At definere en følelse: Joan Mitchells lærreder (1960–1965) vender tilbage til New York

David Zwirner præsenterer et koncentreret udvalg af malerier og papirarbejder af Joan Mitchell, der indkredser et kort, men formativt stræk i hendes praksis. Værkerne, indlånt fra offentlige og private samlinger samt Joan Mitchell Foundation, samler sig om det femårige forløb, hvor Mitchell løsner de tidlige kompositioners støttestrukturer og bevæger sig mod mere udforskende opstillinger. Udstillingen er kurateret af Sarah Roberts, Senior Director of Curatorial Affairs ved Joan Mitchell Foundation.

Som en overgang mellem de landskabsforankrede formater og kunstnerens senere maleriske arkitektur er periodens værker ofte organiseret omkring en tæt, hvirvlende kerne — domineret af lagdelte blå og grønne toner — sat op mod tyndere farveslør. Spændingen mellem kompression og åbenhed bliver det ordnende princip, hvor kromatisk dybde og gestisk turbulens deles om samme billedrum.

Atelierlivet i Paris faldt sammen med længere ophold ved Côte d’Azur side om side med maleren Jean Paul Riopelle. Tiden på vandet, perioder ombord på en sejlbåd og et blik på den stadigt skiftende horisont satte indirekte spor i lærrederne. I stedet for at gengive konkrete udsigter omformede Mitchell fornemmelser af blænding, distance og kystens brudlinjer til et vokabular af centraliserede konstellationer og afbrudte strøg. Horisonten træder tilbage som stillads; atmosfæren bliver til struktur.

Samtidens iagttagere registrerede forskydningen og beskrev lærrederne som meditationer over landskabsfragmenter og luft — en karakteristik, der stemmer med udstillingens fokus på proces frem for motiv. Farvemasser, accelererede penselbevægelser og pauserne imellem dem bærer den emotionelle vægt og skubber ethvert enkelt sted eller fortællingsspor i baggrunden.

Mitchells egne udsagn giver en præcis nøgle: hun søgte noget, der ikke lod sig sætte på ord — at “definere en følelse”. Udstillingen tager denne ambition alvorligt. Malingslag akkumuleres, udviskes delvist og gør sig siden gældende igen; indlejrede røde og violette toner bryder gennem de dominerende blå og grønne felter, prøver billedets stabilitet af og etablerer erindringen som et grundlæggende register snarere end som egentligt motiv.

Opsætningen tydeliggør samspillet mellem strukturelle og tekniske skift. Lange, elastiske strøg afbryder nedgnedne zoner; percussive klynger møder brede svej. Kompositionerne søger mod midten uden at give køb på et enkelt fokuspunkt og opretholder en arbejdsmæssig balance mellem uro og orden. Maleriernes “indre klima” — vindstød, standsninger, pludselige opklaringer — fungerer som arbejdsprincip, ikke som metafor.

Ved at afgrænse blikket til 1960–1965 isolerer præsentationen det øjeblik, hvor Mitchell forlader landskabet som motiv, men bevarer dets atmosfærer og tidsligheder som strukturerende kræfter. Resultatet er et kompakt ræsonnement — aflæseligt på værkernes overflade — om, hvordan sansning, erindring og metode konvergerer og omdirigerer hendes maleriske tænkning.

Sted og datoer: David Zwirner, 537 West 20th Street, New York — »To define a feeling: Joan Mitchell, 1960–1965«, kurateret af Sarah Roberts. Udstillingsperiode: 6. november til 13. december 2025.