Museet for samtidskunst i Tokyo (MOT) vil præsentere en storstilet udstilling om Sol LeWitt, der fremhæver, hvordan hans systemer, instruktioner og modulære tænkning flyttede efterkrigskunsten fra objektet til idéen. Med »open structure« som overordnet ramme samler præsentationen vægtegninger (wall drawings), tredimensionelle strukturer, værker på papir og kunstnerbøger og beskrives af museet som det første substantielle LeWitt-overblik på et offentligt museum i Japan. Udstillingen er kurateret af Ai Kusumoto (MOT) og organiseret i samarbejde med Estate of Sol LeWitt. LeWitts metode—planlægning, regelsæt og serielle procedurer—placeres som værkernes drivkraft. I museets læsning er hans bidrag mindre en stil end et arbejdsprotokol: Værket udspringer af en idé, en plan eller en proces, og realiseringen består i at udføre dette rammeværk. Perspektivet gør tydeligt, hvordan tilgangen har redefineret både autorbegrebet og værkers institutionelle efterliv.
Udstillingen fremhæver LeWitts formulering af en konceptuel praksis, hvor planlægningen går forud for og styrer udførelsen. Den kuratoriske fortælling understreger, at planens primat over produktet præger udvalget—herunder modulære arbejder, der kombinerer kubeenheder for at demonstrere, hvordan seriel progression bestemmer form, som i strukturen One, Two, Three, Four, Five as a Square. Samlet præsenteres LeWitts atelier som et sted, hvor procedurer designes, så andre kan udføre dem uden at kompromittere den kunstneriske intention. Museet ser denne ramme som nøglen til at forstå kunstnerens bredere indflydelse på produktion, cirkulation og geninstallation.
En kerne i præsentationen er viet vægtegningerne—et livslangt projekt for LeWitt—der udføres af trænede installationsteams efter hans skriftlige instruktioner eller diagrammer. Efter udstilling bliver væggene ofte malet over igen, en driftsbeslutning der understreger procedurens forrang og idéens portabilitet. MOT viser seks eksempler for at demonstrere, hvordan et regelsæt oversættes til linjer, buer og felter under hver gallerisalens konkrete betingelser. I dette format fordeles autorrollen bevidst mellem det oprindelige koncept og de hænder, der realiserer det, og varighed nyfortolkes som gentagelighed snarere end fysisk beståen. Vægtegningerne synliggør et system i aktion og forvandler galleriet til et rum, hvor instruktioner antager materiel form.
© 2025 The LeWitt Estate / Artists Rights Society (ARS), New York. Courtesy Paula Cooper Gallery.
Mens mange forbinder LeWitt med stramme sort-hvide skemaer og skeletagtige strukturer, anerkender præsentationen også faser med mere komplekse former og mættede farver. Museet tolker disse udviklinger som en udvidelse af metoden snarere end et brud: Enkle systemer og klare instruktioner består, samtidig med at det udtryksmæssige register for regelstyret arbejde udvides. Resultatet er et værkkompleks, der forbliver synligt forankret i en procedurelogik, selv når det udforsker forskellige visuelle registre—fra neddæmpede linjeprogressioner til intense farvefelter. På tværs af skiftene består forpligtelsen til instruktion, serialitet og modulær tænkning.
Begrebet »open structure« træder klarest frem i LeWitts kubiske værker, hvor fladerne fjernes, mens de bærende kanter forbliver synlige. Ved at blotlægge stilladset gør disse værker deres egen konstruktion læsbar: hvad der tæller som enhed, hvordan en sekvens skrider frem, og hvor et system tillader variation. I den serie, der almindeligvis kaldes Incomplete Open Cube, antyder fraværet af bestemte kanter en struktur grebet i transformation—mindre et færdigt objekt end et forslag til, hvordan form kan genereres, omkonfigureres og aflæses. Museet læser dette som en demontering af idealet om perfektion og invariabilitet, i tråd med LeWitts interesse for regler, der inviterer til forandring frem for at fastholde stilstand. Skulpturerne fungerer som diagrammer i rummet og inviterer publikum til at rekonstruere de regler, der har frembragt dem.
