Netflix tager os med til Thailand for at dykke ned i sjælen på den almindelige arbejder, der, tvunget af omstændighederne, ser sig nødsaget til at begå kriminalitet. I hjertet af den travle thailandske metropol, hvor middelklassens ambitioner rækker lige så højt som skyskraberne, udspiller der sig en historie om stille desperation. Everybody Loves Me When I’m Dead begynder ikke med brag fra et dristigt kup, men med den ængstelige hvisken fra voksende regninger og frygten for at blive forældet.
Hovedpersonen, Toh, spillet af den thailandske stjerne Theeradej Wongpuapan, er ikke en karrierekriminel, men en afspejling af moderne usikkerhed: en flittig bankansat og hengiven far, hvis verden falder fra hinanden bid for bid. Teknologien, denne upersonlige fremskridtskraft, truer med at gøre hans job overflødigt, mens stigende udgifter skubber hans familie mod afgrunden.
Dette krimidrama, der dykker ned i den menneskelige sjæls skygger, finder sin katalysator i et af det moderne livs mest genkendelige pres: børnenes uddannelse. Dråben, der får bægeret til at flyde over for Toh, er de dyre skolepenge til datterens internationale skole – en udgift, der både repræsenterer faderlig kærlighed og den uudholdelige byrde ved at opretholde status og sikre en bedre fremtid. Det er på dette bristepunkt, at moral bliver en flydende størrelse.
Flere artikler
Muligheden opstår gennem Petch (Vachirawich Wattanapakdeepaisan), en yngre kollega, der opdager en uregelmæssighed i systemet: en inaktiv bankkonto med den svimlende sum af 30 millioner baht. Pengene tilhører en afdød kunde uden kendte arvinger – en forældreløs formue, der virker som en gave fra himlen. Som personerne bemærker, er inaktive konti som denne milliarder værd i banksystemet, og de kunne jo bare bruge pengene selv.
De to mænds beslutning om at tage pengene er baseret på en tilsyneladende kalkuleret risikovurdering. “Hvad nu hvis vi bliver fanget? Så kommer vi i fængsel,” advarer en stemme, kun for at blive modsagt af et retorisk spørgsmål, der nedtoner faren: “Og hvis sagsøgeren er død, hvem skal så sagsøge dig?”
Denne kalkulation viser sig dog at være en fatal fejlberegning. Hvad der begynder som en tilsyneladende offerløs plan for at løse deres økonomiske problemer, udvikler sig hurtigt til et mareridt. Deres desperate handling går ikke ubemærket hen. Planen “spinner ud af kontrol” og trækker dem fra bankens sterile kontorer ind i en “labyrint af fare”. De opdager, at pengene ikke var så forældreløse, som de troede, og befinder sig pludselig i et “dødeligt spil med farlige kriminelle, der vil have formuen tilbage.” Deres forbrydelse skubber dem ind i Pattayas kriminelle underverden, et miljø, hvor reglerne er anderledes, og overlevelse er det eneste mål. Filmen forvandler sig således fra et drama om økonomisk skrøbelighed til en nervepirrende thriller, hvor enhver beslutning kan være den sidste.
Filmens fortælling fungerer som en dramatisering af de økonomiske bekymringer, der definerer det moderne Thailand. Tohs situation er et mikrokosmos af landets kamp for at undslippe den såkaldte “mellemindkomstfælde”. Økonomiske rapporter om landet beskriver en økonomi, der har kæmpet for at opretholde robust vækst, med prognoser, der ofte ligger under de 5 % årligt, som er nødvendige for at opnå status som højindkomstland inden 2037. Denne makroøkonomiske virkelighed omsættes til et enormt pres på middelklassehusholdningerne, der står over for strukturel stagnation, mens ambitioner og leveomkostninger fortsætter med at stige.
I denne sammenhæng er Tohs forbrydelse ikke født af ren grådighed, men af en eksistentiel panik. De 30 millioner baht er ikke bare et bytte; det er en desperat lottokupon, en enkelt chance for at springe fra et skib, der langsomt ser ud til at synke, hvilket gør filmen til en social kommentar pakket ind i thrillerens universelle sprog.
