Den nye sydkoreanske serie Aema er blevet lanceret globalt på streamingplatformen Netflix og præsenterer et historisk komediedrama, der dykker ned i en af de mest turbulente og modsætningsfyldte perioder i nationens moderne kulturhistorie. Serien, der foregår i hjertet af den koreanske filmindustri, kendt som Chungmuro, i begyndelsen af 1980’erne, er en fiktionaliseret fortælling i seks afsnit, der er bygget op omkring produktionen af en virkelig og historisk betydningsfuld film: den erotiske spillefilm Madame Aema fra 1982. Denne film var en kassesucces, der reelt indledte en opblomstring af erotisk film, en genre, der kom til at definere en stor del af årtiets populære filmproduktion. Serien bruger dog denne historiske begivenhed ikke som emne for en biografi, men som en katalysator til at udforske det systemiske pres, kønspolitikken og de kunstneriske kompromiser, der definerede filmproduktion under et autoritært regime. Fortællingen drives af de krydsende veje for to kvinder i hver sin ende af det professionelle spektrum. Jung Hee-ran, spillet af Lee Hanee, er en etableret, prisvindende skuespillerinde på toppen af sin karriere, men hun kæmper for at omdefinere sit offentlige image og undslippe den typecasting, der bragte hende berømmelse. Over for hende står Shin Joo-ae, en voldsomt ambitiøs nykommer spillet af Bang Hyo-rin, der starter serien som stepdanser på en natklub med drømme om stjernestatus. Den centrale konflikt antændes, da Hee-ran, i en afgørende handling af professionel selvopholdelsesdrift, afviser hovedrollen i Madame Aema efter at have gennemgået et manuskript fyldt med, hvad hun anser for, overdrevne og unødvendige nøgenscener. Denne afvisning skaber et tomrum, som den opportunistiske Joo-ae ivrigt udfylder, vinder rollen og lægger grunden til en kompleks professionel rivalisering. Denne dynamik udfolder sig i en mandsdomineret industri, hvor kvinders handlekraft konstant anfægtes, hvilket etablerer seriens centrale tematiske terræn fra de allerførste øjeblikke. Klassificeringen af serien som et komediedrama er en afgørende indikator for dens tonale og intellektuelle strategi. I stedet for at nærme sig sit alvorlige emne med uforfalsket højtidelighed, anvender Aema komiske og satiriske elementer til at dissekere absurditeterne i tidens magtstrukturer og sociale skikke, hvilket positionerer værket som en sofistikeret kritisk kommentar snarere end et ligefremt historisk melodrama.
Det paradoksale landskab i 1980’ernes Chungmuro
For fuldt ud at forstå de narrative pres, der former karaktererne i Aema, må man forstå det unikke og dybt paradoksale socio-politiske landskab i Sydkorea i begyndelsen af 1980’erne. Serien foregår under præsident Chun Doo-hwans autoritære militærregime, hvis styre fra 1980 til 1988 huskes som en af de mørkeste perioder i nationens moderne historie, en æra med intens politisk undertrykkelse og indskrænkede borgerrettigheder. I filmiske fremstillinger er denne periode næsten uvægerligt afbildet med en dyster visuel palet, kendetegnet ved dæmpede farver og tunge skygger, der afspejler den undertrykkende nationale stemning, som det ses i film som 12.12: The Day og 1987: When the Day Comes. Chun-regeringen, der søgte at kvæle offentlig uenighed og aflede opmærksomheden fra sine politiske aktiviteter, implementerede det, der er blevet beskrevet som “3S-politikken”: en statsstøttet fremme af Screen (biograf), Sex (erotik i populærkulturen) og Sports (sport). Selvom der eksisterer en vis historisk debat om den formelle kodificering af denne politik, postulerer serien den som et kalkuleret instrument til politisk pacificering, designet til at give masserne underholdning og afløb for distraktion. En central del af denne strategi var den aktive opmuntring af den erotiske filmindustri. Ophævelsen af et 36-årigt landsdækkende udgangsforbud i 1982 skabte