Scenen er badet i et blødt, filmisk lys og er på én gang rørende og skræmmende banal. En gravid kvinde holder sin smartphone frem og viser sin voksende mave til sin mor. Moderen gispende af glæde, pludrer og kommer med moderlige råd. Men moderen er død. Hun er en “HoloAvatar”, en digital marionetdukke drevet af kunstig intelligens, skabt ud fra blot tre minutters videooptagelse.
Dette er den salgsfremmende vision for 2wai, en kontroversiel ny app lanceret af den tidligere Disney Channel-stjerne Calum Worthy. Reklamen lover, at “tre minutter kan vare evigt”, et slogan der lander med den metalliske tyngde af en dystopisk profeti, der er gået i opfyldelse. Da videoen cirkulerede på sociale medier i slutningen af 2025, var reaktionen ikke ærefrygt, men en kollektiv gysen. Den blev øjeblikkeligt stemplet som “dæmonisk” og “psykotisk”, og tusindvis af brugere henviste til plottet i “Be Right Back”, den profetiske episode fra 2013 af serien Black Mirror.
Men at afvise dette som blot værende “uhyggeligt” er at overse det dybe ontologiske skred, der finder sted. Vi er vidner til det, den franske filosof Jean Baudrillard kaldte simulakrernes præcession. I Baudrillards optik maskerer simulationen ikke længere virkeligheden; den erstatter den. 2wai-avataren skjuler ikke det faktum, at moderen er død; den konstruerer et “hyperreelt” scenarie, hvor hendes død er irrelevant. Appen tilbyder en verden, hvor kortet (de digitale data) har genereret territoriet (personen), og dødens endelighed behandles som en teknisk fejl, der skal patches af en algoritme.
Hauntologi og det digitale spøgelse
For at forstå det ubehag, disse “HoloAvatarer” fremkalder, må vi se ud over teknologien og ind i filosofien. Den franske filosof Jacques Derrida opfandt begrebet hauntologi (hantologie) – et ordspil på ontologi (læren om det værende) – for at beskrive en tilstand, hvor fortiden hverken er helt til stede eller helt fraværende, men fortsætter med at eksistere som et “genfærd”.
AI-“dødsbotten” (deadbot) er det ultimative hauntologiske artefakt. Den skaber et “digitalt spøgelse”, der residerer i serverens ikke-sted og venter på at blive hidkaldt. I modsætning til et fotografi eller et brev, som er statiske optegnelser af et “det-har-været”, er AI-avataren performativ. Den taler i nutid. Den krænker tidslinjens hellighed.
Walter Benjamin argumenterede i sit skelsættende essay Kunstværket i den tekniske reproducerbarheds tidsalder, at selv den mest perfekte gengivelse af et kunstværk mangler dets “aura” – dets unikke tilstedeværelse i tid og rum. “Sorgebotten” (griefbot) repræsenterer den endelige destruktion af den menneskelige aura. Ved at masseproducere den afdødes personlighed gennem prædiktive tekstalgoritmer, stripper vi individet for dets unikke “her og nu” og reducerer den menneskelige sjæls ubeskrivelige gnist til et probabilistisk mønster af tokens. Resultatet er ikke en opstandelse, men en high-fidelity tomhed; en simulation, der er migreret fra kunstens rige til de dødes rige.
“FedBrain” og personlighedens løgn
Den tekniske arkitektur bag apps som 2wai bygger på en proprietær teknologi, de kalder “FedBrain” (sandsynligvis en reference til Federated Learning), som hævder at behandle interaktioner på brugerens enhed for at sikre privatlivets fred og reducere “hallucinationer”. Løftet er, at ved at begrænse den kunstige intelligens til “brugergodkendte data”, vil avataren forblive autentisk.
Førende forskning i store sprogmodeller (LLM’er) afslører dog dette som en fejlslutning. Studier bekræfter, at LLM’er er fundamentalt ude af stand til at replikere den komplekse, stabile struktur i den menneskelige personlighed (såsom trækkene i “The Big Five”-modellen). De lider af “social desirability bias” – en tendens til at være behagelige og inoffensive – hvilket betyder, at de uundgåeligt udjævner de skarpe, vanskelige og idiosynkratiske kanter, der gør et menneske ægte.
Derfor er brugeren ikke i forbindelse med sin mor. De interagerer med en generisk, statistisk model, der bærer moderens ansigt som en maske. “Personligheden” er en hallucination; “hukommelsen” er en database. Som forskere har bemærket, mangler disse modeller “kropsliggjort erfaring”; de har ingen overlevelsesinstinkter, ingen krop og ingen dødelighed – alt det, der former den menneskelige kognition. Den resulterende entitet er en bedrager, et “Frankenstein-monster”, som Zelda Williams (datter af den afdøde Robin Williams) beskrev de ikke-konsensuelle AI-gengivelser af sin far.