Nithiwat Tharathorn ved roret
I spidsen for denne mørke rejse står Nithiwat Tharathorn, et navn, der for kendere af thailandsk film fremkalder billeder af varme, romantik og humanistisk optimisme. Hans filmografi er fyldt med værker, der hylder menneskelige forbindelser, hvilket gør hans indtræden i den rå verden af kriminalitet og spænding til en lige så overraskende som spændende beslutning.
Tharathorn etablerede sig som en af Thailands mest elskede instruktører med film som den romantiske barndomskomedie Fan Chan (medinstrueret), Seasons Change og Dear Galileo. Hans stil er kendetegnet ved at udforske kompleksiteten i personlige relationer med en følsomhed, der balancerer humor og patos, ofte med fokus på unge mennesker, der navigerer gennem livets overgange.
Hans mest internationalt anerkendte værk, The Teacher’s Diary (2014), er indbegrebet af hans tilgang. Filmen, en charmerende romantisk komedie, fortæller historien om to lærere på en afsidesliggende flydende skole, der forelsker sig gennem siderne i en dagbog uden nogensinde at have mødtes. Kritikere roste dens evne til at balancere komedie og et varmt, hjertevarmt drama på en måde, der undgår overdreven melodrama. Filmen udforsker temaer som underviseres dedikation under vanskelige forhold, ensomhed og den menneskelige forbindelses kraft til at overskride tid og rum. Dens succes var så stor, at den blev valgt som Thailands bidrag til Oscar-uddelingen for bedste fremmedsprogede film, hvilket cementerede Tharathorns ry som en mester i følelsesladet filmkunst.
Med Everybody Loves Me When I’m Dead bytter Tharathorn det idylliske, isolerede landskab fra en flydende skole ud med det brutale miljø i byens bankverden og Pattayas beskidte underverden. Skiftet er bevidst og dybtgående og lover et “tankevækkende drama under den rå, kriminelle overflade.”
Men under denne nye, mørke fernis fortsætter instruktørens centrale temaer. Den nye film fortsætter med at “udfolde samfundets pres og de moralske dilemmaer, som de, der kæmper for at overleve, står over for.” Dette antyder, at Tharathorn ikke opgiver sin interesse for den menneskelige tilstand, men snarere anvender den på et mørkere lærred for at undersøge, hvordan dyd og desperation kolliderer, når omstændighederne bliver ekstreme.
Ansigter af desperation og fare
En thrillers slagkraft afhænger ofte af dens personers troværdighed, og castingen til Everybody Loves Me When I’m Dead virker som en bevidst beslutning om at forankre det højrisikodrama i komplekse og genkendelige figurer. Hovedtrioen består af en elsket veteran, en spirende stjerne og en gådefuld modkulturfigur, der hver især tilfører fortællingen en unik vægt.
Den trængte far: Theeradej Wongpuapan (Toh)
I den centrale rolle som Toh, den almindelige mand presset til det yderste, ses Theeradej Wongpuapan, en af de mest elskede og respekterede skikkelser i den thailandske underholdningsindustri. Beskrevet som en “respekteret tv-stjerne, der gør et sjældent og stærkt comeback til filmen”, bringer Wongpuapan en enorm popularitet og øjeblikkelig genkendelighed til rollen. Med en karriere, der strækker sig over årtier, er han en fast bestanddel af thailandske tv-dramaer (lakorns) og har medvirket i filmhits som den romantiske komedie Bangkok Traffic (Love) Story og overlevelsesthrilleren The Pool. Hans anerkendte arbejde har indbragt ham en rekord på fire Golden Television Awards for bedste mandlige hovedrolle, hvilket cementerer hans ikonstatus.
