I ren Ryan Murphy-stil giver Netflix os endnu en serie om en seriemorder, denne gang fra Italien og baseret på en virkelig sag. Det er hverken Ed Gein eller Jeffrey Dahmer, men denne italienske serie lover at følge i kølvandet på successer som Dahmer – Monster: Historien om Jeffrey Dahmer og blive en favorit blandt fans af true crime.
Bakkerne omkring Firenze er et landskab af tidløs skønhed, et postkort af cypresser, olivenlunde og vinmarker, der har inspireret kunstnere i århundreder. I lang tid var deres afsidesliggende stier og skjulte lysninger også et tilflugtssted for unge elskende, et sted for intimitet fjernt fra nysgerrige blikke. Men i en lang og mørk periode blev dette idylliske toscanske landskab jagtmark for en anonym skikkelse, der forvandlede romantik til rædsel og efterlod et uudsletteligt ar i Italiens kollektive psyke.
Morderens modus operandi var metodisk og skræmmende konsekvent. Hans ofre var altid unge par, overrasket i deres biler på isolerede steder. Med undtagelse af et dobbeltmord på to tyske turister var ofrene etablerede par, ofte forlovede med bryllupsplaner, og tilhørte den lavere middelklasse. En yderligere foruroligende detalje: mange af ofrene, både mænd og kvinder, arbejdede i tekstilindustrien. Våbnet var uvægerligt det samme: en Beretta-pistol, kaliber 22, hvis projektiler blev den ballistiske signatur, der forbandt forbrydelserne. Men volden stoppede ikke ved skuddene. Morderen brugte en kniv til rituelle lemlæstelser af de kvindelige ofre, hvor han fjernede skambenet i flere af angrebene – en brutalitet, der forstærkede rædslen og pegede på en dyb, mørk psykopatologi.
Flere artikler
Det første dobbeltmord blev dog ikke straks anerkendt som en seriemorders værk. Det blev klassificeret som en affektdrab, og det kvindelige offers mand, Stefano Mele, blev anholdt, retsforfulgt og dømt. Denne tilsyneladende endelige dom viste sig at være den grundlæggende fejl i hele efterforskningen. En fejltagelse, der efterlod et åbent sår, personificeret af offerets seksårige søn, der sov på bagsædet og årtier senere stadig var hjemsøgt af mindet om at se sin døde mor. Ved at lukke sagen gav myndighederne uforvarende den rigtige morder et spillerum på flere år til at operere ubemærket og perfektionere sin metode. Først meget senere, da patronhylstrene fra den Beretta kaliber 22 fra den første forbrydelse blev genopdaget og ballistisk forbundet til de senere angreb, forstod efterforskerne, at de havde fulgt et falsk spor.
Stilheden blev brudt år senere. Den samme Beretta kaliber 22 dukkede op igen i Borgo San Lorenzo for at dræbe Pasquale Gentilcore og Stefania Pettini, denne gang med den makabre tilføjelse af post-mortem lemlæstelse. Derfra spredte Monsterets skygge sig ubønhørligt over landskabet. I Calenzano faldt Susanna Cambi og Stefano Baldi. I Montespertoli blev Antonella Migliorini og Paolo Mainardi myrdet. Volden ramte endda to tyske turister, Horst Wilhelm Meyer og Jens-Uwe Rüsch, i Galluzzo. Rædslen fortsatte i Vicchio med Pia Rontini og Claudio Stefanacci, og igen i Baccaiano, med endnu et par, Paolo Mainardi og Antonella Migliorini. Denne blodige sagas sidste akt fandt sted i San Casciano, hvor de franske turister Jean-Michel Kraveichvili og Nadine Mauriot blev myrdet i deres telt, hvor det kvindelige offer led samme rituelle lemlæstelse.
En labyrint af falske spor og blindgyder
Jagten på manden, som pressen døbte “Il Mostro di Firenze” (Monsteret fra Firenze), strakte sig over næsten to årtier og blev en sump af falske spor, modstridende teorier og retsfejl. Efterforskningen var en afspejling af det kaos og den frygt, morderen havde udløst; en labyrint, hvori både efterforskere og offentligheden gentagne gange for vild.