Kommercialiseringen af sorgen: En industri til 123 milliarder
Denne teknologiske seance drives af en potent økonomisk motor. Vi ser eksplosionen af den såkaldte Digital Afterlife Industry (DAI) eller “Grief Tech”, en sektor der globalt forventes at nå en værdi på over 123 milliarder dollars.
Forretningsmodellen er det, kritikere kalder “Sorg-som-service” (Grief-as-a-Service). Den forvandler sorgen fra en endelig, fælles proces til et uendeligt, abonnementsbaseret forbrug.
- Abonnement på de døde: Virksomheder som 2wai og HereAfter AI (der benytter en mere etisk model med interviews før døden) tjener penge på ønsket om forbindelse.
- Dataismens etik: Filosoffen Byung-Chul Han advarer mod fremkomsten af Dataisme, hvor den menneskelige erfaring overgives til “dataens totalitarisme”. I dette regime fornægtes den “digitale død”. Vi bliver data-producerende zombier, der genererer indtægt selv fra graven.
- Rovdrift-mekanismer: Risikoen, som identificeret af forskere fra Cambridge, er “skjult reklame”. En “dødsbot” af en bedstemor, der foreslår et bestemt mærke småkager, er den ultimative form for persuasiv manipulation, der udnytter de mest sårbare følelsesmæssige bånd til kommerciel vinding.
Sorgens neurovidenskab: “Interferens” i maskineriet
Ud over de filosofiske og økonomiske kritikpunkter ligger en håndgribelig psykologisk fare. Dr. Mary-Frances O’Connor, hjerneforsker ved University of Arizona og forfatter til The Grieving Brain, postulerer, at sorg fundamentalt set er en form for læring.
Hjernen skaber et kort over verden, hvor vores kære er en fast bestanddel (“jeg vil altid være der for dig”). Når en person dør, må hjernen møjsommeligt opdatere dette kort for at afspejle den nye virkelighed af deres fravær. O’Connor advarer om, at AI-teknologi “kan interferere” med denne kritiske biologiske proces. Ved at levere en konstant, interaktiv simulering af tilstedeværelse forhindrer “sorgebotten” hjernen i at lære lektien om tabet. Den fastholder tilknytningens neurale baner i en tilstand af permanent, uforløst længsel – en digital opskrift på forlænget sorglidelse.
Det juridiske tomrum: Fra “Det Vilde Vesten” til det digitale testamente
Vi befinder os i øjeblikket i et juridisk “Vilde Vesten” hvad angår de digitale dødes rettigheder. I USA er “posthume publicitetsrettigheder” et kludetæppe; i mange stater udløber retten til dit eget ansigt i det øjeblik, du dør.
Europa tilbyder en kontrasterende, om end stadig spirende, ramme. Spanien har for eksempel været foregangsland med konceptet om et “Digitalt Testamente” (Testamento Digital) inden for deres databeskyttelseslovgivning (LOPD). Dette anerkender en “ret til digital arv”, der tillader borgere at udpege specifikke arvinger til at forvalte eller slette deres digitale fodaftryk.
Men som den spanske filosof Adela Cortina argumenterer, kan regulering ikke bare være teknisk; den skal være etisk. Vi er nødt til at spørge ikke blot hvem der ejer dataene, men hvilken værdighed de døde skyldes. De “digitale efterladenskaber” er ikke bare aktiver; de er murbrokkerne af et liv. Uden robuste love om “neuro-rettigheder” eller “dataværdighed”, der strækker sig ud over døden, har de døde intet samtykke. De bliver råmateriale for det “levende arkiv”, som 2wai hævder at bygge – et bibliotek af sjæle ejet af en virksomhed.
Nødvendigheden af stilhed
Tragedien ved “Ash-Botten” i Black Mirror var ikke, at den mislykkedes med at lyde som Ash. Det var, at det lykkedes. Den tilbød et perfekt, hult ekko, der fangede hovedpersonen på et loft af suspenderet sorg.
Den “algoritmiske seance” lover at besejre døden, men det lykkes kun at besejre sorgen. Sorg kræver en slutning. Den kræver den smertefulde anerkendelse af stilheden. Mens vi skynder os at fylde den stilhed med generativ AI’s snakkesalighed, risikerer vi at miste noget dybt menneskeligt: evnen til at give slip. I Dataismens og hyperrealitetens tidsalder kan den mest radikale handling være simpelthen at lade de døde hvile i fred – usimulerede og uden abonnement.