Kendt primært for sine romantiske hovedroller fremkalder hans tilstedeværelse en følelse af anstændighed og pålidelighed. Ved at caste ham som en mand, der bukker under for kriminel fristelse, skaber filmen en stærk dissonans. Publikum ser et velkendt, sympatisk ansigt træffe moralsk kompromitterende beslutninger, hvilket gør hans fald mere tragisk og dybt relaterbart. Han er ikke en arketypisk skurk, men en god mand i en uholdbar situation, og Wongpuapans tilstedeværelse understreger denne kompleksitet.
Medskyldig og åbenbaring: Vachirawich Wattanapakdeepaisan (Petch)
Ved siden af Wongpuapans erfaring præsenterer filmen Vachirawich Wattanapakdeepaisan i, hvad der betegnes som en “banebrydende præstation, man skal holde øje med.” I rollen som Petch, den unge kollega, der opdager pengene og sætter handlingen i gang, repræsenterer Wattanapakdeepaisan den nye bølge af thailandsk talent. Hans baggrund er bemærkelsesværdigt alsidig, hvilket antyder en fleksibilitet, han sandsynligvis bringer til rollen. Før sit store gennembrud på film var han sanger og medlem af den populære boyband 9×9 (Nine by Nine). Endnu mere overraskende er hans fortid som eliteatlet; han var professionel bordtennisspiller og en del af Thailands landshold. Denne baggrund i så forskellige discipliner som popmusik og konkurrencesport indikerer et niveau af disciplin, karisma og evne til at præstere under pres, som er uvurderlige aktiver for en ung skuespiller, der påtager sig en så afgørende rolle i en højprofileret thriller. Hans casting som historiens katalysator positionerer ham som en kraft af forandring og uforudsigelighed over for Wongpuapans mere stabile, pressede karakter.
Den gådefulde tilstedeværelse: Chulachak Chakrabongse (Hugo)
Hovedtrioen fuldendes af Chulachak Chakrabongse, en figur, der overskrider den simple definition af en skuespiller. Internationalt kendt under sit kunstnernavn, Hugo, er han en thailandsk-amerikansk musiker og sangskriver med en formidabel karriere i sig selv. Signeret hos Jay-Z’s pladeselskab Roc Nation, er hans musikalske stil blevet beskrevet som “gangsta-rock”, en fusion af country, blues og rock med en moderne, oprørsk følsomhed. Hans bluegrass-cover af Jay-Z’s hit “99 Problems” skaffede ham international anerkendelse.
Chulachak Chakrabongse er tipoldebarn af kong Rama V af Thailand. Denne dualitet – en adelsmand af blåt blod med en modkultur-rockstjernes persona – gør ham til det perfekte valg til at tilføre filmens kriminelle underverden et “mystisk præg”. Hans rolle i filmen er som en figur fra underverdenen, en verden, hvor magt og fare flettes sammen. Hans egen offentlige persona, der kombinerer en elitearv med en fredløs æstetik, giver karakteren en autenticitet og en alvor, som få skuespillere kunne matche. Hans medvirken i andre genreprojekter, såsom krimithrilleren The Stone fra 2025, styrker yderligere hans affinitet for denne type roller.
Castingstrategien bruger skuespillernes eksisterende offentlige personaer til at tilføje lag af betydning til historien. Theeradej Wongpuapan er ansigtet på etablissementet, den genkendelige og pressede middelklasse. Chulachak Chakrabongse, med sin “gangsta-rock”-aura og kongelige afstamning, inkarnerer en kriminel underverden, der er både farlig og underligt karismatisk, næsten aristokratisk i sit mysterium. Og Vachirawich Wattanapakdeepaisan repræsenterer den nye generation, kaosagenten, hvis opdagelse udløser stormen. Filmen fortæller ikke kun en historie om kriminalitet, men iscenesætter en symbolsk kollision mellem forskellige facetter af det moderne thailandske samfund.