et nyt marked for aftenunderholdning, hvilket førte til fremkomsten af “midnatsfilm”, hvoraf Madame Aema var den første og mest eksplosive succes. Denne statsstøttede opmuntring af seksuelt indhold blev dog parret med en lige så stærk og modsatrettet kraft: et strengt og ofte vilkårligt system af statscensur. Filmskabere befandt sig i et omskifteligt og skizofrent kreativt miljø. De blev presset af regeringens politik og markedets efterspørgsel til at producere seksuelt eksplicit indhold, men blev samtidig udsat for censorernes uforudsigelige luner, som kunne kræve klip eller ændringer, hvilket reelt fratog dem deres ytringsfrihed. Denne fundamentale modsætning er ikke blot en historisk baggrund i Aema; den fungerer som fortællingens primære motor. De ydre pres, der rammer karaktererne – fra producentens ubarmhjertige krav om nøgenhed for at imødekomme kommercielle forventninger, til instruktørens ønske om at skabe kunst midt i grov kommercialisme, til skuespillernes kampe med udnyttende scener – er alle direkte konsekvenser af denne paradoksale statspolitik. Serien postulerer, at i denne æra var kunstneres personlige og professionelle liv uløseligt forbundet med de politiske intriger i en autoritær stat, hvilket skabte et mikrokosmos af de bredere samfundsmæssige spændinger på den tid.
En fortælling om rivalisering og solidaritet
Den dramatiske kerne i Aema ligger i det indviklede, udviklende forhold mellem dens to kvindelige hovedpersoner, hvis personlige og professionelle rejser fungerer som en stærk linse, hvorigennem serien undersøger kønspolitikken i 1980’ernes koreanske film. Fortællingen kortlægger omhyggeligt deres dynamik, mens den forvandler sig fra en skarp rivalisering til en modstandsdygtig og meningsfuld alliance. Jung Hee-rans karakterbue er en af modstand og genvinding. Som portrætteret af Lee Hanee er hun en topstjerne, der byggede sin karriere på de populære “værtindefilm” fra 1970’erne, film, der ofte indeholdt barpiger og prostituerede, hvilket cementerede hendes image som et sexsymbol. Nu, på et afgørende tidspunkt i sin karriere, er hun fast besluttet på at bevæge sig ud over denne persona og blive anerkendt for sit skuespiltalent alene. Hendes afvisning af hovedrollen i Madame Aema er ikke en handling af snerpethed, men en af kalkuleret professionel selvbestemmelse, en holdning imod at blive yderligere typecastet og udnyttet. Denne trodsighed giver hende dog ikke frihed. Hun er kontraktligt bundet til filmens producent, den modbydelige og manipulerende Gu Joog-ho (Jin Seon-kyu), der bruger et smuthul i deres aftale til at tvinge hende ind i en ydmygende birolle i netop den film, hun afviste. Dette tvinger hende til at navigere i produktionen fra en kompromitteret position, hvilket kulminerer i øjeblikke af eksplosiv konfrontation, herunder et fysisk skænderi med producenten og det trodsige løfte: “Joong-ho, lad os tage til helvede”. I skarp kontrast er Shin Joo-aes bue en dannelsesroman om ambition og desillusion. Spillet af nykommeren Bang Hyo-rin er Joo-ae en karakter af rå ambition, en stepdanser, der ser den ledige hovedrolle i Madame Aema som en enestående mulighed. Hun erklærer dristigt sin hensigt om at blive “den næste Jeong Hee-ran”, hvilket signalerer hendes ønske om at fortrænge sit idol. I starten er hun villig til at gøre, hvad der end skal til for at få succes, herunder at efterkomme branchens udnyttende krav. Men som produktionen skrider frem, bliver hendes illusioner systematisk knust. Hun konfronteres med virkeligheden af sin rolle, tvunget til at udføre “meningsløse eksplicitte scener” dikteret af producenter og censorer, og oplever på første hånd den gennemgribende kvindehad i branchen. Hendes rejse er smertefuld, men transformerende, og fører hende fra naiv ambition til en udviklet kritisk bevidsthed om det system, hun søgte at erobre.
