Den nye thailandske film Same Day with Someone præsenterer sig selv, på overfladen, som en romantisk komedie bygget op omkring det velkendte filmiske greb med en tidsløkke. Præmissen er ligetil: en privilegeret ung kvinde tvinges til at genopleve den værste dag i sit liv, indtil hun kan finde en måde at bryde cyklussen på. Selvom sammenligninger med kanoniske værker i subgenren som En ny dag truer er uundgåelige, viser sådanne paralleller sig at være reduktive.1 Filmen, en Netflix-produktion med en spilletid på 118 minutter, demonstrerer en mere bevidst og ambitiøs dagsorden. Den udnytter den tilgængelige ramme for en højt profileret romantisk komedie, ikke som et mål i sig selv, men som et sofistikeret narrativt redskab til en nuanceret og dybtfølt udforskning af psykologisk traume og heling. Filmskabernes erklærede intention om at skabe et værk, der adskiller sig fra typiske genrefilm, er tydelig fra dets konceptuelle grundlag. Manuskriptet, skrevet af Rangsima Akarawiwat, opstod fra oplevelsen af at trøste en veninde med et knust hjerte, hvilket førte til en bevidst og eksplicit beslutning om at allegorisere de fem sorgstadier inden for den gentagne struktur af en tidsløkke. Dette positionerer filmen som en tankevækkende subversion af sin genre, der bruger gentagelsens mekanik til at kortlægge den komplekse, ikke-lineære helingsproces.
Arkitekturen i denne gentagne dag er omhyggeligt designet til at dekonstruere hovedpersonens minutiøst konstruerede liv. Vi introduceres til Mesa Worathepanant, en kurator fra det bedre borgerskab, hvis eksistens er et vidnesbyrd om orden, prestige og kontrol. Hendes katastrofale dag, den 8. august 2025, udfolder sig som et dobbelt angreb på hendes identitet. Først afslutter hendes drømmeforlovede, en elegant figur spillet af Trisanu Soranun, brat deres forhold, hvilket knuser hendes personlige fortælling om en perfekt fremtid. Samtidig oplever hun en professionel katastrofe, da en uvurderlig genstand under hendes varetægt, den hellige Sirisila-sten, bliver beskadiget. Denne sammenblanding af personligt og professionelt nederlag skaber den smeltedigel, hvori hun er fanget. Valget af erhverv er tematisk resonant; en kurators kald er bevarelse og organisering af genstande, den omhyggelige konstruktion af fortællinger om værdi og historie. Mesas liv er i bund og grund en kurateret udstilling af succes. Tidsløkken bliver derfor den ultimative antitese til hendes væsen, en tilstand af dyb magtesløshed, der tvinger denne kontrolmester til at konfrontere en kaotisk virkelighed, hun ikke længere kan arrangere, katalogisere eller indeholde.
I sin kerne fungerer filmen som en overbevisende eksternalisering af en intern psykologisk proces. Det narrative koncept med tidsløkken giver en håndgribelig, visuel grammatik for den abstrakte følelsesmæssige oplevelse af sorg. Rangsima Akarawiwats manuskript omdanner Kübler-Ross-modellen til en række narrative handlinger, der lader publikum bevidne Mesas rejse gennem benægtelse, vrede, forhandling, depression og endelig accept, ikke som en indre monolog, men som en sekvens af observerbare forsøg-og-fejl-eksperimenter. I de indledende sløjfer er hendes handlinger sandsynligvis præget af en febrilsk benægtelse, hvor hun forsøger at lappe dagens katastrofer med overfladiske løsninger. Efterhånden som det meningsløse i denne tilgang bliver tydeligt, ændrer hendes adfærd sig og cykler gennem destruktiv vrede og desperat forhandling med universet og de figurer, der befolker hendes dag. En periode med sløv resignation følger, en klar analogi til depression, før hun begynder at anskue den gentagne dag ikke som et fængsel, man skal flygte fra, men som et puslespil, der skal forstås. Dette strukturelle valg giver filmen mulighed for at udforske den ofte gentagne natur af traumebehandling, hvor fremskridt ikke altid er lineært. Produktionens erklærede mål var at tilbyde noget så betryggende som en vens omfavn, og det opnår den ved at afmystificere helingsprocessen og præsentere den som en vanskelig, men navigerbar rejse mod et nyt perspektiv på livets udfordringer.
