MIT List Visual Arts Center præsenterer Goldin+Senneby: Flare-Up, en forskningsbaseret udstilling, der fletter sygdom, bioteknologi og politisk økonomi sammen og placerer disse spørgsmål i den biofarmaceutiske korridor omkring museet. Udviklet fra et projekt initieret på Accelerator, samtidskunststedet ved Stockholms Universitet, samler List-versionen storstilede installationer, rekonstruerede rammer og tekstbaserede værker for at undersøge, hvordan immunitetsmetaforer former kroppe, skove og markeder. Udstillingen behandler immunitet ikke blot som et medicinsk begreb, men som en ramme, der organiserer det økologiske og økonomiske liv.
Sygdom som struktur; harpiks som metode
Udstillingen tager udgangspunkt i kunstnernes direkte møde med multipel sklerose (MS) og i et medicinsk sprog, der beskriver immunsystemet som en hær — »overaktiv«, »vendt mod sig selv«, »defensiv«. I stedet for at overtage disse troper ukritisk materialiserer og udfordrer Goldin+Senneby dem gennem fyrreharpiks, det klæbrige eksudat, som træet forsegler sine sår med. Her fremstår harpiks som stof, symbol og spekulativt brændstof og muliggør en samtidig tænkning om menneskelige og mere-end-menneskelige kroppe. Ved at bruge harpiks både som metafor og materiale forbinder kunstnerne personlig sårbarhed med bredere spørgsmål om miljømæssig forvaltning.
Et spor i projektet omhandler også genetisk modificerede fyrretræer, der er udviklet til at overproducere harpiks til energiformål, hvilket kobler retorikken om immun styrkelse til industriel udvinding og miljørisiko. Den samme logik, der søger at »styrke« en krop, kan blive en opskrift på ressourceudnyttelse.
Dobbelt fortælling: fiktion og klinik
Et samarbejde med forfatteren Katie Kitamura, bestilt og redigeret af Triple Canopy, introducerer en flettet fortælling, der spejler udstillingens delte opmærksomhed på organismen og individet. Trykte uddrag, udlagt i et lille hæfte, udfolder sig i to spor: det ene følger en fyr med overstyret immunrespons; det andet følger en mand i behandling, mens hans identitetsfornemmelse tyndes ud og trevler. De to fortællinger afprøver, hvordan metaforer vandrer fra medicinsk diskurs ind i hverdagslivet og er med til at definere, hvad kroppe forventes at bære.
Værker, der iscenesætter indespærring, lækage og risiko
Blandt nøgleværkerne forvandler Resin Pond salen til et lavt, glasagtigt, ravfarvet bassin, der stille blokerer for den direkte passage. Besøgende må gå langs kanten og møder deres eget spejlbillede i et materiale, der forbindes med at forsegle sår og holde fossiler i suspension. Værkets formelle indespærring står i spænd med de uregerlige implikationer af overskud — et ekko af immunitetens paradoks: en beskyttelsesmekanisme, der også kan blive overvældende. Installationen gør selve bevægelsen til et argument om tærskler, beskyttelse og overløb.
I Crying Pine præsenterer kunstnerne en bioingeniøret loblolly-fyr, udviklet til at overproducere harpiks — en egenskab knyttet til forskning i vedvarende brændstoffer. Eksemplaret — vist kontrolleret under regulatoriske tilladelser — fremstår indkapslet og bagbelyst, et laboratorieobjekt, der både er lysende og prekært. Træet læses som et væsen opslugt af sine egne hyperfunktionelle forsvar, et levende sidestykke til autoimmune »flare-ups«. Det, der ligner forstærkning, viser sig tæt på som en tilstand af spænding og eksponering.
At omramme landskaber og protest
Med After Landscape vendes blikket mod museets apparat. Serien genskaber historiske protesthandlinger rettet mod landskabsmalerier, men gør det via »klimarammer« — forseglede kabinetter, som konserveringsafdelinger bruger til at stabilisere temperatur og luftfugtighed og i stigende grad til at afskrække indgreb. Rekonstrueret som tomme rammer lader disse objekter repræsentation og beskyttelse falde sammen: Rammen er både billedets faktiske kant og et emblem for de institutionelle prioriteringer, der afgør, hvad der beskyttes — og hvordan. Ved at lede aktivistiske gestus gennem konserveringsteknologi omdefinerer værket landskabet som et administreret system frem for en neutral udsigt.