I starten er forholdet mellem de to kvinder defineret af gnidninger. Hee-ran, usikker over at blive sat på sidelinjen og forbitret over sin erstatning, giver nykommeren “en hård tid” på settet. Men da de begge udholder mændenes magtspil, begynder deres fælles oplevelse af systemisk undertrykkelse at skabe et usandsynligt bånd. Deres rivalisering viger langsomt for en “blid solidaritet”. De kommer til at erkende, at deres sande fjende ikke er hinanden, men det patriarkalske system, der sætter dem op mod hinanden for krummer af magt og respekt. Denne udvikling fra antagonister til allierede, forenet i en fælles vilje til at kæmpe imod udnyttelse, udgør seriens følelsesmæssige og tematiske hjerte. Denne rejse er indrammet af handlingerne fra de mandlige karakterer, der repræsenterer branchens korrumperende kræfter. Gu Joog-ho, direktøren for Shinsung Films, er indbegrebet af kynisk kommercialisme. Beskrevet som en “sky producer”, der “ville gøre alt for at overleve” i Chungmuros konkurrenceprægede verden, ser han sine skuespillere som varer og kunst som et produkt, der skal sælges. Hans modstykke er den uerfarne instruktør, Kwak In-woo (Cho Hyun-chul). Karakteriseret som “forsagt”, “klodset” og “genert”, er In-woo en håbefuld kunstner, der ønsker at lave en film med “subtil erotik”, men finder sig selv fanget mellem sin egen kreative vision og producentens ubarmhjertige råb efter “uendelige bryster”. Han repræsenterer den kompromitterede kunstner, der kæmper for at bevare sin integritet i et system, der er gearet til udnyttelse. Serien anvender en sofistikeret narrativ struktur, hvor filmen-i-filmen bliver en potent metakommentar om kvindelig handlekraft. De skærmkampe, som karaktererne i Madame Aema udkæmper, afspejler direkte de kampe, som skuespillerinderne, der portrætterer dem, kæmper uden for skærmen. Som en analyse bemærker: “Omdannet gennem filmprocessen bliver den skærmseksuelle lyst hos Madame Aemas hovedpersoner til ønsket om handlekraft hos de skuespillerinder, der portrætterer dem”. Hee-rans kamp mod at udføre nøgenscener og Joo-aes ubehag ved unødvendigt indhold er ikke blot plotpunkter; de er tematiske argumenter om kontrol og objektivering af den kvindelige krop i både film og samfundet som helhed. Desuden træffer serien et subversivt strukturelt valg i sin tildeling af tone. Den primære dramatiske fortælling – den komplekse følelsesmæssige rejse fra rivalisering til solidaritet i lyset af systemisk misbrug – bæres næsten udelukkende af de to kvindelige hovedroller. I modsætning hertil er de mandlige medvirkende i vid udstrækning ansvarlige for de komiske elementer, som ofte opstår fra deres grovhed og den pinlige komik ved at instruere og optage de erotiske scener. Ved at gøre de mandlige autoritetsfigurer til de primære genstande for satire og de kvindelige figurer til emner for seriøst, fængslende drama, vender serien subtilt de traditionelle narrative magtdynamikker, centrerer den kvindelige oplevelse og bruger humor til at kritisere selve grundlaget for det patriarkalske system.