Denne psykologiske fortælling understøttes af en rig og symbolsk mise-en-scène. Filmen foregår i det fiktive land Chinlin, et bevidst valg af verdensbygning, der løsriver historien fra en specifik nutidig virkelighed og placerer den i et let mytologiseret, fabelagtigt rum, hvor en allegorisk begivenhed som en tidsløkke føles mere plausibel. Chinlins æstetik er en sammensætning, inspireret af kunsten fra forskellige østasiatiske lande, hvilket skaber et unikt visuelt landskab. Centralt i denne verden er det storslåede og realistiske Worathepanant Museum, der fungerer som en potent metafor for Mesas egen psyke: udadtil perfekt, ordnet og imponerende, men med en skrøbelig kerne, der er ved at splintres. Produktionsdesignet er fyldt med, hvad filmskaberne beskriver som skjult symbolik, der inviterer til et opmærksomt publikum. Den mest betydningsfulde af disse er den ærede Røde Bånd-gudindestatue, et objekt, hvis design, inspireret af tibetansk kunst, inkorporerer et rødt bånd bundet i et uendelighedssymbol. Dette er en direkte visuel artikulation af filmens centrale tema om endeløse cyklusser, et nonverbalt signal, der forstærker hovedpersonens knibe. Selv Mesas garderobe er gennemsyret af betydning, hvor hvert outfit afspejler hendes oprindelige tilstand af kurateret perfektion og subtilt ændrer sig, efterhånden som hendes indre landskab skifter. De æstetiske elementer er ikke blot dekorative; de er integrerede komponenter i filmens tematiske arkitektur.
Den formidable udfordring i denne narrative struktur falder på skuespillerne, især hovedrolleindehaveren Jarinporn Joonkiat. Som en anerkendt og prisvindende skikkelse i thailandsk film er Joonkiats opgave at portrættere en karakter, der er eksternt statisk, men internt dynamisk. Hendes præstation skal fungere som et palimpsest, hvor hver gentagelse af dagen er lagdelt med den kumulative psykologiske vægt fra alle de foregående sløjfer. Hun skal formidle den stigende frustration, fortvivlelse og den endelige visdom, der opnås fra hvert nederlag, og sikre, at publikum opfatter sporene af tidligere forsøg under overfladen af hver “ny” dag. Hendes portrættering af Mesas lyse og ægte venlighed bliver den grundlinje, som hendes transformation måles imod. Katalysatoren for denne transformation optræder i form af Ben, en elskelig og nørdet kuratorkollega spillet af Warintorn Panhakarn, en veteran fra thailandske tv-dramaer. I deres første samspil på skærmen udgør deres dynamik filmens følelsesmæssige anker. Ben repræsenterer den ene betydelige variabel i Mesas gentagne ligning, den person, med hvem hun kan skabe et nyt interaktionsmønster. Fortællingens bue drives af hendes udviklende forhold til ham på tværs af sløjferne, fra indledende afvisning til en gradvis afhængighed og forbindelse. Ensemblebesætningen, som inkluderer Charlette Wasita Hermenau som Mesas vigtige kollega og Jaturong Phonboon med sin komiske genialitet, bidrager til en ægte kemi, der forankrer den højt profilerede præmis i troværdig menneskelig interaktion, et kendetegn for thailandske spillestile, der ofte søger en naturalistisk “bliven” af karakteren.
I sidste ende er Same Day with Someone et værk af bemærkelsesværdig kunstnerisk modning for dets nøgleskabere. Instruktør Yanyong Kuruangkura, hvis tidligere film som App War og Mother Gamer behændigt blandede komedie med nutidig social kommentar, skifter med succes mod en mere intern, karakterdrevet fortælling. Det etablerede kreative partnerskab med manuskriptforfatter Rangsima Akarawiwat, som også skrev App War, giver dem mulighed for at anvende deres dokumenterede evne til engagerende, højt profilerede præmisser på et emne af større følelsesmæssig dybde. Filmen opfylder Kuruangkuras ambition om at skabe noget, der adskiller sig fra den typiske rom-com, ved at bruge genrens troper som grundlag for en mere dybdegående undersøgelse af den menneskelige evne til modstandsdygtighed. Det er en feel-good-historie, men en, der fortjener sin varme gennem en tankevækkende undersøgelse af smerte. Filmens endelige budskab er et af terapeutisk optimisme: de tilsyneladende uundgåelige sløjfer i vores liv, hvad enten de er født af sorg eller rutine, er ikke blot fængsler, men kan være smeltedigler for revurdering, vækst og opdagelsen af nye forbindelser. Dette hjertevarmende eventyr er tilgængeligt for verdensomspændende streaming på Netflix. Filmen blev udgivet den 18. september.
