MUSAC — Museo de Arte Contemporáneo de Castilla y León — præsenterer et omfattende overblik over Yoko Onos praksis og samler mere end halvfjerds værker på cirka 1.700 m² for at følge en karriere, der bevæger sig ubesværet mellem performancekunst, koncept- og deltagerbaseret kunst, film, lyd, installation, maleri og fotografi. Udstillingens titel, “Yoko Ono. Insound and Instructure”, peger tilbage på en tidlig fase i kunstnerens virke og angiver projektets centrale præmis: forbindelsen mellem det lydlige og den instruktionsbaserede form, som har båret hendes arbejde gennem årtier. I dette spor har ideen forrang — kunsten artikuleret som forslag, partitur eller invitation — frem for objektets materialitet.
Kurateret af Jon Hendricks, Connor Monahan og Álvaro Rodríguez Fominaya fremstår præsentationen som en af de mest omfattende, der i de senere år er viet Ono i Spanien. Forløbet spænder fra formative perioder til modne faser og sætter kanoniske værker i dialog med deltagerorienterede miljøer og nyere installationer. Undervejs fremstår ikke blot mediemæssig bredde, men også en rød tråd, der strukturerer Onos oeuvre: publikums aktive rolle i at realisere eller fuldende værket.
Udvalget fremhæver flere tidlige pejlemærker, der har præget performance- og konceptkunstens sprog. “Cut Piece” præsenteres i samtale med andre instruktionsbaserede værker, der gør beskueren til medforfatter, herunder “Voice Piece for Soprano” og “Draw Circle Painting”, sidstnævnte fuldbyrdes først gennem offentlig deltagelse. Udstillingen rummer også deltagende miljøer som “A MAZE”, en labyrint man kan gå igennem, og “EN TRANCE”, en arkitektonisk tærskel tænkt som både prolog og præmis. Når man bevæger sig gennem disse værker, bliver det tydeligt, hvordan Onos instruktioner folder sig ud i kropslige situationer — at gå, lytte, tale eller vælge — hvor kunsten bliver en praksis for opmærksomhed og handlekraft snarere end et objekt for betragtning.
Flere artikler
MUSAC begrænser sig ikke til de kanoniserede kapitler. Inklusionen af nyere projekter viser kontinuiteten i temaer, der runger gennem årtierne. “DOORS” og “INVISIBLE FLAGS” viderefører Onos langvarige engagement i fred, social fantasi og omkodning af velkendte strukturer og symboler. Som i de tidligere arbejder opererer disse installationer med knappe greb og minimale udsagn, der inviterer publikum til at overveje, hvordan forskydninger i perception kan åbne rum for fælles refleksion.
Filmen — et hovedspor i hendes praksis — er repræsenteret i en fokuseret konstellation. Titler realiseret selvstændigt og i samarbejde med John Lennon, blandt andre “Rape”, “Fly” og “Freedom”, trækker spørgsmål frem, som går på tværs af produktionen: intimitet og eksponering; blikkets politik og det at være genstand for et blik; perceptionens elasticitet over tid. Sat i nærhed af instruktionsstykker og deltagelsesmiljøer tydeliggør disse film den transmediale sammenhæng i Onos metode. Hvad enten det er på side, i sal eller på lærred, begynder værket ofte i sproget: en kort formulering, et partitur, en anvisning, der fastsætter betingelserne for en hændelse. Resultatet er mindre et lukket produkt end en aktiveret situation.
Præsentationen i León indskriver sig i en bredere institutionel genlæsning af Onos eftermæle. Store museer har for nylig dedikeret omfattende udstillinger til hendes arbejde — et signal om vedvarende relevans i nutidige diskussioner om deltagelse, authorskab, aktivisme og kunstens sociale rolle. I dette lys fungerer MUSAC-udstillingen både som introduktion for nye publikum og som fordybelse for dem, der allerede kender hovedværkerne, og placerer Ono ikke i efterkrigstidens periferi, men i dens konceptuelle og performative kerne.
Et kort biografisk rids hjælper med at indkredse udviklingen af den instruktionsbaserede metode, der driver udstillingen. Født i Tokyo tilbragte Ono formative år i USA, før hun slog sig ned i New York. Som den første kvinde optaget på filosofiprogrammet ved Gakushuin University og senere studerende på Sarah Lawrence College arbejdede hun i overlappende fællesskaber af kunstnere og komponister og udviklede en praksis, der privilegerer ideer og partiturer frem for konventionelle objekter, og som inviterer beskueren til at sætte værket i værk.
I Lower Manhattan lejede Ono et loft, hvorfra hun sammen med komponisten La Monte Young organiserede aktioner og begivenheder, der blev centrale for byens spirende eksperimentalscene. Hendes første soloudstilling, på AG Gallery, viste “Instruction Paintings”, blandt dem den i dag emblematiske “Painting to Be Stepped On”, og på Carnegie Recital Hall fremførte hun værker, der forbandt bevægelse, lyd og stemme. Tilbage i Tokyo gav hun nye performances på Sogetsu Art Center og konsoliderede et afgørende skifte mod instruktionsværket: stykker udelukkende bestående af skriftlige anvisninger, der sætter ideen i stedet for det materielle objekt. I denne periode turnerede hun også med John Cage og David Tudor, hvilket forankrede krydsfeltet mellem hendes kunst og den eksperimentelle musik. Bogen Grapefruit destillerede ånden i denne tilgang i en kompakt samling partiturer.
