Netflix har udgivet Jeg er stadig en superstjerne (Sigo siendo la misma), en dokumentar i spillefilmslængde, der tilbyder det første ufiltrerede vidnesbyrd fra María del Mar Cuena Seisdedos, kunstneren kendt som Yurena. Filmen, der er instrueret af Marc Pujolar og produceret af Javier Calvo og Javier Ambrossi fra Suma Content, fungerer som det faktuelle modstykke til Superestar, den stiliserede serie i seks dele fra skaberen Nacho Vigalondo, der dramatiserer de samme begivenheder. Mens serien præsenterer en “magisk” fortolkning af en kaotisk æra, giver dokumentaren den ufortyndede sandhed og lader Yurena genvinde en fortælling, der blev voldsomt fravristet hende for to årtier siden.
“Tamarismo”-spektaklet
Dokumentaren dissekerer den kulturelle eksplosion i begyndelsen af 2000’erne kendt som “Tamarismo”, et fænomen, der var viralt, før begrebet eksisterede. Den genbesøger den gruppe af personligheder, der kredsede om Yurena (dengang kendt som Tamara), herunder sangskriveren Leonardo Dantés, seeren Paco Porras, entertaineren Tony Genil og mediepersonlighederne Loly Álvarez og Arlequín. Gennem arkivoptagelser genkalder filmen de surrealistiske øjeblikke, der definerede sen-aften-tv, fra Porras, der kastede grøntsager efter sangerinden i studiet, til den bizarre indvielse af en frugtbod i Vallecas. Filmen undersøger det centrale paradoks i Yurenas karriere: Mens medierne ubarmhjertigt stemplede hende og hendes kreds som “frikis” (originaler/særlinge), opnåede hun en hidtil uset kommerciel succes. Hendes single “No cambié” dominerede de spanske hitlister i ni uger i træk, indbragte en guldplade og solgte mere end internationale superstjerner som Madonna og Backstreet Boys. Hendes debutalbum, Superestar, var et sofistikeret synth-pop-værk med bidrag fra respekterede musikere som Carlos Berlanga og Nacho Canut, hvilket afslørede en kunstnerisk dybde, der bevidst blev ignoreret af mediespektaklet.
Berømmelsens pris: En medielynchning
Kernen i dokumentaren er en skarp undersøgelse af den mørke side af denne berømmelse, en oplevelse Yurena beskriver som en årelang “medielynchning”. Filmen præsenterer en rå krønike over den offentlige fjendtlighed, hun udholdt, herunder fysiske overfald, at blive kastet med æg i sin hjemby Santurce og at blive udsat for offentlige verbale overfusninger fra andre berømtheder. Fortællingen viger ikke tilbage for den dybe psykologiske pris for denne vedvarende kampagne af latterliggørelse og bagvaskelse, som inkluderede falske anklager om at være prostitueret eller mand. Yurena taler åbent om at være så psykisk ødelagt, at hun forsøgte selvmord ved to lejligheder, idet hun udtalte, at hun “bare ville have fred” for den ubarmhjertige chikane. Dokumentaren indrammer disse begivenheder som et produkt af en mediekultur, hvis grusomhed ville blive set meget anderledes på i dag, hvilket tvinger til en kulturel eftertanke over de menneskelige omkostninger ved offentligt skue.
En mors ubrydelige forsvar
Centralt i Yurenas historie er hendes mor, Margarita Seisdedos, som gik bort i 2019 efter lang tids sygdom. Filmen portrætterer hende ikke som en birolle, men som med-hovedpersonen i Yurenas liv – en “madre coraje” (en modig mor), der efterlod sit liv for at flytte til Madrid og forsvare sin datter mod alle odds. Margarita blev selv et medieikon, berømt for sine kamplystne tv-optrædener og sin håndtaske, som ifølge legenden indeholdt en mursten til beskyttelse. Filmen udforsker, hvordan dette offentlige image, selvom det ofte blev latterliggjort, var det ydre panser for en voldsom og ubetinget moderkærlighed. Yurena afslører, at den smerte, hun følte over de offentlige angreb på sin mor, var endnu større end den fra angrebene på hende selv. Dokumentaren står som en posthum hyldest, et projekt Yurena mener er en “gave fra himlen” sendt af hendes mor som en form for kosmisk retfærdighed.
En overlevendes genopfindelse
Filmen skildrer efterdønningerne af Yurenas oprindelige berømmelse, herunder retssagen fra bolero-sangerinden Tamara Macarena Valcárcel Serrano, der tvang hende til at opgive sit kunstnernavn. Efter et kort, mislykket skift til “Ámbar” tog hun navnet Yurena og traf en bevidst beslutning om at forsvinde. I næsten fem år drev hun sin egen natklub i Madrid og afviste talrige tilbud om interviews og realityshows. Hendes tilbagevenden i 2012 markerede en fuldstændig genopfindelse. Hun tog fuld kontrol over sin karriere, selvfinansierede og selvproducerede en ny musikalsk retning med fokus på dance og EDM, og udgav engelsksprogede singler som “Go” og det virale hit “Around the World”. Denne nye fase bragte uventet international succes, herunder turnéer i Kina, og cementerede hendes status som en fast bestanddel af spansk popkultur gennem deltagelse i realityshows som Hotel Glam, Supervivientes og GH Dúo.
Oprejsning og eftermæle
Jeg er stadig en superstjerne er et bevægende og essentielt portræt, der fungerer som en endegyldig handling af genoprejsning. Den menneskeliggør personerne bag tv-karikaturerne og fortæller en stærk historie om personlig modstandskraft over for overvældende offentlig grusomhed. Filmen omdefinerer Yurena ikke som et mediespektakel eller et “ødelagt legetøj”, men som en overlevende, der udholdt en prøvelse, der ville have knust de fleste, kun for at genopstå stærkere og endelig med kontrol over sin egen historie. Ved at give hende det sidste ord, cementerer dokumentaren hendes eftermæle som en superstjerne, der mod alle odds stadig står oprejst.
Dokumentaren Jeg er stadig en superstjerne havde sammen med serien Superestar verdenspremiere på Netflix den 18. juli 2025.