De første undersøgelser fokuserede på det såkaldte “sardinske spor” (pista sarda), en kreds af sardinske immigranter med forbindelse til det første dobbeltmord. Navne som Francesco Vinci dukkede op igen og igen i sagsmapperne; de blev anholdt, afhørt og løsladt flere gange, men en endelig anklage kunne aldrig rejses. Det sardinske spor blev et tilbagevendende tema, en blindgyde, som efterforskerne vendte tilbage til, hver gang en ny forbrydelse efterlod dem uden spor.
Efterforskningens fokus ændrede sig drastisk med fremkomsten af Pietro Pacciani, en landmand fra Mercatale Val di Pesa, en rå mand med en voldelig fortid. Pacciani var allerede blevet dømt for at have dræbt en mand, han fandt sammen med sin forlovede, hvilket gjorde ham til en ideel mistænkt. Hans anholdelse udløste et af Italiens mest spektakulære retsopgør. Pacciani blev dømt til flere gange livstid for syv af de otte dobbeltmord. I en overraskende vending blev han dog frikendt i appelsagen. Den juridiske saga tog endnu en drejning, da Højesteret annullerede frikendelsen og beordrede en ny retssag – en retssag, der aldrig fandt sted. Pacciani blev fundet død i sit hjem under mystiske omstændigheder. Hans død efterlod et ubesvaret spørgsmål, selvom nogle efterforskere var overbeviste om, at Pacciani før eller siden ville have tilstået, ikke af anger, men for at tage æren for de forbrydelser, der i hans forvredne logik gav ham en frygtelig hovedrolle.
Paccianis død lukkede ikke sagen; den åbnede blot en ny og mærkelig dør. Opmærksomheden flyttede sig til hans bekendte, Mario Vanni og Giancarlo Lotti, kendt som “compagni di merende” (snack-kammeraterne). Lotti aflagde en tilståelse, der ændrede processens kurs, hvor han implicerede sig selv, Vanni og den afdøde Pacciani i fire af dobbeltmordene. Hans vidnesbyrd førte til de endelige domme: livstid til Vanni og 26 års fængsel til Lotti. Juridisk set var det en afslutning, men for mange var den dybt utilfredsstillende.
Det vedholdende fokus på Pacciani og hans kreds afslører en underliggende dynamik: jagten på et bekvemt monster. De var de “perfekte skyldige”. Uuddannede landmænd med rå manerer, der passede ind i en arketype på provinsiel ondskab, som var lettere for samfundet at håndtere end mere komplekse teorier, der pegede på professionelle, sekter eller endda et “sort spor” (pista nera) knyttet til det yderste højre og efterretningstjenesterne, indrammet i den “spændingsstrategi” (strategia della tensione), som Italien oplevede i de år. Retfærdigheden jagede ikke kun et individ, men en forudfattet idé om ondskab. På trods af dommene er efterforskningen af Monsteret fra Firenze officielt stadig åben.
En generations frygt
Effekten af Monsteret fra Firenzes forbrydelser rakte ud over kriminalspalterne og infiltrerede hele regionens sociale struktur. Det var et kollektivt traume, der ændrede skikke, såede mistillid og efterlod en arv af frygt, der varer ved den dag i dag.
Morderen angreb et universelt ungdomsritual: søgen efter intimitet, det private øjeblik for et forelsket par. Fra den ene dag til den anden ophørte handlingen “appartarsi” (at trække sig tilbage i en bil på et ensomt sted) med at være en romantisk gestus og blev en dødelig risiko. Frygten omdefinerede en hel generations adfærd, som begyndte at undgå de isolerede steder, der før var synonyme med frihed.
