Den forestående filmatisering af Inouesatohs manga “10DANCE”, instrueret af Keishi Otomo, præsenterer et cast anført af Ryoma Takeuchi og Keita Machida. I rollerne som rivaliserende dansere, der forsøger at mestre disciplinen 10-dans, støttes hovedpersonerne af Shiori Doi og Anna Ishii som deres respektive dansepartnere. Manuskriptet, skrevet af Otomo og Tomoko Yoshida, oversætter kildematerialet til et live-action format, der undersøger mekanikken i konkurrencepræget sportsdans og partnerskabets fysiske krav.
I centrum af denne narrative arkitektur står to mænd ved navn Shinya. Shinya Suzuki er den regerende japanske mester i latinamerikansk dans, karakteriseret ved polyrytmer og en jordnær tyngde. Over for ham står Shinya Sugiki, specialisten i standarddans, der indtager andenpladsen på verdensranglisten. Filmens præmis – en midlertidig alliance for at erobre 10-dans-turneringen, som kræver beherskelse af både de fem latinamerikanske og de fem standarddiscipliner – fungerer som ramme for et teknisk studie af dens hovedpersoner.
Filmen undgår at bifurkere det professionelle fra det personlige. Dansen fungerer som den primære interaktionsform, hvor vægtforskydninger og opretholdelse af rammen (frame) udgør dialogen. Otomo, kendt for sit arbejde med live-action sagaen Rurouni Kenshin, anvender en nærmest retsmedicinsk opmærksomhed på dansegulvet, hvilket resulterer i et værk, der betoner det kropslige. Klipningen undgår hurtige montageteknikker til fordel for længere indstillinger, der eksponerer skuespillernes tekniske præstation og synkroniseringens mekanik.
Rammens fysik: En teknisk dikotomi
Den centrale konflikt i “10DANCE” udspringer af den inkompatible fysik i de verdener, Suzuki og Sugiki bebor. Filmen detaljerer balsalens pædagogik og illustrerer vanskelighederne for en danser, der tvinges til at opgive sit motoriske modersmål.
Shinya Sugikis domæne er International Standard. Denne disciplin – omfattende vals, tango, wienervals, slowfox og quickstep – er baseret på den “lukkede fatning”. I denne konfiguration opretholder partnerne et permanent kontaktpunkt, hvilket skaber en enkelt, forenet rotationsakse. Rammen er arkitektonisk; albuerne er løftede, og forbindelsen opretholdes gennem overkroppen. Sugikis teknik skildres som en forlængelse af hans kontrollerede psykologi. Hans berømte “King Hold” fungerer som en teknisk holdning, der opretholder distance inden for partnerskabet.
Modsat opererer Shinya Suzuki inden for paradigmet International Latin. Denne stilart – der omfatter cha-cha-cha, samba, rumba, paso doble og jive – kræver en radikalt anderledes biomekanisk tilgang. Rammen er flydende; partnerne skilles, roterer uafhængigt og genforenes. Bevægelsen genereres fra isolationen af hofterne og brystkassen ved hjælp af “Cuban motion”. Suzukis latin-baggrund gør ham reaktiv og “grounded”. Filmen kontrastrerer disse stilarter for at fremhæve hver hovedpersons tekniske underskud. Sugiki kæmper med den jordforbindelse, der kræves til rumbaen, mens Suzuki finder standardvalsens stive overkropsramme restriktiv.
Friktionen mellem disse to stilarter driver fortællingen. Når Sugiki instruerer Suzuki i valsens mekanik, fokuserer kameraet på spændingen i Suzukis trapezius, mens hans krop modsætter sig standardrammens statiske begrænsninger. Tilsvarende, når Suzuki instruerer Sugiki i latinteknik, udforsker filmen ubehaget hos en danser vant til præcision, når han bliver bedt om at anvende løsere, rytmiske bevægelser. Den pædagogiske udveksling fungerer som en magtforhandling, hvor rollerne som fører og følger revurderes.
Karakterpsykologi og selve iscenesættelsen
Ryoma Takeuchi og Keita Machida leverer præstationer, der er bemærkelsesværdige for deres fysiske engagement. For at forberede sig til rollerne arbejdede skuespillerne med professionelle dansere, herunder standardspecialisterne Koichi Nishio og Ai Shimoda samt latineksperterne Takashi Takagi og Kiyomi Takashima.
