Netflix har udgivet Hajhviskeren, en ny dokumentar, der centrerer sig om den polariserende figur Ocean Ramsey, en havbiolog og personlighed på sociale medier, hvis arbejde har udløst både global fascination og en heftig debat. Instruktøren James Reed, kendt for den Oscar-vindende film Min blæksprutteven, har sammen med J.P. Stiles og Harrison Macks skabt en dokumentar, der går ud over det traditionelle naturfilmsformat for at præsentere et urokkeligt blik på et af de mest omstridte emner i moderne miljøbevidsthed. Projektet, produceret af Boardwalk Pictures og Underdog Films, udnytter prestigen fra Reeds tidligere arbejde til at trække publikum ind i en meget mere kompleks og moralsk tvetydig undersøgelse af forholdet mellem mennesker og dyr.
I centrum af forestillingen: en mission for at afkode rovdyr
Dokumentarens fortælling er forankret i Ocean Ramseys erklærede mission om fundamentalt at ændre den offentlige opfattelse af hajer. Filmen portrætterer hende som drevet af et ønske om at “komme ud af buret”, både bogstaveligt og metaforisk, for at interagere direkte med toprovdyr som hvidhajer og tigerhajer i deres naturlige habitat. Hendes mål, som det formuleres i filmen, er at afkode hajers sprog og adfærd gennem tæt, ubeskyttet interaktion i håb om at afmontere det kulturelt forankrede billede af hajer som tankeløse monstre. Denne mission har rødder i hendes baggrund som Hawaii-født naturforkæmper og medstifter af dykkerfirmaet One Ocean Diving. Filmens visuelle kerne er bygget op omkring betagende undervandsfotografering, der fanger disse møder, som Ramsey har brugt til at opbygge en massiv global følgerskare, hvilket gør hende til det, dokumentaren kalder en “social medie-lynafleder”. Hendes arbejde præsenteres som en direkte konfrontation med en kulturel fortælling, der i vid udstrækning er formet af Hollywood. Synet af en kvinde, der svømmer frit ved siden af en hvidhaj, fungerer som en stærk form for kulturel modprogrammering, et billede designet til at overskrive årtiers frygtbaserede medier. Dokumentaren fokuserer på, hvordan hendes virale videoer er et bevidst værktøj i en kamp om narrativer, hvor stærke, delbare billeder er det primære våben mod en dybt rodfæstet fobi. Ramseys perspektiv, som det præsenteres i filmen, er, at menneskeheden må lære at tilpasse sig hajers rovdyrrolle i stedet for at fortsætte med at frygte og dæmonisere dem.
Brudlinjen i moderne naturbeskyttelse: fortaler eller ‘influencer’?
Dokumentarens centrale spænding er bygget op omkring et enkelt, polariserende spørgsmål: Er Ocean Ramsey en frygtløs fortaler eller en hensynsløs ‘influencer’? Filmen dissekerer omhyggeligt denne dualitet og præsenterer argumenterne fra begge sider uden at tage endelig stilling. For hendes tilhængere er hun en “naturbeskyttelsesdronning”, en lidenskabelig stemme for misforståede dyr, hvis arbejde giver håndgribelige resultater. Filmen fremhæver hendes rolle som en “stærk forandringsagent” og bemærker specifikt hendes succesfulde lovgivningsmæssige bestræbelser, som var afgørende for at få vedtaget et forbud mod drab på hajer i staten Hawaii. Ramsey forsvarer selv sine metoder ved at pege på denne bedrift sammen med hendes uddannelsesopsøgende arbejde og miljøoprydningsinitiativer som bevis på, at hendes mission ikke er drevet af en søgen efter “indflydelse” eller “likes”.
