder, at Ford-fænomenet var en forløber for en ny, mere ustabil form for populisme. Som byrådsmedlem Josh Matlow bemærker i et interview, er der “meget at lære af den tumultariske oplevelse i denne Trump-tid”. Dokumentaren fremhæver Fords kamplystne og fjendtlige forhold til medierne, som han ofte angreb ved navn, hans potente anti-elite-retorik og hans bemærkelsesværdige evne til at bevare en kerne af glødende tilhængere på trods af en endeløs strøm af skandaler, der ville have afsluttet enhver konventionel politisk karriere. En af de mest sigende detaljer, der genfortælles i filmen, er en meningsmåling foretaget efter den første video blev rapporteret, som viste, at halvdelen af byen troede på Fords påstande om, at medierne blot fabrikerede historien. For journalister var dette en “advarselsklokke” om, at de traditionelle regler for politisk ansvarlighed var ved at ændre sig.
I sidste ende er dokumentaren en 49-minutters destillation af en politisk og mediemæssig ildstorm. Det er en stramt konstrueret fortælling, der lykkes med sit mål om at fange den viscerale, kaotiske oplevelse af “togvraget”. Ved at prioritere spektaklet over en distanceret historisk analyse fungerer filmen som en stærk undersøgelse af, hvordan en offentlig person kan gå i opløsning under det ubarmhjertige blik fra moderne medier og efterlade sig en kompleks arv, der fortsat debatteres.
Trainwreck: Mayor of Mayhem blev udgivet på Netflix den 17. juni 2025.