Medierne spillede en afgørende rolle i opbygningen af legenden. Det var dem, der opfandt udtrykket “Mostro di Firenze”, og med deres utrættelige dækning hjalp de med at skabe en “ondskabens mytologi” omkring den ukendte morder. Monsteret blev mere end en kriminel; det var et spøgelse, en bussemand, der lurede i den nationale bevidsthed og skabte et klima af mistanke, hvor enhver kunne være den skyldige. Historien vakte “raseri, frygt, væmmelse” (rabia, paura, disgusto) og betragtes stadig som en “forbandet historie” (storia maledetta) på grund af den uretfærdighed og smerte, den forårsagede, især for ofrenes familier.
Denne sag var på mange måder et vendepunkt for italiensk kultur og markerede landets indtræden i den moderne medieskabte true crime-æra. Før Monsteret blev seriemordere set som et overvejende amerikansk fænomen. Hans rædselsregime bragte rædslen hjem, og symbiosen mellem morderen, medierne og offentligheden skabte en ny form for national besættelse. Midt i mediecircusset omkring de mistænkte blev de reelle menneskelige omkostninger ofte glemt. Personer som Renzo Rontini, far til offeret Pia Rontini, viede resten af deres liv til en utrættelig søgen efter retfærdighed – en bevægende påmindelse om den personlige tragedie i hjertet af denne nationale saga.
Monsteret genbesøgt: En ny filmisk undersøgelse
Årtier efter den sidste forbrydelse fortsætter historien om Monsteret fra Firenze med at fascinere og forurolige. Nu præsenterer Netflix “Monsteret fra Firenze”, en miniserie, der lover at blive den definitive udforskning af et af de mørkeste kapitler i italiensk historie. Projektet ledes af skaberne Stefano Sollima og Leonardo Fasoli, et kreativt hold med upåklagelige akkreditiver inden for krimigenren, ansvarlige for succeser som Gomorra og Suburra. Deres engagement garanterer en seriøs og stilistisk stærk tilgang.
Den officielle synopsis beskriver en begrænset serie på fire episoder, omhyggeligt baseret på “virkelige begivenheder, direkte vidneudsagn, retsdokumenter og journalistisk research”. Sloganet “Tutto terribilmente vero” (Alt er frygteligt sandt) understreger en urokkelig forpligtelse til kendsgerningernes autenticitet.
Nøglen til serien ligger i dens dristige narrative valg. I stedet for at forsøge at løse et mysterium, der har undveget retfærdigheden i årtier, vil produktionen fokusere på at udforske historien fra et andet perspektiv: “vores fortælling udforsker netop dem, de mulige monstre, fra deres synspunkt”. Denne beslutning er mere end blot et dramatisk greb; det er en direkte kommentar til sagens natur. Den virkelige efterforskning var en parade af mistænkte, mænd, hvis liv blev fortæret af anklagen. Ved at indtage deres perspektiver søger serien ikke at skabe en whodunit, men et drama om mistankens natur, retslig fejlbarlighed og offentlig fordømmelse. Den omdanner sagens største svaghed – fraværet af et endeligt svar – til dens primære narrative styrke.
Serien tilbyder derfor ikke løsninger, men åbner for spørgsmål og genopretter et væld af delvise sandheder, mens den dykker ned i gråzonen mellem skyld og uskyld. Denne strategi kulminerer i seriens foruroligende tese: “For monsteret kan i sidste ende være hvem som helst”. Det er en direkte afspejling af den tvetydighed, der stadig definerer sagen. For at give liv til denne vision har produktionen samlet et hold af nye, spirende skuespillere, herunder Marco Bullitta, Valentino Mannias, Francesca Olia, Liliana Bottone, Giacomo Fadda, Antonio Tintis og Giordano Mannu – et bevidst valg for at prioritere autenticitet over stjernekraft. Produktionen varetages af The Apartment og AlterEgo.
Afsløringen
“Monsteret fra Firenze” foregiver ikke at give lette svar på en gåde, der har modstået alle forsøg på opklaring. Dens løfte er at dykke ned i et af Italiens mest foruroligende mysterier, ikke for at finde morderen, men for at udforske de foruroligende spørgsmål, der stadig giver ekko i bakkerne omkring Firenze. Serien, der spås at blive en af årets store tv-begivenheder, har premiere på Netflix den 22. oktober.