Lee Hae-youngs auteur-vision
Aema markerer tv-debuten for forfatter-instruktør Lee Hae-young, en filmskaber, hvis etablerede værk inden for film giver en klar kontekst for seriens stilistiske og tematiske ambitioner. En undersøgelse af hans filmografi afslører en auteur med en karakteristisk stemme, kendetegnet ved genrefleksibilitet, en raffineret visuel sensibilitet og en konsekvent optagethed af karakterer, der navigerer i undertrykkende sociale strukturer. Hans tidligere film har spændt over flere genrer, fra krimi-action i Believer (2018) og spionthrilleren Phantom (2023) til mysterie-gyseren The Silenced (2015) og komedierne Foxy Festival (2010) og Like a Virgin (2006). På tværs af disse forskellige projekter er hans arbejde blevet rost for sin “friske historiefortælling”, “følsomme og subtile instruktion” og en sofistikeret mise-en-scène, der kombinerer stærk action med meget karakteristiske persontegninger. De tematiske bekymringer i Aema er ikke nye for Lees arbejde. Hans seneste film, Phantom, som også havde Lee Hanee i hovedrollen, blev bemærket for sit fokus på “kvinders solidaritet i et kvælende patriarkalsk samfund”, et tema, der er centralt i denne nye serie. I den forstand kan Aema ses som en fortsættelse og udvidelse af hans kunstneriske interesser, hvor han anvender sine filmiske sensibiliteter på det episodiske format i tv. Måske er det mest slående forfattertræk i Aema dens bevidste og meget stiliserede visuelle æstetik. Serien afviser bevidst det konventionelle visuelle sprog, der bruges til at repræsentere Chun Doo-hwan-æraen. I stedet for de forventede “dæmpede paletter” og “tykke skygger”, der signalerer politisk undertrykkelse, konstruerer Lee Hae-young 1980’erne som en “henrivende” og “frodig” verden, et “smörgåsbord af kalejdoskopiske farver og fabelagtig mode”. Dette er ikke en handling af nostalgisk romantisering, men en kalkuleret kritisk strategi. Instruktøren selv har formuleret hensigten bag dette valg og udtalt, at jo mere “blændende lyde og billeder fremstår på overfladen, jo tydeligere ville volden fra den barbariske tidsalder komme igennem som et budskab”. Dette æstetiske valg fungerer som en form for historisk revisionisme. Det argumenterer visuelt for, at æraens brutalitet ikke kun var et spørgsmål om åbenlys politisk undertrykkelse, men også var maskeret af den prangende, distraherende overflade af en statsstøttet masseunderholdningskultur. Den levende æstetik tvinger seeren til at konfrontere den dybe dissonans mellem den spirende, farverige kulturindustri og den dystre politiske virkelighed, den var designet til at skjule. Denne visuelle strategi får den underliggende undertrykkelse til at føles mere snigende og fremhæver hykleriet i hjertet af 3S-politikken.
Serien ankommer også som en del af en større samtale inden for nutidig sydkoreansk film. Den deler bemærkelsesværdig stilistisk og tematisk DNA med andre nyere film, der genundersøger nationens filmiske fortid. Dens præmis har en stærk lighed med Kim Jee-woons Cobweb (2023), en metakomedie og kærlig farce, der satiriserer egoerne og usikkerhederne hos et filmhold i 1970’erne. Ved hjælp af en film-i-en-film-struktur følger Cobweb en frustreret instruktør, mens han kæmper mod studiechefer og regeringscensorer i et forsøg på at genindspille slutningen på sin film. Desuden minder Aemas visuelle panache og dens casting af Lee Hanee i en rolle, der dekonstruerer kvindelige arketyper, om Lee Won-suks kultfilm Killing Romance (2023). Den absurde musikalske sorte komedie brugte også en levende, surrealistisk stil og en mørkt komisk handling til at udforske en kvindes befrielse fra en voldelig, kontrollerende mand, samtidig med at den kritiserede kendiskulturen. Fremkomsten af disse film antyder, at Aema ikke er et isoleret værk, men en central del af en udviklende subgenre af selvrefleksive periodefilm. Denne bevægelse ser nutidige koreanske filmskabere engagere sig i en kritisk dialog med deres egen nationale og filmiske historie, idet de bruger værktøjer som genre, stil og metanarrativ til at genundersøge fortidens traumer og modsætninger fra et moderne perspektiv.