Afspejling af et samfund under pres
Everybody Loves Me When I’m Dead kommer på et tidspunkt, hvor thailandsk film viser en voksende sofistikering i brugen af populære genrer som et redskab til social kommentar. Langt fra blot at være en spændingsøvelse, er filmen en del af en tendens med thrillere og gyserfilm, der bruger deres konventioner til at udforske sprækkerne i det thailandske samfund, især økonomiske bekymringer og klasseskel. Denne tilgang er ikke ny, men den har fået en ny presserende karakter og nuance.
Et centralt fortilfælde er den succesfulde Netflix-thriller fra 2023, Hunger. Instrueret af Sitisiri Mongkolsiri, bruger filmen den “konkurrenceprægede og nådesløse verden af high-end-køkkener” som scene for en rå allegori om kapitalisme, ambition og klasseskel. Filmen sidestiller visuelt gademad, der repræsenterer arbejderklassens overlevelse og fællesskab, med haute cuisine, der symboliserer elitens status og dekadence. Dermed tager Hunger direkte fat på Thailands enorme indkomstulighed, en af de højeste i regionen.
Går vi længere tilbage, brugte gyserfilmen Ladda Land fra 2011 også genren til at udforske middelklassens usikkerhed. Historien om en familie, der flytter ind i et hjemsøgt luksusboligområde, er i bund og grund en historie om gældens rædsel og det knusende pres på en far for at opretholde facaden og forsørge sin familie. Det virkelige monster i Ladda Land er ikke spøgelserne, men realkreditlånet og den uopnåelige drøm om økonomisk stabilitet. Det er sigende, at en af manuskriptforfatterne til Ladda Land, Sopana Chaowwiwatkul, ofte har samarbejdet med Nithiwat Tharathorn på film som The Teacher’s Diary og Dear Galileo, hvilket indikerer en direkte kreativ forbindelse og en fælles interesse i at udforske disse sociale bekymringer gennem filmisk fortælling.
Everybody Loves Me When I’m Dead fortsætter og uddyber denne samtale. Filmen rodfæster sin konflikt direkte i landets økonomiske virkelighed. Thailands kamp for at undslippe “mellemindkomstfælden” er ikke et abstrakt koncept, men en levet virkelighed, der manifesterer sig i langsom økonomisk vækst og konstant pres på husholdningerne. Ved at centrere historien om en bankansat – en søjle i serviceøkonomien – der er truet af automatisering og kvalt af gæld, fanger filmen tidsånden i en æra med økonomisk usikkerhed.
Denne narrative tilgang, der fletter personligt drama sammen med systemiske kræfter, repræsenterer en modning i mainstream thailandsk film. Mens film efter den asiatiske finanskrise i 1997 ofte tyede til en nostalgi for en idealiseret landlig fortid som modvægt til byens korruption, konfronterer denne nye bølge af genrefilm nutidens kompleksiteter på en mere direkte og psykologisk nuanceret måde. Rædslen er ikke længere en ydre kraft, men den indre angst skabt af et nådesløst økonomisk system.
Rollen for globale streamingplatforme, især Netflix, har været afgørende for at fremskynde denne tendens. Virksomhedens investering på 200 millioner dollars i det thailandske marked har skabt et produktionsøkosystem, der ikke kun finansierer projekter, men også aktivt fremmer genrediversitet, fra gys og komedie til krimidrama og BL (Boys’ Love)-historier. Denne strategi giver filmskabere som Tharathorn frihed til at eksperimentere uden for deres komfortzoner og giver historier, der autentisk afspejler lokale bekymringer, en platform til at nå et globalt publikum. Efterspørgslen fra internationale seere efter sofistikerede genrefortællinger med en stærk social kommentar, som set med succes fra produktioner i andre regioner, har fundet frugtbar jord i Thailand. Resultatet er en filmkunst, der er både specifik i sin kulturelle kontekst og universel i sine temaer om kamp, moral og overlevelse i den moderne verden.
Udgivelsesinformation
Filmen, Everybody Loves Me When I’m Dead, er et thailandsk krimidrama instrueret af Nithiwat Tharathorn. Den får global premiere eksklusivt på streamingplatformen Netflix. Udgivelsesdatoen er sat til den 14. oktober.
