En præsident, der afviser valgresultater, påstår svindel og kalder medierne for “fake news”, opildner en rasende pøbel til at storme landets kongres. Dette scenarie, selvom det er velkendt for et amerikansk publikum, er emnet for den Oscar-nominerede brasilianske filminstruktør Petra Costas nye dokumentar, der fokuserer på den turbulente opstigning og fald for den højreekstreme præsident Jair Bolsonaro. Filmen, Apokalypse i troperne, er en tematisk fortsættelse af Costas tidligere værk, The Edge of Democracy, som dissekerede de politiske kriser, der førte til Bolsonaros magtovertagelse. Denne nye dokumentar argumenterer for, at for at forstå Brasiliens nyere historie, må man se ud over politikerne og undersøge en dybere, mere magtfuld kraft: den meteoriske fremgang for evangelisk kristendom som en politisk magtfaktor. Filmen præsenterer en nation, hvor grænsen mellem demokrati og teokrati er blevet faretruende udvisket, og indrammer Brasiliens historie ikke som en isoleret begivenhed, men som et skræmmende casestudie og en presserende advarsel til andre demokratier, der står over for den globale bølge af højrepopulisme. Den bruger den brasilianske erfaring til at udføre en obduktion af en specifik model for demokratisk forfald, en der begynder med en politisk krise, der eroderer offentlighedens tillid til sekulære institutioner, hvilket skaber et åndeligt tomrum, der ivrigt fyldes af absolutistiske religiøse ideologier, som truer selve staten.
Magten bag tronen: Kongemageren og hans redskab
I et bevidst narrativt valg fjerner dokumentaren fokus fra Jair Bolsonaro selv. Selvom hans tilstedeværelse er konstant, portrætterer filmen ham mindre som en bagmand og mere som et redskab: en karismatisk, men ideologisk hul marionet, der fodres med soundbites af sin inderkreds. Den sande hovedperson i dette politiske drama er Silas Malafaia, en velhavende, indflydelsesrig og selvpromoverende pentekostal televangelist. Filmen, som sikrede sig ekstraordinær, flerårig adgang til Malafaia, præsenterer ham som “Kongemageren”, en titel han angiveligt omfavner. Han er dukkeføreren, den ideologiske motor bag tronen. Ved at bruge sin enorme medieplatform som prædikestol, fremstiller Malafaia brasiliansk politik som en eksistentiel kulturkrig, en hellig kamp mellem traditionelle familieværdier og en “satanisk” venstreorienteret dagsorden. Filmen afslører hans tilslutning til herredømmeteologi (dominion theology), en overbevisning om, at kristne har mandat til at overtage kontrollen med samfundets “syv indflydelsesbjerge” – familie, religion, uddannelse, medier, kunst, erhvervsliv og regering. Denne dynamik afslører en potent politisk formel: kongemageren leverer den teologiske retfærdiggørelse og græsrodsnetværket, mens den politiske leder leverer den populistiske appel. Redskabets ideologiske hulhed er ikke en fejl, men en funktion, der tillader ham at blive et blankt lærred, hvorpå bevægelsens dagsorden projiceres, med hans tilhængeres hengivenhed rettet ikke mod politik, men mod hans opfattede guddommelige salvelse.
Det tektoniske skift: Kortlægning af en politisk tros fremmarch
Dokumentaren baserer sit argument på et “tektonisk skift” i det brasilianske samfund: den eksplosive vækst i den evangeliske befolkning fra kun 5 procent til over 30 procent på fire årtier, en af de hurtigste religiøse transformationer i moderne historie. Filmen sporer oprindelsen af denne bevægelse til Den Kolde Krig og postulerer, at den type højreorienteret evangelikalisme, der nu dominerer brasiliansk politik, i vid udstrækning er en amerikansk importvare. I 1960’erne og 70’erne, da en progressiv, socialt engageret “befrielsesteologi” vandt frem i Latinamerikas katolske kirke, så amerikanske politiske interesser det som en kommunistisk trussel. Som reaktion kanaliserede Washington støtte til amerikanske evangeliske missionærer som Billy Graham, hvis massive antikommunistiske stævner blev promoveret og udsendt af Brasiliens militærdiktatur. Denne intervention hjalp med at kultivere en form for kristendom, der var iboende på linje med konservativ, autoritær politik. I de efterfølgende årtier voksede denne bevægelse ved at levere sociale ydelser og åndelig vejledning i samfund, der var forsømt af staten. Til sidst blev denne enorme og organiserede befolkning mobiliseret til en afgørende politisk blok, hvilket gjorde det næsten umuligt for en højreorienteret kandidat at vinde et nationalt valg uden først at bejle til den evangeliske stemme. Filmen omfortolker krisen ikke som en pludselig åndelig opvågnen, men som det succesfulde resultat af en geopolitisk strategi, hvor en ideologi plantet af udenrigspolitiske årsager modnedes til en kraft, der var i stand til at erobre staten.
