I den nye spanske serie Death Inc. skaber Gonzalo Torregrosas død, patriark og grundlægger af Torregrosa Begravelsesforretning, et magttomrum, der er alt andet end fredeligt. Hans halvfjerdsårige enke, Nieves, beslutter uventet at overtage kontrollen, assisteret af sin entusiastiske, men uduelige svigersøn, Chemi, en marketingekspert. Dette træk forpurrer ambitionerne hos Dámaso Carrillo, grundlæggerens loyale, men intrigante højre hånd, som mener, at han er den retmæssige arving til forretningen. Mens interne magtkampe og rivalisering med den aggressive konkurrent Transitus udfolder sig, opstår en #MeToo-lignende skandale, der truer med at nedbryde den afdøde patriarks skrøbelige eftermæle. Serien overfører mesterligt de universelle troper fra arbejdspladskomedien – rænkefulde kolleger, uduelig ledelse, virksomhedsrivalisering – til bedemandsforretningens tabubelagte miljø. Denne sammenstilling af det verdslige med det makabre bliver en potent satirisk linse, der bruger dødens forretning til at foretage en klinisk obduktion af det moderne livs patologier, fra tomheden i marketingsprog til hensynsløsheden i virksomhedskonsolidering.
Caballero-metoden: Forfatterskab i moderne spansk komedie
Bag Death Inc. står søskendeforfatterne Alberto og Laura Caballero og deres produktionsselskab, Contubernio Films, arkitekterne bag et særpræget og kommercielt formidabelt mærke inden for spansk komedie. Deres filmografi er en søjle i moderne spansk tv og omfatter kulturelle fænomener som Aquí no hay quien viva og La que se avecina samt den globalt succesfulde Machos Alfa. Deres arbejde er defineret af en filosofisk afvisning af “comedia blanca”, eller harmløs, “hvid komedie”. Caballero-søskendeparret arbejder ud fra princippet om, at komedie uden risiko er en amputeret kunstform, en humor, der ikke formår at engagere eller provokere. De finder en uudtømmelig kilde til materiale i det, de kalder “la miseria humana”, eller menneskelig elendighed, idet de anser det for at være en universel og uudtømmelig narrativ kilde. En konsekvent metode er tydelig på tværs af deres værker: de konstruerer et afgrænset univers – en etageejendom, en landsby, og nu en bedemandsforretning – og befolker det med et mangfoldigt ensemble af spanske arketyper. Dette “trykkoger”-miljø fungerer som et socialt laboratorium, hvor disse karakterer, og de samfundsværdier de repræsenterer, tvinges i kollision. Bedemandsforretningen er den ultimative udvikling af denne metode, et rum, som alle samfundslag på et tidspunkt må passere igennem, hvilket giver en konstant og varieret tilstrømning af narrativt potentiale. Serien markerer også en strategisk udvikling for streaming-æraen. Skaberne har omfavnet et mere slagkraftigt 30-minutters format, et bevidst skridt væk fra de 70- til 90-minutters episoder fra deres fortid i traditionelt tv, som ofte krævede narrativt fyldstof. Dette format, som viste sig succesfuldt med Machos Alfa, kræver et mere koncentreret, vittighedstæt manuskript, der er perfekt egnet til binge-watching-modellen på globale platforme.
Anatomi af en antagonist: Carlos Areces’ centrale rolle
Serien er forankret i en mesterlig præstation af Carlos Areces som den ambitiøse Dámaso Carrillo, en karakter, der fungerer som både den primære antagonist og fortællingens komiske motor. Areces’ unikke komiske baggrund er afgørende for seriens succes. Hans karriere begyndte i den indflydelsesrige “chanante”-humorbevægelse, en komedieskole defineret af dens surrealistiske og absurde sensibilitet. Han finpudsede senere sit håndværk i film af internationalt anerkendte instruktører som Álex de la Iglesia og Pedro Almodóvar, hvor han forankrede sine absurde tendenser i mere strukturerede fortællinger. Denne baggrund er smeltet sammen med en dyb og langvarig personlig fascination af dødeligheden. Areces er en kendt samler af post-mortem-fotografi og har udgivet en bog om emnet, hvor han nærmer sig emnet fra et intellektuelt og videnskabeligt perspektiv. Dette skaber et unikt metatekstuelt lag for seeren; vi ser en skuespiller, der er en kendt aficionado af netop den verden, serien skildrer. Hans præstation er en syntese af absurdisme og patos. Han portrætterer Dámaso som en troværdig, manipulerende trussel på arbejdspladsen, samtidig med at han giver ham en patetisk, næsten latterlig kvalitet. Han er en karakter, der både er udspekuleret og foragtelig, men hans menneskelige svagheder – misundelse, ambition, usikkerhed – gengives med et komisk touch, der gør ham relaterbar, selv når han er frastødende. Areces er det perfekte redskab for Caballero-søskendeparrets komplekse tone, der forhindrer karakteren og serien i at synke ned i ren kynisme.