Farmakologi, fromhed og maleriets bagside
Serien Swallowimage vender historiske oliemalerier om, der skildrer død, sygdom og omsorg, og blotlægger den rå lærredsside, som normalt er skjult. På disse overflader introducerer kunstnerne den immunsupprimerende svamp Isaria sinclairii, længe forbundet med livsforlængende eliksirer og senere impliceret i udviklingen af moderne MS-terapier. Titlen henviser til Schluckbildchen — små fromme billeder, der tidligere blev slugt som husråd — og forbinder dermed nutidig farmakologi med ældre praksisser, hvor billede og indtagelse flettede sig ind i hinanden. Ved at placere en aktiv organisme på verso antyder serien, at tro, ritual og biokemi fortsat virker fra billedplanets margener.
Billeddannelse, metrikker og marked
Et essay udviklet sammen med Triple Canopy udgør projektets tekstlige rygrad og undersøger, hvordan biomedicinske billeder cirkulerer som evidens og som valuta. Teksten reflekterer over prominensen af MR-skanningers »hvide pletter« i MS-forskningen — læsioner, der er lette at visualisere og tælle — og hvordan sådanne kvantificerbare effekter bliver målestokke for terapeutisk værdi. Når synlighed bliver den dominerende målestok, kan kliniske prioriteter glide i retning af det let målelige frem for det, der mest præger hverdagslivet. Pointen er ikke at fælde dom over effekt, men at vise, hvordan måder at se på former, hvad der tæller som omsorg.
Kroppe som data; efterlevelse som performance
Udstillingen vender også tilbage til Goldin+Sennebys langvarige interesse for arbejde og finansialisering gennem små, næsten drillende apparater. LEGO Pedometer Cheating Machines — hjemmelavede rigge, der blidt ryster en smartphone for at pumpe skridttallet op — synliggør gamificeringen af »wellness«. I takt med at sundhedsprogrammer i stigende grad belønner eller kræver aktivitetsdata, gør disse apparater den performative efterlevelse synlig: tid, bevægelse og hjemlig plads mobiliseres for at producere tal, der tilfredsstiller en ekstern målsætning. Humoren er tør, men budskabet er klart: Når metrikker bliver påbud, kalibreres kroppe efter dashboards.
Kuratorisk kontekst og institutionel udveksling
For List Center positionerer chefkurator Natalie Bell Flare-Up som en undersøgelse af de juridiske og økonomiske infrastrukturer, der kanaliserer klinisk og økologisk liv. Museets placering — i nabolaget af laboratorier, venturekapital og farmaceutiske kontorer — skærper udstillingens insisteren på, at kunstnerisk forskning hører hjemme side om side med naturvidenskabelig forskning: ikke som illustration, men som stresstest af dens metaforer og incitamenter. Projektet er desuden et transinstitutionelt samarbejde: oprindeligt kurateret af Richard Julin på Accelerator, ankommer det til MIT i en udvidet, stedsbevidst udgave, organiseret på List af Bell med kuratorassistent Zach Ngin. Passagen fra et universitetsgalleri i Stockholm til et universitetsmuseum i Cambridge spejler udstillingens bevægelse mellem klinik, skov og marked.
Hvad »Flare-Up« i sidste ende peger på
Som helhed fremsætter Flare-Up en klar pointe: Immunitet er lige så politisk og økologisk som medicinsk. Harpiksen, der forsegler et sår, kan høstes som brændstof. Rammen, der beskytter et billede, kan neutralisere et budskab. Billedet, der underbygger en diagnose, kan forankre en værdikæde. Ved nøgternt at iscenesætte disse sammenfiltringer viser værket, hvordan beskyttelse glider over i udvinding, synlighed i monetarisering og omsorg i kontrol.
Udstillingens formelle tilbageholdenhed er en del af argumentet. I stedet for at proklamere konklusioner komponeres et relationsfelt: et bassin, man ikke kan krydse; et træ, der udskiller for meget; en ramme, der beskytter ved at indhegne; et maleri, der »helbreder« fra bagsiden; et essay, der følger billedernes passage fra laboratorium til marked. I hvert tilfælde inviterer værket publikum til at se de tekniske, juridiske og økonomiske systemer, der definerer, hvad der tæller som sår, kur, landskab eller metrisk størrelse — og til at overveje, hvordan disse definitioner cirkulerer mellem kroppe og institutioner.
Udstillingsoplysninger
Goldin+Senneby: Flare-Up
Udstillingsperiode: 24. oktober 2025 – 15. marts 2026.
Sted: Hayden Gallery, MIT List Visual Arts Center, 20 Ames Street, Bldg. E15-109, Cambridge, Massachusetts 02139.