Omvendt giver dokumentaren samme vægt til hendes kritikere, der ser hende som legemliggørelsen af en bekymrende tendens: “selvpromovering forklædt som miljøbevidsthed”. Dette perspektiv, som udtrykkes i filmen af havbiologer og andre bekymrede naturforkæmpere, antyder, at hun udvisker grænsen mellem at redde planeten og at søge rampelyset. Kritikken er rodfæstet i ideen om, at hendes højrisiko-, burfri interaktioner er en form for forestilling, der kan bringe både hende selv og dyrene i fare, alt imens hun mætter de sociale mediers krav om stadig mere dramatisk indhold. Filmen antyder, at denne konflikt ikke er unik for Ramsey, men er en spirende krise for hele feltet af naturbeskyttelse i den digitale tidsalder. Netop mekanismerne i ‘influencer’-økonomien, der giver hende en global platform – viralt indhold, personlig branding og medieopmærksomhed – er de samme, der udsætter hende for beskyldninger om egocentrisk selvpromovering. Dokumentaren postulerer, at hendes indflydelse og lovgivningsmæssige succeser er uløseligt forbundet med de kontroversielle metoder, hun anvender, og præsenterer en “ny form for naturbeskyttelse, hvor videnskab, aktivisme og selvpromovering krydser hinanden”. Den tvinger seeren til at konfrontere den ubehagelige mulighed, at effektiv fortalervirksomhed i det 21. århundrede kan kræve værktøjer, der er etisk komplekse.
Hajhviskeren adskiller sig ved ikke at fungere som en simpel biografi eller helgenbeskrivelse, men som en nuanceret, polyfonisk karakterstudie. Instruktørerne væver et komplekst tæppe af perspektiver og sikrer, at Ramseys fortælling konstant bliver kontekstualiseret, udfordret og beriget af et kor af andre stemmer. Filmen supplerer intime optagelser af Ramseys dyk med ærlige interviews fra en bred vifte af interessenter, herunder havbiologer, indehavere af oprindelig viden og andre naturforkæmpere, hvis meninger er både støttende og afvigende. Dette strukturelle valg er centralt for filmens objektive tone og flytter diskussionen ud over et enkelt individ for at rammesætte en bredere samtale om etikken i interaktion med vilde dyr, integriteten af økologisk videnskab og mediernes magtfulde rolle i at forme den offentlige opfattelse.
Inkluderingen af “kolleger fra naturbeskyttelsen” giver filmen mulighed for at udforske forskellige modeller for aktivisme inden for feltet for interaktion mellem mennesker og hajer. Arbejdet fra specialister som Cristina Zenato, kendt for sit eget unikke, praktiske forhold til caribiske revhajer, og som var afgørende i kampagnen for at gøre Bahamas til et hajreservat, giver en bredere kontekst for det samfund, Ramsey opererer i. Ved at placere videnskabsmændenes empiriske data og de oprindelige lederes nedarvede visdom side om side med Ramseys karismatiske mediefortælling skaber dokumentaren et mikrokosmos af selve det økosystem, den analyserer. Den tvinger forskellige former for viden og autoritet i direkte samtale og opfordrer publikum til aktivt at afveje gyldigheden af hver fortællers perspektiv. Filmens konstruktion er derfor lige så betydningsfuld som dens indhold; den rapporterer ikke blot om en debat, men fordyber seeren i den.
Ud over én kvinde: de store spørgsmål om naturen
I sidste ende udvider Hajhviskeren sit fokus fra en enkelt kvindes historie til de presserende, universelle spørgsmål, hendes arbejde fremkalder. Dokumentaren konkluderer, at dette ikke kun er en historie om hajer, men en dybdegående undersøgelse af, “hvordan vi vælger at fortælle historier – om naturen, om os selv, og om hvad vi er villige til at risikere for at blive hørt”. Den udfordrer seerne til kritisk at overveje, hvem der får magten til at forme den offentlige opfattelse af den naturlige verden, og hvad de virkelige konsekvenser af disse fortællinger er. For at underbygge denne filosofiske undersøgelse præsenterer filmen en barsk, tankevækkende statistik: mennesker er ansvarlige for at dræbe anslået 100 millioner hajer hvert år, mens hajer dræber færre end 10 mennesker årligt. Dette faktum forvandler den centrale konflikt fra en akademisk debat til et spørgsmål af presserende økologisk betydning og understreger, hvor meget der står på spil i naturbeskyttelsesbevægelsen. Filmen tilbyder ingen lette svar, men efterlader publikum til at kæmpe med de komplekse, vitale spørgsmål, den rejser om fremtiden for miljøforkæmpelse i en mediemættet verden.
Hajhviskeren havde verdenspremiere på Netflix den 30. juni.