En symfoni af elendighed: Ensemblekomedien i aktion
Selvom Areces er central, trives serien som en “perfekt olieret maskine” af ensemblekomedie, hvis styrke ligger i det dynamiske samspil mellem hele rollebesætningen. Hovedpersonerne er omhyggeligt konstruerede arketyper designet til at skabe konflikt. Ascen López portrætterer Nieves, den undervurderede matriark, hvis stille magtovertagelse undergraver alders- og kønsdiskriminerende forventninger. Diego Martín spiller Chemi, avataren for moderne marketingkultur, hvis absurde initiativer og tomme jargon gør ham til den naturlige antagonist for den traditionalistiske Dámaso. Amaia Salamanca legemliggør den smarte, aggressive konkurrence som Vanesa, der konstant konspirerer for at overtage familieforetagendet. Og Roque Ruiz fungerer som publikums stedfortræder som Morales, den naive praktikant, hvis uskyld står i skærende kontrast til de erfarne medarbejderes kynisme. Interaktionerne mellem disse karakterer skaber et minisamfund, der afspejler bredere arbejdspladsdynamikker og udforsker temaer som generationskløfter, kampen mellem traditionelle praksisser og disruptiv innovation samt de ætsende virkninger af ukontrolleret ambition. De dialogdrevne scener, især de ensemblemomenter, som skuespillerne indrømmer ofte udvikler sig til latter på settet, er den primære scene for disse tematiske udforskninger.
Efterlivets æstetik: Produktionsdesign og cinematografi
Seriens tematiske anliggender forstærkes af et sofistikeret og bevidst visuelt sprog, skabt af et teknisk team, der inkluderer filmfotograf Juan Luis Cabellos og production designer Edu Vallejos. Skaberne traf et bevidst valg om at “værdiggøre” den visuelle præsentation af deres komedie, især gennem brugen af et bredere, mere filmisk billedformat. Dette er en betydelig afvigelse fra den fladere, mere lyst oplyste æstetik i traditionelle tv-sitcoms. Dette æstetiske valg er en erklæring om kunstnerisk hensigt, der visuelt signalerer, at Death Inc. sigter mod at være prestigekomedie på niveau med high-end drama, og forstærker filosofien om, at komedie er en seriøs kunstform, der kan tackle dybe emner. Det bredere format giver mulighed for mere elegante og komplekse kompositioner, især i ensemblescenerne, og placerer karaktererne i deres miljø på en måde, der forbedrer den visuelle historiefortælling. Dette suppleres af et produktionsdesign, der eksternaliserer seriens centrale konflikt mellem tradition og modernitet. Funeraria Torregrosa er gengivet med en klassisk æstetik af mørkt træ og dyster indretning, der fremkalder historie og ritual, hvilket visuelt kontrasteres med den underforståede kolde, upersonlige og aggressive modernisme hos rivaliserende firma, Transitus.
Et globalt foretagende: Seriens rejse til et verdensomspændende publikum
Rejsen for Death Inc. til et globalt publikum eksemplificerer en stærk, ny model for spansk indhold. Serien opstod som en bestillingsopgave for den spanske streamingtjeneste Movistar Plus+, hvor den først blev sendt og høstede anmelderros, herunder en Feroz Award-nominering for Bedste Komedie. Efterfølgende erhvervede Netflix de globale rettigheder, et træk, der afspejler den succesfulde distributionsstrategi for Caballero-søskendeparrets tidligere hit, Machos Alfa. Denne “fra rugekasse til megafon”-pipeline, der blev berømt med Papirhuset (La Casa de Papel), giver indenlandske platforme mulighed for at udvikle kulturelt specifikke serier af høj kvalitet. Når en serie har bevist sin appel på det spanske marked, kan en global gigant som Netflix erhverve den til verdensomspændende distribution, hvilket minimerer udviklingsrisikoen og samtidig giver et gennemprøvet produkt til sit enorme internationale publikum. Death Inc. er et vidnesbyrd om succesen med denne strategi og repræsenterer et højdepunkt for spansk komedies globale rækkevidde og den universelle appel i en velskrevet historie, der finder humor i de mørkeste afkroge af den menneskelige erfaring. En fjerde sæson er efter sigende allerede skrevet, afhængigt af seriens præstation i sit nye globale hjem.
De første to sæsoner af Death Inc. blev tilgængelige for global streaming på Netflix den 31. juli. Den tredje sæson har eksklusiv premiere på platformen verden over den 21. august.
