Ved årtusindskiftet blev spansk tv kapret af et kulturelt fænomen, der var lige så uforklarligt, som det var fængslende: ‘Tamarismo’. I et par kaotiske år blev berømmelsens love omskrevet af en bizar konstellation af personligheder, der indtil da syntes bestemt til latterliggørelse, men i stedet opnåede en mærkelig og magtfuld stjernestatus. I centrum af denne hvirvelstrøm var Tamara, en håbefuld sangerinde, der blev en national besættelse. Den nye Netflix-serie Superstar er ikke et nostalgisk tilbageblik, men en surrealistisk og kompleks dekonstruktion af den æra. Skabt af Nacho Vigalondo og produceret af Javier Calvo og Javier Ambrossi, er serien en bevidst “genfortolkning” af et enestående kulturelt øjeblik, der afviser konventionerne for et standard-biopic for at udforske kernen i sine protagonister.
En fantasi om sandhed
Fra starten var skabernes mission at undgå en konventionel fortælling. Producerne gav Vigalondo til opgave at skabe noget radikalt, og han svarede ved at filtrere historien gennem genrefiktionens linse. Miniserien på seks afsnit beskrives som en dramakomedie og en magisk historie fyldt med esoteriske konspirationer, evige nætter og multifarvede superskurke. Vigalondo bruger fantasy, science fiction og magisk realisme ikke som eskapisme, men som et værktøj til at få adgang til en dybere følelsesmæssig og psykologisk sandhed. Denne tilgang er et direkte svar på datidens medier, som præsenterede en formodet “virkelighed”, der ofte var en stærkt konstrueret og grusom fiktion. Superstar vender denne dynamik på hovedet; dens åbenlyse fantasi bliver et redskab for poetisk retfærdighed. Serien anvender en struktur, der minder om Black Mirror, hvor hvert afsnit er en selvstændig verden dedikeret til en forskellig nøglefigur i Tamaras kreds, hvilket giver hver af dem deres egen “spillefilm”. Dette stilistiske oprør er også etisk, et forsøg på at afmontere den “kulturelle klassicisme”, der nedgjorde disse figurer, ved at bruge et visuelt sprog — fra kitschet, syret musikvideo-æstetik til referencer til instruktører som David Lynch — der er lige så ukonventionelt som dets emner. Resultatet er en fortælling, der har meget til fælles med den spanske litterære tradition “esperpento”, som bruger det groteske og absurde til at kritisere samfundet.
Miraklernes hof i primetime
Serien genopliver omhyggeligt det medie-økosystem, der affødte “Tamarismo”. Det var en æra domineret af “telebasura” (skralde-tv), hvor sene talkshows som Crónicas Marcianas og Tómbola fungerede som både kongemagere og bødler. Disse seermagneter trivedes på sensationalisme og offentlige forhør, hvilket skabte grobund for personligheder, der på samme tid blev hyldet og fordømt. Superstar introducerer sit ensemble som produkter af denne “televisuelle kannibalisme”. Ingrid García-Jonsson spiller Tamara, outsideren, der blev et homoikon og en discodiva, mens hun navigerede i offentlig latterliggørelse og en skiftende identitet, der førte til, at hun antog navnene Ámbar og senere Yurena. Ved hendes side er hendes stærkt beskyttende mor, Margarita Seisdedos, portrætteret af Rocío Ibáñez som en formidabel kraft og en legende i sig selv, berømt for at bære en mursten i sin håndtaske. Deres bånd fremstilles som historiens centrale kærlighedshistorie. Det bredere univers inkluderer Secun de la Rosa som Leonardo Dantés, den ambitiøse komponist og showman, der er afbildet som en kompleks “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”-figur; Carlos Areces som Paco Porras, den kendte clairvoyante, der var kendt for sin unikke metode til at spå fremtiden gennem frugt og grøntsager; Natalia de Molina som den rivaliserende sangerinde Loly Álvarez; Pepón Nieto som mediepersonligheden Tony Genil; og Julián Villagrán som Tamaras manager, Arlekín. Serien skildrer denne gruppe som et symbiotisk økosystem, hvor berømmelse var gensidigt afhængig, og deres offentlige fejder og alliancer skabte en selvforstærkende fortælling, der foregreb moderne reality-tv.
En øvelse i empati
Ud over de stilistiske udskejelser er serien forankret i en dyb følelse af empati for sine personer. Præstationerne præsenteres ikke som efterligninger, men som handlinger af menneskeliggørelse. Ingrid García-Jonsson har talt om det enorme ansvar, hun følte for at portrættere Yurena med respekt og hengivenhed, med det formål at få hende til at føle sig “værdsat som person” efter mange års offentlig mishandling. Hendes mål var at undgå karikatur og dehumanisering, en mission, der blev valideret af den virkelige Yurena, som, da hun så serien, kaldte den en form for “terapi” og “retfærdighed”. Denne meta-fortælling om oprejsning løfter projektet ud over blot underholdning. Hele ensemblet arbejder for at fange ånden i disse larger-than-life-figurer uden at forfalde til parodi. Carlos Areces fordybede sig for eksempel i timevis af optagelser for at gengive specifikke øjeblikke fra Paco Porras’ tv-optrædener.
En radikal kærlighedshandling
Superstar er et dristigt, komplekst og kunstnerisk ambitiøst værk, der sandsynligvis vil polarisere publikum med sin eksperimenterende natur. Det er både en sønderlemmende kritik af en giftig mediekultur og et “kærlighedsbrev til dem, der var fanget i dens maskineri”. Serien transcenderer nostalgi for at tilbyde en kulturel analyse, der udfordrer seerne til at genoverveje en periode, de måske har affejet. Den er blevet beskrevet som en “radikal kærlighedshandling for det fascinerende”, der bruger fantasi som et redskab for virkeligheden. I sidste ende er Superstar mere end historien om én kvinde; det er et portræt af Spanien i et kaotisk overgangsøjeblik — en historie, der afslører ubehagelige, men essentielle sandheder om berømmelse, medier og kulturel hukommelse.
Serien på seks afsnit, Superstar, havde premiere på Netflix den 18. juli.