Takeuchi, der indtager rollen som Suzuki, udnytter sin atletiske baggrund til at udfylde latindanserens silhuet. Hans Suzuki er drevet af en kompetitiv natur. Takeuchi portrætterer karakterens frustration over standardstilen som værende både teknisk og psykologisk; han repræsenterer en figur, der mangler ordforrådet til at udtrykke sig inden for grænserne af Sugikis disciplin.
Keita Machidas Sugiki er et studie i præcision. Machida tilegner sig den holdning og de bevægelsesmønstre, der er associeret med “King of Blackpool”-stilen. Rollen kræver, at han inkarnerer en mesters arrogance, samtidig med at han afslører begrænsningerne i sin stivhed. Filmen antyder, at Sugikis overholdelse af standarddansens regler fungerer som en metode til at ordne hans omgivelser. Hans provokation af Suzuki – udfordringen til 10-dans – er en kalkuleret risiko for at bryde hans egen stagnation.
Birollerne, med Shiori Doi og Anna Ishii som Aki Tajima og Fusako Yagami, giver kontekst til det professionelle miljø. Disse karakterer skildres som eliteatleter, der forstår deres partneres idiosynkrasier. Deres observationer artikulerer ændringerne i Suzukis og Sugikis dans, hvilket afspejler deres udviklende partnerskab. Filmen bemærker, at det inden for professionel sportsdans indebærer en betydelig professionel risiko at bryde et etableret partnerskab.
Instruktørens blik: Kroppens visuelle semiotik
Keishi Otomos instruktion, understøttet af Tatsunosuke Sasakis filmfotografi og Gaku Suzukis lysdesign, definerer filmens visuelle strategi gennem en adskillelse af farvepaletter. Latindanssekvenserne er belyst i varme toner, hvilket afspejler stilens association med “jord” og rytme. Kameraet er i disse segmenter mobilt og sporer dansernes energi. I modsætning hertil anvender standardscenerne en køligere belysning, der understreger formens “luft” og glidende natur. Her benytter kameraet stabile dolly-skud for at imitere valsens bevægelse.
Otomo bruger kameraet til at undersøge den mandlige form. Linsen fokuserer på specifikke muskelgrupper og fysiske detaljer – svangen på en fod eller linjen i en rygmuskel. Denne visuelle tilgang integrerer den fysiske anstrengelse i historiefortællingen og tvinger publikum til at indtage karakterernes perspektiv og betragte rivalen som et æstetisk objekt.
10-dans udfordringen: En test af alsidighed
Filmens titel refererer til 10-dans-konkurrencen, en disciplin der portrætteres som en test af total alsidighed. Konkurrenter i 10-dans skal mestre både den jordnære latinstil og den roterende standardstil, hvilket kræver kultiveringen af modstridende muskelhukommelse. Filmen skildrer den fysiske omkostning ved at skifte mellem stilarter, såsom justeringen fra en rumbas holdning til en quicksteps ramme.
Træningssekvenserne detaljerer specifikke tekniske elementer: “hælisæt” (heel leads) i foxtrot, “låsetrin” (lock steps) i cha-cha-cha og valsens “hævning og sænkning” (rise and fall). Disse detaljer præsenteres som komponenter i karakterernes tilpasningsproces.
Lydlandskabet og kostumer
Lydlandskabet er komponeret af Masaru Yokoyama. Partituret spejler filmens dualitet: Standardsektioner benytter symfoniske arrangementer og 3/4-taktarter, mens latinsegmenter anvender perkussionsdrevne rytmer og synkope. Lydtekniker Takeshi Kawamata integrerer foley-lyde – såsom sålernes skrab mod gulvet og rytmisk åndedræt – i mixet, hvilket understreger dansens fysiske arbejde.
Isao Tsuges kostumedesign forstærker den visuelle historiefortælling. I standardsektionerne skaber de matchende kjolesæt en visuel symmetri, der fjerner markører for forskellighed og præsenterer to kroppe, der forhandler et fælles tyngdepunkt.
Udgivelsesdato
“10DANCE” fungerer som et teknisk drama og et studie i partnerskab. Den undersøger dansens arkitektur og udøvernes menneskelighed. Ved at dekonstruere de binære roller som fører og følger præsenterer filmen et partnerskab baseret på lighed og teknisk tilpasning.
Filmen vil være tilgængelig for streaming på Netflix fra den 18. december.