Tilbage i New York fortsatte Ono med at iscenesætte begivenheder, post- og reklameinterventioner, skrive instruktionsbaserede filmmanuskripter og instruere kortfilm. Invitationer til London placerede hende i kredsen omkring Destruction in Art Symposium og førte til udstillinger på Indica og Lisson. Konceptuelle objekter som White Chess Set, Apple og Half-A-Room blev vist side om side med en ny version af Film No. 4 (Bottoms) og en række optrædener under overskriften “Music of the Mind”. På Indica Gallery mødte hun John Lennon, hvilket indledte et kreativt partnerskab, der omfattede kunst, film og musik såvel som aktivisme synlig i det offentlige og i medierne.
Sammen med Lennon udvidede Ono sine konceptuelle strategier til synlige fredsinitiativer, herunder kampagnen “WAR IS OVER! If you want it” og Bed-Ins for Peace. Disse aktioner flyttede instruktionslogikken ud i det civile rum: en appel om at forestille sig og afprøve andre sociale relationer. I de følgende år udgav hun flere solo- og fællesalbum og skabte film som FLY, Freedom, Rape, Apotheosis og Imagine, parallelt med museale eksperimenter, der satte spørgsmålstegn ved grænserne mellem institution og konceptuel gestus. Musikken, har hun påpeget, var et holdepunkt i en periode præget af personlige omvæltninger.
Den institutionelle anerkendelse af hendes visuelle arbejde voksede markant. En præsentation på Whitney Museum markerede en fornyet opmærksomhed, efterfulgt af den turnerende retrospektive Yes Yoko Ono, organiseret af Japan Society Gallery og vist på talrige internationale scener. På Island etablerede IMAGINE PEACE TOWER et permanent monument for det fælles fredsengagement. Hertil kom en betydelig hæderspris på Biennalen i Venedig og nye album, der genlæste og omfortolkede materiale fra forskellige perioder. Større udstillinger på The Museum of Modern Art (New York), Museum of Contemporary Art (Tokyo), Tate Modern (London) og Neue Nationalgalerie (Berlin) bekræfter værkets fortsatte betydning i den aktuelle debat.
I MUSAC’s sale forbinder den kuratoriske sekvens præcist instruktionens intime skala med miljøets arkitektoniske skala. Indgangspassagen i “EN TRANCE” fungerer som hængsel: en ouverture, der kondenserer udstillingens anliggender — tærskel, transformation, leg — til en rumlig erfaring. “A MAZE” oversætter på tilsvarende vis en kort partiturs logik til kropslig bevægelse og inviterer publikum til at navigere frem for blot at observere. I den forstand fungerer præsentationen som et kompendium over, hvordan Onos ideer krydser formater: En enkelt instruktion kan afføde en talte handling, en filmet gestus, en rumlig installation eller et diskret papirforslag, der aktiverer læserens forestillingsevne.
Den gennemgående linje er ikke alene formel. Onos insisteren på, at kunst kan være et køretøj for social fantasi, bærer spændet af værker, der er samlet her. “DOORS” omkoder et hverdagsobjekt som passage mellem tilstande — privat og offentlig, lukket og åben — mens “INVISIBLE FLAGS” reducerer et politisk symbol til dets minimale idé og inviterer til refleksion over tilhørsforhold, nation og ansvar. Værkerne foreskriver ikke, hvad man skal mene; de lægger snarere op til at overveje, hvordan små perceptionelle forskydninger, gentaget i bredden, kan ændre vævet i det fælles liv. Præsentationens styrke er at holde denne ambition læsbar på tværs af tid og medier uden at ty til spektakel: et vidtfavnende anliggende realiseret med økonomiske midler.
Samlet set viser “Yoko Ono. Insound and Instructure” en praksis, der tidligt søgte mod dematerialisering uden at slippe de sociale implikationer af dette greb. Ved at udfolde instruktioner, partiturer og forslag på tværs af film, lyd og rum demonstrerer udstillingen, hvordan et værk kan forblive åbent — konceptuelt, politisk og formelt — og alligevel fastholde en klar struktur. Samtidig bekræfter den publikums rolle som medskaber og flytter authorskabet udad. Denne proposition, som er central i Onos arbejde, danner også udstillingens mest vedholdende argument: kunsten som katalysator for at forestille sig og afprøve forandring — begyndende med den enkle gestus at give en instruktion opmærksomhed og vælge det næste skridt.
Sted og datoer: MUSAC, Museo de Arte Contemporáneo de Castilla y León — udstilling åben fra 8. november til 17. maj 2026. Kuratering: Jon Hendricks, Connor Monahan og Álvaro Rodríguez Fominaya.
![Gerhard Richter, Wolken (blau) (Clouds [Blue]), 2025 © Gerhard Richter 2025. Courtesy the artist and David Zwirner](https://da.martincid.com/wp-content/uploads/2025/09/image-5-420x280.png)