En fiktiv linse på historisk sandhed
Selvom Aema er dybt forankret i et specifikt historisk øjeblik, er det afgørende at forstå dens forhold til de faktiske optegnelser. Serien er et værk af historisk fiktion, ikke en dokumentar eller en biografi. Filmen Madame Aema fra 1982 var et reelt og massivt indflydelsesrigt kulturelt fænomen, der toppede billetsalget og affødte et dusin direkte efterfølgere og talrige andre spin-offs. Men de karakterer, der befolker serien – fra skuespillerinderne Jung Hee-ran og Shin Joo-ae til produceren Gu Joog-ho og instruktøren Kwak In-woo – er helt fiktive skabninger. Instruktør Lee Hae-young har anerkendt, at han har hentet inspiration fra de dokumenterede oplevelser fra skuespillerinder fra den æra, især An So-young, stjernen i den originale Madame Aema, men fortællingen holder sig ikke til de specifikke begivenheder i nogen enkelt persons liv. Denne bevidste fiktionalisering er et strategisk valg, der giver serien mulighed for at forfølge en dybere og mere ekspansiv tematisk dagsorden. Ved at skabe arketypiske karakterer i stedet for at være begrænset af biografisk troskab, er fortællingen fri til at fungere som en bredere social kommentar. Den kan mere effektivt udforske de systemiske problemer med kvindehad, censur, kunstnerisk kompromis og virksomhedsudnyttelse, der var endemiske for branchen på det tidspunkt. Karaktererne bliver repræsentanter for de forskellige kræfter, der er på spil, hvilket giver mulighed for en mere fokuseret undersøgelse af æraens magtdynamikker.
En betydelig vægt til denne tilgang gives af involveringen af produktionsselskabet The Lamp Co., Ltd., som co-producerede serien med Studio Kik Co., Ltd. The Lamp Co. har opbygget et formidabelt ry for at producere anmelderroste og kommercielt succesfulde film, der er omhyggeligt researchet og baseret på sande historiske begivenheder. Deres filmografi omfatter så skelsættende titler som A Taxi Driver (2017), der dramatiserede Gwangju-opstanden; Mal-Mo-E: The Secret Mission (2019), om bevarelsen af det koreanske sprog under japansk kolonistyre; Samjin Company English Class (2020), baseret på en virkelig virksomhedsskandale; og Phantom (2023), en spionthriller også instrueret af Lee Hae-young og med Lee Hanee i hovedrollen. Sammenslutningen af et produktionshus kendt for sit engagement i historisk autenticitet med et projekt, der er eksplicit fiktivt, er en betydelig kreativ beslutning. Det antyder en tro på, at i dette tilfælde er en fiktiv fortælling et mere potent redskab til at formidle den følelsesmæssige og systemiske sandhed fra 1980’erne, end en strengt faktuel genfortælling måske ville være. Det signalerer til publikum, at selvom historien ikke er bogstaveligt sand, er den beregnet til at blive taget alvorligt som en historisk fortolkning, der balancerer seriens levende, komiske og dramatiske elementer med en understrøm af journalistisk og historisk integritet. I sidste ende præsenterer Aema sig selv som en kompleks moderne genundersøgelse af et afgørende og kontroversielt øjeblik i koreansk kulturhistorie. Den bruger sin fiktive ramme og en distinkt auteur-vision til at udforske vedvarende temaer som kvindelig solidaritet, prisen for kunstnerisk integritet og det indviklede, ofte farefulde, forhold mellem kunst, handel og politik.
Den seks episoder lange serie Aema er nu tilgængelig for streaming verden over, efter den havde premiere på Netflix den 22. august 2025.