Selv når instruktionerne er præcise, registrerer hver vægtegning stedets kontingenser og udførernes fortolkning. Rum, overflade, skala og hånd præger udfaldet, og denne variabilitet betragtes som en integreret del af værket—ikke som en mangel. Museet forbinder eksplicit holdningen med LeWitts syn på delbare idéer: kunst som et sæt forslag, andre kan føre videre under definerede betingelser. Tanken rækker ud over retorik; den er indskrevet i værkernes procedurelle liv, der kan geninstalleres, tilpasses nye kontekster og fornyes ved hver realisering. Variabilitet er ikke et kompromis, men et indbygget træk ved en kunst, der prioriterer idéers cirkulation frem for det unikke objekts fiksering.
Udstillingen lægger også vægt på LeWitts forlagsvirksomhed og hans rolle i at etablere distributionskanaler for idéstyret kunst uden for de traditionelle markeder. For at lade koncepterne cirkulere friere producerede han talrige kunstnerbøger og var med til at grundlægge Printed Matter i New York sammen med bl.a. kritikeren Lucy R. Lippard—en organisation dedikeret til distribution af kunstnerpublikationer uden for de konventionelle kanaler. Præsentationen knytter dette forlagsarbejde til samme filosofi, der styrer vægtegningerne: et engagement i procedurer, der kan overføres, forstås og udføres af mange. Bøger og instruktioner fungerer her som parallelle køretøjer—begge gør reproducerbarhed og udbredelse til centrale betydningsbærere.
I en bredere samtidskunstkontekst placerer museet LeWitt som en central figur i skiftet mod værker forstået som tænkerum snarere end som unikke genstande for kontemplation. Hans tekster og praksis fungerer som reference for instruktionsbaseret og konceptførst kunst, hvor regler, algoritmer og modulære systemer bliver generative redskaber frem for begrænsninger. Ved at rekonfigurere velkendte strukturer—gitre, kuber, sekvenser—åbnede kunstneren et kreativt interval inde i ordenen og foreslog, at struktur kan åbne muligheder frem for at lukke dem. Udstillingen hævder, at denne arv fortsat er aktuel og informerer debatter om proces, reproducerbarhed og institutionelt ansvar.
Den kuratoriske tilgang beder publikum læse galleriet som et miljø, hvor idéer udfolder sig gennem procedure—ikke som et lager af diskrete objekter. Linjer, buer og modulære enheder præsenteres som spor af konceptuel aktivitet frem for signaturer af individuel ekspression. Præsentationen opfordrer til opmærksomhed på, hvordan simple regler skaber kompleksitet, og hvordan distribueret autorforståelse—mellem kunstner, udførende teams og institutioner—omorganiserer velkendte forestillinger om det unikke kunstværk. I denne læsning består LeWitts bidrag af et sæt operative principper for at skabe og dele kunst i det offentlige rum: klare instruktioner, åbne strukturer og vilje til at lade idéer rejse.
For besøgende finder udstillingen sted i Exhibition Gallery 1F på Museum of Contemporary Art Tokyo. Åbningstiderne er 10.00–18.00 (billetsalg indtil 30 minutter før lukketid); gallerierne holder lukket om mandagen samt på yderligere lukkedage annonceret af museet. Billetpriser: voksne 1.600 yen; universitetsstuderende og besøgende over 65 år 1.100 yen; elever i high school og junior high school 640 yen; gratis adgang for børn i grundskolealderen og yngre. Henvendelser: +81-3-5245-4111 (omstillingen). Opdateringer og praktiske oplysninger findes på museets hjemmeside. Udstillingen er organiseret af Museum of Contemporary Art Tokyo, drevet af Tokyo Metropolitan Foundation for History and Culture, i samarbejde med Estate of Sol LeWitt; kurator: Ai Kusumoto.
Udstillingsperiode: 25. december 2025 — 2. april 2026.