Afsløring af apokalypsen
Filmens titel, Apokalypse i troperne, fungerer på to niveauer. Den refererer ikke kun til den katastrofale vision om verdens ende fra Johannes’ Åbenbaring, men også til den oprindelige græske betydning af ordet apokalypse: en “afsløring”. Dokumentaren søger at trække sløret væk fra Brasiliens krise og afsløre skrøbeligheden i dets demokratiske strukturer. Costa anvender en poetisk, essay-lignende fortællestil og bruger sin egen voiceover til at reflektere over sin sekulære opvækst, mens hun kæmper med den religiøse glød, hun dokumenterer. Filmen er struktureret i kapitler med bibelske konnotationer, og dens visuelle tapet væver majestætiske droneoptagelser af stævner, rå håndholdte optagelser indefra den politiske maskine og arkivklip. Et stærkt tilbagevendende motiv er brugen af nærbilleder af apokalyptiske malerier af kunstnere som Hieronymus Bosch og Pieter Bruegel, der visuelt forbinder det nutidige politiske drama med en tidløs teologisk ramme af dom og hellig krig. Dette æstetiske valg understreger et centralt argument: teologien om de sidste tider er blevet genanvendt som et politisk værktøj. Filmen afslører en eskatologi, udtrykt af figurer som Malafaia, hvor verdsligt kaos ikke er en tragedie, der skal undgås, men en potentiel katalysator for Kristi genkomst, hvilket skaber en politisk bevægelse, der ikke er investeret i at løse kriser, men måske i at fremskynde dem.
Fra viral pest til politisk oprør
Dokumentarens kapitel om COVID-19-pandemien fungerer som et grelt casestudie af denne verdensanskuelse i aktion. Det viser Bolsonaro-regeringen reagere på folkesundhedskatastrofen ikke med videnskab, men med bøn. Brasiliens svimlende dødstal, et af de højeste i verden, beskrives som stigende med “gammeltestamentlig vrede”, mens præsidenten trak på skuldrene og sagde, at “vi skal alle dø en dag”. Filmen antyder, at dette enorme tab kun gjorde en desperat befolkning mere ivrig efter at tro på en messiansk leder. Fortællingen kulminerer med stormløbet på Brasiliens føderale regeringsbygninger. Rystende nærbilleder fanger en voldelig pøbel, der skænder Nationalkongressen, Højesteret og præsidentpaladset i et angreb med bevidste paralleller til stormløbet den 6. januar i USA. Urolighederne præsenteres som den direkte konsekvens af Bolsonaros afvisning af at anerkende sit nederlag og Malafaias opfordringer til militær intervention. I denne ramme er ødelæggelsen af demokratiske institutioner ikke nihilisme, men en renselse. Når en politisk bevægelse tror, at jordisk ødelæggelse er en forudsætning for en guddommelig fremtid, bliver vold et legitimt redskab og kompromis en umulighed.
Det uafsluttede kapitel
Selvom Apokalypse i troperne skildrer afslutningen på Bolsonaros præsidentperiode, tilbyder den en sober konklusion: hans valgnederlag er ikke slutningen på historien. Den magtfulde, organiserede og dybt forankrede evangeliske politiske bevægelse, der bragte ham til magten, forbliver en permanent del af det brasilianske landskab. Dokumentarens sidste advarsel er, at de kræfter, der udviskede grænserne mellem kirke og stat, ikke er forsvundet, og at Brasiliens unge, sekulære demokrati fortsat hænger i en tynd tråd. Filmen, en produktion fra selskaber som Busca Vida Filmes og Plan B Entertainment, har global premiere på Netflix i dag.
